Historikere: En uforsonling konflikt med historien hjælper ingen

Disse ugers fokus på slaveri og kolonialisme har blandt andet ført til en storm på statuer rundt i verden og også i Danmark. To historikere opfordrer til, at demonstranter og politikere går frem med besindighed og husker, at historien ofte kan ses fra flere sider

Louise Nyholm Kallestrup (til venstre) og Jens Lei Wendel-Hansen (til højre) opfordrer både demonstranter og politikere, der i øjeblikket gør sig erindringspolitiske overvejelser, til generelt at gå til sagen med stor besindighed og på et sagligt grundlag.
Louise Nyholm Kallestrup (til venstre) og Jens Lei Wendel-Hansen (til højre) opfordrer både demonstranter og politikere, der i øjeblikket gør sig erindringspolitiske overvejelser, til generelt at gå til sagen med stor besindighed og på et sagligt grundlag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det er altid en stor glæde for historikere, når resten af verden bliver lige så optaget af vores felt, som vi selv er. Med udgangspunkt i George Floyds tragiske dødsfald har Black Lives Matter-bevægelsen kraftigt intensiveret den erindringshistoriske diskussion om, hvilke statuer og øvrige monumenter, der skal fjernes fra det offentlige rum.

Dermed er der kommet fornyet fokus på kolonialisme, slaveri og anden forskelsbehandling som ikke blot nutidige, men også historiske fænomener.

De gentagne vandaliseringer og nedrivninger er udtryk for erindringspolitisk stillingtagen, som ikke kommer fra det politiske lag, men fra borgere, der føler behov for at tage stilling til historiens repræsentation i gadebilledet. Det er i sig selv historisk og enormt spændende.

I Danmark har det for eksempel ført til en diskussion, der med vandalisering af statuer i Nuuk og København pludselig har bragt missionæren Hans Egede tilbage i dansk erindring. Det er ikke noget nyt i Grønland. Her ved alle, hvem Hans Egede er, men dette er også blevet til endnu et afsnit i Hans Egedes erindringshistorie i Grønland, hvor han for nogle ses som Grønlands hårdhændede kolonisator, for andre som kristendommens budbringer i et Grønland, hvor den kristne tro for mange står som en traditionel grønlandsk værdi.

I den danske del af riget har statuen foran Børsen af renæssancekonge Christian IV ad flere omgange været til debat. Senest fremhævede Politiken i en lederartikel den 30. juni, at den mørkere side af kongens regeringstid måtte frem i lyset. At det var på Christian IV’s vagt, at heksebålene flammede i Danmark, og det var en ”skamplet på danmarkshistorien”.

Men lige så interessante vandaliseringerne og nedrivningerne er fra et historiebrugsperspektiv, lige så problematiske er de fra et historiebevidsthedsperspektiv.

Vandalisering og nedrivning er en entydig handling, der kun dårligt efterlader rum til nuancering. Det er udtryk for en entydig konflikt med historien. Når man i Norge har diskuteret rigtigheden af, at Ludvig Holberg står foran Nationalteatret, så fokuserer man på de få rigsdaler, der blev Holbergs forrentning af et halvt års ejerskab af en obligation i Vestindisk-Guineisk Kompagni og er villig til at lade dem være den afgørende faktor for erindringen om ham. I det entydige fokus på konflikten negligerer man hans forfatterskab, hvis kulturelle betydning for Norden formodentlig kender få sidestykker, og som blandt andet bidrager med et meget tidligt forsvar for kvindens utvetydige ligeret med manden – en værdi, vi omvendt opfatter som en dybt indgroet del af vores samfund.

Denne konflikt ses entydigt fra et nutidsstandpunkt. Den igangværende bevægelse har forårsaget, at statuer af både slavehandleren Edward Colston og kong Leopold II af Belgien, ejeren af Fristaten Congo 1885-1908 er blevet fjernet. I den forbindelse tager man udgangspunkt i de umenneskeligheder, som begge personer har bidraget til, og tager entydigt afstand fra begge dele. De bliver begge til det samme: skurke i vore dages øjne. Det overser det historisk interessante, at hvor Colstons bidrag til slavehandlen formodentlig var almindeligt accepteret i hans samtid, så blev Leopold II af Belgiens congolesiske fristat solgt på, at kongen ville sikre frihandel og menneskerettigheder i territoriet, mens han i realiteten etablerede en slavekoloni – et fænomen, der selv i samtiden blev kraftigt fordømt, da sagens rette sammenhæng fandt vej til den offentlige debat. Denne forskel siger ikke så lidt om både enkeltpersonerne og deres samtid, men disse nuancer forsvinder i en samlet fordømmelse af fortiden.

Det er som en løsning på problemet blevet foreslået at opsætte inskriptioner på de relevante statuer, der påpeger de problematiske elementer. Det er i udgangspunktet en god idé. En sådan idé vil muliggøre en større forståelse for den erindrede, som kan virke til et se det problematiske element i sin rette sammenhæng – ikke for at undskylde eller forsvare, men for at forklare. Det er i sig selv historikerens fornemmeste opgave – ikke blot at formidle fortiden, men også forsøge at forklare fortiden på fortidens egne præmisser. Det vil ikke bare kunne forhindre massenedrivninger, men også bidrage til almindelig oplysning – vel at mærke, hvis man undlader at dyrke konflikten i beskrivelsen.

På det afrikanske museum i Bruxelles, der oprindelig blev etableret som led i Leopold II’s propagandastrategi for Fristaten Congo, er der en rotunde med en række statuer, der både repræsenterer karikaturer af congolesere og analogier over, hvad den belgiske konge har bibragt dem: frihed, velstand og så videre.

Stilen af klart paternalistisk og fremstiller den belgiske konge som Congos velgører. Dette er et endog såre interessant indblik i, hvordan dette rædselsfulde projekt blev solgt – hvilke egenskaber Leopold II tilskrev både sig selv og congoleseren. At projektet i øvrigt var ovenud rædselsfuldt, skal man ikke gå meget rundt i udstillingen for at få bekræftet. Dermed kommer den grelle modsætning mellem propagandaen og realiteterne også til at stå desto klarere for beskueren.

Det er en lektie i kildekritik af de helt store, som netop understreger over for beskueren, hvilke midler der gjorde rædselsregimet i Fristaten Congo muligt – en lektie, som bidrager til at forhindre, at det sker igen.

Det virkelig interessante er dog, at det tilsyneladende ikke var museets intention. Museet undskylder på de ophængte plakater, at man ikke har kunnet rive de karikerede statuer ned, fordi bygningen er fredet.

Eksemplet skal tjene til, at hvis man i uden tvivl velment forargelse over elementer i fortiden ønsker at fjerne mere og mere af den fra det offentlige rum, så bliver viden om dens kompleksitet også væk.

Det er givet, at der skal tages stilling til, hvilke statuer der skal pryde gadebilledet, og hvordan det påvirker vores syn på fortiden, men omvendt er det lige så væsentligt, at den nuværende bevægelse ikke bliver en uforsonlig konflikt med fortiden som helhed.

Christian IV forfulgte ikke hekse, fordi han var en særligt barbarisk regent. Han forfulgte hekse, fordi han, som Europas øvrige fyrster, søgte at skabe en gudfrygtig stat med en gudfrygtig monark. Og med til det hørte at forfølge troens fjender. Her var heksene arketypen, fordi de havde allieret sig med djævelen selv.

Ligeledes tog Hans Egede ikke til Grønland, fordi han var et sadistisk menneske, men fordi han opfattede det som sin opgave, som den sande tros forsvarer, at omvende hedningene.

Vi opfordrer på den ene side til, at både demonstranter og politikere, der i øjeblikket gør sig erindringspolitiske overvejelser, generelt går til denne sag med stor besindighed og på et sagligt grundlag – ikke blot af ovennævnte grunde, men også fordi statuer og øvrige erindringshistoriske monumenter hyppigt er unikke historiske og kunsthistoriske genstande – om ikke andet så på grund af deres hidtidige erindringshistoriske funktion.

På den anden side er det ligeledes en opfordring til, at de politiske organer er på erindringspolitisk forkant og vedvarende overvejer, om der kan gøres tiltag, som kommer hærværk og demonstrationer i forkøbet, men samtidig ikke er bange for på oplyst grundlag aktivt at støtte, at en statue er værd at have stående.