Prøv avisen

En uværdig død på plejehjem

KRONIK: For nylig beskrev en ægtefælle i Kristeligt Dagblad, hvor fint og rigtigt alting foregik, da hendes mand blev indlagt på hospice uhelbredeligt syg. Døden blev værdig. Sådan er det ikke nødvendigvis på et plejehjem

MIN MOR tilbragte de sidste tre måneder af sit liv på et plejehjem på Amager efter en hofteoperation og et mislykket genoptræningsforsøg.

To uger efter hofteoperationen indtraf en voldsom ændring i hendes tilstand fra den ene dag til den anden. Hun ændrede fuldkommen karakter. Kunne ikke tale og ikke spise eller drikke ved egen hjælp. Jeg sørgede for at besøge hende i forbindelse med et måltid, så jeg kunne hjælpe hende.

Det tog umådelig lang tid at made hende, og det var ganske småt, hvad der gled ned. Hun forstod det ikke, hvis jeg bad hende om at åbne munden, og hun vidste ikke længere, hvad hun skulle gøre ved den smule, jeg fik listet ind i hendes mund. Det var tydeligt, at dette ikke kunne fortsætte.

Hendes læge beroligede mig med, at gamle mennesker kan leve af meget lidt. Nogle dage gik på denne måde. Så skete der en yderligere forværring. Hun genkendte os ikke længere, når vi besøgte hende. Hun sad eller halvlå i sin kørestol med det dårlige ben strakt ud, det ene øje lukket og det andet flakkende rundt i rummet uden at kunne fiksere. Hun så frygtelig forpint ud.

Personalet kunne blot konstatere, at det da var gået utrolig hurtigt ned ad bakke, og at det lignede en blodprop, men det kunne man ikke se ud fra den blodprøve, der var taget. Jeg var ikke i tvivl om, at min mor var døende. Nu gjaldt det bare om at gøre den sidste tid så rar som mulig.

Da jeg forhørte mig om mulighed for hospice hos min mors læge, fik jeg at vide, at det krævede en ondartet diagnose at komme på hospice, og det vil i realiteten sige uhelbredelig kræft. Jamen, sagde jeg, min mor er jo døende. Godt nok ikke af kræft, men malignt, det er det. Hvad med et palliativt team, det vil sige lindring til døende? Hvad med at få hjælp fra et hold af fagfolk, der har forstand på det? Jamen, sagde lægen, de er vældig gode til palliation på plejehjemmet. Disse ord har runget i min bevidsthed lige siden.

DØDSKAMPEN BLEV indledt en fredag eftermiddag. Min mor havde ligget i sin seng i dyb søvn. Pludselig gav hun sig til at ralle. En høj snorkeagtig lyd. Hun lå med halvåben mund og var ikke til at kalde til bevidsthed. Personalet sendte omgående bud efter plejehjemmets vagthavende sygeplejerske (en studerende), som omgående sendte bud efter vagtlægen.

I mellemtiden blev det konstateret, at min mor havde 40 i feber, en puls på 200 og lungebetændelse. Hendes hjerte arbejdede på højtryk. Vagtlægen var ikke længe om at undersøge min mor. Han trak mig til side og spurgte, om jeg ville have hende indlagt på hospital, eller om hun skulle have god og kærlig pleje på stedet, indtil hun døde. Det valg havde den sygeplejerskestuderende nået at stille mig over for. Hun var yderst professionel i sin tilgang til min mor og til mig og gjorde det nænsomt klart for mig, at en tur på hospitalet sandsynligvis kunne forlænge min mors liv med nogle dage, men at det også kunne indebære yderligere lidelse med injektioner, drop, slanger, støj og uro. Jeg var ikke i tvivl: Hellere blive i den lille stue, der var indrettet så hjemligt som muligt. Og jeg følte mig helt tryg sammen med den sygeplejerskestuderende og hendes gode og kærlige pleje.

Desværre var hun ikke på vagt den næste dag. Det var derimod en anden og mere moden sygeplejerske. Aldrig har jeg hørt nogen råbe så højt i almindelig tale. Hun var af den overbevisning, at hun skulle meddele mig alt, hvad hun foretog sig med min mor. I detaljer. Man siger, at noget af det sidste, der forsvinder hos et menneske, er hørelsen. Jeg håber virkelig, at den var forsvundet hos min mor på dette tidspunkt.

DEN HØJTRÅBENDE sygeplejerske havde haft nogle kommunikationsproblemer omkring vagtlæge, recept og apotek. Noget medicin skulle hentes, og hvem der havde skrevet hvad og hvornår, var jeg sådan set ligeglad med. Men fire-fem gange kom hun ind til min mor og mig og forkyndte med høj stemme den seneste udvikling i sagen.

Til sidst spurgte hun, om jeg ville køre hen og hente medicinen på apoteket. Jeg var kommet for at tage afsked med min mor og bad den højtråbende om at få medicinen bragt i en taxi. Nu ville den højtråbende vide, om min mor havde penge nok til det. Jeg mente, at det kunne jeg vel nok betale, men den højtråbende var allerede gået i min mors pung og var begyndt at tælle hendes penge. Der er 192 kr. Det er ikke nok, skreg hun. At hun var gået i min døende mors pung føltes som et personligt overgreb. Jeg fik hende gelejdet ud og forklaret, at jeg nok skulle betale.

Kort efter kom hun tilbage råbende: Nu kommer medicinen! Og straks efter stod en lettere befippet taxichauffør og en medarbejder fra plejehjemmet i værelset med en pose fra apoteket. Nu syntes jeg nok, der blev lovlig megen trængsel af uvedkommende som vidne til min mors dødskamp, så jeg fik verfet selskabet ud og ordnet det pekuniære mellemværende med chaufføren.

Den højtråbende stak mig indlægssedlen fra medicinen og spurgte, om jeg ville læse om virkningerne. Pludselig gik det op for mig, at den højtråbende i virkeligheden var frygtelig usikker. Derfor råbte hun. Derfor indviede hun mig i alt, hvad hun foretog sig med min mor. Det var, som om hun søgte min accept af det, hun gjorde. For hvis det var forkert, havde jeg jo indvilget.

Tænk, hvis plejehjemmet havde haft en læge, der havde fulgt min mors forløb. I stedet kørte vi i karrusel mellem hendes egen læge, skiftende vagtlæger, apotek og plejehjemspersonale, og kommunikationen mellem disse røg jævnligt af sporet. Havde vagtlægen sikret sig, at der blev tale om god og kærlig pleje? Havde han sørget for, at der blev søgt terminaltilskud fra det offentlige til medicin? Havde han informeret personalet på plejehjemmet om, hvordan de bedst lindrede de sidste timer? Havde han gjort noget for at standse min mors rallen, som hun døjede med i 30 timer, og som jeg i dag ved kan afhjælpes? Svaret på alle spørgsmålene er nej.

MÅSKE VAR mine nerver ved at være tyndslidte af at se min mor i den tilstand uden at kunne gøre noget. Skulle hun alligevel have været på hospitalet? Hospice var jo udelukket. Forgrædt og forslidt tog jeg hjem ud på aftenen for at få lidt søvn. To timer senere ringede de fra plejehjemmet. Min mor var død.

Nu er der politisk velvilje for at oprette flere hospicepladser, men spørgsmålet er, om ikke man i første omgang burde udbygge plejehjem og hospitaler med hospiceafdelinger og oprette palliative team til folk, der dør i eget hjem. Halvdelen af os dør på hospital og en fjerdedel af os dør på plejehjem. Resten (stort set) dør i eget hjem.

Kun en brøkdel dør på hospice. Burde man ikke lade ekspertisen være der, hvor folk dør? Døden kræver nemlig ekspertise. Det er ikke nok bare at holde i hånd. Ekspertisen kunne være en læge med interesse i og forstand på ældres sygdomme i stedet for en usund blanding af egen læge og skiftende vagtlæger, hvis viden om geriatri er stærkt varierende. Desuden en sygeplejerske med speciale i palliation .

Og endelig et personale om den døende, som ved, hvordan man kommunikerer såvel med den døende som med de pårørende. Sådan er det på hospice. Der er døden et fagligt speciale, hvor en række specialister agerer på hver deres område. På hospice har man nærmest fået eneret på den værdige og ekspertledsagede død. På plejehjem, hospitaler og i eget hjem er det højst usikkert, om døden bliver værdig. Det afhænger af den enkelte kommune, det enkelte plejehjem eller hospital, den enkelte medarbejder.

Charlotte Bach er journalist