Prøv avisen
Kronik

En verdenskrig kom forbi

Min far fortalte mig, at han under indkaldelsen til sikringsstyrken påtog sig at stoppe huller på sine soldater-kammeraters sokker. Pris: fem øre pr. hul. Pengene sendte han hjem til familien, skriver dagens kronikør. Foto: Leif Tuxen.

Det lykkedes Danmark at bevare neutraliteten under Første Verdenskrig, men tyngende ekstraindkaldelser til en sikringsstyrke og overvældende prisstigninger lagde store byrder på det meste af den danske befolkning. Dog ikke på de såkaldte gullaschbaroner, som tjente styrtende på at sælge konservesdåser til begge krigens parter

”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge”.

Linjerne står i sangen ”Som dybest brønd gi'r altid klarest vand” af Jeppe Aakjær (1866-1930), som skrev den under Første Verdenskrig.

Hans digtning funkler stadig ved sin sociale indignation, og forbitrelsen over gårdmandsklassens underkuelse af tyendet vil altid placere ham på øverste trin af rangstigen blandt vrede poeter.

Derfor er det også med stor undren, man nærlæser de næsten ikonografiske linjer om puslingelandet, der hygger sig i smug. Stemningen svæver sorgløst omkring den danske rug, der drær, ”mens lærken trilrer og grågøge kukke”. Etcetera, etcetera.

Der var aldeles ingen hygge på færde i det Danmark, hvis eksistens under verdenskrigen 1914-1918 afhang af en neutralitet, som også vore nærmeste stormagter respekterede.

Bitter over al måde var for eksempel den tvungne krigsdeltagelse i fjendens sold. Efter tabet af Hertugdømmerne efter krigen i 1864 blev henved 30.000 unge danske mænd som tyske statsborgere tvunget ind i Første Verdenskrig. Cirka 6000 af dem måtte betale med livet på slagmarken - det var den løsesum, som Henrik Pontoppidan skrev bevægende om i ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage”, hans smukke digt om Genforeningen i 1920.

Det var også langtfra hyggeligt, at Danmark måtte etablere en sikringsstyrke, der kunne garantere landets neutralitet over for både Tyskland og England. Stemningen i det danske folk er bedst beskrevet af den førende lokalhistoriske forfatter i provinsen, viceskoleinspektør Carl Svenstrup, i ”Grenaa Bys Historie”.

Efter drabet i Sarajevo den 8. juni 1914 på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru trak det op til krig mellem på den ene side Østrig, Tyskland og Rusland, Serbien og Frankrig på den anden side. Englands indtræden beroede på, at Tyskland var trængt ind i Belgien på sit felttog mod Frankrig. Snart var over en halv snes lande i Europa indblandet i krigen.

Danmark erklærede sig straks neutralt og indkaldte en sikringsstyrke på 18.000 mand. Det er ingen overdrivelse, at stemningen herhjemme var yderst alvorlig, skriver Carl Svenstrup, og at der ikke siden 1864 havde været en situation, der kunne blive så faretruende for landet som den øjeblikkelige.

Fra tysk side blev der fremsat krav til Danmark om minespærring i de danske bælter. Kong Christian X markerede sig lidenskabeligt i statsrådsdebatten, hvor han klart gik ind for udlægning af miner. Han henvendte sig også personligt til sin slægtning, den engelske konge, Georg V. Aldeles fortroligt lod han denne forstå, hvad Tyskland forblev uvidende om, at minerne ikke var armerede.

Lørdag morgen den 1. august 1914 forelå indkaldelsesordren til sikringsstyrken og værnepligtige fra Grenaa og omegn skulle give møde på rådhuset. Uden for rådhuset var der hele dagen og aftenen, ja ud på natten, sort af mennesker, og der rådede en mørk og dyster stemning, der kulminerede, da efterretningen om Tysklands krigserklæring indløb.

Grædende hustruer klyngede sig til deres mænd, som nu skulle forlade hjemmet. Især i småkårshjem var det et stort problem, når forsørgeren pludselig blev taget bort.

For håndværkere og handlende var indkaldelsen en ikke mindre alvorlig sag. Dertil kom, at man fra første dag var klar over, at krigen ville medføre dyrtid for hele landet. Trommen gik i gaderne med underretning om, at politiet forbød alt salg af spiritus både i beværtninger og forretninger.

Med mesterligt diplomati, væsentligt takket være den radikale udenrigsminister Erik Scavenius (som blev forkætret statsminister under Anden Verdenskrig) og den ligeleldes radikale indenrigsminister Ove Rode lykkedes det at overbevise britiske og tyske beslutningstagere om, at Danmark kunne handle med begge krigsførende stormagter.

Dog måtte det danske Industriråd og Grosserer-Societetet garantere over for den britiske regering, at import fra Storbritannien ikke blev geneksporteret til Tyskland.

Man havde ellers fra første færd næret alvorlig tvivl om, hvorvidt det ville lykkes at holde Danmark neutralt og uden for krigen. Pengeudtræk af bankerne var øjeblikkelig i fuld gang. Pengene lå sikrest hjemme, mente folk, og Handelsministeriet bestemte, at hver kontohaver højst kunne hæve 300 kroner pr. uge. Mistillid til seddelpenge viste sig hurtigt gennem ”hamstring” (et nyt ord i de dage) af sølv- og kobbermønter. Snart havde staten sat rødbrune enkronesedler i omløb.

Trods stærk stigning i gaspriserne blev det nødvendigt at begrænse forbruget af gas. Der blev simpelthen lukket for gassen fra klokken 19.30 til klokken 5 om morgenen. Elektricitet kendte man endnu ikke til, men tørv kom igen til ære og værdighed som brændsel.

Sikringsstyrkens tjenestetid varierede, så man kunne være indkaldt to og en halv måned og derefter hjemme i fem-seks måneder. Lempelser kunne også bestå i, at soldater fik frihed til deltage i markarbejde hos kvarterværter på landet.

Soldaternes såre beskedne aflønning var 90 øre om dagen, hvoraf der skulle betales for kost. Reelt var der kun 25 øre tilbage til en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Hvad jeg ikke har kunnet verificere, er den påstand, at en del af sikringsstyrken havde op til 30 måneders tjenestetid. Der blev dog taget hensyn til, hvorvidt de indkaldte havde forsørgerpligt.

Min far fortalte mig, at han under indkaldelsen til sikringsstyrken påtog sig at stoppe huller på sine soldater-kammeraters sokker. Pris: fem øre pr. hul. Pengene sendte han hjem til familien.

Den nu afdøde satiriske årbog Blæksprutten bragte i sin første udgave i 1916 en udlægning af ordet ”billig”: ”Gammelt dansk ord, nu ude af brug”. Det var givetvis en vittighed, som læserne kunne forstå.

I 1915 måtte danskerne betale 20 procent mere for margarine, 33 procent mere for koks, 50 procent mere for sukker, 57 procent mere for rugbrød og hele 98 procent mere for kartofler, end de havde gjort året før. Generelt steg priserne med 16-18 procent under Første Verdenskrig.

Men nogle hyggede sig aldeles ikke i smug. Krigen fik sine skrupelløse spekulanter, der tjente styrtende rigdomme på salg af gullasch i konservesform af yderst tvivlsom kvalitet. Meget stærke krydderier slørede den mistænkelige duft fra dåsen.

Det var slet og ret føden til de hårdt prøvede soldater i det krigsførende Europas skyttegrave. Vulgariteten hos de nyrige blev også båret til skue ved, at gullaschbaronen tændte sin cigar med en 100-kroneseddel som fidibus. På det punkt fik Jeppe Aakjær alligevel ret.

Ove Sten Rasmussen er journalist og tidligere redaktør på Kristeligt Dagblad