En vision for velfærdsstaten

Velfærdsstaten er i krise. Sådan lyder budskabet i dag. Som det har gjort i mere end 25 år. I 1980 afholdt OECD ligefrem en konference om »The Welfare State in Crises«. Filosoffer som Alan Wolfe og Jürgen Habermas har længe spået velfærdsstatens opløsning. Og for 10 år siden afholdt pligtopfyldende embedsmænd i den danske statsadministration alvorlige møder om: Oprydningen efter velfærdsstaten! Velfærdsstaten må være en sejlivet størrelse, når den gennem årtier kan befinde sig i krise og opløsning - uden at noget sker. Og samtidig med at velfærdsstatens kerneområder, social-, sundhed- og uddannelsesvæsen udgør halvdelen af statsbudgettet og ca. 30 procent af bruttonationalproduktet. Velfærdsstatens berømte krise er en fiktion. Velfærdsstaten har det tværtimod ganske udmærket. Det er en succeshistorie, både socialt, demokratisk og til dels også økonomisk. Alle undersøgelser og ikke mindst parlamentsvalgene viser, at der fortsat er stærkt opslutning bag velfærdsstaten. Og i hele Østeuropa forsøger de at gøre os kunsten efter. Men en så omfattende samfundsindretning som velfærdsstaten skal justeres og fornys hele tiden i takt med udviklingen. Globaliseringen - som snart har nået samme niveau som i 1912 - og EU's europæiske integration stiller særlige krav om ændringer. Det samme gør den stigende individualisering, der netop er fremkaldt af velfærden. Velfærdsstaten er en dynamisk, selvforstærkende samfundsproces. Den skal hele tiden justeres. Velfærdsstaten er egentlig ikke særlig gammel. Men den fik en flyvende start. Næppe var »Blitz'en« overstået, før man i London optimistisk begyndte at planlægge efterkrigstidens »welfare state«. Den 1. december 1942 kunne en kommission med William Beveridge som formand fremlægge en hvidbog: Report on Social Insurance and Allied Servics (cmd 6404, London). Det er en lige så skelsættende begivenhed som slaget ved El Alamain, hvor englænderne få uger tidligere i et 12 dage langt panserslag slog den tyske Afrika-hær. Krigslykken var vendt, og nu gik det fremad mod bedre tider. Beveridge-rapportens indhold var lige så spændende som en frontberetning. Indledningsvis kaldte forfatterne til kamp mod »de 5 kæmper«: materiel nød, sygdom, uvidenhed, dårlige boliger og lediggang. Betænkningen foreslår derefter opbygningen af en velfærdsstat (»welfare state«) med et socialt sikkerhedsnet under borgerne. Fra vugge til grav, som det hedder. Og samlet i et nyoprettet socialministerium. Det foreslås, at der sikres et eksistensminimum for alle borgere herunder også pensionister. Ordningen skal i overensstemmelse med engelsk tradition bygge på forsikringsprincippet. Men den skal omfatte alle - ikke kun personer med arbejdsmarkedstilknytning. Der garanteres en minimuns-indtægt for alle borgere i tilfælde af sygdom, alderdom og arbejdsløshed. Virkelig radikalt er forslaget om, at staten har forpligtelse til at skabe et gratis sundhedsvæsen; at give ydelser til alle børnefamilier i forhold til børnetallet og ikke mindst til at sikre beskæftigelsen. Hertil kommer forslag om særlige ydelser ved bryllup, børnefødsler og død. Budskabet om et fuldstændig gratis, skattefinansieret sundhedsvæsen; sikring af beskæftigelsen samt et eksistensminimum til alle borgere trængte klart igennem krigstumlen. Den 300 sider lange rapport gik som varmt brød. I 1943 solgte den 635.000 eksemplarer, mens bomberegnen stilnede af. 86 procent af befolkningen erklærede sig i en meningsundersøgelse for indholdet - kun seks procent var imod. »The Welfare State« var effektivt sat på den politiske dagsorden. Til efterkrigsvalget i 1945 skrev Labour Beveridge-rapporten af i sit valgprogram »Let us face the Future«. Det sendte krigsvinderen Winston Churchill i gulvet i et af verdenshistoriens mest bemærkelsesværdige valgnederlag. Folket ville »the welfare state«. Og på trods af den britiske økonomis miserable tilstand lykkedes det Attlee-regeringen i de følgende år at gennemføre praktisk taget samtlige valgløfter. Godt gået. Men social nød fører til krige. Så den nye verdensorganisation, FN, satte velfærdsstaten på sit program. Den 10. december 1948 vedtog FN's Generalforsamling »Verdenserklæringen om Menneskerettigheder«. Artikel 25 siger: »Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmuligheder under omstændigheder, der ikke er selvforskyldte«. På seks år og 10 dage var velfærdsstaten blevet en verdensomspændende rettighed for alle mennesker på kloden! Menneskerettighederne er globale. Men velfærdsstaten er 50 år efter stadig et næsten rent vesteuropæiske fænomen. Her er velfærdsstaten i de enkelte lande indrettet, som det bedst passer borgerne. Der findes (gudskelov) ikke en generel samfundsmodel for velfærdsstatens indretning; ingen »velfærdsstatsteori«, og heller ikke nogen utopi, som politiske stridsmænd kan kæmpe for eller imod. I Danmark voksede velfærdsstaten frem i efterkrigstidens voldsomme, økonomiske vækstperiode, særligt i 1957-1961. Forud lå de første Venstre-regeringers skattefinansierede, obligatoriske socialordninger fra 1890'erne; Steinckes socialreform i 1933 og folkepensionen i 1956. Under parolerne »Tryghed og velfærd« og »Gør gode tider bedre« vandt Socialdemokratiet i 1960 en stor valgsejr over VK-blokken, som førte valgkamp imod velfærdsstaten. I 1961 skabte den fulde folkepension social lighed mellem alle danskere. Den materiale vækst var i den periode ca. 10 procent om året. Resten lånte vi os til. Så det gik fremad på alle fronter. Det satte sit grundlæggende præg på velfærdsstatens udvikling og indretning. Med Karen Jespersens socialreform i 1997 indledtes en vigtig fornyelse af velfærdsstaten. Under slagordet »der er brug for alle« gik man fra passivlinjen til aktivlinjen; fra kontantlinjen til arbejdslinjen og til princippet om »noget for noget«. Der indførtes et nyt, socialpolitisk menneskesyn. Ret og pligt følges ad. Og der lægges vægt på hjælp til selvhjælp. Karen Jespersens socialreform medførte ikke alene flere tilbud om arbejde, uddannelse og andre aktiviteter. Den enkelte anses nu for et menneske, som kan noget, og som samfundet derfor kan stille krav til. Velfærdsstaten blev opbygget i en periode, hvor Socialdemokratiet var det statsbærende parti. Dette partis centrale, politiske placering betød, at lighedstanken blev indbygget som et vigtigt, ideologisk element i velfærdsstaten. Staten blev brugt til at arbejde hen imod et idealsamfund; et velfærdssamfund, hvor der var større økonomisk lighed mellem befolkningsgrupperne. Selvom stræben efter lighed og udjævning i levevilkårene historisk set har været et vigtigt element i velfærdsprojektet, er velfærdsstaten kun ved en overfladisk betragtning forbundet med socialismen. De kommunistiske regimer i Østeuropa var langt fra velfærdsstater. Og det lykkedes ikke for 10 års borgerligt styre i Danmark at rokke grundlæggende ved den danske velfærdsstat. Velfærdsstaten er uden ideologiske hensyn vokset ud af befolkningernes ønske om bedre levevilkår. Samfundet skal behandle sine borgere lige (lighed for loven). Og det er centralt i velfærdsstaten, at samfundet skaber lige muligheder for det enkelte menneske. Men som den engelske sociolog Anthony Giddens for nylig har fremhævet: »Der er ingen fremtid i det egalitaristiske lighedsmageri, som ventrefløjen er så optaget af.« Velfærdsstaten skal befries for det egalitariske lighedsmageri. Velfærdsstaten opstod og udvikledes i første række som et økonomisk, materialistisk projekt. Men mennesket lever ikke af brød alene. Velfærdsstatens fremtid er også et spørgsmål om værdier. Ethvert samfund må have visse fælles værdier for at kunne fungere. Udviklingen af de europæiske velfærdsstater kan i stor udstrækning ses som resultat af et værdimæssigt fællesskab i befolkningernes ønske om lige muligheder, rimelige arbejdsbetingelser, social tryghed og demokratisk styring af samfundsudviklingen. Velfærdsstaten har en moralsk, samfundsmæssig begrundelse i lige ret og lige muligheder for alle - uafhængigt af markedsværdi. For de fleste danskere bygger velfærdsstaten nok på en kollektiv, moralsk ansvarlighed mellem mennesker - et bånd som integrerer os som medlemmer af et socialt fællesskab. De fleste menneskers motiv for at acceptere et statsapparat er netop, at de med staten får social sikkerhed og rammer for at leve en god tilværelse. Men rammen om velfærdsystemet behøver ikke være (national)statslig. Med decentraliseringen inden for staten; med inddelingen i regioner og med opbygning af overregionale og globale institutioner kan der findes andre organisatoriske rammer for velfærdsordningerne. Den samfundsmæssige solidaritet kan forankres f.eks. i EU eller i en bredere, international sammenhæng. Den sociale standard er nogenlunde den samme i Danmark og i alle de andre EU-lande. Eneste undtagelse er, at den danske indsats over for samfundets svageste grupper er noget stærkere. Globaliseringen og den teknologiske udvikling indskrænker ikke velfærdsstatens muligheder. Tværtimod bliver dens råderum udviddet. Men skal velfærdsstatens idealer realiseres i en globaliseret verden, må der udvikles et net af aftaler; en organisation til at sikre sociale retsforhold samt en struktur af demokratisk indflydelse både på europæisk plan og verdensplan. Verdenshistorisk set er velfærdsstaten en enestående chance. To verdenskrige, økonomiske verdenskriser, fascisme, kommunisme og megen anden djævelskab skulle der til, før menneskeheden omsider fandt en samfundsmodel, der er i stand til at stabilisere samfundet og verden: velfærds-staten. lektor