En økumenisk kirkevandring med historisk bagage

I dag holdes den årlige kirkevandring i København for 60. gang. Kristne, som er sammen og taler med hinanden, opdager, at der er langt mere, der forener dem, end der adskiller. Derfor er det vigtigt, at kristne fra forskellige trossamfund gør alt det, som de kan gøre sammen: holde gudstjeneste, bede sammen og bekende troen på Kristus sammen

Skt. Albans Kirke i København, også kaldet Den Engelske Kirke, er en del af ruten på årets økumeniske kirkevandring.
Skt. Albans Kirke i København, også kaldet Den Engelske Kirke, er en del af ruten på årets økumeniske kirkevandring. . Foto: Karsten Schnack/.

I DAG, TIRSDAG DEN 21. JANUAR, holdes den årlige kirkevandring i København for 60. gang. Det må siges at være en rekord, for mig bekendt er ingen økumenisk kirkevandring så gammel og har holdt sig levende i så mange år. Det var næppe heller gået uden den særlige kreds, som i alle årene har stået bag denne unikke vandring: Alban- og Sergijsamfundet .

Oprindelsen til denne kreds med det mærkelige navn kan dateres tilbage til 1926, hvor Den Kristelige Studenterbevægelse holdt sin verdenskongres på Nyborg Strand. Der besluttede man at holde den første engelsk-russiske konference i St. Albans Chuch i januar 1927, hvor mange ortodokse og anglikanske studenter og gejstlige deltog plus en enkelt indisk og koptisk præst.

Ved den lejlighed stiftedes Fellowship of St Alban and St Sergius, hvis navne henviser til to store helgener i henholdsvis den anglikanske og den ortodokse kirke. Idéen var, at Vesten og Østen skulle lære hinandens teologier bedre at kende på et tidspunkt, hvor Den Russiske Revolution havde sendt en masse ortodokse i eksil i Paris og London.

LÆS OGSÅ: Biskop: Vi forstår os selv bedre gennem det mellemkirkelige

Men ønsket om et ægte fælleskab i Kristus var også stærkt. En af stifterne, domprovst Sergij Bulgakov, plæderede oven i købet for fælles nadver. Det blev dog ikke realiseret. Det gjorde de personlige venskaber til gengæld, og det var med til at bygge bro over de indbyrdes forskelligheder.

En anden medstifter, dr. Nicolas Zernov, havde et særligt talent for venskab og forståelse, og denne ildsjæl knyttede så nære bånd til personer i Danmark, at vi fik en dansk gren af Alban- og Sergijsamfundet i april 1948. Samme år indkaldte den nye formand, pastor Svend Borregaard, og sekretær Gunner Tjalve til foredragsaften med fyrst Myschetsky som taler og stud.theol. Arne Bugge til at referere fra Alban- og Sergijsamfundets årsmøde i England samme sommer.

Efter at den danske gren af Alban- og Sergijsamfundet havde etableret sig og magtede at holde en årlig todages konference, undfangede provst Borregaard idéen til en økumenisk kirkevandring i city. Den fandt første gang sted i januar 1955 i den internationale bedeuge for kristen enhed (den 18.-25. januar) og udgik fra Garnisons Kirke og videre langs Bredgade.

Året efter tog kirkevandringen sin begyndelse i Sankt Pauls Kirke i Nyboder, fortsatte til metodisternes Jerusalemskirken, til den russiske Aleksandr Nevski og den katolske Sankt Ansgar Kirke i Bredgade og videre til St Albans Church og Svenska Gustafskyrkan ved Kastellet.

Dermed havde den to-tre kilometer lange kirkevandring fundet sine stationskirker, som er blevet fastholdt lige til nu. Hele vandringen var og er stadig tænkt som ét langt liturgisk forløb, bygget op over gudstjenestens forskellige led, dog uden nadver, med afsluttende prædiken over bedeugens tema i Gustafskyrkan.

MAN KAN ROLIGT SIGE, at kirkevandringen samlede deltagere trods sne og sjap i den kolde vintermåned. Pastor Poul Exner, som trofast ledede kirkevandringen i mange år, udtalte i anledning af 25. gangs-jubilæet i 1979, at der hidtil havde været 400-500 mennesker med hvert år.

I de mindre kirker som den russiske og den anglikanske var det umuligt at rumme så mange mennesker. Derfor begyndte man på et tidspunkt at holde indledningen fælles i Sankt Pauls Kirke og derefter gå i to hold med 20 minutters mellemrum for endelig at mødes igen til den fælles afslutning og samvær i den svenske kirke.

Men kirkevandringen blev næsten for succesfuld i den forstand, at deltagerantallet fortsatte med at stige. Den 22. januar 2004 skrev Kristeligt Dagblad: I bidende frost gik næsten 900 mennesker rundt til seks forskellige kirkesamfunds bygninger i hjertet af København for at markere, at der trods teologiske tovtrækkerier er religiøse bånd, som binder kirkernes medlemmer sammen.

På det tidspunkt var det otte år siden, at Alban- og Sergijsamfundets formand, domprovst Arne Bugge, havde bedt mig overtage ledelsen af kirkevandringen, og jeg havde fået et nært samarbejde og venskab med kirkevandringskirkernes præster. Vi drøftede indgående mulighederne for at huse de mange deltagere ved eventuelt at lægge ruten om eller dele os i tre hold, men det virkede for uoverkommeligt. Det viste sig også mindre presserende, da deltagertallet faldt igen til omkring de 700, lidt svingende efter vejret.

Men hvorfor overhovedet vandre sammen og det i den koldeste tid? Kristeligt Dagblads-citatet peger på motivet: Der er noget, der binder os sammen, en fælles Herre, en fælles trosbekendelse, et fælles håb til ham, som bad om, at vi alle må være ét. Viljen til fællesskab og venskab hen over de teologiske skillelinjer er drivkraften bag kirkevandringen. Desuden kan man se en linje fra den gamle tanke om gudsfolket på vandring hen over middelalderens pilgrimsvandringer og frem til nutidens.

Man vandrer frem mod noget, man følger et tegn. For israelitterne i ørkenen var det skystøtten om dagen, for os er det korset, og begge dele som symbol på, at det er Gud selv, som leder os på vejen og lader os holde hvil ved oaserne, de forskellige kirker på vores vandring.

Bare det at gå sammen på vejen, at knytte venskaber, er vigtigt. Kristne, som er sammen og taler med hinanden, opdager, at der er langt mere, der forener os, end der adskiller. Derfor er det vigtigt, at vi gør alt det, som vi kan gøre sammen: holde gudstjeneste, bede sammen, bekende troen sammen.

Fra første begyndelse har det været Alban- og Sergijsamfundets idé at være sammen i hinandens liturgier og lære hinanden at kende inde fra tilbedelsens rum, hvor Helligånden er til stede og virker.

I Kristus er vi allerede ét. Og For dem, som er forenet i Kristus, er der ingen adskillelse, som en ortodoks teolog har sagt. Men som i de bedste familier kan søskende ikke altid enes. Derfor går temaet for dette års bedeuge lige ind. Det er Paulus, der spørger: Er Kristus da blevet delt?.(1. Kor. 1, 13). Nej, naturligvis er Kristus ikke delt, men hans legeme i form af den jordiske kirke har unægtelig splittet sig op. Det må vi selv tage skylden for. Derfor iklædte kirkevandringens præster sig i mange år den violette stola som tegn på bod.

De seneste 18 år har vi dog anvendt den hvide stola i glæde over, at vi trods forskelligheder kan gå sammen bag de to processionskors, som Sankt Ansgars Kirke og St Albans Church kommer med. Kristus leder os. Vi forsamles i hans navn, og vi beder i hans navn, beder med på hans egen bøn, at vi alle må være ét ligesom Faderen og Sønnen er ét.

Apostlen Paulus spørgsmål til menigheden i Korinth: Er Kristus da blevet delt?, står som en udfordring også for os her 2000 år efter. Det bliver father Stephen Platts opgave at prædike om årets tema til vores jubilæumskirkevandring, både fordi det var de ortodokses tur, og fordi han er generalsekretær for Alban- og Sergijsamfundet i Oxford. Dermed markerer jubilæet de nære venskabsforbindelser imellem os.

Palle Thordal er provst og leder af kirkevandringen siden 1996