Hans Hauge: Engang kunne vi uskyldigt synge ”Vi elsker vort land”

Midsommervisen er jo nationalistisk eller, hvis man ikke bryder sig om det ord, så national eller fædrelandskærlig. Engang var nationalfølelse lige så naturlig som rygning. Der var ingen advarsler. Men hvem tør synge den i aften, spørger Hans Hauge

Nationalisme er ”et politisk princip”, der fastholder, at en fælles kultur er det basale sociale bånd. Bertel Haarder, Jens Rohde og Uffe Elbæk (AL) hylder ikke dette politiske princip, men det gør Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten, så vidt jeg kan se. Det er vanskeligt at se, hvilket politisk princip antinationalisterne forestiller sig som erstatning for en fælles kultur som socialt bånd, skriver Hans Hauge i kronikken.
Nationalisme er ”et politisk princip”, der fastholder, at en fælles kultur er det basale sociale bånd. Bertel Haarder, Jens Rohde og Uffe Elbæk (AL) hylder ikke dette politiske princip, men det gør Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten, så vidt jeg kan se. Det er vanskeligt at se, hvilket politisk princip antinationalisterne forestiller sig som erstatning for en fælles kultur som socialt bånd, skriver Hans Hauge i kronikken. Foto: Ritzau Scanpix.

DER VAR ENGANG, hvor vi uskyldigt kunne stå og synge ”Vi elsker vort land”, mens vi fik røg i øjnene fra et kæmpebål, hvorpå der var en figur, der skulle forestille den heks, der er omtalt i sangen.

Jeg husker det fra mange sankthans aftener i Hirtshals, hvor det altid blæste netop den aften. Jeg var med i spejder orkestret, og vi skulle vandre op til fyrbakken, hvor bålet var. Præsten holdt en tale, som ingen kunne høre. Derefter var der lagkage, men den nåede vi aldrig at få i orkestret, for vi kom sidst. Vi spillede, og der var da nogen, der sang med, og så gik vi hjem. Hvorfor uskyldigt?

”Vi elsker vort land” er jo nationalistisk, eller hvis man ikke bryder sig om det ord så national eller fædrelandskærlig. Dengang var nationalfølelse lige så naturlig som rygning. Der var ingen advarsler. Men hvem tør synge den i aften? Vi får dagligt at vide, at nationalisme er farlig, skønt de færreste ved, hvorfor den er, og det siges, at nationalismen breder sig og er vendt tilbage. Var den der på fyrbakken i begyndelsen af 1960’erne? Var den væk i mange år for så at vende tilbage? Heldigvis er Danmark ikke så hårdt ramt som Ungarn og England.

MIDSOMMERSANGEN KOMMER fra en nationalkonservativ eventyrkomedie: ”Der var engang” (1885). Den fik premiere i 1887. Det er egentlig en underlig sang. Hvem er det, vi siger til, at vi elsker vort land? Kan det være til sankte Hans? Og hvem er han? Ved han da ikke, vi gør det? Har han glemt det? Der var sket noget, siden H.C. Andersen under Treårskrigen skrev: ”Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”. ”Jeg” var blevet ”vi”.

Holger Drachmann skrev efter 1864 og efter det moderne gennembrud, så det er ikke Gud, men skyen, der sender velsignelser, og der er ikke meget Johannes Døber over ham sankte Hans. Drachmann skrev, efter at staten var blevet gift med nationen, H.C. Andersen gjorde det før. I 1885 var Danmark en nationalstat. Det var Tyskland også, men ikke Norge endnu. I Norge sang de Bjørnsons ”Ja, vi elsker dette landet”. Det er de ved at holde op med. Der er kommet en bog – ”Nei, vi elsker ikke lenger”. Deri står, at nationalsangen er krigerisk og nationalistisk. Færre og færre nordmænd kan den, så det minder om Danmark, hvor stoltheden over Dannebrog falmer.

MAN KUNNE KALDE SANGEN ”Når bønder elsker”, for sangen foregår ude på landet. Hvorfor bønder? De var det ægte danske. Solen står jo med bonden op. Nationalisme var at gøre bønder til danskere.

Det lykkedes. Men i dag bryder vi os ikke om bønder og pruttende køer. I sangen, derimod, elsker vi vort land, når høsten er i lade, og når flittige hænder sørger for, at kvæget giver mælk. Når vi har pløjet, harvet og tromlet, holder vi høstgilde, hvor ungdommen danser. Vi elsker Danmark, når vi er klar til at forsvare landet mod fjenderne, både de ydre og de indre. ”Vi” er bondekarle og piger. Det er det, vi forestiller os, vi er, men vi ved, at i virkeligheden kommer de i dag fra Litauen.

I 1885 var der oprørsstemning i landet, der dannedes riffelforeninger, mange nægtede at betale skat, og ”mundkurvecirkulæret” udsendtes, så lærerne ikke måtte propagandere. Der var ”smørkrig”, man ville forbyde margarine. Terroren nåede landet, da der blev affyret skud mod Estrup. Tyskerne forbød indførsel af levende svin, og derfor kom det første andelsslagteri, og der oprettedes masser af mejerier. Der er ekkoer af det i sangen. Mejerier i virkeligheden: Kvæget giver mælk i sangen. Vi vil forsvare os med sværd: Riffelforeninger i virkeligheden. Tyskerne forbyder import: Vi laver andelsslagterier. Koen sin middag i kløveren gumler. Den er heldigvis ikke en gris. Da Drachmann skrev, var der fred. ”Der var engang” opførtes samme år, som der kom en forbindelse til Tyskland fra Gedser. Det var nationalismens epoke, og den betød fred i Europa i over 40 år fra 1871 til 1914. Alle var nationale. Georg Brandes holdt foredrag om sin nationalfølelse og om at være dansk først. Det var dengang.

INGEN KAN VEL ALVORLIGT MENE, at der skulle være noget farligt ved en sankthansaften bortset fra brandfaren. Syd for grænsen kører tyske biler rundt med tyske flag på biler og endog på vinduesviskerne. Er de også ved at blive nationalister? Det eneste sted, hvor tyskere har lov til at være nationale, er i forbindelse med fodbold. De må ikke synge Tysklands nationalhymnes første to vers. Sangen blev skrevet i 1841 af en professor i Breslau, som hed August Heinrich Hoffmann, kendt som Hoffmann von Fallersleben. Han skrev sangen på Helgoland, som på det tidspunkt var engelsk. Han var ked af, at Tyskland bestod af så mange små stater, og derfor skrev han: ”Deutschland über alles”. Hvad skete? Hoffmann blev fyret. Først i 1922 fik de lov at synge den som den officielle nationalsang. I Hitler-tiden sang de kun første vers. Efter krigen sagde socialisterne: ”Nie wieder Deutschland”, men så skete miraklet i Bern i 1954. Et hold amatører vandt verdensmesterskabet i fodbold, og det tyske publikum sang ”Deutschland, Deutschland über alles”, og det forargede alle andre. Forleden sang de tyske fodboldspillere ikke med på sangen.

Hvis myndighederne kan frygte en sang, er de nok bekymrede, hvis folket i aften synger, at de kun elsker deres eget land. Det lyder ikke inkluderende. Hvad med Tibet? Er der mon mange med tørklæde til et sankthansbål? Se selv efter i aften. Mange steder har de afnationaliseret sankthansaften. Ved Fænøsund, hvor en irsk popsanger optræder, og hvor man kan købe glutenfri pølser. Båltalen holdes af Middelfarts socialdemokratiske og inkluderende borgmester.

VESTEUROPÆISKE POLITIKERE frygter, at den banale fodboldnationalisme skal blive alvorlig. Derfor advarer de os bønder. Bertel Haarder (V) har netop skrevet: ”Nationalismen er over os”. Hans skræmmeeksempler er USA, England, Ungarn, Polen og Tyrkiet. Alternativet vil helt nedlægge nationalstaten. På en fynsk højskole sang Bogense-koret europæiske sange. Efter de europæiske sange skulle Jens Rohde (R) holde foredrag. Titlen var: ”Hvorfor er det vigtigt at tænke europæisk og ikke nationalistisk?”. Nu ved vi, hvad nationalismen truer. EU. Hvis man er EU-modstander, er man nationalist.

Kan det virkelig passe, at vi var nationalister i begyndelsen af 1960’erne? Ja, det må vi indrømme, skønt vi ikke mærkede det. Vi havde en fælles kultur.

Nationalisme er ”et politisk princip”, der fastholder, at en fælles kultur er det basale sociale bånd. Bertel Haarder, Jens Rohde og Uffe Elbæk (AL) hylder ikke dette politiske princip, men det gør Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten, så vidt jeg kan se. Det er vanskeligt at se, hvilket politisk princip antinationalisterne forestiller sig som erstatning for en fælles kultur som socialt bånd.

Hannah Arendt skrev kort tid efter krigen, at nationalstatens opløsning muliggjorde kommunisme og nationalsocialisme. Og nationalstaten vil antinationalisterne igen opløse.

JEG VIL AFSLUTTE MED en anden definition: En nation er et ”forestillet, politisk fællesskab” (Benedict Anderson). Sankthansaften er et smukt billede på det.

Vi forestiller os, at de ikke blot står i Hirtshals, men også i Horsens, Vordingborg og Rønne og synger ”Vi elsker vort land”, mens bålet brænder, men vi forestiller os ikke at være i et fællesskab med folk i Flensborg.

Forestillede fællesskaber er begrænsede. Fodbold er et andet anskueligt eksempel på et forestillet fællesskab. Weekendavisens Søren K. Villemoes skrev på Facebook: ”Har lige grædt til en dokumentar om EM 92. Fuck, jeg elsker Danmark.” Han indsatte et lille dannebrogsflag.

Vi er en del, der elsker vort land og ved midsommer mest.