"Epistlen skriver apostlen ..." Sådan omtrent lyder det søndag efter søndag i alle landets kirker. Og mon ikke menigheden har spurgt sig selv mere end én gang: "Hvad er dog det, vi hører?"
For hvad er en epistel? Apostlens kone måske? Og hvem er disse "romere", "galatere og "thessalonikere"? Og hvad mener denne apostel med de kringlede, lange sætninger og underlige, fremmede begreber?
Nuvel, man skal ikke gøre menigheden dummere, end den er. Den kirkevante menighed er generelt langtfra dum, når det drejer sig om Bibelen i det meste af dens længde og bredde. De fleste vante kirkegængere har faktisk et ret naturligt forhold til epistlerne. Læser selv i ny og næ i dem. Nogle er endda tilbøjelige til at gøre det ganske regelmæssigt. Den derimod mere uvante gudstjenestedeltager har nok i de fleste tilfælde et ret fjernt forhold til epistlerne.
Men uanset forholdet til epistlerne så lider epistlerne - og kirkegængere - under den stedmoderlige behandling i folkekirkens almindelige gudstjenesteliv. Epistlerne bliver oplæst og så ikke mere. Enhver må selv læse sig til resten. Eller sætte sig i et missionshus eller lignende og få forklaringen. Og det er en skam, for derved er der mange, der går glip af helt afgørende sider ved den evangelisk-lutherske danske kirkes grundskrift.
Ikke sådan at forstå at indholdet af epistlerne er ladt helt ude af betragtning i søndagens prædiken. Tværtimod er epistlerne ofte præstens forståelsesramme for evangelierne. Præsten udlægger så at sige evangelieteksten med epistlernes systematiske klarhed i baghovedet.
Hvorfra er det, præsten henter sin klare forståelse af retfærdiggørelse af tro alene? Fra epistlerne. Ikke sådan at forstå, at det ikke findes i evangeliernes beretning om Jesus. Men den begrebsmæssige, systematiske klarhed findes først og fremmest i brevene. Som i øvrigt for de flestes vedkommende formodentlig er skrevet før evangelierne, således at der ikke er tale om bagklogskab og endnu mindre om modsætningsforhold mellem breve og evangelier, mellem Paulus og Matthæus.
Men lige præcis præstens uudtalte bagklogskab fra brevene fortjener menigheden at blive gjort bekendt med. Og det er der da også gode historiske fortilfælde for. Vi kender det for eksempel fra reformationstiden, hvor Luther søndag efter søndag prædikede over epistelrækken ved eftermiddagsgudstjenesten. Om formiddagen evangeliet, om eftermiddagen epistlen.
Det er måske en overraskelse for nogen, men muligheden for at prædike over epistelrækken er fuldt ud til stede i dagens folkekirke. Det er næppe særlig udbredt, men et og andet sted i kongeriget forekommer det, at en præst tager sig for at prædike over epistelrækken gennem et helt kirkeår.
Det har min kollega og jeg også valgt at gøre i Løsning-Korning Sogne dette kirkeår. Vi gjorde det for tre år siden, og blev enige med os selv om, at det skulle prøves igen. Som sagt, så gjort. Denne gang med anden tekstrækkes epistler.
Det udfordrer os, og det udfordrer kirkegængerne. Vi præster bliver udfordret på flere måder. Rent prædiken-teknisk er det en udfordring at stå med en tekst, som i reglen har en noget anden karakter end evangelietekstens fortællende karakter.
Evangelieteksterne er fulde af billeder, historier, levende mennesker, følelser. De kalder umiddelbart på kreativiteten hos prædikanten, den menneskelige indlevelse ligger lige for, identifikationen. Man får meget forærende til den ende af en evangelietekst.
Brevteksterne derimod er anderledes "tørre". Ikke lidenskabsløse, på ingen måde. Men dér er det tankeklarheden og begrebsklarheden, der hersker. Det kalder underviseren frem i prædikanten. Og således bliver vores prædikener utvivlsomt også langt mere undervisende dette kirkeår end ellers.
Det nyder menigheden helt sikkert godt af. Variation er en god ting. Faktisk har spørgsmålet lydt flere gange tidligere, blandt andre fra helt unge kirkegængere: Hvorfor skal der altid prædikes over evangelieteksterne? Der har været en helt naturlig nysgerrighed efter at vide mere. Det kristne menneskes naturlige lyst til kostvariation. Det at få lov til at smage på hele Guds ord.
Og netop dét har også været en gevinst: Bibelen fremstår klarere som det, den er: en organisk helhed. Bibelen har vist sig at være det, den ifølge vore reformatoriske fædre er: sin egen bedste fortolker. Ikke en lang række forskellige og til dels uforenelige teologier, men én stor, sammenhængende tale om Gud - "Åndens egne hellige skrifter, som den selv har skrevet", som Luther sagde om Bibelen.
En anden stor prædiken-udfordring ligger i at skulle prædike over epistelteksten på de store "folkekirkedage". Ved konfirmationer og lignende. Det er fristende at vælge evangelieteksten, men der er ingen kære mor, har man sagt A, må man også sige B.
Hvem vil ikke hellere prædike ud fra den meditativt milde Johannes end den håndfast bombastiske Jakob, når hele "konfirmationsmenigheden" sidder på bænkene? Men nej, vi skylder da hele sognet at kende troens krassere sandheder. At en tro uden gerninger er en død tro. Det er da ikke kun en sandhed for de særligt indviede.
Jeg husker en af de "store dage" for tre år siden - søndagen i september, hvor vi havde præsentation af de nye konfirmander. Kirken var proppet med konfirmander, forældre, almindelige kirkegængere og det løse. Nu kunne det være rart at prædike ud fra Jesu ord om bekymringsløshed. Det er sådan en dejlig rund tekst, som alle nikker venligt til. Ingen mors sjæl behøver at føle sig forstyrret af den (indtil det går op for en, hvad Jesus dog siger). Men nej - som man siger i Norge - man bør bade samme dag, som man tager badebukserne på. Altså Paulus' ord om enten at så i kød og høste fordærv eller så i Ånden og høste evigt liv. Umuligt at forstå for almindelige folkekirke-kristne? Det kommer an på, hvor enkelt og jordnært, man tør gentage det, der står i teksten. Også i det lys er det meget lærerigt at gøre forsøget med den enkle og folkelige prædiken ud fra disse tidvis snørklede tekster.
Det hævdes af og til, at de er omtrent uoversættelige til almindelig dansk livs-erfaring. Det er de slet ikke. Vel er det svært at prædike! Men noget af det allersværeste ligger ofte i, om vi som prædikanter tør sige tingene lige så jævnt og ligeud, som teksterne gør.
Med andre ord: om vores oversættelsesbesvær mestendels er et - ubevidst - forsøg på at nedtone teksternes store syner, afrunde deres skarpe hjørner, ja, måske om vi overhovedet deler deres dybe åndelige erfaringer. Sagt på en anden måde: Præsten udfordres stærkt på sin egen tro og liv, når han går i nærkamp med disse tekster.
Epistel-prædikenerne udfordrer i øvrigt ikke bare til nye temaer over for det brede sogn, men i høj grad også over for den mindre del, der går hyppigt i kirke. Hvor tit kalder evangelieteksterne på prædikener om nådegaverne, om menigheden som Kristi legeme, om det kristne livs konkrete frugter eller for den sags skyld om helt klare begreber om forholdet mellem tro og gerninger? For bare at nævne nogle få temaer.
Kort sagt: Vi anbefaler varmt et kirkeår med epistel-prædikener. Vi tager nok en ny runde en anden gang. Og hvem ved - måske så med de gammeltestamentlige læsninger? Det har andre prøvet før os.
Henrik Højlund er sognepræst og udgav i går bogen "Gentagelsen er det daglige brød", der er en bearbejdning af to årganges epistelprædikener. Udgives på Credo Forlag.