Prøv avisen

Er Afghanistans pashtunere vores kulturelle fætre?

- Foto: YANNIS BEHRAKIS

De danske soldater og de talebankrigere, der står over for hinanden i Afghanistan, har måske mere tilfælles, end man umiddelbart regner med. Noget tyder på, at den nordiske mytologi og pashtunernes kulturelle værdier ligger tæt op ad hinanden

Pashtunske talebankrigere og asatroende danske soldater kan have fælles kulturelle rødder. Jeg indrømmer, at det kan lyde utroligt, men jeg vil forsøge at vise, at der faktisk er sammenfaldende kulturelle værdier og normer i disse to grupper. Sammenfaldet kan skyldes, at det danske og det pash-tunske sprog har samme sproglige oprindelse og dermed muligvis også har en fælles kulturel baggrund.

Asatroen er en moderniseret udgave af den nordiske religion, der blev fortrængt ved kristendommens indførelse i Norden. Siden Grundtvigs genopdagelse af Nordens myter i det nittende århundrede er antallet af asatroende vokset, og disse er i dag blandt andet organiseret i Forn Sidr, der er anerkendt som trossamfund i Danmark. Der er omkring 2000 registrerede asatroende, og der er tilsyneladende en del af dem blandt de danske soldater i Afghanistan (Kristeligt Dagblad den 30. oktober 2008).

Den moderne asatro er en religion, der er bygget op omkring den nordiske mytologi og de islandske sagaer. Værdier og normer fra den førkristne kultur i Norden er altså også en del af den moderne asatro. Forn Sidr har for eksempel hentet en række af sine etiske værdier fra Eddadigtet "Hávamál". Det gælder om at vise gæstfrihed, loyalitet, respekt for andre og at stå på sin ret, hvis man bliver truet; værdighed og selvrespekt.

Når man går i dybden med de nordiske kilder, viser det sig, at de fremviser værdier og normer, som stemmer overens med de pashtunske, sådan som de kommer til udtryk i artiklen: "Pashtunerne er den muld, Taleban vokser af og kan blive kvalt i" (Kristelig Dagblad den 24. februar. 2009).

De islandske sagaer er som sagt en af vore kilder til den tid, hvor nordisk religion var fremherskende i Norden. Sagaerne handler for store deles vedkommende om ære. Om familier og slægters kamp for at bevare deres ære. I de islandske sagaer var det den indbyrdes balance mellem familierne eller rettere mellem mændene i familierne der opretholdt samfundsordenen. Det var til enhver tid mændenes ære, der afgjorde familiernes styrkeposition, og kvindernes ære var også mændenes.

For pashtunere i Afghanistan og Pakistan er det ligeledes familiens og slægtens ære, der er i fokus. Man gør sig især store anstrengelser for at sikre kvindens ære, for kvinden ses som kilden til familiens beståen.

Kernen i de pashtunske samfund er slægtskabet mellem de mandlige medlemmer, og konflikter forebygges eller løses i samarbejdet mellem landsbysamfundets fremtrædende mænd. Gennem de ældstes råd, jirga, holder man konflikter og fejder i skak og forsøger at vedligeholde en form for social balance mellem hævn og tilgivelse.

I de nordiske samfund var slægtssystemet ligeledes patriarkalsk, og slægten var kernen i samfundet. Samfundsordenen blev blandt andet opretholdt ved de store ting-samlinger, som er kendt fra hele det skandinaviske område. Her afgjorde samfundets mænd tvister mellem folk, og hvis disse ikke kunne løses på fredelig vis, etablerede man på tingstedet en kampplads, hvor afgørelsen kunne falde i en tvekamp mellem to repræsentanter for konfliktens parter.

Nogle af de ting, der oftest kunne føre til splid og hævntogter i Norden, var manddrab, overgreb på slægtens kvinder og offentlig vanærelse af slægtens mænd i form af det, man kaldte nið. Nið var en særlig form for symbolsk krænkelse, som kun havde det ene formål at ramme et menneskes ære. Disse krænkelser måtte for enhver pris hævnes. Æren bestod i at bevare sin integritet eller hvis den blev krænket i at genoprette den.

Dette gør sig også gældende blandt nutidens pashtunere, hvor man bliver mødt med foragt, hvis man ikke lever op til stammens standarder, hvilket er katastrofalt i et samfund, hvor ligevægten mellem slægter vedligeholdes af en gensidig respekt.

Derudover er for eksempel gæstfrihed og generøsitet centrale værdier blandt pashtunere. På samme måde havde den (næsten) ubegrænsede gæstfrihed sin plads i Norden. I sagaerne kan man se, at det ligefrem blev betragtet som en ærekrænkende fornærmelse at blive budt på et ringere måltid, end man kunne forvente af værterne. Det er også denne pligt til gæstfrihed, vi ser slå igennem i myten om, hvordan Thor får sine tjenere Tjalfe og Røskva. Her kommer Thor på uindbudt besøg hos en fattig bondefamilie, og selvom bonden er bange og meget utilpas ved ikke at kunne servere ordentlig føde, byder han alligevel indenfor.

Hvorfra stammer så disse overensstemmelser mellem pashtunske og oldnordiske værdier? For at finde svaret på det skal vi en tur rundt om sprogvidenskaben. Både det pashtunske og det danske sprog har nemlig ord, der kan føres tilbage til en fælles sprogstamme. Det vil sige, at ordene ligner hinanden på tværs af store geografiske afstande.

De to sprog stammer ligesom en lang række andre sprog fra det samme ursprog. Pashtunsk er i familie med det oldindiske sanskrit, stort set på samme måde som dansk er i familie med germansk, der kommer fra samme gren af dette ursprog som latin. Jeg har ikke de præcise ord på pashtunsk, men lad mig alligevel komme med et par eksempler, der viser sprogslægtskabet:

Det danske ord moder hedder på engelsk mother, på fransk mere, på latin mater og på sanskrit (oldindisk) matr. Det danske ord for vågne, er på engelsk wake, på fransk éveiller, på latin vigil og på sanskrit vij-.

Man kalder teorien om dette ursprog for den indoeuropæiske sproghypotese. Årsagen til de sproglige ligheder findes i et oprindeligt fællessprog, og hjemlandet for dette sprog fandtes sandsynligvis i et område nord for Sortehavet. Herfra spredtes det over en længere periode mellem cirka 4500 og 2500 f.Kr. i to hovedretninger. Den ene, der bevægede sig mod øst, blev til den indoiranske sprogstamme, hvortil hører oldindisk og pashtunsk, og den anden, der bevægede sig mod vest, blev til den indoeuropæiske sprogstamme, hvortil så blandt andet de skandinaviske sprog hører.

Der findes også forskning inden for andre felter, der underbygger en kulturel sammenhæng. Inden for det religiøse område finder vi en indoeuropæisk mytologi, der bygger på en ret grundfæstet hierarkisk, tredelt samfundsideologi, der ses på tværs af en lang række forskellige religioner. Deriblandt både nordisk religion og religioner i de indo-iransk talende kulturer, for eksempel den oldindiske religion, som vi kender fra de indiske skrifter, vedaerne, der blev skrevet omkring 1500 f.Kr.

Her er, for at tage en enkelt gud frem, en vis lighed mellem tordenguderne. Vores hjemlige Thor er kendetegnet ved at have en hammer, bekæmpe kaosmagter og beskytte grænser. Han har en stor tørst og appetit, og han er rødhåret. Ser vi på vedaernes tordengud, Indra, er den eneste forskel, at han er bevæbnet med en tordenkile i stedet for en hammer. Ellers stemmer alt overens, inklusive det røde hår!

Der er altså tale om en kulturel sammenlignelighed på flere planer. Dette skyldes ikke blot tilfældigheder og almenmenneskelige vilkår, der er tværtimod tale om et fælles sprogligt, kulturelt og ideologisk udgangspunkt, der er bevaret gennem tusinder af år i såvel de pashtunske områder som de nordiske lande.

Hvilken betydning har dette så for mødet mellem danske soldater i Afghanistan og den pashtunske befolkningsgruppe, der færdes i de samme områder? Måske kunne en større viden hos begge parter om en fælles kulturelle oprindelse være med til at øge forståelsen på tværs af kulturer. Det ville vel ikke være så ringe endda? Vi mennesker er måske slet ikke så forskellige, som vi går og tror.

Tine Jeanette Biering er cand.mag. i religionsvidenskab, underviser og foredragsholder