Prøv avisen

Er alle stedmødre virkelig onde?

Den onde stedmor, der figurerer i eventyrene, er pr. definition ond og handler altid egoistisk. Eventyrene fortæller ikke, hvorfor stedmoderen er så ond mod børnene? Sådan er hun bare!

Livet for stedmødre er ofte et eventyr eller jeg må hellere sige: ikke ulig eventyrene.

I september sidste år hørte jeg radioprogrammet Mads & Monopolet, hvor Signe Lindkvist, Suzanne Bjerrehuus og Søren Fauli udgjorde rådgivningspanel.

Mads havde modtaget et brev fra en pige, Marie, som ønskede rådgivning i forhold til sin far, som hun ønskede at bryde med.

Maries brev var langt, men kort fortalt gik hendes spørgsmål på, hvordan hun skulle forholde sig til den pengegave, hendes far fortsat sendte, når nu hun ville bryde kontakten, og hvordan hun skulle håndtere relationen til sin farmor, som hun ønskede at forblive tæt med. Hun nævnte blandt andet, at hun havde et anstrengt forhold til både sin far og stedmor, og at de to havde fælles børn.

Efter at Mads Steffensen havde læst brevet op, startede Fauli med at svare, at det var farmoderen, hun skulle snakke med, hvorefter han hurtigt påpegede, at det faktisk ikke var faderen, der var problemet men derimod stedmoderen, fordi hun ikke kan acceptere, at han har haft et liv før hende.

Resten af panelet medgav med det samme, at det var den nye kone (de havde været gift i 20 år), der var skyld i det hele. Faderen var godt nok nosseløs og hjernevasket, men der var enighed om, at det var stedmoderen, der var skyld i hele miseren, fordi hun ikke kunne acceptere mandens fortid og det, at der er et barn, der ligner den gamle kone.

Der var også enighed om, at selvom det i bund og grund er mandens ansvar, så var det pres, som den nye kone lagde på ham, rigtig, rigtig hårdt, for han vil jo bare gøre den nye kone glad. De var også sikre på, at farmoderen skammede sig over sønnen, og at Marie i stedet skulle fokusere sin energi og tid på dem, der også ville hende.

Fauli ønskede sig, at børnene selv kunne mødes indbyrdes, når de ikke længere havde den der lede mor over sig, og han var overbevist om, at når børnene havde unfriended Marie på Facebook, så var det stedmoderens skyld, og at hun skulle have tæsk med en våd avis.

Bjerrehuus tilføjede, (da hun var færdig med at tude over, at det kunne have været hende, der var farmoderen), at faderen og børnene bare selv kunne mødes uden stedmoderen.

Alt i alt hidsede de sig rigtig op over, hvor led stedmoderen var, og hvordan hun var skyld i det dårlige forhold mellem Marie og faderen.

Én gang påpegede Mads Steffensen, at de jo kun havde historien fra én side, hvorefter Bjerrehuus svarede, at det bare rigtig ofte var sådan, at faderen blev hjernevasket af sin nye familie.

Jeg skal ærligt indrømme, at programmet gjorde mig rasende, for det tegner et billede af en ond stedmor, der er skyld i alt det slemme, mens de andre blot er ofre for hendes ondskabsfulde planer. Sikke en nem og belejlig løsning for alle involverede bortset fra stedmoderen selvfølgelig. Kan det virkelig passe, at alle andre er uden ansvar?

Når jeg skriver dette, er det ikke for at foreslå, at det ikke er synd for Marie, ligesom det heller ikke er for at fratage stedmoderen ansvar i denne ulykkelige situation.

Radioprogrammet er et eksempel på en holdning i samfundet, som stedmødre ofte bliver mødt med.

Jeg har foretaget etnologisk forskning om stedmødres rolle og rettigheder i familien og har i den forbindelse mødt mange stedmødre, læst om endnu flere og er selv stedmor, hvorfor jeg ved, at der er brug for nye udgangspunkter at tage disse diskussioner fra.

Hvis vi tillader os selv at tænke lidt videre forbi den umiddelbare forargelse over onde mennesker, der bare svigter det stakkels barn på den måde, så kan vi muligvis se et mere nuanceret og måske også mere kompliceret billede.

I hvert fald kan vi begynde med at spørge os selv, om det mon virkelig kan være en universel sandhed, at alle stedmødre er onde kællinger, der ønsker at ekskludere mandens børn fra tidligere forhold?

Som stedmor er min første tanke helt anderledes, når jeg hører Maries historie. Jeg tænker, at det sikkert har været svært for stedmoderen at komme ind i familien, siden hun vælger at udeblive fra familiebegivenheder. Jeg tænker, at Marie måske har en mor, der ikke har tilladt stedmoderen at deltage i aktiviteter vedrørende Marie, talt dårligt om hende og i det hele taget valgt ikke at bakke op omkring Maries liv hos faderen og stedmoderen? Jeg tænker, at stedmoderen garanteret startede ud med at kæmpe for, at de alle kunne have det godt sammen. Jeg tænker, at hun blev udmattet af den konstante kamp, som hun måtte indse, var tabt? Jeg tænker, at hun valgte at følge Lindkvists råd om at fokusere energien, tiden og kærligheden der, hvor den var ønsket og gengældt?

Sandheden er, at en historie har mange sider, og at ingen af os aner, hvad der er sket.

Mit ønske er, at vi ikke er så hurtige til at beslutte os for, at det er synd for alle, og at det hele er den onde stedmors skyld.

Jeg kender i hvert fald selv til mange stedmødre, der hver dag kæmper en kamp for at være en del af stedbørnenes liv. Stærke, skønne kvinder, der nærmest gør vold på sig selv for at finde ud af at bøje og strække sig selv så meget, så de kan tilpasse sig umulige forhold, hvor de skal deltage i alle pligterne, ofte uden de tilhørende rettigheder, fordi de jo ikke er den rigtige mor. Kvinder, der hugger en hæl og klipper en tå for at finde en måde at være til på i et liv, hvor mandens ekskone ofte bestemmer urimeligt meget over vilkårene og rammerne for stedmoderens liv, og hvor manden lige så ofte tager stedmoderens ofre for givet.

Kvinder, der i deres valg af mand har givet afkald på egne drømme om en kernefamilie, og som faktisk bare ønsker at have det godt sammen med børnene og måske endda have lidt medbestemmelse over eget liv, som pludseligt er dikteret af andres behov.

Og prøv ikke at sige: Du vidste jo, hvad du gik ind til!. For det gjorde vi ikke! Og vi er bare så trætte af at høre det!

Vi hører kun om de gode historier, hvor alle bare er glade. Der er ingen, der fortæller om, hvordan vi kan miste retten til at bestemme, hvem der må komme i vores hjem, hvornår vi kan holde ferie, om vi må spise romantisk middag med manden alene, om ekskonen skal inviteres på kaffe, om vi skal smøre madpakker. Skal vi holde fødselsdage og hænge billeder op, men nægtes adgang til forældremøder og konfirmationer? Ofte bliver vi ikke engang spurgt.

Der findes masser af forskning omkring børns vilkår og rettigheder og om skilsmisse og håndtering af dette. For eksempel i statsforvaltningen, hvor mange skilsmisseforældre ender.

Dette fokus på barnets behov og på at sætte børnene i centrum for håndteringen af skilsmisser skaber desværre blindhed over for stedforældrene i den nye sammenbragte familie, og mange vil nok mene, at stedforældrene skal blande sig udenom.

Faktum er bare, at det er umanerligt svært at blande sig uden om sit eget liv. Og det er ofte en kompliceret og uvant situation at leve sammen med andres børn.

Vi efterspørger regler, men der findes ingen manual, og selvfølgelig begår stedmødre også fejl. Der findes ganske få grupper på nettet og fysisk hvor stedmødre mødes i små anonyme grupper og diskuterer, græder og griner sammen, fordi ingen andre forstår, hvordan det egentlig føles, at alle andre betragter en som en dum kælling. Hvor spørgsmål som Må jeg godt ... og Hvad er der galt med mig? bliver både stillet og besvaret.

Og hvor vi spekulerer over, hvornår det mon er stedmødrenes tur til at leve lykkeligt til vores dages ende.

Dorte Daugaard Jensen er cand.mag. i europæisk etnologi