Leif Andersen og Morten Hørning skrev den 2. januar en tankevækkende kronik i Kristeligt Dagblad med overskriften Frihed og forpligtelse evangeliet mellem slaveri og lovløshed. Den udmærkede sig på den ene side ved klar tale, på den anden side gjorde den sig bemærket ved det modsatte.
LÆS KRONIK: Frihed og forpligtelse - evangeliet mellem slaveri og lovløshed
Jeg er på ingen måde uenig med forfatterne i, at der i mødet med Jesus er et før og et efter, og at evangeliet lægger op til efterfølgelse som en selvfølgelighed. Jeg vil nok være forsigtig med at bruge ord som krav og forpligtelse for ikke at blande lov og evangelium sammen noget, som de to forfattere jo heller ikke ønsker.
Af samme grund er jeg forbeholden over for Bonhoeffers skelnen imellem den billige og den dyre nåde. Ud fra den kontekst, han argumenterede med disse begreber i, er de forståelige. Men som en generel distinktion er den farlig. Vel har det at stå i nådens stand omkostninger for et menneske, men ikke, fordi nåden er dyr, men tværtimod generøs, overvældende generøs. Omkostningen består for den enkelte i at lade sin selvcentrerethed i ord og handling blive overvundet af nådens, altså af Guds generøsitet.
Forfatterne er selv opmærksomme på den fare, kirken gang på gang er bukket under for, nemlig at sætte grænser for evangeliets forargelige åbenhed og dermed gjort os selv til de hellige og andre til syndere. Mod slutningen af kronikken slår de fast: Et helt evangelium modgår med mod enhver tale om en særlig gruppe af syndige mennesker, nåden ikke gælder. Enig!
Men her kommer så uklarheden. Er det ikke netop det, de to forfattere gør i forhold til de homoseksuelle, erklærer dem som en særlig gruppe af syndige? Jeg savner i kronikken en klar tilkendegivelse af forfatternes syn på bøsser og lesbiske.
Først vil jeg gerne vide, om Leif Andersen og Morten Hørning er enig med mig i, at det netop hører til den frihed, vi af Gud er sat i, at vi bruger vores fornuft til at nå til erkendelser, der når ud over, hvad Bibelen kan fortælle os om for eksempel universets tilblivelse, om naturens indretning, om forklaringer på sygdomme og deres bekæmpelse og så videre og at følge disse erkendelser.
Hvis vi kan være enige på det område, må vi vel også være enige om det på sexologiens område. Sexologer kan fortælle os, at kønsidentitet på ingen måde kun defineres ved kønsorganerne. Der ligger en yderst kompliceret tilblivelsesproces til grund for ens kønsidentitet, hvoraf størstedelen allerede foregår i fosterstadiet og så afsluttes i spædbarnsfasen. Og ser vi os omkring, finder vi både mandlige og kvindelige træk hos os selv og andre og hos nogle endda med overvægt til det modsatte af det, som deres kønsorganer indicerer. Det fører hos nogle til, at de bliver homoseksuelle.
Homoseksualitet er altså ifølge en velbegrundet forskningsbaseret viden en medfødt disposition. Bibelen betragter homoseksualitet som synd. Apostlene kunne ikke vide bedre. Men det gør vi. Bør vi ikke tage den viden til efterretning, og hører det ikke netop til den frihed, som evangeliet befrier os til?
Jeg er overbevist om, at Paulus ville være enig med mig i dette, hvis han havde kunnet vide, hvad vi ved, og ville have udvidet sit udsagn i Galaterbrevet (3, 27-28) som følger: Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, homoseksuel eller heteroseksuel, for I er alle én i Kristus Jesus.
Jeg spørger Leif Andersen og Morten Hørning: Er bøsser og lesbiske skabt i Guds billede, ja eller nej? Hvis ja, så kan og må da også de kunne sige ja til deres kønsidentitet som skabt af Gud, ligesom heteroseksuelle kan gøre det til deres kønsidentitet. Hvis nej, har Gud så skabt nogle mennesker sådan, at de i kraft af deres konstitution og disposition allerede på forhånd er dømt til at være syndere?
Det ville jo betyde, at de måtte gå med en bevidsthed om at være forudbestemt til at stå under Guds forbandelse hele deres liv. Det er absurd. Og det ville netop være at gøre en bestemt gruppe mennesker til særligt syndige.
Muligvis bliver svaret: Ja, også homoseksuelle er skabt i Guds billede og kan sige ja til deres kønsidentitet som gudskabt. De må bare ikke praktisere den, for så bliver det til synd. Her knækker kæden for mig. Hvori består forskellen mellem et praktiseret homoseksuelt forhold og et praktiseret heteroseksuelt forhold, når parterne i begge forhold ønsker at gå ind under den samme forpligtelse, sådan som den kommer til udtryk i vores vielsesritual: Vil du elske og ære ham/hende og leve med hende/ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer?.
Jeg kan ikke se forskellen, og behovet for Guds velsignelse og hjælp til dette liv i fællesskab må da også være det samme. Hvad står så reelt i vejen for et vielsesritual for bøsser og lesbiske? Hvad er Leif Andersen og Morten Hørnings svar?
Et argument imod er, at det vil bringe det traditionelle ægteskab i fare som en gudvillet skabelsesordning. Forskellen mellem et registreret partnerskab og et traditionelt ægteskab ville blive udvisket. Det er en bekymring på Guds vegne, som jeg formoder, at Gud ikke er interesseret i. Han skal nok fortsat kunne se forskel. Og det kan vi andre også. Og når argumentet begrundes med, at et ægteskab er et familiestiftende fællesskab, så slår man sig selv på munden med den vielsespraksis, man godtager: vielser af mennesker, der er ud over den fødedygtige alder, eller mennesker, der bevidst ud fra etiske grunde fravælger at få børn.
Selvsagt må et vielsesritual for bøsser og lesbiske have nogle andre skriftlæsninger, og bønnerne må også formuleres anderledes. Men tilspørgslen og velsignelsen må være enslydende. Blot må ægtemand og ægtehustru erstattes med ægtefælle.
Argumentet imod at benytte dette ord får atter kæden til at knække for mig. Man frygter igen, at forskellen mellem et traditionelt ægteskab og et registreret partnerskab udviskes. Som om et enkelt ord skulle kunne gøre det. Dér tilkender man bogstaven mere magt end ånden.
Ifølge Ordbog over det danske Sprog er ordet sammensat af fælle og ægte. Fælle er en, man er fælles med om noget, for eksempel som arbejdsfælle. Ægte indikerer i sådanne sammensætninger et retsligt ordnet forhold. Et ægtefødt barn er således et barn født i et ægteskab som et retsligt ordnet forhold. Da et ægteskab traditionelt igennem århundreder har været et retsmæssigt ordnet forhold mellem en mand og en kvinde, er ægteskab blevet betegnelsen for et sådant forhold. Men nu er et homoseksuelt parforhold blevet et retsmæssigt ordnet forhold, og parterne tilsvarende ægtefæller for hinanden, bundet til hinanden i et ægteskab, som er lig med et retsmæssigt ordnet fællesskab, hvad enten det indgås på rådhuset eller i kirken.
Endelig: Hvad så med det problem, der øjensynlig vil opstå til andre kirker i verden, hvis folkekirken begynder at vie homoseksuelle, en praksis, der vil støde på overvejende modstand i andre kirker? Den frygt må en evangelisk-luthersk kirke ikke underkaste sig, når det drejer sig om evangeliets frihed. Det gjorde Luther heller ikke i Worms.
Når man tænker på, hvordan homoseksuelle rundt om i verden fremdeles diskrimineres og forfølges, ja, nogle steder endda dømmes til døden, må kirkerne da råbe op, så det høres, og det trænger ikke mindst nogle af vore søsterkirker til at lære, som helst vil fortie og fortrænge dette problem.
Theodor Jørgensen er dr.theol. og professor emeritus