Prøv avisen
Kronik

Er biskoppen nu både anklager og dommer?

Nogle gange er indkaldelsen begrundet, andre gange ubegrundet - velsagtens fordi biskoppen antager, at præsten selv kan regne ud, hvad der er årsagen til, at biskoppen har taget dette alvorlige skridt, skriver dagens kronikør. Foto: Mette Frandsen.

Tilbage i 2005 fik biskopperne et nyt styringsredskab i forhold til præstestanden. Det skete med en cirkulæreskrivelse af 15. marts 2005. Man skal ikke studere cirkulæreskrivelsen længe, førend det går op for én, hvad der skjuler sig i cirkulærets formulering: Biskoppens skøn i konflikter med præster kan ikke appelleres!

”DU INDKALDES HERMED til en tjenstlig samtale.” Allerede når præsten læser disse indledende ord i biskoppens indkaldelsesbrev, gibber det lidt i ham, også selvom indkaldelsen ikke kommer som den store overraskelse.

Nogle gange er indkaldelsen begrundet, andre gange ubegrundet - velsagtens fordi biskoppen antager, at præsten selv kan regne ud, hvad der er årsagen til, at biskoppen har taget dette alvorlige skridt.

For præsten er en tjenstlig samtale hverken en uforpligtende hyggesnak med hans foresatte eller en sjælesørgerisk samtale med biskoppen som ligeværdig embedskollega. Det drejer sig om en formaliseret samtale i anledning af præstens muligt kritisable varetagelse af sit embede eller sin optræden.

Præsten skal derfor være forberedt på, at sagen kan ende med, at biskoppen vil give ham en sanktion, som vil følge ham resten af hans embedsdage. I samme øjeblik biskoppen afsender indkaldelsesbrevet, er der oprettet en uudslettelig personsag. Jo flere gange en præst er blevet indkaldt til tjenstlig samtale og har fået en sanktion, jo nærmere kommer han det punkt, hvor biskoppen truer med at indlede en afskedigelsesproces i tilfælde af en gentagelsessag.

Tilbage i 2005 fik biskopperne et nyt styringsredskab i forhold til præstestanden, som notorisk tæller genstridige og provokerende personer. Det skete med en cirkulæreskrivelse af 15. marts 2005, hvori det hedder, at biskopperne kan ”behandle og afgøre sådanne sager, såfremt den disciplinære afgørelse på forhånd forventes ikke at ville overstige en advarsel, irettesættelse eller bøde på ikke over en 5 af tjenestemandens månedsløn”.

Dette ledelsesredskab retter sig mod alle dele af præstens arbejde bortset fra læremæssige spørgsmål, som skal behandles i præsteretten. Men hvad nu, hvis sagen ligger på vippen, eller biskoppen mener ét og præsten noget andet?

Svaret finder man i samme cirkulæreskrivelse: ”For en ordens skyld skal det præciseres, at ministeriet ved en eventuel anke vedrørende en af biskoppen truffet afgørelse ikke vil efterprøve det skøn, som biskoppen har udøvet, men alene retsanvendelsen, herunder afholdelse af sagsbehandlingsregler (for eksempel regler om høring og begrundelse).”

VED FØRSTE ØJEKAST kan denne præcisering, som blev indsat på biskoppernes opfordring, forekomme harmløs. Man skal nu ikke have studeret cirkulæreskrivelsen længe, førend det går op for én, hvad der skjuler sig i denne formulering: Biskoppens skøn er inappellabelt! Indklager præsten biskoppens afgørelse, vil ministeriet således skulle begrænse sig til at undersøge, om biskoppen har begået processuelle og forvaltningsmæssige fodfejl.

Med en juridisk uddannet stiftskontorchef ved sin side burde det være forholdsvis enkelt for biskoppen at undgå noget sådant. Biskopperne har altså et stærkt ledelsesredskab, og man kan næppe bebrejde dem, hvis de benytter det i udøvelsen af deres tilsynsmyndighed. Det var jo til det formål, de ønskede sig at få det i hænde.

At det snart 10 år gamle ledelsesredskab bliver brugt, viser en aktuel præstesag i Roskilde Stift. Her har biskoppen tildelt præsten en advarsel blandt andet for overtrædelse af sin loyalitetspligt over for tilsynsmyndigheden med angivelse af cirkulæreskrivelsen som lovhjemmel.

Sagen rejser imidlertid spørgsmålet, om ministeriet har givet biskopperne en beføjelse på bekostning af præstens retssikkerhed, alene fordi deres skøn ikke kan efterprøves. I sagen, som jeg har et indgående kendskab til, fordi jeg har været præstens bisidder, opererede tilsynsmyndigheden (provst og biskop) med følgende funktioner:

1) rejsning af en klagesag mod præsten, 2) indkaldelse af præsten til en tjenstlig samtale, hvorunder biskoppen, som oprindeligt skulle være bistået af provsten, ”forhørte” præsten, 3) tildeling af en sanktion og 4) udfærdigelsen af et mødereferat.

Det skal bemærkes, at et sådant referat i praksis ikke behøver at foreligge før en eventuel sanktionstildeling, og at præsten reelt ikke har magt til at begære det korrigeret eller suppleret.

Som delbegrundelse for tildelingen af advarslen anførte biskoppen, at præsten havde tilsidesat et tidligere tjenstligt pålæg ved uopfordret at have rettet henvendelse til sin nærmeste kollega og sognets kirkegårdsleder.

Denne adfærd fandt biskoppen dybt beklagelig, ukollegial og i strid med det anførte pålæg om ikke at inddrage tredjemand, fordi også denne sag efter biskoppens opfattelse alene var et anliggende mellem præsten og tilsynet.

Hvad præsten ikke måtte - og derfor havde begået tjenesteforseelse ved at have gjort - var biskoppen imidlertid i sin gode tilsynsret til selv at gøre. Dette synspunkt manifesterede biskoppen på den måde, at stiftet uden at informere præsten havde rekvireret materiale fra de samme personer, som biskoppen sanktionerede præsten for at have henvendt sig til. Det kom frem under den tjenstlige samtale, som jeg deltog i.

Biskoppen blev efterfølgende opfordret til at tilbagekalde sin delbegrundelse, endog med en tilkendegivelse om, at præsten i modsat fald ville forelægge nedenstående spørgsmål for Kirkeministeriet:

”Kan det betegnes som en tjenesteforseelse, at en præst, mod hvem der er indgivet en klage, henvender sig til de i klagen nævnte personer, som typisk vil være potentielle vidner? I den foreliggende sag har biskoppen over Roskilde Stift anført en sådan henvendelse som en del af grundlaget for den sanktion, han har tildelt mig i form af en advarsel.

Jeg anser dette for at stride imod min retssikkerhed, idet biskoppen, som skal træffe afgørelse i sagen, på denne måde også tiltager sig magten som den eneste tilladte undersøgende myndighed med forbud for den indklagede præst mod at påvirke efterforskningen.

Jeg skal herved henvise til, at i den kriminelle retspleje er den tilsvarende statslige myndighed delt mellem anklagemyndigheden og dommeren, og at det ikke er forbudt for den sigtede og hans forsvarer at foretage egne efterforskningsskridt, og at en indklaget præst, der kan risikere tjenstlige sanktioner, i yderste instans afskedigelse, ikke bør have en ringere retsbeskyttelse end den sigtede i en straffesag.”

Da biskoppen ikke udtrykkeligt frafaldt delbegrundelsen, valgte præsten at indklage biskoppens afgørelse også (men ikke alene) af denne grund. Det skal nu vise sig, om den fortolkning af cirkulærebestemmelsen, som biskoppen har påberåbt sig, og som muligvis deles af andre bisper - hvem ved? - svarer til den ministerielle fortolkning?

Uanset udfaldet af den konkrete sag er det min opfattelse, at cirkulæreskrivelsen af 2005 som minimum bør ændres, så folkekirkepræster fremover kan beskyttes imod biskoppernes problematiske enekompetence til både at definere præstens loyalitetspligt over for tilsynsmyndigheden og at sanktionere en tilsidesættelse af denne pligt. Det klæder ganske enkelt ikke folkekirken, at biskoppernes skøn er inappellabelt.

Ingen præster, som indkaldes til tjenstlig samtale, bør derfor kunne mødes med en biskoppelig forventning om både at acceptere eventuelle tjenstlige pålæg i loyalitet over for tilsynsmyndigheden og at anerkende, at biskoppen har enekompetencen til at definere denne loyalitetspligt.

Hertil kommer, at eftersom disse præster nemt kan blive besværlige og provokerende personer med tykke sagsmapper, hvis de ikke deler deres biskoppers forståelse af loyalitetspligten, kan de føle sig pressede til modvilligt og måske også uden tilstrækkelig saglig begrundelse at underlægge sig den.

Kristine Garde er retsteolog og ph.d.