Prøv avisen

Mads Holger: Muslimsk modstand mod sex før ægteskabet er i tråd med vores kristne værdigrundlag

Blogger og forhenværende folketingskandidat for De Konservative Mads Holger er aktuel i en ny bog fra Lisbeth Zornigs hånd om 12 kendte mønsterbrydere. Her på Nørrebrogade Foto: Simon Læssøe

Flere danske toppolitikere rasede, da det i sidste uge kom frem, at en muslimsk privatskole opfordrede sine elever til ikke at dyrke førægteskabelig sex. Kritikken af skolen er absurd og viser, at selv borgerlige i dag identificerer sig mere med sekularisme end kristendom, mener Mads Holger

Kronik: En aparte historie brød i sidste uge ud i medierne, da Radio24syv kunne fortælle, at den muslimske privatskole Iqra på Nørrebro opfordrede sine elever til ikke at dyrke førægteskabelig sex med eventuelle kærester.

Det fik politikere som Naser Khader (K) og Lars Aslan Rasmussen (S) helt op i det røde felt, hvorfra de kaldte sagen for ”vanvittig” og ”dobbeltmoralsk”. Man krævede ligefrem, at den pågældende skole blev frataget sin offentlige økonomiske støtte på dette grundlag.

Debatten har visse underkategorier, som blandt andet knytter an til, at rådene kommer fra skolens psykolog, samt at henstillingen til at undgå førægteskabelig sex angiveligt skulle have rettet sig mod skolens piger specifikt, hvilket skolen dog klart har afvist.

Imidlertid er det ikke disse detailspørgsmål, der bør interessere. Det interessante i denne debat er, at så stor forargelse vækkes, når en privat muslimsk skole viderekommunikerer sit moralske verdenssyn til sine elever, nøjagtigt ligesom masser af kristne friskoler gør det dagligt, og for at gøre sagen om muligt endnu mere absurd er der i dette tilfælde tale om identiske moralske synspunkter, da en afholdende seksualmoral forud for ægteskabet jo i den grad er sammenfaldende med kristendommens traditionelle budskab, herunder også kristendommen her til lands.

Således er jeg overbevist om, at en hel del danske friskoler af kristen observans dagligt underviser sine elever på nøjagtig samme vis og tilskynder dem til seksuel afholdenhed forud for ægteskabet.

Indvendes kan det naturligvis, at opfordringen til en sådan seksuel praksis ikke er forenelig med særlig mange danskeres sekulære og moderne syn på sagen.

Skulle nogen tvivle, ser jeg faktisk heller ikke selv lige så rigidt på sagen, men vi oplever nu, at andre trossamfund beskyldes for ikke at tilpasse sig det danske samfund, fordi de netop i dette tilfælde egentlig blot underviser deres elever i noget, der er helt og aldeles i overensstemmelse med det danske samfunds oprindelige og i dette tilfælde kristne værdigrundlag.

Det vidner om, at det danske samfunds selvforståelse tilsyneladende i højere grad er sekulær og moderne, snarere end den er kristen, for nu skal de unge piger død og pine integreres i det danske samfund, om så det åbenbart også skal ske korporligt eller obskønt. Det næste bliver vel, at man anklager andre trossamfund for ikke at ville integrere sig i samfundet, fordi de ikke sender deres teenagebørn på druk i Sunny Beach eller i Paradise Hotel. Det siger noget om, at vores selvopfattelse er skredet.

Jeg skal være den første til at medgive, at der er god grund til at have et særdeles kritisk blik på muslimske parallelsamfund i Danmark, hvad enten det drejer sig om skoler, moskéer eller lignende. Vi bør have et stærkt kritisk blik på de miljøer, hvori radikalisering næres, og eksempler har vist, at dette forekommer i visse af sådanne fora her til lands.

Det kan vi ikke have, og skulle nogen finde anledning til at spørge, om det overhovedet er i den danske stats interesse at understøtte andre trossamfunds privat- og eller friskoler økonomisk, kunne jeg også finde på at gå ind på en sådan overvejelse.

Isoleret set er det imidlertid absurd, når vi er nået dertil, at vi klandrer andre for at undervise i det, der vel egentlig burde være sammenfaldende med det danske og således kristne værdiggrundlag. Det er den konkrete anledning, jeg alene forundres over.

Mindre tragikomisk bliver det selvsagt heller ikke af, at kritikken blandt andre kommer fra konservative som Naser Khader. Det konservative syn på sagen skulle man vel nok tro foreneligt med et forsvar for ægteskabet og familielivet

Ligeledes knyttede partiets værdier jo også tidligere an til begreberne Gud, konge og fædreland, men netop Naser Khader udmærkede sig også for nogle måneder siden ved at komme i problemer, da han var medstifter af organisationen Muslim Reform Movement.

Af denne organisations principprogram fremgik det, at man var modstander af ”stammefællesskaber, kaster, monarkier, patriarkater og anså alle mennesker for at være lige uden andre fødselsrettigheder end menneskerettigheder”.

Det er jo mildest talt også en lidt løjerlig udmelding for en konservativ i disse tider, hvor man i borgerlige kredse i så vid udstrækning har travlt med at tale om indfødsret snarere end menneskeret, og helt absurd bliver det, at det måske mest fremtrædende medlem af Det Konservative Folkeparti derved åbenbart modsatte sig monarkiet.

Det har vi ellers som bekendt også i Danmark, så i iveren efter at slippe af med onde islamiske kræfter og mellemøstlige kongelige despoter, må Hendes Majestæt Dronning Margrethe altså så også give afkald på tronen, fordi man tager opgøret generelt og ikke specifikt.

Det er selvfølgelig helt legitimt at have et sådant republikansk synspunkt, men videre konservativt er det vel næppe, ligesom det velsagtens næppe heller er det at tage et generelt opgør med samfundets patriarkalske aspekter.

I sin vanligt klodsede ageren kom Naser Khader til at afsløre en generel tendens i det borgerlige Danmark, hvorom også denne sag om den muslimske privatskole vidner. I vores vilde iver for at tage et opgør med islam, hælder vi rask væk vores eget barn ud med badevandet.

I stedet for at tage et opgør med islam tager vi et langt mere generisk opgør med religion under ét og derved også med vores egen kristendom og dennes idealer, der sine steder (som i denne sag) naturligvis er sammenfaldende med andre religioners.

I stedet for at tage et opgør med de- spotiske patriarker, tager vi et opgør med en generisk maskulinitet. Det kan naturligvis atter være et legitimt synspunkt, hvis man er politisk ”kejtorienteret” og således tilslutter sig den marxistiske opfattelse af, at religion (uagtet hvilken) er opium for folket.

Et opgør med den patriarkalske og myndige maskulinitet er selvsagt også legitimt, hvis man har en feministisk tilgang til tilværelsen, men det interessante er, at opfattelsen i stigende grad er ved at snige sig ind i det borgerlige Danmark, hvor man åbenbart forstår sin danske selvidentitet mere forenelig med sekularisme, ligestilling og demokrati, end man gør det med Gud, konge og fædreland.

Som en dreng, der voksede op på indre Nørrebro i København, oplevede jeg, hvordan mange af mine venner med muslimsk baggrund blev sendt på den katolske privatskole Niels Steensens.

Det blev de ud fra den betragtning, at de dér i det mindste ville modtage en eller anden form for religiøs forståelse i stedet for blot at blive totalt åndeligt annullerede i den værdinihilistiske og kulturrelativistiske danske folkeskole.

De muslimske forældre så med andre ord hellere, at deres børn fik noget forkert at spise, frem for at de skulle gå sultne i seng, hvis man her vil forstå mig ret.

Dette tjener atter til at anskueliggøre, hvorledes vores egen religiøse identitet gradvist er afskaffet og erstattet af mere abstrakte (og i øvrigt mestendels franske) frihedsidealer.

I opinionen hylder vi ikke længere det nationale danske, vores kulturarv, kristendom, kongehus og sprog. Vi hylder ytringsfriheden og går således mere op i retten til at tale, men noget at sige om os selv og vores eget er det unægtelig blevet så småt med, at vi opponerer, selv når andre siger det samme, som vi plejede at forstå os selv identiske med.

En stor del af den almindelige danskers modvilje mod islam skyldes således ikke længere, at der med denne er tale om en religion og en anden valeur.

Det skyldes, at der overhovedet er tale om en religion og en valeur, for vores eget ideal er blevet sans valeur.

Mads Holger er bachelor i teologi og forfatter