Er den nye salmebog monument eller skamstøtte?

I tiåret for den nye salmebogs fremkomst i 2003 er det på tide med en evaluering. Fik menighederne den fornyelse, som fortalerne for en ny salmebog stillede i udsigt? Er den bedre end den gamle og værd at vente på? Dagens kronikør reflekterer over de mange spørgsmål

"Hvorfor gælder kommissoriets påbuf om at vende tilbage til den oprindelige tekst ikke Luthers salmer? Er paven holdt op med at lyve om sit himmerigsnøglepatent?" spørger dagens kronikør i anledningen af tiåret for den nye udgave af Den Danske Salmebog.
"Hvorfor gælder kommissoriets påbuf om at vende tilbage til den oprindelige tekst ikke Luthers salmer? Er paven holdt op med at lyve om sit himmerigsnøglepatent?" spørger dagens kronikør i anledningen af tiåret for den nye udgave af Den Danske Salmebog. Foto: Niels Åge Skovbo/ Denmark.

AT INDFØRE EN NY SALMEBOG er en alvorlig sag med alvorlige konsekvenser. En ny salmebog fortrænger og kasserer den gamle salmebog. Hvem har autoritet til at sige: Din konfirmationssalmebog duer ikke længere!. Det er der ingen, der tør sige med rene ord.

Derfor skal en sådan dødsdom pakkes ind og forsynes med en falsk varebetegnelse, sådan at man først forstod, at det var en dødsdom, da henrettelsen var fuldbyrdet.

Denne falske varebetegnelse var Københavns daværende biskop, Erik Norman Svendsen, en mester i at levere: Den nye salmebog er i grunden ikke en ny salmebog, men kun en fornyet salmebog.

LÆS OGSÅ: Kampen om de danske salmer

Men hvad er forskellen, når også en fornyet salmebog vil den gamle salmebog til livs? Under dække af det misbrugte ord fornyelse gik salmebogsagent Svendsen, som Søren Krarup kaldte ham, i gang med at sælge varen. Hans letkøbte slogan, at danske salmebøgers levetid er 50 år, og nu er 50 år gået, gik rent ind hos godtroende folk.

Daværende kirkeminister Torben Rechendorff, hans tro væbner, svang sig op til at skrive, at den nye tusindårssalmebog først og fremmest er lavet af hensyn til generationerne efter os, det vil sige, at en salmebog med fremtid i blev stillet i udsigt. Det irriterende spørgsmål, om en ny salmebog nu også var nødvendig, kunne affærdiges af alle fremskridtsvenner med en bedrevidende hovedrysten.

Naturligvis er der kommet gode nye salmer ind i den nye salmebog. Det skulle bare mangle andet. Men de nye salmer kunne lige så godt synges efter skiftende tillæg. Og eftersom man ikke aftrykte melodier i salmebogen, ville tillæg med melodier være langt at foretrække. En fornyelse gennem tillæg ville ikke kassere, men supplere den gamle salmebog.

IMIDLERTID KAN MAN undre sig over, hvad der kom med af nyt, og hvad der ikke kom med. Hvorfor fravalgte man Johannes Johansens gendigtning af O come, all ye faithful, den sprudlende Kom, tro, og kom, glæde, og tilvalgte den anonyme oversættelse Kom, alle kristne (nr. 112)?

Stakkels de menigheder, der juleaften skal synge det ni gange gentagne omkvæd Kom, lad os ham tilbede med forkert betoning på næstsidste stavelse i tilbede. I andet vers skal kommen rime på oprunden. Det har det aldrig gjort før. I samme vers optræder en gammel bydeform giver, som gik af brug for 150 år siden. Er denne posefuld gudelige floskler og kirkefims lukket ind i salmebogen af hensyn til generationerne efter os?

Det er synd, at en ny salmebog tager sig fornyelsen så let. Langt værre er dog, at letsindigheden ramte velkendte gamle salmer, der nu fik et gammelagtigt præg.

Det skyldes det kirkeministerielle kommissorium, der afstak retningslinjer og anbefalede, at tidligere tiders salmetekster gengives i en så oprindelig form som muligt. Derved fik mange salmer vokseværk og blev forøget med flere af de vers, som tidligere salmebøger med god grund havde fravalgt.

Hvorfor skal vi nu i sommersalmen Gak ud, min sjæl, betragt med flid (nr. 726) have frataget al himmellængsel ved udsigten til, i et nyt vers 6, i al evighed at skulle påhøre det samme engleband døgnet rundt uden jordisk mulighed for at zappe over til noget sjovere? Sommersalmens indledning kunne nemt være ændret fra Gak til Gå, men kommissionen foretrak de gakkede gangarter.

Hvorfor skulle den oprindelige form være bedre end den form, som menigheden har vænnet sig til? Er vane og fortrolighed blevet uartige ord i folkekirken? Vi bør være taknemmelige for den eftertid, der reddede salmer fra glemslen ved at bearbejde dem og forkorte dem, så de blev brugelige og kunne læres udenad i nye generationer.

Med kritisk skønsomhed kunne kommissoriets påbud have genskabt gamle salmers næb og klør. I stedet fattede kommissionen kærlighed til det bizarre, kuriøse og gammelagtige sprog i de ældre salmer.

KINGOS SALMER fik mere krop, det var tiltrængt, men undertiden bliver Kingo så pågående i sin barokke kropsfiksering, at kommissionen burde have sagt fra, for eksempel når det maddikefyldte kadaver i al sin hæslighed udpensles.

Kommissionen har gjort Kingo en bjørnetjeneste ved at servere ham råt. Det var jo ikke en barok-antologi, de skulle lave, men en salmebog til brug i et nyt årtusind.

Den vidunderlige aftensang Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer (nr. 761) endte med denne tilslebne form i den gamle salmebog: Gå hen, min krop, og sov, Gud skal i morgen dig/ vække her, men siden der/ til liv evindelig. Men nu er Gå hen, min krop tilbageført til Kingos forgængeligheds-udpenslende Gak, ormesæk, og sov!. Det er denne godnatsalut, hvormed menigheden sendes hjem fra aftengudstjenesten.

Kan vi være det bekendt? Kommissionen har øjensynlig frydet sig studentikost over Kingos ligefremme sprog og tænkt: Skidegodt, Kingo! Mer af samme slags, straks, og derfor skal vi nu i et nyt vers to plages ved tanken om, at mørken grav/ og ormegnav/ vi sidst i verden når. Det er at synge barokdigteren Kingo på hans betingelser og ikke på vore betingelser.

I LANGFREDAGSSALMEN Rettens spir det alt er brækket (nr. 187) glemmes derimod trofastheden mod Kingo, og der digtes en ny afslutning: så din dom er mig den gåde, at jeg bliver dømt i nåde, hvor den gamle salmebog, tro mod Kingo, skrev: så din dom er mig til både (dvs. til gavn), og jeg bliver dømt i nåde.

Guds domstol gøres her gådefuld ligesom oraklet i Delfi. Bygger vi vores tro på en gåde? Sådan skalter og valter kommissionen med kommissoriet.

For Luther, vores kirkefader, var salmebogen et spørgsmål om liv og død. Derfor beder han i et forord til en salmebog menighederne om at være kritiske med de salmer, de tager i munden, For, som han siger: Der er forskel på peberkorn og muselort. De ligner hinanden, men næringsværdien er forskellig.

Efter min mening er der kommet rigeligt med muselort i den nye salmebog. Tag en karsk Luther-salme som Behold os, Herre, ved dit ord (nr. 337), som engang havde næb og klør, og som vore forfædre og senest sønderjyderne frem til Genforeningen sang sådan, trofast mod Luther: Behold os, Herre, ved dit ord/ trods pavens løgn og tyrkens mord .

Hvorfor gælder kommissoriets påbud om at vende tilbage til den oprindelige tekst ikke Luthers salmer? Er paven holdt op med at lyve om sit himmerigs-nøgle-patent? Er tyrkerne/islamisterne holdt op med at slå kristne ihjel? Er halvanden million myrdede kristne armeniere ikke noget at snakke om? Er Salmebogskommissionen folkedrabsbenægtere?

Med den udvandede omskrivning trods dine fjenders løgn og mord har man i pænhedens navn valgt det politisk korrekte. I stedet for at skyde med skarpt skyder man med spredehagl, der rammer alt og alle uden at såre nogen.

Hvorfor ikke helt udelade Luthers utidssvarende salmer, der er skrevet under den forudsætning, at kirken er så farlig, at den har fjender? Hvem gider være fjende af folkekirken?

Hvorfor skulle vi i 2003 påtvinges en ny salmebog, der har så lidt på hjerte? Vil den andet end at ville sig selv? En slags selverkendelse ser jeg i signalværdien i den violette liturgiske bodsfarve, når man åbner salmebogen.

Det er, for mig at se, kommissionens måde at gøre bod og sige undskyld på: Tilgiv os, at vi holdt jer for nar, men vi vidste ikke, hvad vi gjorde. For vi vidste ikke, hvad vi ville.

Jens Lyster er æresdoktor i teologi