Er der behov for en ny salmebog?

Når der præsenteres forslag til fornyelse inden for folkekirken, påkalder det sig altid særlig opmærksomhed. De fleste kan vel pege på et og andet, de kunne ønske sig forbedret - om end det i regelen er svært at sige præcist hvordan. Så derfor får det naturligt nok folk til at spidse øren, når der fra tid til anden fremsættes konkrete forslag til en fornyelse. Spørgsmålet er så, om disse fornyelsestiltag rent faktisk også udgør en forbedring i forhold til det gamle. Det spørgsmål er igen blevet aktuelt med det »Forslag til ny salmebog«, som den kirkeministerielle salmebogskommission præsenterede den 1. marts 2000 (Betænkning nr. 1381). En vurdering af dette forslag må netop tage sigte på, om »det nye« i forslaget også er en reel forbedring af det gamle - eller om det snarere tager sig ud som nyheder for nyhedens skyld. Mens kommissionen arbejdede, var der blandt mange en udtalt frygt for, at det færdige resultat skulle fremstå som noget helt nyt og fremmedartet. Denne frygt har vist sig ganske ubegrundet med fremkomsten af det endelige forslag. Kommissionens salmebogsforslag holder sig inden for rammerne af den nuværende salmebogs koncept, både hvad angår indhold og disponering: grundstammen i forslaget er det klassiske salmerepertoire og det er tilrettelagt efter den kendte inddeling i »troens artikler«. De steder, hvor 1953-salmebogens inddeling fraviges, er det ikke til det bedre. Således er det svært at se gevinsten ved at have et særligt afsnit med salmer til »Begravelse/bisættelse« (under den nye kategori »Kirkelige handlinger«). Disse salmer har hidtil stået under »Kødets opstandelse og det evige liv« - og med rette, fordi de hermed indgår i en bredere gudstjenstlig sammenhæng. Salmer som »At sige verden ret farvel« og »Udrust dig, helt fra Golgatha« er jo ikke kun begravelsessalmer. På samme måde er det også fejlagtigt at rubricere dåbssalmerne under »Kirkelige handlinger«. Dåben er et sakramente - og ikke en »kirkelig handling« på linje med bryllup og begravelse. Hvad selve indholdet angår, gælder opmærksomheden i første omgang de 126 salmer fra 1953-salmebogen, som kommissionen har udeladt. Enkelte indlysende svipsere skal nævnes: Grundtvigs »Som hønen klukker mindelig« og »Syndernes forladelse selvros udelukker« samt Kingos »Alle ting er underfulde«. Desuden kan man spørge til det betimelige i at udelade salmer som »Jeg så ham som barn«, »Udrundne er de gamle dage« og »Nærmere, Gud, til dig«; salmer, som har deres legitimitet i kraft af den folkelige tradition. Men ellers er det tankevækkende nok salmer af det 19. århundredes mindre betydelige salmedigtere, der har måttet vige pladsen (Boye, Hammerich, Landstad, Oldenburg, Paulli). Det forholdsvis store antal Grundtvig-salmer, der foreslås udeladt (28), tyder ikke på den store sans for Grundtvigs originalitet i kommissionen. Selve antallet af udeladte salmer synes dog ganske rimeligt. Og de fleste af salmebogens brugere kan vel finde 120 salmer, som de kunne undvære. Problemet er blot, at det ikke er de samme 120 numre! Det er et problem, fordi det viser, at salmerne i den nuværende salmebog stadig bruges i et overordentligt stort omfang. Det er næppe muligt at finde flere end 20 salmer, som alle var enige om at kunne undvære. Det må i høj grad stille spørgsmål ved nødvendigheden af en ny salmebog. Først med den kendsgerning, at en femtedel af salmebogens salmer ikke længere brugtes af nogen, ville der være givet en indre nødvendighed for at lave en ny salmebog. Kan nødvendigheden af en ny salmebog således ikke iagttages ud fra indholdet i den nuværende salmebog, da må nødvendigheden fremgå af de nye salmer, som kommissionen foreslår det gamle repertoire suppleret med. Forslaget indeholder 117 nye salmer af ældre og nyere dato (plus 17 aldeles overflødige »bibelske salmer og lovsange«). Blandt de 117 »nye salmer« er der flere af Ingemanns »åndelige sange«, der er udmærket poesi, men som ikke hører hjemme i en salmebog. Det samme gælder de seks rokoko-salmer af Ambrosius Stub, som kommissionen har gravet frem af historiens støvede gemmer. Enkelte af Grundtvigs salmer fra tillægget »46 salmer« (1976) er taget med: »Skyerne gråner«, »I falmende blade«, »I kvæld blev der banket«. Men de stærke Grundtvig-salmer herfra: »Jesus, hvor er du dog henne?« og »O Gud! din vej at følge« leder man forgæves efter. Det er øjensynligt den mere åndelige poesi hos Grundtvig, der har kommissionens interesse. K.L. Aastrup er med rette blevet betegnet som det 20. århundredes største danske salmedigter (det siger nu heller ikke så forfærdelig meget). Men når salmebogsforslaget bringer hele 20 nye salmer af Aastrup, må det vistnok siges at være »overkill«. Endelig indeholder forslaget 80 »moderne« salmer fra 1970'erne og frem, og de er, som de er: uinteressant poesi og uklar teologi - i bedste fald gentagelser af noget, der er sagt før. For mit eget vedkommende er jeg inderligt ligeglad med disse salmer; jeg skal ikke selv bruge dem, og om digterne hedder Boye, Landstad og Ricard eller Ellingsen, Johansen og Lissner, kan komme ud på ét. Men jeg kunne forestille mig, at de kirkelige grupper, der jævnligt synger moderne salmer, ikke kan være videre tilfreds med kommissionens forslag. Det virker her, som om man i pænhedens navn har valgt de mest forsigtige (og dermed de mest intetsigende) salmer fra det moderne repertoire. Og dermed er vi fremme ved det egentlige problem ved forslaget til ny salmebog. Det handler om den klassiske sætning: den, der vil gøre alle tilfreds, gør ingen tilfreds. Det er med andre ord vanskeligt at se, hvem den nye salmebog skulle være til glæde for. Tilhængerne af standarden i den nuværende salmebog kan kun i ringe omfang finde forbedringer. Eller anderledes sagt: for hver enkelt forbedring, der kan iagttages i redigeringen af Kingo-, Brorson- og Grundtvig-salmerne, kan man påpege tre forringelser. Hertil kommer, at de få muligheder, der findes for at supplere med nye salmer fra den ældre tradition, ikke er blevet ordentligt udnyttet. Det er da prisværdigt, at man forsøger at genindføre Luthers Fadervor-salme; til lejligheden gendigtet af Inger Christensen. Men man har åbenbart glemt at fortælle fru Christensen, at digtet skulle bruges som fællessalme, for der er kludder i versefødderne. Og indholdsmæssigt er gendigtningen hjerteskærende dårlig. Tilhængerne af den moderne, eksperimenterende salmedigtning vil heller ikke finde meget at hente i forslaget. Her vil man fortsat være henvist til brugen af diverse tillæg i gudstjenesten. Det er overhovedet spørgsmålet, om salmebogsforslaget formår at erstatte et eneste af de tillæg, der bruges rundt omkring i de danske kirker. Hvis ikke, må det betragtes som en alvorlig indvending mod det foreliggende salmebogsforslag og dermed hele projektet med udskiftningen af den dan-ske salmebog. Gratis er det jo heller ikke. Måske handler det i virkeligheden om, at tiden ikke er inde til en ny salmebog. Hverken den nuværende salmebog eller den moderne salmeskrivning har haft deres tid: den gamle salmebog er langtfra slidt op, og den nye salmedigtning mangler endnu at bevise sin slidbarhed. Det kan den bedst gøre via forskellige tillæg - samtidig med, at den nuværende salme-bog udfylder sin hidtidige funktion som grundstammen i folkekirkens gudstjenester. Så må tiden vise, om de moderne salmer vinder så stærkt indpas, at de - uden kunstigt åndedræt fra ministre og kommissioner - bliver en naturlig bestanddel af den danske salmeskat. Hvad så med det store og ressourcekrævende arbejde, der siden 1993 er blevet udført af salmebogskommissionens medlemmer? Det må vurderes og værdsættes som et nødvendigt midtvejs-forsøg. Intet mindre. Men heller ikke mere. n forskningslektor og formand for samfundet D dansk Kirkesang Kronikforslag må fylde cirka 9500 anslag - eller cirka 160 linjer a 60 anslag. De må meget gerne vedlægge Deres indlæg på diskette sammen med udskriftet. Vi læser disketter i alle DOS- og MAC-formater.