Er der en linje i de seneste 50 års universitetshistorie?

Når man hører det gamle universitet til, skal man givetvis mobilisere passende kvanta af overbærenhed, når man i dag kan læse, at alt nyt er bedre end alt gammelt, skriver en tidligere rektor for Aarhus Universitet Henning Lehmann

Tidligere rektor på Århus Universitet, Henning Lehmann.
Tidligere rektor på Århus Universitet, Henning Lehmann. . Foto: PALLE HEDEMANN Nordfoto.

I et videnssamfund er fænomenet fagkyndighed selvfølgelig fundamentalt, ikke mindst ved dets viden- og erkendelsesproducerende institutioner, for eksempel universiteterne.

Hvor fundamentalistisk man forholdt sig, ikke bare til begrebet fagkyndighed, men også til dets former i det gamle universitet, hvor det fagkyndige bedømmelsesudvalg havde meget stor indflydelse lige frem til selve ansættelsen i en akademisk stilling, kan man for eksempel læse om i P.G. Lindhardts erindringer, hvor det dog måske også mellem linjerne fremgår, at der af og til også behøvedes lidt sund fornuft, common sense, til supplement af fagkyndigheden.

I 1970erne hed det sig af og til, at fagkyndigheden i henhold til en ideologisk andagtsbog burde gennemgå en omvendelse til noget, der for eksempel under betegnelsen samfundsrelevans repræsenterede et nyt fundament. Og omend det af og til var mere common end sense, er de konkrete fejlansættelser og de fatale overgreb på fagkyndigheden dog nok noget færre, end man kunne tro ud fra legenderne om perioden. Herunder den store erindringskamp om, hvem der fik de værste sår på sjælen.

I 1990erne indførtes et nyt fundamentalprincip under stikordet den stærke leder. Nu skulle det fagkyndige bedømmelsesudvalg endelig ikke indstille til ansættelse, men blot ordne ansøgerne i to uprioriterede bunker: kvalificerede og ikke-kvalificerede. Og efter 2003-loven kan dekanen stort set enevældigt ansætte en af de kvalificerede. Hvor mange fejlgreb, der er sket og vil ske under dette system, lader sig næppe opgøre, fordi de vil være skjult i uigennemskuelige og utilgængelige dekanberetninger om sammenvejningen af, hvad der i tidens sprog hedder enten specifikke eller almene kompetencer, ord, der i bedste fald rummer en afglans, i værste en karikatur af henholdsvis fagkyndighed og common sense.

Man kan undre sig over, at danske lovgivere i 2003 tilsyneladende helt orienterede sig ud fra den struktur, man bedst kender fra mafiaen med en padrone (godfather) i toppen (rektor), der udpeger sine håndgangne mænd (m/k) (på mafiasprog: tirapiedi, på universiteterne: dekaner). Tanken var yderligere svarende til mafiaens klan- og familieprægede sprog at il padrone skulle udpeges af en onkelbestyrelse. At nogle af onklerne gjorde opmærksom på, at de ikke var vant til at blive kommanderet med, som ministeren troede, han kunne, var et af de få fornøjelige indslag i forløbet umiddelbart efter 2003-lovens gennemførelse.

Placerer man verdens universiteter på en kompasrose med de mest centralistiske, top- og statsstyrede mod øst og dem, der står nærmest idealet: det autonome universitet med kollegialt selvstyre, mod vest, må man sige, at den danske kompasnål tog et voldsomt udsving mod øst i 2003. Men selvom Helge Sander (V) med historiens vingesus i sit fladstrøgne hår talte om den største universitetsreform siden senmiddelalderen, kom han vel ikke i klasse med partibosser, ayatollaher og andet østligt godtfolk.

Dog er det sært, at der ikke blev overvejet en mere vestlig styreform, hvor for eksempel den så stærkt ønskede bestyrelse kunne få medspil fra et akademisk-kollegialt udpeget og ledet, fagligt legitimeret senat eller lignende med reel indflydelse, ikke blot på ansættelsen af videnskabelige medarbejdere, men på udpegningen af ledere og på andre vigtige felter som man har det i mange af de civiliserede lande, vi normalt gerne vil sammenligne os med.

Det må nok holdes Sander til gode, at den såkaldte forskningskommission havde svigtet totalt i henseende til at pege på sådanne relevante forbilleder og nødvendigheden af fagkyndighedens plads i universitetsledelsen. Det lovforberedende arbejde var ganske enkelt ikke gjort godt nok.

Når det danske folketing i 2011 ved lovrevisionen har nøjedes med meget beskedne ændringer i forhold til 2003, hænger det muligvis sammen med, at en del af 00årenes dekaner var så skolede i det gamle universitet, at de ikke i de forløbne år i stort, demonstrerbart omfang har misbrugt deres enevoldsret til overgreb på fagkyndigheden. Et enkelt meget avisomtalt, københavnsk dekanindgreb af denne art (hvis karakter og konsekvenser endnu ikke ligger fuldt belyst) er formentlig ikke typisk.

Efter maj 2011 må man især spørge, hvor megen respekt for fagkyndigheden man om nogen overhovedet kan skrive ind i universiteternes vedtægter, hvor meget af det, der ellers hidtil har været lovstof, nu skal placeres.

Et andet spørgsmål er, om enevældstendenserne er mere udbredt end dekanens magt over de akademiske ansættelser. Når den samfundsvidenskabelige dekan i Aarhus, Svend Hylleberg, beskriver dette universitets nye struktur som faldet ned fra himlen (interview i JP Aarhus den 20. marts 2011), er ligheden med tidligere tiders begrundelser for enevældige styreformer tankevækkende, men måske er formlen blot løbet ham i munden?

Når man som denne kroniks forfatter hører det gamle universitet til, skal man givetvis mobilisere passende kvanta af overbærenhed, når man i dag kan læse, at alt nyt er bedre end alt gammelt og når det tilsvarende i de nye universiteters retorik indgår, at alt stort er bedre end alt småt, skal man måske også slappe af.

Når man blandt andet i indlæg fra repræsentanter for det daværende teologiske fakultet i Aarhus i Kristeligt Dagblad trods den svulmende nybrudsretorik har fået at vide, at alt er ved det gamle, hvad Aarhus-teologien angår, bliver man i første øjeblik måske helt opstemt med tanke på romancens ord: Alt er så nyt og dog så herligt gammelt, indtil den overvejelse trænger sig på: Det er da vel ikke enevoldssystemets dobbeltsprog, man er udsat for det, en tysk politolog har betegnet som diktaturets kappe af omsorgsfuldhed og autokratens camouflage som godgørende landsfader?

At der inden for det nyoprettede, store Arts-institut, som teologien hører under, opretholdes et teologisk studienævn og et teologisk aftagerpanel, turde være en selvfølge, hvis man ikke vil høre tale om teologiens nedlæggelse. Det berører blot ikke det springende punkt, der nu som før er forvaltningen af fagkyndigheden ved ansættelsen af nye akademiske medarbejdere i teologi som i andre fag. Det er vel logik for perlehøns, at den faglige bunds mulighed for indflydelse på toppens afgørelser er stærkt svækket i den proces, der er forløbet fra 1990ernes Stærkodder-filosofi over 2003-lovens mafiøse forbilleder til en stærkt centralistisk, top-down-tænkt universitetsstruktur med meget store enheder, hvor en hvilken som helst dekan kun kan være fagkyndig på en brøkdel af sit ledelsesområde.

Skulle man ønske et akademisk universitet med et udholdeligt sprog tilbage, er man nok nødt til at spørge: Er de spæde ansatser til stilfærdig protest og sprogrenselse inden for murene stærke nok? Eller skal der flere skandaler og konstaterbare kvalitetsdyk til og flere rollemodeller, der falder ud af rollen? Eller kunne dette eller hint bestyrelsesmedlem finde på ikke at ville være tante i en autoritær, patriarkalsk (m/k) familiestruktur?

Eller forudsætter en korrektion, at der uden for murene opstår en fissionsbølge, der skyller op over fædrelandets kyster, når fusionernes stordriftsulemper og bekostelighed har vist sig helt tydeligt eller andre naturkræfter, der gerne forbinder fagkyndighed med common sense, men ikke nonsens?

Henning Lehmann er dr.phil., professor i teologi og tidligere rektor for Aarhus Universitet