FOR OMKRING 100 ÅR SIDEN befandt teologien sig i en krise. Al den optimisme og fremskridtstro, som var fulgt i kølvandet på oplysningstiden og det moderne gennembrud, hvor man havde en kæmpe tiltro til, at mennesket ved hjælp af videnskaben og teknologien kunne sørge for, at verden blev et stadig bedre sted at leve, led et voldsomt knæk efter Første Verdenskrig, hvor skyttegravenes rædsler gjorde, at man forstod, at al videnskaben og teknologien også kunne bruges til at slå ihjel med.
For teologiens vedkommende betød det, at troen på en skabende Gud, der skulle stå bag denne verden med alle de lidelser og grusomhed, som krigen havde ført med sig, blev endnu mere usandsynlig. Som en konsekvens holdt man nærmest op med at tale om Gud som skaber og koncentrerede sig i stedet helt om anden trosartikel: Jesus Kristus.
Sådan var det teologiske miljø, som K.E. Løgstrup studerede i i mellemkrigstiden. Løgstrup brugte hele sit liv og virke på at gøre det teologisk muligt igen at tale om Gud som skaberen – og dét stod han stort set alene med. Men han vedblev, både filosofisk, teologisk og i alle mulige andre sammenhænge, at argumentere for vigtigheden af den indsigt, at livet og verden er Guds, skabt af Gud – og at en teologi, der udelukkende baserer sig på anden trosartikel, altså troen på Jesus Kristus, ikke er fyldestgørende, heller ikke for det moderne menneske.
Ganske paradoksalt synes man i dag at mene præcis det modsatte: En teologi, der bevæger sig for langt væk fra forkyndelsen af et meget overordnet begreb om Gud som skaber og som en, der følger universelt med i alle menneskers liv, er noget, som såkaldt moderne mennesker ikke kan forstå og forholde sig til.
Man holder forkyndelsen på et meget overordnet plan: Gud er en kærlig far, der har skabt os i sit billede, og mange synes at mene, at det bliver for meget af det gode, for ekskluderende, når Kristus som frelser blandes ind i det hele. Folketroen er en tro på Gud, Gud er rummelig, Gud er kærlighed, han har skabt os i sit billede, og han er med os alle dage indtil verdens ende. Det vil jeg mene er den forkyndelse, vi hører mest i kirken i disse år – mens anden trosartikel om Jesus Kristus og forkyndelsen af frelse i hans navn er gledet i baggrunden.
DET ER MEGET PARADOKSALT, når man har Løgstrup og det 20. århundredes teologiske diskussioner i baghovedet. Det er endvidere paradoksalt derved, at mens gudsbegrebet er udpræget universalistisk og bredt – rummeligt, om man vil – så opererer vi samtidig med et meget individualistisk begreb om mennesket. I kirken har vi i de seneste 15-20 år gjort helt utroligt meget for at målrette vores forkyndelse – det er det, der sker ved særgudstjenesterne. Vi har vænnet mennesker til, at når de slår op i deres kirkeblad, så skal de se efter et arrangement eller en gudstjeneste, der er skræddersyet til lige præcis dem.
Men det, der går tabt her, er højmessen. For højmessen har rod i en universalistisk menneskeforståelse; i overbevisning om, at der findes noget fællesmenneskeligt. Højmessen lever på den påstand, at det, der forkyndes som kernen i det kristne budskab: at Jesus Kristus er verdens frelser, siger noget til ethvert menneske. Der tales med andre ord til vores fællesmenneskelige vilkår som det at være et menneske i verden ved højmessen. Mens vi ved, særgudstjenesterne har opdraget folk til, at forkyndelsen er målrettet efter et ganske særligt socialt, aldersmæssigt eller kønsbestemt fællesskab. Højmessens menighed er tværtimod et ikke-socialt fællesskab, vi med særgudstjenesterne opdrager folk til ikke at komme til.
NU HAR VI SÅ OVEN I KØBET fået et forslag om et skilsmisseritual med den begrundelse, at evangeliet skal forkyndes ind i enhver situation, mennesker måtte stå i. Men evangeliet bliver allerede forkyndt ind i enhver livssituation, det bliver forkyndt i din kirke hver eneste søndag, og hvis du går derhen og lytter til evangeliet søndag efter søndag, i de forskellige lys, som kirkeårets tekster sørger for, det kommer til udtryk i, så vil det tale til dig ind i enhver skiftende situation – også den dag, du er blevet skilt.
Også med hensyn til dåbsforkyndelsen er tendensen, at det ikke må blive for kristent, det må ikke være med alt for stort fokus på Kristus som frelser, men vi skal holde os oppe i de lidt højere og bredere luftlag med den gode, skabende Gud, der elsker os alle, så vi ikke støder nogen væk.
Hvis jeg ikke tager fejl, så kommer meget af dén dåbsforkyndelse fra den del af folkekirkens præster, der definerer sig som grundtvigske. Selvom det er en forkyndelse, der ligger meget langt fra det, som Grundtvig selv forstod ved dåben.
Dåben er for Grundtvig en mundtlig og gensidig nådespagt – en forening af Guds store ja til mennesket og menneskets lille ja til Gud. Troen er menneskets frie gensvar til Guds frie nåde. Tilspørgslen ved dåben er Guds tilbud til mennesket ved kristenlivets begyndelse. Guds tilbud om nåde er universel i betydningen rettet til alle mennesker, det vil sige, der er ingen prædestinationstanke, men heller ingen apokatastasis-tanke: Der findes en fortabelsens æt, der går tabt – ikke fordi Gud ikke vil alles frelse, men fordi ikke alle mennesker vil tage imod Guds nåde!
Hvis menneskets frihed, som er højt besunget i grundtvigske kredse, tages alvorligt med Grundtvig, så udelukkes tanken om alles frelse. Men dette omgås belejligt ved helt at se bort fra den menneskelige frihed i forholdet til Gud.
Her er mennesket nærmere en sten, der – om man vil det eller ej – tvangselskes af Gud. Burde man så ikke her tage konsekvensen og for det første holde op med at kalde dåben et sakramente, for det er vel snarere blot et eller andet ritual, der kan skræddersyes til den enkelte?
Og for det andet stille forslag om, at alle mennesker ved deres fødsel – ikke ved deres dåb – bliver medlem af folkekirken, da det jo er synd for dem, der er udenfor, og Gud elsker jo alle, uanset om man er døbt eller ej?
Grundtvig havde fornemmelse for vigtigheden af fællesskabet – i kirken benævnt ”menigheden”. Men i dag forkyndes Gud snarere som din egen helt private kærlige far eller anerkendende terapeut. Gud bliver i tidens psykologiserende forkyndelse tillagt mange af de menneskelige begreber, som vi i tiden tillægger stor betydning, for eksempel at han ser dig, følger dig, er med dig.
Det enkelte menneskes forhold til Gud udlægges i ord og begreber hentet fra intimsfæren: Gud elsker dig, holder af dig, forstår dig, bærer dig gennem det, der er svært. Det er, som om Gud er sådan et punkt oven over os, der følger os hele tiden og ser kærligt ned på os.
Han griber dog aldrig ind i vores liv, han er sært passiv – han ser bare kærligt til. Gud er kærlig og passiv – men hvordan rimer det med det billede af Gud, vi finder i Bibelen? Holder vi os blot til Det Nye Testamente, så er Jesus alt andet end passiv. Han helbreder, taler, kræver noget, gør undere, revser, formaner, sender disciplene ud i verden. Han er aldrig bare et passivt punkt, der følger med mennesker.
Spørgsmålet er, om ikke ordene fra dåbsbefalingen er blevet skamredet, så de reelt er blevet gjort indholdsløse: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Hvad betyder de ord overhovedet, løsrevet fra deres kontekst?
Guds nåde er reduceret til overbærenhed, hans tilgivelse blevet til anerkendelse, og forkyndelsen af frelsen i Jesus Kristus er blevet til nogle luftige ord om bekræftelse af, at Gud elsker dig, uanset om du føler med dig selv, at du kan tro eller ej. Er der forkyndelseskrise i folkekirken?