Prøv avisen
Kronik

Er det godt eller skidt, at flere børn bliver tvangsfjernet?

Jørgen Breindahl, Socialrådgiver

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere børn bliver tvangsfjernet, men hvorfor? Når samfundet anbringer flere børn mod forældrenes vilje, er det blandt andet, fordi små børn tager langvarig skade, hvis deres forældre ikke kan give dem stabil omsorg, skriver socialrådgiver

Kristeligt Dagblad har på prisværdig vis i en artikelserie beskæftiget sig med forskellige facetter af det at være anbragt. Det er et komplekst tema. Er det godt eller skidt at anbringe børn og unge uden for forældrehjemmet? Der er på den ene side et betydeligt behov for stabilitet, tryghed og sikkerhed for anbragte børn. Og på den anden side må vi aldrig blive færdige med fagligt og menneskeligt at fokusere og blive klogere på, hvad der er godt og mindre godt og dårligt. Tænk blandt andet på Godhavnsdrengenes lidelser og ydmygelser.

Jeg har et langt arbejdslivs erfaringer omkring anbringelser og tvangsanbringelser. Og jeg har derudover i syv år været børneforsorgssagkyndig med-dommer i omkring 130 klagesager i byretterne ved tvangsindgreb over for børn og deres forældre.

Den lovgivning, som blev betegnet ”barnets reform” fra 2006 og 2010 havde blandt andet til hensigt ikke at anbringe flere børn, men at anbringe børnene tidligere. Baggrunden herfor var blandt andet forskning, som påviste, at helt små børn fra 0 til 3 år kunne tage livsvarig skade, hvis deres basale behov for kontakt til en stabil omsorgsgiver ikke blev imødekommet.

Det kunne meget hurtigt udvikle sig til, at det helt lille barn som reaktion på manglende kontakt opgav at få kontakt.

Det er det, man fagligt kalder et deprivationssyndrom. Det betyder, at det lille barn – ikke bare kortvarigt, men livsvarigt – kan miste evnen til at etablere dybere følelsesmæssig kontakt til andre.

Derfor er noget af det mest tragiske, man kan opleve – både som menneske og som fagperson – når en voksen kvinde, der selv har et sådant grundvilkår med et tidligt deprivationssyndrom med i sin psykologiske rygsæk, gerne vil stifte familie og sætte børn i verden. Og så oplever fagpersoner omkring hende, at hun slet ikke magter den intime kontakt med sit lille barn.

Det kan så ende med, at det lille barn bliver anbragt uden for hjemmet mod hendes vilje. Visionen, drømmen, håbet om at skabe et bedre liv for hendes barn, end hun selv havde fået, gik tabt. Det gør ondt. Meget ondt. Og det vil de fleste forældre ikke bare lige acceptere og give samtykke til. Derfor: Fordi der anbringes flere små børn som en konsekvens af barnets reform, og fordi de fleste forældre – også de svageste – ikke bare lige kan afgive det dyrebareste, de har, derfor – er mit bud – sker der nu dobbelt så mange tvangsanbringelser.

Det skal samtidig erkendes, at hverken psykologi eller socialvidenskab er ubetinget eksakte videnskaber. Forskellige højtuddannede fagpersoner – psykologer, børnepsykiatere med videre – kan se forskelligt på den samme problemstilling. Derfor skal der selvfølgelig også være god retssikkerhed omkring så voldsomme indgreb i den enkelte families liv. Derfor kan der klages til Ankestyrelsen og til byretterne. Og sådan må det nødvendigvis være.

Hvad betyder så noget i forhold til at samarbejde med forældre, også i tvangsfjernelsessager? Her er kort fortalt min erfaring. Det er væsentligt at have øje for mulighederne i et såkaldt ”nuanceret forældreskab”. Altså hvor der er mere end én måde at være forældre på.

Som alternativ til at arbejde massivt på at få sit tvangsanbragte barn hjemgivet kan det være en mulighed at støtte moderen eller faderen i at arbejde på at få en bæredygtig kontakt til sit anbragte barn. Altså måske i første omgang at arbejde på at blive en god besøgsmor og -far. Stabil og med god kvalitet i besøget og i kontakten. I nogle tilfælde med støtte fra en professionel.

Måske kan det på sigt føre til, at besøgene også kan foregå hjemme hos mor og far, i starten uden overnatning, og senere måske med en enkelt overnatning. Måske er det så her, grænsen går i forhold til de ressourcer, forældrene har. Men de ressourcer kan være værdifulde, også for det anbragte barn. I bedste fald kan denne proces ende med, at en tvangsanbringelse udvikler sig til en frivillig anbringelse. Som styringsredskab er en såkaldt forældrehandleplan med kvalitet i meget værdifuld. Min erfaring er, at der hos kommunerne er stor forskel i kvaliteten i forældrehandleplanen – hvis den overhovedet foreligger.

Det fører hen til beskrivelse af de kvalifikationer, som er helt centrale for de fagpersoner, som skal arbejde med de (tvangs)anbragte børn. De skal selvfølgelig have en væsentlig viden om børns forskellige udviklingsstadier og den pædagogiske praksis, som skal matche disse stadier. Og så skal de have evnen til at opbygge relationer. Og som noget væsentligt: både relationer til det anbragte barn og til barnets forældre. Det er ikke enkelt, specielt ikke i forhold til forældrene.

Fagpersonen skal på den ene side være i stand til at rumme et bredt spektrum af følelsesmæssige frustrationer – fra både forældre og fra barn. Og samtidig – i det omfang, det er muligt – opbygge en positiv relation. Det er ikke sikkert, det er muligt i forhold til forældrene, men det bør og skal seriøst forsøges. Der er gode eksempler på, at det kan lykkes, men selvfølgelig også det modsatte.

Det fører til, at det forud for en anbringelse seriøst skal overvejes, hvor barnet skal anbringes. Og det forudsætter, at anbringelsesmyndigheden har en basal grundviden om barnets behov. Specielt ved lidt større børn, altså børn på 7-8 år, kan der være større udfordringer, som der skal være ressourcer til at håndtere. Der kan være tale om en meget impulsstyret adfærd og med store svingninger i adfærdsmønstret.

Kan en plejefamilie magte det? Slet ikke altid. Her kan en institutionsanbringelse komme på tale – og også her i en familielignende gruppe koncentreret om et lille antal pædagoger. Alternativet kan være, at plejefamilien skiftes ud indtil flere gange – inden det måske alligevel ender med en institutionsanbringelse.

Et godt længerevarende positivt forløb – hvad enten der er tale om plejefamilie, socialpædagogisk opholdssted eller institution – kan udvikle sig til, at der eksempelvis holdes en konfirmationsfest, hvor plejefamilie eller pædagoger og forældre sammen holder en fest for barnet eller den unge, måske oven i købet med en fælles konfirmationssang og med taler. Det er set.

Men virkeligheden består også af anbringelses- eller tvangsanbringelsesforløb, hvor det slet ikke lykkes så optimalt. Her kan det blandt andet handle om krisehjælp og psykologisk hjælp til forældrene i det omfang, de kan og vil tage imod det. For grundtemaet er selvfølgelig dyb frustration, tab og afmagt. Livet gør ondt, meget ondt. Og der er umiddelbart ikke nogen vej, der fører til det bedre, hvis der er tale om dybe udviklingsskader hos forældrene. Er der derimod tale om eksempelvis misbrugsproblemer, er der selvfølgelig et håb, og en vej at gå.

Hvor går grænsen så i forhold til, hvad børn kan og skal bydes af deres forældre? Den negative grænse går der, hvor det er børnene, der skal støtte forældrene. Og det ses. Det kan både være i forhold til generelt omsorgssvigtende eller misbrugende eller meget dårligt begavede forældre eller psykisk syge forældre. Den udviklingsmæssige konsekvens af at være ”den lille voksne” er ikke, at barnet så bliver tidligt voksen. Det er snarere, at barnet aldrig bliver voksen. Der blev stillet alt for store krav på et alt for tidligt tidspunkt.

Lidelsens problem har til alle tider været en belastende og gådefuld del af det at være menneske. Tvangsanbringelse af børn ser jeg som en del af lidelsens problem. Men samtidig som en betydelig udfordring, for ikke nær al lidelse er jo varig.