Er det ikke under din værdighed?

Så længe vi er på arbejdsmarkedet, tænker vi ikke så meget på værdighed. Men den dag, vi bliver syge, arbejdsløse, fyret, uønskede eller bare gamle, er der lukket for anerkendelsens varme vand. Og hvad gør man så, spørger dagens kronikør

Anette Møller
Anette Møller.

”ER DET IKKE UNDER din værdighed?”, spurgte en af mine venner mig en dag om. Situationen var, at jeg havde fortalt, at jeg gjorde rent hos en ung, stresset børnefamilie på Nørrebro. Jeg med min lange akademiske uddannelse og mangeårige ”karriere” som gymnasielærer.

Jeg forstod faktisk ikke rigtig, hvad min ven mente. Jeg havde aldrig tænkt ret meget over min værdighed, men pludselig stod ord og udtryk som værdighedspolitik, værdighedsmilliard, værdighedstab, personlig værdighed og blinkede i medierne.

Næste gang, jeg gik rundt i lejligheden på Nørrebro og redte senge, skyllede havregrøden af små plastikskåle med Jørgen Clevin-tegninger, fiskede enlige sokker og fortabte tøjdyr ud under sofaen, prøvede jeg at mærke efter. Var der noget, der blev krænket i mit hoved, i min mave – eller hvor værdighedsfølelsen nu sidder?

Jeg mærkede ikke noget, kun lidt ondt i lænden. Jeg blev faktisk bekymret, måske havde jeg slet ikke nogen værdighed. Jeg måtte finde ud af, hvad det var, så kunne det være, jeg kunne mærke den.

DET LATINSKE ORD for værdighed er dignitas. I antikken var dignitas defineret ved den position, en fri mand havde i samfundet. Det betød, at han nød anerkendelse fra andre frie mænd, og den fik han, hvis han stammede fra en betydningsfuld slægt.

Men det var ikke nok bare at være af god familie. Cicero nævner nogle karaktertræk, som skal være til stede hos en person for, at man kan tale om, at denne har værdighed: ære, ærbødighed, respekt (for andre), beskedenhed. I antikken er det omverdenen, der afgør, om man er værdig til at blive kaldt værdig.

Med kristendommen forandres opfattelsen af værdighed fundamentalt. Den kristne tanke er, at mennesket har værdighed, fordi det er skabt af Gud og i Guds billede. Værdighed er ikke primært noget, der kommer fra omverdenen, den er iboende og skænket af Gud. Værdigheden er altså noget, vi har fået af Gud uden at gøre os særligt fortjent til den. Men vi skal passe på den, den må ikke krænkes hverken af os selv eller af andre.

OPLYSNINGSTIDEN BEVARER forestillingen om den iboende værdighed. Hos Rousseau beskrives den menneskelige værdighed som ”en indre stemme”, naturen har lagt i den enkelte. Det er menneskets opgave at lytte til denne stemme og leve sit liv i overensstemmelse med den. Hvor den af Gud givne værdighed var den samme for alle mennesker, man kunne sige ”en skefuld af den samme suppe”, introducerer Rousseau en ret moderne forestilling om individets autenticitet.

Kant deler Rousseaus tanke om den iboende værdighed, men i Kants optik ligger menneskets indre værdi i karakterdannelsen. Alle mennesker er udstyret med fornuft, og hvis vi lader os vejlede af den, træder vi i karakter og får indre værdighed. Ifølge Kant kan dette ikke ske, før personen er mindst 30 år. Han hævder ret kontroversielt, at visse mennesker såsom præster, hoffolk og digtere har ringe mulighed for at træde i karakter og erhverve indre værdighed, fordi de lader sig lede af forfængelig hed eller begærlighed frem for af fornuften.

I den moderne opfattelse af værdighed synes jeg vi blander elementer fra både det eksterne værdighedsbegreb og fra det iboende værdighedsbegreb. Så længe vi er på arbejdsmarkedet, tænker vi ikke så meget på værdighed. Vi får forhåbentlig en vis anerkendelse via arbejdet, måske tilbyder chefen en karriereudviklingssamtale, som kan føre til en skefuld mere ekstern værdighed. Det moderne mediesamfund dyrker det ”at være noget værd” i ekstrem grad, vi vil ses, roses og beundres.

Et yndet reklameslogan har længe været: ”Brug (...), fordi du er det værd.” Mennesker i alle aldre melder sig til diverse tv-programmer for at være synlige et øjeblik. Hvis nogen vil se en, må man også være noget værd. Hvor der i antikken krævedes nogle bestemte ”dyder” for at kunne opnå omverdens respekt, er den moderne anerkendelsesindustri meget mere tolerant. Du kan blive set og anerkendt for at have bagt en kage, danse lidt quickstep, tabe 20 kilo, finde en gyngestol eller et æggebæger på et loppemarked – mulighederne er utallige. Vi kan blive set og liket af 100 personer dagligt på Facebook.

KAN DEN SAMLEDE SUM af opmærksomhed fra omverden veksles til værdighed, altså give os en sikkerhed og tilfredshed med os selv? Ja, det kan den nok, hvis den bliver suppleret op hele tiden. For tildelingen af ekstern værdighed er en uberegnelig og ustabil forsyningskilde, den kan være gavmild og nærende for det næste øjeblik at være karrig og måske berøve os vores resource af værdighed – den er som aktiemarkedet ”en hysterisk kælling”. Men for de fleste af os resulterer den årelange opmærksomhed fra arbejdet og omverdenen i en synlighed og et vist mål af selvværd, en fornemmelse af at være et menneske, som er – om ikke uundværlig, så værdsat for det, vi er og gør.

MEN DEN DAG, vi ikke har en position i samfundet mere, den dag, vi bliver syge, arbejdsløse, fyret, uønskede eller bare gamle, er der lukket for anerkendelsens varme vand. Og hvad gør man så med sit udsatte underforsynede selv?

Når samfundet ikke tilbyder os flere roller, så er det, vi får brug for at finde vores indre værdighed. Har vi så fået tilstrækkeligt med anerkendelse i det sociale og private liv til, at der er opbygget en kerne af værdighed? Når man ikke ”er noget” mere, bliver spørgsmålet pludselig meget vedkommende og meget meningsfuldt.

Måske bliver vi først beviste om eksistensen af vores indre værdighed, i det øjeblik vi føler os overset eller krænket. I det danske samfund, modsat i mange andre kulturer, følger der ikke automatisk en værdighed med ved at blive gammel, snarere tværtimod.

Jeg følte ikke, min værdighed blev krænket ved at gøre rent. Men en dag, da jeg lå og fiskede min arbejdsgivers lange lyse hår op af brusebadsafløbet, følte jeg, at noget var forkert. Skulle jeg virkelig ligge her på mine knæ og rode i en mos af sæberester og fremmede menneskers håraffald? Havde jeg endelig fået krænket min værdighed? Eller var det bare ulækkert?

Jeg ved det ikke. Og jeg ved stadig ikke, hvor min grænse går. Måske har jeg aldrig oplevet, at den er overskredet, men har det ”til gode”. Dog har jeg en stærk fornemmelse af, at der i mig er noget, der kan blive krænket – altså må jeg have en indre værdighed.

Ydre værdighed kan erhverves og tabes. Men jeg er overbevist om, at vi alle sammen har vores egen indre værdighed, som vi kan holde på, og som andre kan krænke. Jeg er uenig med Kant, man skal ikke være over 30 år for at have værdighed. Når unge piger protesterer og bliver ulykkelige over at finde sig selv udstillet på et socialt medie, er det sandsynligvis, fordi de føler, deres værdighed er blevet krænket.

DEN DAG OPRINDER MÅSKE, hvor evnen til selv at forsvare sin indre værdighed smuldrer. Så kan vi håbe på, at vores nærmeste har tid, mulighed og indlevelse til at overtage forsvaret.

I sidste ende kan det blive det offent lige, der må træde til og sørge for, at vi modtager en basal kommunal værdighedspakke.

Hvis det sker for mig, vil pakken nok ikke tage hensyn til den indre værdighed, jeg langt om længe selv har fået øje på.

Og skulle det stadig ikke være lykkedes, vil jeg måske i et klart øjeblik med et lille indre smil sige: ”Hov, der blev min værdighed krænket, så har du altså en.”