I juli sidste år stoppede jeg med at drikke alkohol fuldstændig. Den beslutning havde været mange år undervejs og kom i kølvandet på en særlig våd sommer. Afskeden med alkoholen har givet mig et nyt og mere positivt perspektiv på tilværelsen, men rejser også nogle spørgsmål: Hvorfor har jeg drukket for meget, har det udelukkende været min sociale arv, eller har det også haft noget at gøre med den danske alkoholkultur?
Jeg er vokset op i et ”velfungerende” alkoholisk hjem, hvilket har haft store, negative konsekvenser for mit liv, blandt andet diverse psykiske lidelser og et overforbrug af alkohol.
Min debut med alkohol begyndte som 13-årig, hvor jeg drak mig fra sans og samling sammen med mine veninder, med opkast og hukommelsestab til følge. I Danmark er denne ”indvielse til voksenlivet” ikke ukendt og den ubehagelige oplevelse afholdt på ingen måder hverken mig eller mine veninder i at drikke ufortrødent videre de næste mange år. Men allerede et par år inde i den fagre nye verden gik det op for mig, at alkoholen påvirkede mig på en måde, der syntes at adskille sig fra de andres. Mine tanker kredsede uforholdsmæssigt meget om alkoholen og jeg havde en så stor trang til at drikke, at det til sidst endte med, at jeg begyndte at drikke alene.
Første gang jeg drak alkohol alene, var jeg omkring 15 år. Det var en søndag, og jeg drak, fordi jeg skulle til et familiearrangement, jeg slet ikke kunne overskue. Alkoholen gav mig præcis den lette og bekymringsfrie tilstand, der var nødvendig, for at jeg kunne gennemføre arrangementet, og det blev da heller ikke opdaget, at jeg havde drukket. Jeg vidste godt inderst inde, at det var forkert og underligt at drikke alene, og så på en søndag, men det føltes på en måde naturligt.
Indtil sidste sommer har jeg drukket alkohol alene utallige gange, men det er kun ved ganske få lejligheder, at alkoholen har gjort situationen nemmere og mere behagelig, som det var tilfældet første gang. Oftest har den gjort mig depressiv og angst og den tilmed været katalysator for op til flere selvmords forsøg.
Jeg har ikke været destruktiv i nogle år efterhånden, så alkoholen er ikke blevet brugt til at dulme min indre smerte. Men selvom jeg i disse år har kunnet feste nærmest 24 timer i træk, uden at det har påvirket mit humør negativt, og jeg har haft følelsen af, at være i fuld kontrol og brugt alkoholen på en god måde, har jeg alligevel gerne villet stoppe med at drikke alkohol. Det har nemlig plaget mig, at alkoholen har været en så fasttømret del af mit liv og den måde, hvorpå jeg har været sammen med andre mennesker. For et år siden kunne jeg ikke rigtig se, hvordan jeg ville kunne leve mit liv helt uden alkohol og stadig være glad for livet, og da dét for gik op for mig, var jeg nødt til at tage konsekvensen og fjerne alkoholen fuldstændig. Dog var jeg godt klar over, at jeg ikke kunne klare det uden hjælp, og det var på den måde, at jeg endte i antabusbehandling.
Det er nu et lille år siden, jeg begyndte på antabus, og jeg tager den stadig, fordi der er en lille risiko for, at jeg bliver fristet eller presset til at drikke, og det på trods af, at min trang til alkohol er forsvundet. Jeg har brugt så meget tid på alkohol og mistet så meget på grund af den: jobs, kærester, venner, familiemedlemmer, så jeg har på ingen måde lyst til at falde ned i det bundløse hul igen.
Egentlig kunne jeg vel godt lægge antabussen fra mig, for jeg har jo ikke lyst til at drikke, men grunden til, at jeg alligevel ikke gør det, er, at det kan godt være, at min trang og lyst til alkohol er væk, men det er samfundets trang og lyst ikke. Derfor er jeg stadig bange for at bukke under for det både subtile og direkte pres, der er umuligt at undgå i Danmark, når det gælder alkohol.
I Danmark fylder alkohol enormt meget, også selvom der er kommet langt større fokus på alkoholens skadelige virkninger og Sundhedsstyrelsen hele tiden nedsætter det anbefalede alkoholindtag. Det er så naturligt for os at tilbyde gæster alkohol som noget af det første og at indtænke alkohol i alle sociale sammenhænge. Vi danskere kan nærmest blive ustyrlige op til sommer ved tanken om, hvor mange kolde fadøl og flasker rosévin der skal drikkes på vores altaner og terrasser.
I det år, hvor jeg ikke har drukket, har jeg virkelig skullet forklare mig selv, for det er ikke godt nok bare at sige, at man ikke drikker alkohol, der skal mere til, før det bliver godtaget. Det handler selvfølgelig om, at vi alle godt ved, at vi drikker for meget, og derfor er det bedst at have alle med på vognen, for så virker det ligesom ikke så slemt. Har jeg dog fået forklaret mig tilstrækkeligt, er folk over en bred kam meget forstående og støttende og åbner selv op om, at de gerne vil drikke mindre og synes, det er sejt, at jeg ”gør det og tør det”.
Ofte ville det være nemmere for mig bare at drikke og undgå spørgsmålene, men jeg nægter at underlægge mig presset, for jeg ved, at prisen er for høj, selv for ét lille glas. Så min tvivl om, hvorvidt jeg er alkoholiker, går egentlig ikke så meget på, hvorvidt jeg bærer afhængigheden i mine gener, for det gør jeg, eller hvorvidt mit miljø har påvirket mig, for det har det. Men min tvivl går i stedet på, hvor stor indflydelse den danske alkoholkultur har haft på, hvor længe jeg har kunnet ”slippe af sted med” at være alkoholiker, og om det ville have været anderledes, hvis jeg boede i et andet land med en mere behersket alkohol kultur.
Hvis jeg havde levet i en kultur, hvor det ikke var velanset at drikke sig fuld så ofte, hvis overhovedet, ville jeg så have kunnet drikke mig igennem folkeskolen, gymnasiet og universitetet uden nogen former for indvendinger? Ville mit alkoholforbrug være blevet påtalt, hvis ikke også alle andre brugte hver en lejlighed som en undskyldning for ar drikke sig en kæp i øret? Kunne jeg have undgået, at alkoholen satte en stopper for parforhold, jobs, selvværd samt udløste angst og depression, hvis jeg var blevet opdaget og hjulpet tidligere? Ville min families alkoholforbrug været ”nok” til at få hjælp og støtte, så jeg ikke havde haft den barndom, som jeg havde?
Jeg stoppede af mig selv og ikke, fordi nogen sagde til mig, at de syntes, at mit alkoholforbrug var alkoholikeragtigt. Og jeg har da også mødt forundring i behandlingssystemet og blandt pårørende, da jeg ikke ligner den stereotype alkoholiker, der sidder på bænken, og det er vel i virkeligheden sagens kerne. Så længe vi lukker øjnene for, at vi som samfund har et forskruet forhold til alkohol, kan alkoholisme frit agere i det danske samfund, både den synlige og den usynlige slags.
Jeg ved ikke engang helt, om jeg er alkoholiker. Jeg ved bare, at jeg har et problem med alkohol, at jeg er på antabus, og at jeg ikke har planer om nogensinde at drikke alkohol igen. Jeg ved også, at jeg ikke bryder mig om alkohol i det hele taget og da slet ikke om den danske alkoholkultur, for jeg har virkelig set og oplevet bagsiden af kapslen.
Hvis man slår ordet ”alkoholisme” op i ordbogen, står der, at alkoholisme er karakteristisk ved et stærkt og ofte tvangspræget behov for at drikke alkohol, tab af kontrol over drikkevaner samt udviklingen af en stærk fysisk og psykisk afhængighed af alkohol. Denne definition passer glimrende på mit forhold til alkohol, men passer den ikke også på det danske samfunds forhold til alkohol? Efter mange måneders selvransagelse og en smule samfundsanalyse, lyder spørgsmålet for mig at se: ”Er det samfundet eller mig, der er alkoholiseret