En aktiv ældre mand, der havde brækket hoften, var, som han sagde, ”boltet sammen”, da han var færdigbehandlet, men han kunne ikke gå. Bekymringen var stor, for hvordan skulle han komme op ad trappen til sin lejlighed?
Har du brug for at komme til hægterne efter et hospitalsophold, er ”nøglen” til et rehabiliteringsforløb i kommunen, at man er behandlet færdig. Det kan synes enkelt og ligetil. Færdigbehandlet eller ikke færdigbehandlet, hvor svært kan det være? Det er jo aftalt, at man er færdigbehandlet, når lægen vurderer, at behandlingen er slut.
På trods af den klare definition af, hvornår man er færdigbehandlet, tegner der sig et mere nuanceret billede, når man studerer praksis. Det tilsyneladende veldefinerede begreb viser sig nemlig at have flere betydninger, som kan skabe usikkerhed om, hvad vi egentlig mener, når vi siger, at en patient er færdigbehandlet. Problemet er, at begrebet bruges forskelligt i forskellige situationer og findes i forskellige versioner, der ikke kan samles til én fælles størrelse. Hver version har forskellig betydning for de involverede.
Det er ikke ligegyldigt for patienten, om færdigbehandlet betyder, at man er lægefagligt færdigbehandlet, det vil sige teknisk færdigbehandlet, eller om det betyder, at man kan komme videre til en rehabiliteringsplads, eller om man er klar til at genoptage sit vante liv. I den ene version har patienten behov for information om behandlingen og prognosen, i den anden version skal der sammen med patienten planlægges et rehabiliteringsforløb, og i den tredje version skal patienten være klar til at genoptage dagligdagens gøremål.
Hvis færdigbehandling alene betyder, at man er teknisk færdigbehandlet, har vi reduceret sundhedsvæsenet til et (sundheds)system.
Der er i finansloven for 2017 en ambition om at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor patienter oplever en god overgang mellem behandling på sygehuset og genoptræningen i kommunen, men afgørelsen om, og hvordan man kommer frem til, at man er færdigbehandlet, har indflydelse på, hvordan vi oplever overgangen. Et lille, men for det enkelte menneske betydningsfuldt element, i et stort og komplekst system. Problemet er bare, at patienten ikke inddrages i afgørelsen af, om man er færdigbehandlet.
Begrebet er blevet en magtfuld hybrid mellem system og mennesker, som forhandles mellem kommunale og regionale fagprofessionelle. Økonomi, logistik og kapacitet har fået en så afgørende betydning, at patientens stemme ikke høres. En virkelighed, der kan have utilsigtede konsekvenser, hvor patienter føler, at de ikke bliver set og hørt og oplever et kynisk system uden omsorg.
I en undersøgelse blev patienter på en kommunal rehabiliteringsafdeling og en gruppe kommunale sygeplejersker bedt om at definere begrebet færdigbehandlet. Alle patienter kredsede om forskellige definitioner, og det viser sig, at der særligt er to elementer, der har betydning for, om man føler sig færdigbehandlet. Det ene er, når den ”tekniske reparationsopgave” er løst. En patient beskriver det som, ”da den brækkede hofte var boltet sammen”. Det andet element er, når man er klar til at tage hjem og genoptage livet i sit eget hjem. En patient siger, at man er færdigbehandlet, når både behandlingen og rehabiliteringen er afsluttet.
På spørgsmålet ”Følte du dig færdigbehandlet, da du forlod hospitalet?” var svaret: ”Jeg er ikke færdigbehandlet, det er jeg langtfra.” Patienten har på interviewdagen været på rehabiliteringscenteret i tre uger og tilføjer ”(for at være) færdigbehandlet skal man jo helst kunne klare sig selv”.
Færdigbehandlet kan hverken beskrives i en dikotomi, det vil sige færdigbehandlet eller ikke færdigbehandlet, eller med en entydig betydning. Færdigbehandlet afhænger af situationen og af positionen. Der er skabt en hybrid af definitioner afhængig af, hvem man er, og hvilken situation man er i.
Strukturreformen skulle, som en af mange reformer, rette op på velfærdsstatens systemfejl og styrke Danmark i den intensive globalisering. I regeringsudspillet fra 2004 var et af formålene, at den enkelte borger skulle have mere kvalitet for pengene i den offentlige service, navnlig i sundhedsvæsenet.
Adgangen til de offentlige kasser er blevet vanskeligere, og offentlige organisationer må kæmpe om indflydelse. Selv den enkelte borger er i konkurrence med mange andre om ressourcerne. Kampen om definitionen af færdigbehandlet kan betragtes som en del af det offentliges kamp om ressourcer, som styres af konkurrencestatens værdier og logikker. En form for styringsfiksering, der har skabt en hybrid af definitionen færdigbehandlet.
Formålet med sundhedsvæsenet bør være mere end et effektivt system, der minimerer omkostningerne. Det bør også være et væsen, der leverer værdi til patienterne. Hvis vores intention er, at patienterne skal opleve gode overgange, samtidig med, at stadig flere patienter lever med kronisk sygdom, at vi bliver flere ældre, og at vi lever længere, er der behov for at se på sundhedsvæsenets organisering. Matcher fortidens strukturer og processer patienternes behov i fremtidens sundhedsvæsen? Er det præget af retfærdighed og tillid både i vores fællesskab og i forhold til den enkelte patient?
Vi har nu i 10 år arbejdet på at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen. Måske er det værd at overveje, om der er behov for, at vi gør noget andet. For eksempel at skabe en ny, fælles fortolkning af velfærdsstaten og af, hvilken rolle den skal spille i det enkelte menneskes liv. Vi skal flytte fokus fra effektivitet til værdiskabelse. Ikke at vi ikke skal være effektive, men systemet er sommetider blevet så effektivt, at det får negative konsekvenser, som for eksempel dårlige patientoplevelser eller genindlæggelser.
Værdi til borgerne udtrykkes i fællesskabet og i politisk forhandlet resultater, der er skabt gennem processer, der er præget af tillid og fairness. Vil vi skabe sammenhængende overgange i sundhedssektoren, må alle sundhedsvæsnets aktører, heriblandt borgerne, indgå i indretningen af fremtidens nære og specialiserede sundhedsvæsen.
Det indbefatter en afklaring af, hvem der har hvilke roller, når vi lever med (ofte flere) kroniske sygdomme. Det indbefatter også en afklaring af, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, så det er tilgængeligt for alle, og ikke kun for dem, der kan (eller har netværk, der kan hjælpe til at) navigere i et komplekst system.
Skal der skabes et sammenhængende sundhedsvæsen, er der behov for at kigge på, hvornår man er sund, hvornår man er syg, og hvad der er det enkelte individs ansvar, og hvornår fællesskabet træder til. Hvis sundhedsvæsenet skal være mere end et system, skal det afklares, hvordan patienter og systemet får en tættere relation på det enkelte menneskes præmisser, så ”væsenet” kan genopstå.
Lad os invitere borgerne ind i maskinrummet, når vi skal designe fremtidens sundhedsvæsen, der både er effektivt, tilgængeligt, retfærdigt og tager udgangspunkt i det enkelte menneske.
Det er ikke en let opgave, men ledelsesmæssigt mod til at tage stafetten og til at skabe rammer for dialog på tværs af praksis, ledelse og professioner, og et fælles ansvar for vores fælles velfærd kan bringe os videre, så vi om 10 år ikke blot drømmer om gode overgange, men har fået ønsket opfyldt.
Lone Jørgensen er afdelingschef i Gentofte Kommune, MPH og MPG