Er en ny tids bonde på vej?

Gennem det meste af historien har bønderne været undertrykt. Landbruget sejrede sig selv ihjel, og der er ikke længere mange tilbage. I Danmark er der så småt en bevægelse den modsatte vej – med et nyt landbrug og en ny landkultur, skriver dagens kronikør

Gunnar Olesen er international rådgiver.
Gunnar Olesen er international rådgiver. Foto: Privat.

DEN ISRAELSKE HISTORIKER Harari har et alternativt syn på ”landbrugsrevolutionen” for 10.000 år siden, som man plejer at betragte som et stort fremskridt. Han ser den som et tilbageskridt fra jæger-samleres frie liv til hårdt og monotont arbejde for flertallet, i samfund styret af magthavere i byerne. Sandt er det, at det store flertal dyrkede jorden i deres ansigts sved frem til den industrielle revolution. I den beskrevne historie er de med skat, tiende, tvangsarbejde og militærtjeneste mest et nødvendigt bagtæppe for slotte og kirker, konger og krige. En gang imellem gjorde de oprør – som for eksempel Luther- inspirerede tyske bønder og Grevens Fejde i 1500-tallet – men sjældent med held.

Blandt undtagelserne var middelalderens bonderepublik i Ditmarsken, som længe formåede at forsvare sig mod de dansk-holstenske fyrster, men også den blev til sidst besejret. Dog vidner museer om, at Slesvig forblev en velhavende region, hvor bønder havde mere velstand og status end i resten af helstaten.

Revolutioner for social retfærdighed har som regel ikke omfattet bønder, der blev betragtet som reaktionære. Under Den Franske Revolution blev katolske bønder nedkæmpet i frihedens navn. Stalins forcerede industrialisering gik ekstra hårdt ud over tvangskollektiviserede ”kulakker”. Vitalistisk kunst, der lagde vægt på det sunde og naturlige, rehabiliterede ganske vist landkultur og bønder i første halvdel af det 20. århundrede, som i Hamsuns ”Markens grøde” og i Thøger Larsens digte. Men budskabet blev miskrediteret efter at have inspireret fascismens ”Blut und Boden”-tanker.

Nogle bønder reagerede mod deres lod ved at udvandre. I den ny verden – USA, Sydafrika (”boere” betyder bønder) og andre lande – vil selvbevidste farmers eller ranchers ikke identificeres med forfædre blandt europæiske peasants. På lignende vis har ”bønder” fået en nedsættende klang på dansk, frem for det mere neutrale ”landmand”. En kustode mente på en Van Gogh- udstilling, at denne må have haft det hårdt blandt dumme bønder – uden hensyn til, at han netop satte det arbejdende folk højt.

Men langt flere har søgt et bedre liv ved at migrere fra land til by, til slumkvarterer som regel. Siden år 2000 befinder den største del af verdens befolkning sig i trængselsfyldte storbyer, og tendensen fortsætter. Eller de søger – efter at internet og mobiltelefon har gjort det muligt – videre til andre, rigere, landes byer.

I DANMARK BLEV FRIE vikingebønder efterhånden undertrykt af konge og adel, men fremsynede reformer fra stavnsbåndets ophævelse i 1788 til mellemkrigstidens statshusmandsbrug skabte igen en fri landbostand. Som noget internationalt enestående blev denne fra sidst i 1800-tallet til midt i det 20. århundrede til samfundets bærende klasse, med regeringsmagt alene eller sammen med socialdemokrater. Et foto af, at supermagtslederen Khrusjtjov klapper husdyr på en gård under et besøg i Danmark i 1964, kunne næppe være taget i andre lande!

Mentalt, økonomisk og politisk foregik det gennem en demokratisk andels- og højskolebevægelse og partiet Venstre, for hvem jorden var gødet af folkelige ”gudelige bevægelser”, politiske ”bondevenner”, Grundtvig og guldalderens nationale billeder af det danske land. Forhold blev forbedret, også for de fattige på landet, gennem deres nye parti: Radikale Venstre.

Skønt man siden 1800-tallet har van-dret fra land til by og hovedstad, var væksten i den samlede befolkning så stor, at der frem til Anden Verdenskrig boede flere på landet. Det afspejles i salmebogens aks og vipper bolde, i den danske sangskat, hvor det dufter af hyld og hø og i engang populære Morten Korch-romaner og -film. Livet på landet og landbrugets bidrag til økonomien nød respekt som en national referenceramme.

I efterkrigstiden blev landbrugets økonomiske betydning overhalet af industrien, og mennesker strømmede ind til byerne i takt med, at mekanisering gjorde dem overflødige. Erhvervet fik opfyldt sit ønske om EF-medlemskab i 1973, hvorefter jordpriserne steg drastisk. Centralisering og effektivisering har siden reduceret landbrugernes andel af befolkningen til et par procent – mod cirka fem procent i det samlede ”landbrugsindustrielle kompleks”. Landområdernes befolkning er tilsvarende reduceret til nogle få procent af landets samlede, alt afhængig af, hvordan man afgrænser dem.

På en måde sejrede landbruget sig ihjel! Bondestanden leverede med Erik Eriksen (V) sin sidste statsminister (1950-1953) og med hans afgang i Venstre i 1965 sin sidste partiformand. Venstre og Radikale Venstre er for længst blevet til bypartier. Flere landmænd var dog indehavere af det næsthøjeste politiske embede som formand for Folketinget frem til Christian Mejdahls (V) afgang i 2007. I 2015 blev der for første gang ikke indvalgt fuldtidslandmænd i Folketinget, kun nogle få på deltid. Regner man godsejere med, var sidste landmand på en vigtig politisk post Mariann Fischer Boel (V) som EU-landbrugskommissær 2004-2010.

Et århundrede med landbrugs- og fiskeriministerier – med ministre fra landbruget – blev i 1996 afsluttet med deres omdannelse til fødevareministerium. Landbrugsraadet blev i 2009 til Landbrug & Fødevarer, der i 2014 valgte den socialdemokratiske forhenværende fødevareminister Karen Hækkerup som ny direktør.

I DE SENERE ÅR er det hyggelige og respektable billede af landbrug og landområder afløst af et mere negativt. Måske forstærket ved, at Danmark er et usædvanligt centraliseret land omkring sin hovedstad, der af historiske grunde er placeret usædvanlig ucentralt.

Landbrug forbindes ofte med gældssætning og bankerotter og med forurenings- og klimasynder. En finansmand kommenterede uofficielt årets tørkeproblemer med, at bønderne altid hyler. Landområder er i medier og fiktion blevet nærmest synonymt med udkant, der igen ofte forbindes med forfald, sociale problemer og reaktionære politiske holdninger.

Efter ”landbrugets århundrede” nærmer Danmark sig dermed igen normaltilstanden i resten af verden, hvor livet på landet anses som (eller er) ringere end i byerne. Men her i landet er det en brat overgang. En kultur forbundet med folkelige bevægelser, danske sange og klassisk malerkunst synes på vej væk sammen med landkulturen til fordel for det internationale og multikulturelle, unge og kreative.

SÅDAN ER DET BARE – ELLER? Der er vokset en international modbevægelse med en vis styrke frem fra den geografiske, sociale og kulturelle udkant gennem den såkaldte populisme, der i Europa bedre kan beskrives som et forsøg på at bevare velfærdsstat og traditionelle værdier. I Danmark er forsøg på at danne partier for udkanten slået fejl, men Dansk Folkeparti har arbejdet for at bremse dens tilbagegang, og den nuværende regering udflytter statslige arbejdspladser for at forbedre den nationale balance.

Dog er det måske mere væsentligt end partipolitik, at hensyn til klima, natur og menneskelige grundbehov trækker i retning af en ny rehabilitering af landet. Gammelt og nyt kan mødes i støtte til økologisk landbrug. Genetisk arv fra årtusinders bondesamfund får yngre mennesker til at blæse liv i landområder ved at flytte ud, hvor der er højt til himlen og man kan få jord under neglene – og internet. Søren Ryge og Bonderøven bidrager til, at flere ønsker at gøre det samme, hvad nogle realiserer, når de pensioneres. Der er tegn på, at et nyt landbrug og en ny landkultur så sagte kommer.