Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

To menneskesyn: Er et menneske som en pælerod eller et netværk?

I sine erindringer ”Og så alligevel…” ser Ole Jensen (billedet) på sit liv som et rimeligt sammenhængende hele. ed titlen ”Og så alligevel…” understreger han, at han ikke har styret og levet sit liv efter en forudseelig plan. Meget gik anderledes, end han lige havde forestillet sig. Arkivfoto. Foto: Kåre Gade

Christine Tind Johannessen-Henry, lektor, ph.d. i sjæle-sorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og tilknyttet Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet og Hans Raun Iversen, Tidligere lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange tænker primært på mennesket som en pælerod, mens andre ser på mennesker som indviklede netværksplanter. Valget mellem de to menneskesyn har markant betydning for forståelsen af tro og sjælesorg, skriver dagens kronikører

Forstår man bedst et menneske som en plante, der gror lige op af en pælerod som for eksempel en gulerod med top? Eller ligner mennesker snarere skvalderkål eller måske et stykke ingefær, der knopskyder som underjordiske rodnetværk? To af sidste års meget læseværdige bøger illustrerer hvert sit af disse to grundlæggende syn på mennesket.

I sine erindringer ”Og så alligevel…” ser Ole Jensen på sit liv som et rimeligt sammenhængende hele. Med titlen ”Og så alligevel…” understreger han, at han ikke har styret og levet sit liv efter en forudseelig plan. Meget gik anderledes, end han lige havde forestillet sig. Men – som bogens titel antyder – så blev der jo alligevel en sammenhæng. Den fremhæver han, især med den livslange indsats for udfoldelsen af den naturteologi, som han fremlagde som ung i bogen ”I vækstens vold”. Ole Jensen argumenterer for naturens ret på linje med menneskets, mens hans i øvrigt fastholder sin ungdoms nej til enhver form for politisk teologi. Hvis hjertets renhed er at ville ét, som Kierkegaard siger det, hører Ole Jensen til de rene af hjerte.

Helt anderledes går den amerikanske forfatter Elizabeth Strout frem i sin seneste bog med titlen ”Alt er muligt” på dansk. Hvert kapitel i bogen har en ny hovedperson, men de stammer alle, på trods af deres meget forskellige livsveje, fra den samme lille provinsby i USA. Med deres fælles rodnet – og forskellige grader af sammenvoksethed med hinanden midt i alle forskellene – har de hele vejen rundt vigtige dele af hinandens liv i hænderne. De er frie til at søge nye veje, som mange af dem gør det, men forbundetheden med det komplicerede rodnet har de med sig. Som billede af et netværk fremstår de dermed alt andet end færdige og afklarede eller som noget, der er gjort i ét stykke. Til Kristeligt Dagblad sagde Strout den 26. juli 2019: ”Det er ikke godt eller ondt, der interesserer mig som forfatter, men den menneskelige eksistens’ dunkelhed og vore livs vedvarende mangel på perfektion.”

Nu kan man sige, at der er tale om to meget forskellige litterære greb i de to bøger, og det er jo helt legitimt. Men der er unægteligt også tale om to helt forskellige måder at forstå og beskrive et menneskeliv på. Ole Jensen tænker primært på mennesket som en pælerod, mens Elizabeth Strout ser på mennesker som indviklede netværksplanter.

Valget mellem de to menneskesyn – eller rettere vægtningen mellem dem – er afgørende på en række praktiske områder, for eksempel i sjælesorgen. Her har det siden 1930’erne været almindeligt at se på den, der søger sjælesorg, som en levende, men afgrænset menneskelig tekst, som en teolog, der har lært at læse rigtige tekster, nu som sjælesørger skal tolke og udlægge. I den internationale sjælesorgslitteratur taler man i dag mere om mennesker som levende, menneskelige net (eng. web), hvor der altid er en uoverskuelig mængde af forbindelser.

En indflydelsesrig fortaler for forståelsen af mennesket som et net er pastoralteologen Pamela Cooper-White, der er dekan og professor på Union Theological Seminary i New York. Hun er blandt sandet inspireret af psykoanalysen, som hun dog reviderer kraftigt. Vi havde fornøjelsen af at have hende som gæstelærer på et masterkursus om sjælesorg på det teologiske fakultet i januar 2016. Nu har vi søgt at introducere hendes forfatterskab på dansk i bogen ”Mangefoldet tro og sjælesorg”, der bringer to længere tekster på dansk af Cooper-White sammen med vore egne overvejelser og bidrag af Niels Henrik Gregersen, Ole Skjerbæk Madsen og Pia Søltoft.

Bogens hovedærinde er at skærpe sansen for, at mennesker både er én og flere på samme tid, og at det er afgørende for forståelsen af tro og sjælesorg. Måske er det den pointe, salmedigteren Simon Grotrian ville have frem, når han i salmen ”Guds nåde er en vintergæk” siger ”ene er vi flere”. Kristen teologi har i øvrigt ligesom moderne psykologi været så optaget af Enhed – én Gud, én tro, én dåb, én sandhed – at virkelighedens flerhed i Gud, mennesker, omverden og natur er blevet negligeret. Men i den kristne tro er Gud en flere-end-én. Og i denne Guds billede er verden, mennesker, dyr, planter, jord og univers(er) skabt.

Man kan indvende: Hvad er det nye? Eller at det blot er højteoretisk, teologisk, tale? Vi vil derfor give nogle eksempler på, hvordan det er afgørende at tænke konstruktivt om flerhed og forbundethed, indviklethed og kompleksitet – det vil sige netværk – når det gælder menneskeforståelsen bag tro og sjælesorg.

At vi lever vore liv i et levende netværk viser sig indadtil ved, at vores personlighed er flere og forbundne – med forskellige udgaver i henhold til humør, relationer, situationer med videre.

Udadtil viser netværket sig for eksempel i, at ens familie kan have levet i flere forskellige dele af verden, som hører til forskellige kulturer med forskellige historier eller blot i det, at familier spiser måltider, der hører forskellige traditioner i verden til, nyder trends fra alle verdenshjørner. Vore tilhørsforhold til en bestemt kirke og tro er ligeledes ofte forbundet med overbevisninger og skikke, der hører til andre traditioner.

Foruroliget af al vores ”mangefoldethed” kunne man derfor tro, at vi må ensrette os alle for at kunne få et fællesskab midt i alt det unikke. Men pointen her er netop, at midt i vores flerhed er vi fælles om at være forskellige og forbundne på kryds og tværs. Og lige der kan vi mødes og være fælles – danne fællesskab.

I det liv, vi lever, folder vores tro på livet sig ud på netværksagtige måder – det ses ikke mindst, når vi gennemlever kriser og katastrofer. I samtaler med mennesker, der føler sig truet på deres eksistens, falder hverdagstroens flerstemmighed én i ørerne. Overlevernes fortællinger om tanker, fornemmelser, oplevelser, erfaringer, overbevisninger, drømme og fantasier glider ind og ud af et væv af religiøse, sekulære, kreative, kropslige, abstrakte og meget konkrete elementer. Forsøger man at destillere en bestemt livsholdning ved at adskille tro fra ikke-tro, kristendom fra ikke-kristendom, viser det sig i praksis at være umuligt, hvis ikke troen og livsholdningen selv skal fordampe.

I præsters sjælesorgssamtaler folder mennesker sig tilsvarende ud som netværk. Et eksempel er den sjælesorg, som foregår undervejs i en begravelsessamtale mellem præst og pårørende. Med den treenige Gud som fortegn opererer sjælesorgen mellem den pårørendes erindringer og minder, glædesstunder og humor, liv med lidelse, afmagt og sår, individuelle rituelle praksisser, fremtidshåb, ønsker til begravelsesceremonien, liturgi, salmer og i det hele taget relationer, der på talrige måder overskrider grænsen mellem liv og død.

Der er flydende grænser i forhold til, hvad der er kristent og ikke kristent, religiøst og sekulært, kirkeligt og ikke kirkeligt. I interaktionen mellem afdødes, de pårørendes og præstens verdener bliver præstens udtryk, spørgsmål og respons afgørende for den støtte, styrke og kraft, som samtalen bidrager med i tabssituationen. Begravelsessamtalen viser samtidig, hvordan den er indvævet i større spørgsmål om, hvem vi er som personer og i forhold til familie, køn, race, seksualitet, klasse og formåen.

Når man har øje for mennesker og omverden gennem billeder som pælerod og netværk, får man sans for, at vi som levende væsener i verden med alle vores forskelligheder kan bevæge os smidigt og åbent i relation til hinanden. Vi kan praktisere vores liv, tro, virke (og sjælesorg) på frie måder, som på et dybere plan spejler billeder af Gud som ”mere end én”.

Der er flydende grænser i forhold til, hvad der er kristent og ikke-kristent, religiøst og sekulært, kirkeligt og ikke-kirkeligt.