Prøv avisen
Kronik

Er et nyt filosofikum en god idé?

Foto: Lars Aarø

Forskningsminister Søren Pind (V) vil med et nyt filosofikum binde universitetsuddannelserne bedre sammen. Men tiden er løbet fra den slags tiltag. I dag er universiteterne kun bundet sammen af fælles hjemmeside og fælles lønsystem

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har foreslået, at der indføres en slags filosofikum med eksamen, der dog ikke skal ikke ligne det filosofikum, der blev afskaffet i 1971.

Det lyder som en god idé. Det kan også godt være, at den kan gennemføres, men det er derimod umuligt at sige, hvad det bliver for noget. Der er ingen enighed om, hvad filosofi er for en størrelse andet end et mindre fag med samme status som historie, geografi eller tysk. Det vil blive en ideologisk-politisk kampplads, og det kan blive et ”fag”, der vil kunne vende sig mod ministeren og hans parti.

Søren Pind har af gode grunde ikke nogen plan for, hvordan det skal se ud, og det er forståeligt nok. Det fremgår derfor heller ikke, om det skal ligne det, der allerede er. På Aarhus Universitet kom der efter filosofikums afskaffelse i 1971 faget videnskabsteori. Det fandtes ikke på alle fakulteter, mest på det medicinske og det humanistiske. På Det Teologiske Fakultet fortsatte man med en form for filosofikum.

Jeg har i mange år undervist i videnskabsteori og haft hundredvis oppe til mundtlig eksamen i alt fra Platon til Derrida. Da videnskabsteori skulle indføres, var det i begyndelsen præget af partipolitiske kampe på venstrefløjen. Dengang stod DKP og VS stærkt, og videnskabsteori blev derfor en indføring i forskellige former for marxisme-leninisme. Man skulle læse politisk økonomi for derefter at gå over til kritikken af den politiske økonomi (det vil sige Marx).

Der indgik også noget, der hed ”uddannelsesøkonomi”, men efterhånden forsvandt den slags, og videnskabsteori blev introduktion til forskellige ”teorier”, som det hedder. Videnskabsteori blev så på Aarhus Universitet for nogle år siden erstattet af studium generale, der findes i forskellige former på forskellige fag. Det var forhenværende rektor Henning Lehmann, der fik det indført.

Studium generale er det gamle ord for et universitet, og faget indeholder derfor ud over filosofi og videnskabsteori også refleksioner over universitetets rolle og funktion. På Universitet i Oslo har man endnu filosofikum, og det ligner meget videnskabsteori. De begynder med Platon og Aristoteles og fortsætter op til Kant, men derefter bliver det vanskeligt, for hvad er efterhånden filosofi for noget? Af nyere tænkere bliver de i Oslo undervist i feminisme, Simone de Beauvoir, og i naturalistisk ”etik”, Peter Singer.

Der er med andre ord i Danmark et filosofikum, altså studium generale, men det nævner ministeren ikke, så vi må vel konkludere, at det nye filosofikum heller ikke skal være lig med studium generale. Hvad så? Søren Pind udtaler til Berlingske:

”Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse,” siger han.

”Det skal ikke være, som det var i flere hundrede år frem til 1971. Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.”

Det lyder nu mere som et ”politikum” end et filosofikum.

Etik og moral spillede en stor rolle i den filosofi, som blev meddelt på Aarhus Universitet, hvor vi blev undervist i Justus Hartnacks ”Filosofiske problemer”, ”Wittgenstein og den moderne filosofi” og ”Klassisk og moderne logik”.

Men det skal understreges, at man ikke bliver mere moralsk af at læse om moralfilosofi. Ofte tværtimod. Filosofiens rolle dengang var at efterlade verden, som den er, men det er tydeligt, at Søren Pind har et politisk formål med en undervisning i et fag, der altså ikke er filosofikum eller filosofi, for filosofi kan ikke gøre noget af det, som Pind ønsker. I stedet tales der uldent om ”kulturel bevidsthed”.

Vi kan hurtigt se, at der er to fjender, der skal bekæmpes: populismen og ”andre styreformer, der vil os ondt”. Det sidste kan næsten kun referere til islam som politisk styreform eller måske til de autokratiske styreformer, de har i Kina og Rusland. Disse to samfundsfjender er for Pind navne på noget, der har fragmenteret samfundet, og samfundet må vel være Danmark, eller er det EU?

Globalisering og fragmentering hører intimt sammen, men Pind nævner ikke globaliseringen som en fragmenterende størrelse. Globaliseringens velkendte fragmenteringer er ikke fjenden. Pinds kollega Kristian Jensen (V) skrev i sin tid bogen ”Hurra for globaliseringen”. Universiteterne er i dag institutioner, der skal fremme globaliseringen. Det er i stigende grad engelsktalende – eller Globish – og det skal fremme global knowledge sharing and communication, som det typisk hedder. Derfor er for eksempel dansk-studiet lagt ind under noget, der hedder ”kultur og kommunikation”, og Det Humanistiske Fakultet er omdøbt til Arts, som det hed før i tiden i England.

Det nye fag skal åbenbart sætte navn på de fjender, der er med til at fragmentere samfundet, og derfor skal de først identificeres nøjere, og dernæst skal man diskutere, hvad man gør for at imødegå dem. Den slags var sådan set også formålet med undervisningen i sin tid i videnskabsteori. Den skulle bekæmpe datidens fjender, senkapitalisme og senliberalisme, og kæmpe for det socialistiske samfund. I dag skal man bekæmpe højrepopulisme og kæmpe for EU.

Pind har også et mindre og mere overkommeligt mål. Der er brug for dannelse, siger han, og det siger alle og har gjort det de seneste 30 år, siden daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) satte dannelse på dagsordenen, og der er ikke sket noget siden da.

Der er ikke noget galt med dannelse; det går først galt, når nogen vover at sige, hvad det går ud på. Engang betød det kendskab til græsk og latin, altså klassisk dannelse. ”The professor of humanity” var professor i latin. Resterne af denne dannelse opbevares i oldtidskundskab. Dernæst betød det kendskab til dansk litteratur, altså national dannelse, der blev opbevaret i faget dansk.

Når man indtil 1970’erne entydigt kunne bestemme, hvad filosofi var dels i Aarhus og dels i København, var det, fordi der var professorvælde. I Aarhus kunne Justus Hartnack bestemme, hvad der var filosofi, og alle rettede ind. I København kunne Jørgen Jørgensen næsten enerådende bestemme, at filosofi var psykologi på biologisk grundlag. Det kunne dengang binde uddannelser sammen, men det kan filosofi ikke i dag.

Og det er jo det, som Søren Pind gerne vil, at et nyt filosofikum skal kunne gøre. Men tiden er løbet fra den slags tiltag. Der er ingenting, der binder de utallige uddannelser sammen andet end en fælles hjemmeside, fælles lønsystem og rejseafregningsmetoder.

Et universitet er lige så splittet som Afghanistan, det er kun navnet ”universitet”, der er fælles. Som Stefan Collini indleder sin bog ”What Are Universities For?”: ”Aldrig før i historien har der været så mange (universiteter), og aldrig før har de været så vigtige, men aldrig før har de lidt af en så lammende mangel på selvtillid og tab af identitet.”

Dette tab på identitet kan et nyt filosofikum ikke gøre noget ved.