VERDENSMESTERSKABERNE i fodbold er over os. I mere end bare én forstand. Foruden den kommende måneds 64 kampe, jubelbrøl og klagesange, taktiske analyser og sofadiskussioner bliver der vanen tro pumpet liv i sportsintellektualiseringerne. Weekendavisen udgav sidste uge et tillæg om ”det vigtigste i verden” med tekster fra høje pander som Albert Camus og Vladimir Nabokov. Information har lanceret en serie, der ”gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af”. Og selv har jeg i løbet af de seneste uger været i studiet hos Deadline på DR 2 for at snakke om fodbold som et kulturfænomen.
Det er en broget genre, der er fuld af gode intentioner og stort potentiale, men som meget nemt forfalder til to firskårne positioner. Den ene påstår, at fodbolden rummer nogle af tilværelsens mest fundamentale erkendelser. Den anden påstår, at den vitterligt ikke er andet og mere end et simpelt tidsfordriv. Det er – skarpt skåret – mytologerne mod rationalisterne. Sandheden er imidlertid snarere, at fodbolden om noget er kendetegnet ved at placere sig i et ingenmandsland. Mellem det underholdende og det alvorlige, det subjektive og objektive, det politiske og apolitiske, det meningsfulde og meningsløse. Fodbolden er det, der er lidt af det hele – uden at være noget af det. Et godt eksempel er sportens forhold til religion.
Fremstillinger af fodbolden som en religion er et tilbagevendende syn. Senest hos den britiske filosofiprofessor Simon Critchley, der i bogen ”Hvad vi tænker på, når vi tænker på fodbold” kalder Liverpool Football Club for den eneste religion, han bekender sig til: ”Jeg blev opdraget til at have en fanatisk loyalitet over for LFC og en tro på, at mit hold ikke blot var vildt godt, men at dets tilhængere var helt særlige og havde en unik kultur.”
Det er svært at sige noget generelt om sådanne koblinger, for deres berettigelse afhænger af, om man sammenligner fodbold med religionens formelle idealer eller dens praktiske virkelighed. I sidstnævnte tilfælde synes linket at ligge lige for. Både fodboldfællesskabet og den religiøse menighed samles på særlige hellige steder på særlige tidspunkter for at gennemføre særlige ritualer. Både på stadionet og i kirken synger man sange, kommunikerer gennem symboler og dyrker sine helte. Begge er i kontakt med et universelt menneskeligt behov for at tilhøre noget. Begge opererer med et ”os” og ”dem”. Med andre ord: Fodbolden og religionen har en fælles identitets- og tryghedsskabende funktion.
FORHOLDET MELLEM fodbold og religionens institutionelle doktrin er til gengæld anderledes besværligt. Mens man i kirken – i henhold til de formelle idealer, altså – henvender sig til transcendente autoriteter med en ambition om at opnå dybe erkendelser om tilværelsens indretning, er stadionerfaringen karakteriseret ved en flygtighed og spontanitet, der ikke levner plads til lignende kontemplation. Mens kirken stræber efter de store erkendelser, stræber stadionet efter at etablere et rum, hvor disse for en stund er uaktuelle. Mens kirken ønsker at udgrunde virkeligheden, ønsker stadionet at sætte parentes om den. Når bolden ruller, er etiske dilemmaer, moralske fordringer og metafysiske indsigter ikke meget værd.
Det var lignende bemærkninger om kampøjeblikkets spontanitet, der i denne avis’ spalter den 25. maj fik sognepræst Sørine Gotfredsen til at advare mod mænd, der ”iklæder sig religiøsitetens gevandter”. Det er slet ikke dumt at tale fodboldæstetikkens sag, men hendes teologiske ærinde gjorde fraværet af dybere meddelelser nedlagt i selve fodboldkampen til et bevis på sportens perspektivløshed sammenlignet med religionen.
SIDESTILLINGER AF fodbold og (den kristne) afgudsdyrkelse ”grunder i en temmelig overfladisk idé om, hvad religion er”, skrev hun og lod alle os uindviede forstå, at vi lever i en ”religiøst set analfabetisk tid”. Hvis Sørine Gotfredsens kommentar var et forsøg på at redde den klarsynede religion fra den jævne fodbold, er dette imidlertid et tilløb til et forsvar for sportens umiddelbarhed.
Det væsentlige er egentlig slet ikke den direkte sammenligning af fodbold og religion. Jeg ønsker snarere at fremhæve kampens trivialitet som en kvalitet. At spillet på banen i sig selv er tømt for indre mening og betydning. At Lionel Messis slalomdriblinger ikke er andet end slalomdriblinger, er ikke en svaghed ved sporten, men en kolossal styrke. Det er i kraft af, at den afgørende overtidsscoring i stedet for at blotlægge livets essens bringer beskueren i en tilstand af åndsfravær, at sporten kan siges at være mere og andet end simpelt tidsfordriv.
Kampens indifferens over for eksistentielle spørgsmål er selve forudsætningen for fodboldsamtalen og litteraturens betydningsmættede mytologiseringer og helliggørelser, som løfter den fysiske udfoldelse op på et almengyldigt niveau. Disse opstår som efterbehandlinger af den i øjeblikket uhåndgribelige og uforklarlige kampsekvens og har som sådan ikke noget at gøre med de impulser, der løber gennem kroppen, når vi opslugt følger boldens gang over græsset.
I det lys modarbejder de to udgangssynspunkter om sportens erkendelsespotentiale og sportens banalitet ikke hinanden. De er faktisk nært beslægtede, tæt på at være to sider af samme sag, ligefrem. Kampens mangel på iboende indsigter er netop det, der gør, at den efter dommerens slutfløjt lever videre i både avisspalterne og den personlige mindebank. Det er til dels udtryk for et forsøg på at omsætte kampens handling, der ellers ikke er til at fastholde, da den hele tiden bliver opløst i et flow, til en slagfast form. Men det har, tror jeg, også noget at gøre med, at et fravær af betydning i en moderne, instrumentaliseret virkelighed, hvor alt og alle bliver tildelt mål og mening, slet ikke er et fravær. Betydningsløsheden er sin egen raffinerede form for betydning.
Den kritiske – og absolut nødvendige – indvending er, at sporten i allerhøjeste grad er i berøring med sine omgivelsers sociale, politiske og økonomiske forhold. Fodbolden som frisættende åndehul er alvorligt udfordret af geopolitisk indblanding, teknologiens fragmentering af kampene og hidsig kommercialisme, der behandler fans som kunder, hvis værdi udelukkende bliver målt i de penge, de spytter i kassen. Fodbolden er ikke kun det, der unddrager sig hverdagens realiteter. Det er også det, der får dem til at træde glasklart frem (i øvrigt som religion, der først hiver folks bevidsthed ud af virkeligheden, hvorefter påbuddene fra det hinsides kræves fulgt i hverdagen). Det besnærende drama på banen nøjes ikke med at suspendere de sædvanlige samfundsskel og den rationelle bevidsthed for en stund. Det indrullerer også en – om man vil det eller ej – i et netværk af tordnende kapitalisme, propagandavirksomhed og lyssky politisk interesse. Med VM i Vladimir Putins Rusland måske mere end nogensinde før.
DET ER en utaknemmelig opgave at indfange, hvori det smukke i det smukke spil består, med bare én sætning, men det handler først og fremmest om kampøjeblikkets spontanitet. Om kampens selvforglemmende effekt, der tilbyder et alternativ til politikkens krav om effektivitet og produktivitet såvel som religionens jagt på fundamentale erkendelser om himmel, helvede og alt derimellem.
Fodbolden er i sit udgangspunkt et refugium med et dybt sedimenteret lag af uforpligtende trivialitet, og det gør den ikke provinsiel, men derimod vigtig og vedkommende.