DEMOKRATIET ER BEGRUNDET i menneskerettighederne. Det forholder sig ikke omvendt. Menneskets ”iboende værdighed”, der ifølge FN’s menneskerettighedserklæring ligger til grund for menneskerettighederne, er ikke begrundet i demokratiet. Menneskerettighederne er nok vedtaget ved en demokratisk beslutning, men det betyder ikke, at de først er blevet til i kraft af en demokratisk beslutning. Var de det, ville det betyde, at mennesket ikke havde en iboende værdighed, før den blev formuleret og vedtaget. Der står da også i indledningen til FN’s menneskerettighedserklæring, at den ”anerkender” menneskets iboende værdighed. Den anerkender noget, der allerede er en realitet. Der er ikke tale om, at erklæringen tildeler mennesket iboende værdighed.
Menneskerettighedserklæringer opstår først sent i vores historie i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig og Den Franske Revolution, men det betyder ikke, at før disse erklæringer var det i orden for eksempel at gøre andre til slaver og udnytte dem som rene midler for magthaveres formål. Slavesamfund har været almindelige i vores historie helt frem til 1800-tallet. Men det betyder ikke, at slaveri er acceptabelt, før vi bliver enige om, at ethvert menneskeindivid er et formål i sig selv.
Det er ikke underligt, at de stærke gør de svage til midler og slaver for sig, og at det bliver sat i system. Det er det sædvanlige, og det har en forklaring. Under den amerikanske borgerkrig forsvarede sydstaterne slaveriet med, at ophævede man det, ville deres økonomi bryde sammen. Men på trods af, at det økonomiske argument meget ofte fejer alle andre argumenter af bordet, så fastholdt nordstaterne, at slaveri ikke kan forsvares. Man kan undre sig over, hvor det kommer fra, at slaveri og undertrykkelse og udnyttelse af de svage er uacceptabelt, da det ikke kan forklares med, at det er noget, vi har fundet på.
Mange mener, at menneskerettighederne er udtryk for humanisme. Men hvad betyder humanisme i denne sammenhæng? Det kan ikke betyde, at mennesket dyrker sig selv ved at tildele sig selv en iboende værdighed, da det er umuligt. Betyder humanisme derimod, at man i stedet for at krænke menneskets værdighed anerkender den og tager vare på den, så er menneskerettighederne udtryk for humanisme.
Hvordan skal man begrunde menneskets værdighed, når det ikke er demokratisk begrundet? Tidligere sagde man, at mennesket havde denne værdighed fra naturens hånd. Men hvad skal det sige? Naturen har som mennesket en iboende betydning, men den kan hverken tildele sig selv eller mennesket en betydning. Så det rejser det samme spørgsmål: Hvordan begrunder man, at naturen har en iboende betydning? Svaret er, at det ikke kun er mennesket, der kan give noget betydning. Der må være en betydningsgivende magt i mennesket og naturen. Dette svar kunne man kalde religiøst, da religionerne kalder den betydningsgivende magt for Gud. Sprogbrugen omkring menneskets værdighed er typisk religiøst farvet. I den amerikanske uafhængighedserklæring bruges udtrykket, at alle mennesker er skabt lige. Den tyske grundlov fra 1949, der har erfaringen af nazitidens krænkelser af mennesket som baggrund, indledes: ”Menneskets værdighed er uantastelig.” Uantastelighed er et synonym for hellighed. Man kan altså sige, at begrundelsen for grundlaget for menneskerettighederne er, at mennesket er helligt.
Nogle mener, at menneskerettighederne er udtryk for en ophøjelse af mennesket på bekostning af naturen. Kun mennesket har en iboende værdi. Naturen er uden egenværdi og ligger åben for menneskets grænseløse udnyttelse.
Men den opfattelse ligger der ikke nødvendigvis i menneskerettighederne. Der er intet i vejen for, at man tilføjer, at også naturen har en egenværdi og rettigheder, der skal respekteres. Det er denne tilføjelse, der har fundet sted i FN’s Earth Charter fra år 2000, hvor første sætning lyder: ”Respekter Jorden og livet i al dets mangfoldighed.”
Fra højrenational side er det blevet indvendt, at menneskerettighederne er en abstrakt idé, der skal begrunde en universel globalisering, som vil underminere den konkrete nationalstat og gøre mennesket rodløst og historieløst. Men menneskets iboende værdighed er på én gang udtryk for noget konkret og universelt ligesom for eksempel artsbegrebet. En art er ikke et abstrakt begreb. En løve er på én gang et konkret individ og en individualisering af løvearten. På samme måde er et menneskeindivid på én gang et konkret, individuelt menneske og en individualisering af arten menneske. Der er ikke noget problematisk i at hævde, at vi alle sammen på én gang tilhører et historisk bestemt folk og er mennesker. Det ene gør os forskellige, det andet ens. Det er meget vigtigt, at vi holder fast ved et begreb om en universel menneskehed. Det angribes ikke kun fra højrenationalismen, men også fra postmodernismen. Hvis ikke vi gør det, giver vi næring til den racisme, der er meget hurtig til at dele mennesker op i dem og os.
En anden kritik går ud på, at menneskerettighederne er udtryk for en egoistisk rettighedstænkning, som hævder, at vi kun har rettigheder og ingen pligter. Denne konsekvens ligger heller ikke nødvendigvis i forlængelse af menneskerettighederne. Problemet med egoistisk rettighedstænkning er meget lille i forhold til det større problem, som krænkelser af menneskerettighederne er. Det er vist kun i meget forkælede velfærdssamfund, det findes.
Forudsætningen for demokratiet bliver sjældent tematiseret. Det sker ved de årlige grundlovsmøder, men som regel kun i forbifarten. Grundlovstaler handler som oftest om partipolitik, og ikke om det fælles grundlag for demokratiet, vi er enige om. Demokrati handler i praksis om det, vi er uenige om. Vi stemmer 179 personer, der har forskellige holdninger og interesser, ind i Folketinget. Her kæmper de med hinanden om at få mest muligt af deres politik og interesser igennem. Det særlige ved demokratiet i forhold til andre styreformer er, at det sikrer, at meningsudvekslingen er fri, og at meningerne brydes, og magtkampene udspilles på en nogenlunde civiliseret måde. Det er ikke demokratiet, men alles ligeværdighed, der sikrer det. Demokrati forener os ikke. Det, der forener os og skaber sammenhængskraft, er demokratiets forudsætning. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer det midt i den daglige politiske kamp og polemik.
Derfor giver Folketingets åbningsgudstjeneste virkelig god mening som en oplagt anledning til, at vi kan besinde os på det, der er demokratiets forudsætning. Betydningen af kirkerummet er, at når vi træder ind i det, forsvinder alle sociale forskelle, og vi er alle ligeværdige over for Gud i vores blotte menneskelighed.
”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget,” sagde Viggo Hørup i sin tid vendt mod kongemagten og det daværende landsting. Det er rigtigt, at Folketinget er den højeste myndighed i det danske samfund, men det betyder ikke, at Folketinget ikke er underlagt et krav, der står over det, nemlig at anerkende og beskytte menneskets værdighed.