Er ghettoproblemet ”Made in Denmark”?

Regeringens ghettoudspil er håndfast på overfladen, men forsømmer de uundgåelige spørgsmål om forholdet mellem årsag og virkning. Det er foruroligende, hvor lidt faktorer som historie, kultur og religion tillægges betydning

”Det er ingen naturlov, at indvandrere og flygtninge er vanskelige at integrere. Problemet er ’Made in Denmark’," sagde Bertel Haarder (V) for nylig.
”Det er ingen naturlov, at indvandrere og flygtninge er vanskelige at integrere. Problemet er ’Made in Denmark’," sagde Bertel Haarder (V) for nylig. Foto: Mads Claus Rasmussen/ritzau scanpix.

I FORBINDELSE MED annonceringen af regeringens aktuelle og tilsyneladende håndfaste ghettoudspil indrømmede statsministeren et politisk medansvar for den situation, der har nødvendiggjort politisk handling.

Spørgsmålet er imidlertid, om man har ”taget misteltenen i ed” og stillet de uundgåelige spørgsmål vedrørende forholdet mellem årsag og virkning? Lad os derfor kaste et kort historisk og aktuelt blik på den situation, vi i dag befinder os i.

”Det er ingen naturlov, at indvandrere og flygtninge er vanskelige at integrere. Problemet er ’Made in Denmark’.” Den citerede udtalelse blev for nylig fremført af tidligere minister og mangeårigt medlem af Folketinget Bertel Haarder (V).

Synspunktet har utvivlsomt meget på sig, men det er alligevel både overraskende og foruroligende, at den tidligere minister åbenbart slet ikke tillægger faktorer som historie, kultur og religion betydning, når det gælder forsøget på at forstå problemets årsager og omfang samt en lang række af dets følgevirkninger – for med det som udgangspunkt at kunne pege på muligheder for dets løsning.

Problemerne bliver anskueliggjort, når vi i dag ser bevæbnede soldater ved synagogen i Krystalgade, samt af de mange tonstunge, farvebelagte betonklodser og kæmpestore blomsterkummer, som er placeret strategiske steder blandt andet i København. Hertil kan føjes det kultursammenstød, som afdækkes i kraft af ghettodannelser, i forekomsten af social kontrol og i det tab af frihed, som indtræffer, når ytringsfrihed og personlig sikkerhed for den enkelte er betinget af tilstedeværelsen af bevæbnede livvagter, hvilket er blevet hverdag for stadig flere mennesker også i vort land.

TRODS OMFATTENDE opmærksomhed og bekymring fra såvel offentlighed, regering som Folketing og massiv indsats fra både politi og militær var man tilsyneladende ude af stand til at få den seneste indvandrerbandekonflikt bragt under kontrol og langt mindre i stand til at få den stoppet.

Ikke desto mindre kom en såkaldt våbenhvile i stand ganske uvarslet, da imamer og andre personer med tilknytning til moskéer i henholdsvis København og Aarhus kaldte repræsentanter fra de stridende parter til forhandlinger for at få stoppet konflikten. En konflikt, som vel at mærke på daværende tidspunkt havde kostet såvel adskillige sårede som dræbte.

Denne barske virkelighed kunne indikere, at vi nu har et shariasystem med egne retsregler visse steder i Danmark. I forlængelse heraf er det blevet påpeget, at lederne af våbenhvileforhandlingerne formodentligt kender flere af de dybt kriminelle bandeledere, men intet synes røbet til de danske myndigheder. Mon ikke dette faktum i klart sprog mere end antyder, hvilke problemer vi står over for i dag, og at de rækker ud over spørgsmål vedrørende integration, arbejdsmarkedsrelation og manglende sprogkundskaber.

De seneste 35 års skiftende politiske flertal i vort land har – på trods af klare advarsler – troligt gennemført den flygtninge- og indvandrerpolitik, der blev den logiske konsekvens af udlændingeloven af 8. juni 1983. En lov, som blev til på baggrund af forslag udarbejdet af et udvalg med den tidligere Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen som formand.

Det daværende politiske flertal så bort fra diverse advarsler og overså tilsyneladende endvidere det faktum, at et eksperiment helt elementært er kendetegnet ved, at man ikke på forhånd ved, om det lykkes eller mislykkes.

AF SAMME GRUND bør et eksperiment under normale forhold ikke sættes i værk i stor skala, ganske enkelt fordi ingen kan overskue konsekvenserne i tilfælde af et sammenbrud. En erkendelse af dette elementære forhold synes i flere årtier at have været en absolut mangelvare hos det politiske flertal. Ingen synes i tide at have overvejet seriøse svar i tilfælde af, at alt ikke gik som ønsket, og uanset om man nu mener, eksperimentet lykkedes eller ikke, er det en kendsgerning, at det for altid har forandret den danske befolkningssammensætning.

Politi og beboere i de ovennævnte konfliktberørte områder er naturligvis glade for, at kamphandlingerne er – i hvert fald midlertidigt – ophørt, men spørgsmålet er jo, om det grundlæggende problem er skabt i Danmark, som Bertel Haarder synes at mene, eller om det snarere knytter sig til det faktum, at antallet af flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund samt deres efterkommere snart når op på 500.000 personer.

Det er naturligvis kun et fåtal af den halve million mennesker, der forårsager uro og utryghed i Danmark, men det er næppe tilrådeligt, at man fra politisk hold fortsat forsøger at se bort fra den kendsgerning, at det helt overvejende flertal af terrortrusler og terrorhandlinger på verdensplan og således også i Vesteuropa er religiøst begrundet og ofte udført med henvisning til islam.

Ikke desto mindre synes det symptomatisk, når en typisk repræsentant for dansk kulturliv som den tidligere operachef på Royal Opera House, Covent Garden i London, Kasper Holten, i forbindelse med iscenesættelsen af ”The Book of Mormon” kan udtale, at der ”bliver gjort grin med Jesus, Satan, Hitler – og mormonerne. Alting skal ikke handle om muslimer”, og han lader forstå, at ”Skandinavien er et trygt teststed for religionssatire”. Et trygt teststed for religionssatire? Jo såmænd, men det forudsætter rigtignok, at man undlader at tegne Muhammed eller nævne hans navn. Det burde Holten have haft mod til at tilføje, men det gjorde han ikke. Hvorfor?

Ræsonnementet synes at være: Blot vi ikke taler om problemet, eksisterer det ikke. En sådan holdning er både uværdig og fatal.

IMIDLERTID BEGYNDER den skitserede situation tilsyneladende at påvirke også inden for den side af det politiske spektrum, som hidtil hårdnakket har forsvaret de seneste 40 års danske flygtninge- og indvandrerpolitik.

Socialdemokratiet har officielt lagt kursen om efter et vanskeligt og sent selvopgør, hvilket blandt andet fremgår af Mattias Tesfayes (S) nyligt udgivne bog ”Velkommen Mustafa”.

Et begyndende klarsyn er måske også ved at gøre sig gældende inden for Radikale Venstre. For blot få måneder siden udtalte således Sofie Carsten Nielsen pludselig: ”Selvfølgelig betyder antallet noget.” Morten Østergaard udtaler i helsidesannoncer blandt andet: ”Jeg gider ikke mere.” ”Gu’ skal vi ej lukke alle ind i Danmark. Eller acceptere kvindeundertrykkelse.”

Spørgsmålet er imidlertid, om der er mod nok til at tage fat på de grundlæggende spørgsmål. Til disse hører uundgåeligt centrale spørgsmål relateret til historie, kultur og religion.

Derfor er viljen til en grundlæggende fri, åben og kritisk kultur- og religionskritik afgørende. En kritik, hvis formål ikke er at genere eller krænke nogen, men som handler om at forstå nødvendigheden af at kunne spørge radikalt ind til et hvilket som helst spørgsmål og aspekt ved tilværelsen, herunder de forskellige religioners hellige skrifters tilblivelse, udsagn, anvendelse og betydning.

Hvis ikke frie mennesker i en fri verden tør stille disse spørgsmål, tillægger vi ikke den frihed, som vore forfædre virkeliggjorde i vort land, den betydning, som er afgørende for, om friheden kan fastholdes.