Kristne friskoler: Er grundskolen på vej mod normkritisk enevælde?

Staten har understøttet normkritisk seksualundervisning så stærkt, at denne tilgang nærmest har fået monopol på at udvikle undervisningsmaterialer til folkeskolen. Er næste skridt at fratage forældrene retten til at vælge et alternativ, spørger kronikørerne

"Vi ser seksualundervisningen som et dannelsesfag. Dannelse er en gave mellem generationer. Som samfund må vi søge at videregive vores bedste viden, værdier, kultur og moralske pejlemærker til vores børn med håbet om, at de tager det til sig."
"Vi ser seksualundervisningen som et dannelsesfag. Dannelse er en gave mellem generationer. Som samfund må vi søge at videregive vores bedste viden, værdier, kultur og moralske pejlemærker til vores børn med håbet om, at de tager det til sig." Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foreningen af Kristne Friskoler er i den seneste tid blevet voldsomt kritiseret for at have henvist til hjemmesiden adamogeva.dk som én blandt mange andre ressourcesider, der kan bruges i seksualundervisningen.

På adamogeva.dk har der desværre vist sig at være artikler, som er blevet forstået sådan, at de sidestiller homoseksualitet med incest og vold, og selvom vi ikke har henvist til de konkrete artikler, vil vi gerne gentage, hvad vi tidligere har sagt: Vi tager stærkt afstand fra enhver formulering, der måtte sidestille homoseksualitet med incest og vold! Sådanne formuleringer strider mod vores værdigrundlag.

Imidlertid har vi brug for at løfte debatten om seksualundervisningen op på et mere principielt niveau. Citaterne i medierne fra visse politikere tyder nemlig på, at der bag kritikken af dårlige og forkerte formuleringer på en kirkelig hjemmeside er noget langt større på spil.

Nemlig retten til at være uenig i den aktuelle trend omkring normkritisk seksualundervisning og forældres ret til at bestemme over deres egne børns opdragelse.

Når vi i Foreningen af Kristne Friskoler har arbejdet med at udforme en alternativ undervisningsplan for SSF-faget (sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab) – hvilket i øvrigt er sket i tæt dialog med den styrelse i Undervisningsministeriet, der har ansvaret for tilsynet med de frie skoler – så skyldes det, at vores kristne grundlag betyder, at udgangspunktet for vores undervisning i dette fag netop ikke er normkritisk.

Vi ser seksualundervisningen som et dannelsesfag. Dannelse er en gave mellem generationer. Som samfund må vi søge at videregive vores bedste viden, værdier, kultur og moralske pejlemærker til vores børn med håbet om, at de tager det til sig.

Vi må gøre det på en måde, hvor det bliver op til dem, om de gør det. Vi risikerer at svigte mange børn og unge, hvis de mødes med et ”frit valg” på alle ”kønshylderne”, sådan som tilfældet er i meget normkritisk materiale. Sund dannelse er efter vores opfattelse slet ikke mulig i et postuleret værdifrit/værdiløst rum.

Endvidere mener vi, at eksplicitte normer er lettere at forholde sig til end implicitte normer, som påstås at være rummelige og inkluderende, men som i virkeligheden ekskluderer mange af de normer, som har præget vores samfund i århundreder.

Det gælder for eksempel ekskluderingen af den norm, der siger, at der findes to køn og dertil en meget lille gruppe af mennesker, som ikke finder sig hjemme i enten han- eller hunkøn. Sidstnævnte gruppe skal selvfølgelig støttes bedst muligt, men løsningen på denne udfordring er ikke at afskaffe den binære kønsforståelse.

Imidlertid støttes den normkritiske seksualundervisning af staten og det offentlige. Således har staten de facto sikret den private aktør, Sex & Samfund, så enorme beløb på finansloven, at denne ene organisation – som arbejder erklæret normkritisk – er blevet næsten enerådende på markedet for materialer til seksualundervisningen.

Yderligere har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan Københavns og Aarhus kommuner har brugt millioner på at inddrage den private interesseorganisation, Normstormerne, i den kommunale seksualundervisning. Også denne organisation promoverer en normkritisk tilgang til seksualundervisningen.

Vi må spørge vores politikerne: Hvorfor? Er det en bevidst strategi? Og hvem har egentlig besluttet det?

En anden baggrund for vores arbejde med en alternativ undervisningsplan for SSF-faget er et forsvar af forældreretten.

Forældreretten – retten til at bestemme, hvordan børn skal opdrages og undervises – har altid stået stærkt i Danmark. Det er således med baggrund i Grundloven, at vi har en stolt tradition og konkret lovgivning for, at forældre kan oprette friskoler, der stemmer overens med deres religiøse, politiske eller pædagogiske overbevisning.

Dette indbefatter helt konkret, at frie skoler kan vælge at udarbejde deres egne undervisningsplaner, hvis de mener, at de dermed bedre kan drive en skole, der flugter med deres overbevisning.

Visse politikeres voldsomme kritik af en seksualundervisning, der ikke er normkritisk, men er udformet på et andet grundlag, er i virkeligheden udtryk for en voldsom mangel på respekt for de forældre, der har valgt at sende deres børn på en friskole, der baserer sin undervisning på andre normer, end tilfældet er i folkeskolen, for eksempel omkring kønsforståelse.

Nogle af udsagnene i debatten tyder således på, at visse politikere og meningsdannere overvejer muligheden for, at forældre skal fratages deres mulighed for at sende deres børn på skoler, hvis overbevisning stemmer overens med forældrenes.

Her må vi sige til vores politikere: Det skal naturligvis fortsat være muligt for forældre at sende deres børn på skoler, hvor for eksempel seksualundervisningen af religiøse, politiske eller pædagogiske årsager er baseret på en binær kønsforståelse. Staten skal ikke bestemme, at alle børns opdragelse skal domineres af den aktuelle normkritiske trend.

Alle mennesker tager udgangspunkt i normer. Ikke-normativitet findes ikke, for som mennesker kan vi ikke leve uden normer.

Når normkritikken opløser tokønsnormen eller heteronormen, indfører den samtidig en bastant normløshedens norm, som ikke kender til åndsfrihed i forhold til andre normer.

Som kristne friskoler ønsker vi at give en lødig og ordentlig undervisning til vores elever i SSF-faget, der fuldt ud står mål med undervisningen i folkeskolen og ikke er diskriminerende over for mindretal.

Og vi ønsker at gøre det med udgangspunkt i kristne værdier. Det gælder for eksempel, når man skal svare på det spørgsmål, som – ifølge en svensk undersøgelse blandt 15-årige – af eleverne opfattes som det vigtigste at få besvaret i SSF-undervisningen, nemlig: ”Hvordan får man en relation til at holde?” Her hjælper normkritikken ikke. Snarere tværtimod.

På andre områder i undervisningen bruger vi materialer, der ikke nødvendigvis afspejler kristne værdier. Vi bruger således massevis af Sex & Samfunds materialer i vores undervisning, ligesom vi samarbejder med de kommunale sundhedsplejersker omkring forskellige emner.

Men vores værdigrundlag er kristent. Og vi mener altså, at dette grundlag er langt bedre end det normkritiske. Og at det fortsat skal være op til forældrene, om de vil vælge dette – eller et helt andet – grundlag til.

Vi har brug for flere politikere, der tør tale normkritikken imod, og som vil sikre forældreretten!