Prøv avisen

Er Gud subjekt eller objekt?

GROSBØLL-SAGEN: Bag balladen om Grosbøll spøger den gamle dualistiske, filosofiske diskussion om, hvorvidt Gud er en subjektiv eller objektiv realitet. Kun tre teologiske positioner er her mulige, mener dagens kronikør

Gud beskrives ofte med de to filosofiske udtryk subjekt og objekt. Forholdet mellem subjekt og objekt handler den gren af filosofifaget om, der hedder erkendelsesteori. Og i erkendelsesteorien spørger man, hvor meget subjektet bidrager med, og hvor meget objektet gør. Subjektet betyder mennesket eller bevidstheden. Når man altså taler om Gud eller verden med disse to begreber, kan man ikke undgå at være dualistisk. Der er ligesom to verdener; den indre og den ydre.

Både sagen om Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, der skal fyres, og Snedsted-præsten, Bent Feldbæk Nielsen, der blev fyret, såvel som den standende teologiske diskussion kan beskrives midlertidigt med dette dualistiske, filosofiske skema. Det dualistiske skema tillader kun tre teologiske positioner.

Først har vi dem, der mener, de er modernister. Lad os kalde dem subjektivisterne. De anklages af de andre, objektivisterne, for at være humanister. Objektivisterne kaldes af subjektivisterne for højrefløj, ortodokse eller fundamentalister. Så har vi den tredje vej, som var Feldbæks; han mente, at mennesket, subjektet, skulle gøre noget selv, og at objektet, Gud, skulle gøre resten. Det var det, han blev dømt for. Han var for subjektiv; vi kunne sige 50 procents subjektiv, mens Grosbøll er 100 procent. Feldbæk Nielsen mente ikke, at dåben var nok; man skulle som døbt præstere noget, omvende sig og vælge Jesus, før frelsen blev en mulig virkelighed. Feldbæk Nielsen var altså for subjektiv for de dommere, der dømte ham, og vi kan derfor konkludere, at de selv var hard-core objektivister.

Hvad mener objektivisterne? Deres mening udtrykkes i salmen: "Gud er Gud, om alle mand var døde". Gud er dermed for dem subjektet, mens vi mennesker er objekter. Gud er en virkelighed, der findes objektivt derude i virkeligheden og uden for os, og Gud er ikke et bevidsthedsfænomen. De objektivistiske teologer vil tendere til at bruge passiv, når de taler om kristendommen. Troen skænkes, siger de. Biskop Rebel er som bekendt barthianer og dermed objektivist, og det er jo skæbnens ironi, at i hendes stift ulmer det subjektivistiske oprør, der blev indledt af fortælleteologen Lars Tjalve og nu af "Plan B". Det er et regionalt oprør, der vil være en ny kirkelig retning .

For dem alle giver det ikke mening at tale om Gud som en magt, der er derude, og som griber ind i historien. Hvem fanden tror på det, som Grosbøll udtrykte det til en svensk avis. Ja, det gør jo objektivisterne, kunne vi svare. Til de sidstnævnte hører den katolske teolog Niels Christian Hvidt, der har skrevet en glimrende bog om miraklernes objektive eksistens. Til dem hører også Tidehverv. Og biskop Karsten Nissen. Ganske vist er der meget i kristendommen, der ikke er objektiv virkelighed, men der er en del tilbage, mener han. Således er Gud, som han udtalte til Kristeligt Dagblad, en "selvstændig virkelighed", og han karakteriserer ganske korrekt de andre med, at de gør Gud til noget "menneskeligt", eller i vor sprogbrug her: noget subjektivt, dvs. frembragt af subjektet eller det skabende menneske.

I den subjektivistiske teologi er Gud og kristendommen et produkt af den menneskelige indbildningskraft, og dermed kan den sagtens fungere som en kulturel størrelse, sådan som den gør for flertallet af danskerne, og som et civilisatorisk fremskridt, som det er tilfældet for Grosbøll, eller som en etik, hvilket den er for en hel del. Der er altså tale om kristendom uden transcendens, som det hedder med et fint ord eller om kristen ateisme.

Der var i USA i 1960'erne en markant bevægelse, der hed Gud er død-teologien. De kendteste var teologer som Gabriel Vahanian og Thomas J.J. Altizer. Sidstnævnte skrev bogen "Den kristne ateismes budskab" (1966). Den forhenværende episkopale biskop John Shelby Spong er blot en slags populariseret udgave af Gud er død-teologien.

Fjenden for disse teologer kalder de "teismen". Det er lidt paradoksalt, for teismen var på mange måder oplysningstidens gudsopfattelse, og det kunne se ud, som om disse subjektivistiske teologer er en slags oplysningstænkere, idet de ikke mener, der findes mirakler, men det er de ikke. De er romantiske dualister. De anerkender stadigvæk subjekt-objekt-modsætningen, og så siger de, at det objektive er videnskabens verden, og objektivt set er det vrøvl at sige, at Gud har skabt verden. Det religiøse, derimod, er subjektivt eller intersubjektivt, dvs. det handler ikke om forholdet mellem bevidsthed og virkelighed, men om forholdet mellem mennesker, subjekter. De er torumstænkere.

Debatten er altså fanget af det skema, som de deltagende tilsyneladende ikke sætter spørgsmålstegn ved. Der er tale om et enten-eller. Den Gud, som Karsten Nissen kalder en "selvstændig virkelighed", er den gud, som de andre har "givet fingeren", som Grosbøll siger. Men jeg vil godt gentage, at begge grupper deler verden op i en subjektiv og en objektiv. De er kun uenige om, hvorvidt Gud er i den ene eller den anden verden. Glemme skal vi ikke de missionske, som er både-og folk. Der er Gud både derude som objektiv virkelighed, men han bliver det kun, hvis jeg modtager ham. Gud bliver kun Gud i troen. Der skal et subjekt til at gøre ham objektiv; det skal der ikke for objektivisterne, for der Gud jo Gud, selvom alle subjekter er døde, og endelig er der subjektivisterne, hvor Gud ikke er derude i virkeligheden.

Der er store omkostninger ved begge positioner. Spong har sagt, at kirken må indrømme, at den "ikke har et budskab". Det er provst Fonsbøls, Lars Tjalve, Troels Nøragers, Plan B's og mange andres position, hvis de ville være ærlige. Denne position hedder den "sentimentale kapitulation". Kapitulationen er over for den moderne virkelighed, hvori de ikke mener, der kan findes religion, mens det sentimentale består i, at de gerne vil bevare kirken alligevel.

Kan man slippe ud af det filosofiske enten-eller-skema? Det kan man på flere måder, men her nævner jeg kun en. Jeg vil tage udgangspunkt i den multireligiøse og postkoloniale virkelighed. Den subjektivistiske teologi fremtræder på den baggrund nationalistisk, arrogant og provinsiel. Der er det galt med den, at den i konfrontation med andre religioner bliver ekskluderende og bedrevidende.

Modsætningen mellem Spong, Grosbøll og alle de andre og en af de danske nabo-imamer, der er deres broder, er uendeligt meget større end mellem en missionsmand, en rabbiner, Søren Krarup og en imam.

Man skal teste subjektivisternes budskab ved at tage det ud af den danske, hyggelige kontekst og sætte det ind i en arabisk eller afrikansk. Hvordan ville Grosbøll eller Fonsbøl mon lyde i Soweto eller Cairo? Ethvert udsagn om Gud skal være en indbydelse til diskussion med de religioner, der er omkring os. Udsagnets sandhed skal afgøres af, hvordan de andre forstår det, og hvor meget de kan være enige i.

Det er ikke virkeligheden, der er testen, men de andre religioner. Når missionærer kom til hedningerne i gamle dage, forsøgte de at finde tegn på de fremmedes viden om den skabende Gud, og de fandt altid nogen sandhed i deres tro. Primitive eskimoer var kloge på Gud. I Nordsjælland er de dumme på gud.

Udgangspunktet må derfor altid være det, man er enige om: den ene, skabende Gud, som vi finder i næsten alle religioner. En muslim, en mormon, en jøde og en kristen kan sammen synge: "Se, nu stiger solen af hav på ny" eller "Almagts Gud, velsignet vær", men subjektivisterne kan ikke. Derfor har de ikke ret.

Hans Hauge er

dr. phil. og

lektor ved

Aarhus Universitet

Læs kronikken i morgen:"Opdragelse - til hvad?"

af professor i folkesundhed

Lone Scocozza