I juni holdt den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, en tale om sine "visioner" for fredsprocessen mellem Israel og Palæstina. Her stillede Netanyahu som forventet endnu flere krav til palæstinenserne, inden fredsprocessen ville kunne indledes. Et af disse var accepten af Israel som en jødisk stat.
Men hvorfor er det nu så vigtigt for Israel at blive anerkendt som en jødisk stat, førend palæstinenserne kan gøre sig værdige til, at man forhandler med dem? For slet ikke at tale om at gøre sig fortjent til "at få" en selvstændig palæstinensisk stat?
Palæstinenserne har gennem årene vænnet sig til de utallige og umulige krav fra Israels side, siden fredsprocessen blev startet i midten af 1990'erne. Men andre har også undret sig over, at dette krav nævnes så kategorisk, bestemt og meget uforsonligt. Og netop nu, hvor den nye amerikanske administration med Barack Obama i spidsen er fast besluttet på at presse Israel til at give sig på mange af de områder, som har gjort det umuligt at genstarte den længe strandede fredsproces mellem israelerne og palæstinenserne. Især er et totalt stop for bosættelsesaktiviteter centralt i udspillet. Israels ny krav ses som en farlig udvikling, eftersom en fjerdedel af statens indbyggere enten er kristne eller muslimske palæstinensere, som intet har med jødedommen at gøre.
En israelsk universitetsprofessor, Shlomo Zants, har i et interview for nylig med Al Jazerra udtalt følgende: "Der er intet, der hedder et jødisk folk ... jødedommen er en religion og ikke en nation. Begrebet "det jødiske folk" er en opfindelse af zionistiske historikere, der groft har udnyttet Bibelen fra at være en fantastisk religiøs og kulturel perle til en historiebog, der skal propagandere for postulatet og legenden om et jødisk folk."
Zants er historieprofessor på universitetet i Tel Aviv. Han går så vidt som til at hævde "at Israel er et hittebarn, der blev skabt som følge af zionisternes fratagelse af palæstinensernes rettigheder". Dog mener Zants, at dette hittebarn har ret til at leve, da det er en realitet, ingen kan anfægte
Jeg kan kun være enig med ham. For trods de tragiske og skelsættende begivenheder for det palæstinensiske folk i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948, så er Israel en realitet. Også selvom skabelsen af Israel førte til en katastrofe af dimensioner for det palæstinensiske folk. Men det kan på ingen måde være ensbetydende med, at der skal en katastrofe til for at rette op på den historiske uretfærdighed, som blev begået over for palæstinenserne for over 60 år siden som en klar følge af holocaust.
Ifølge blandt andre professor Zants er palæstinensernes politiske og nationale rettigheder - såsom tilbagevenden - en menneskelig og moralsk ret, men de fleste mener, at problemet ligger i at den - retten til at vende tilbage - aldrig vil blive implementeret. Fordi Israels værste mareridt er at vågne op til en opfyldelse af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de byer og landsbyer, de eller deres forældre blev smidt ud fra eller nægtet tilbagevenden til.
Men Israels ubegrundede frygt må og skal aldrig stå i vejen for en moralsk og politisk forpligtelse og erkendelse af det historiske ansvar, Israel har haft over for det palæstinensiske folk gennem de seneste seks årtier.
Anfægtelsen af eksistensen af et jødisk folk er faktisk gennem tiden blevet gentaget rigtig mange gange. Af jøder. Men meget belejligt har der lydt et ramaskrig, hver gang en ikke-jøde har sået tvivl om det samme.
Først i begyndelsen af sidste århundrede blev begrebet "et jødisk folk" mere end et velkendt og benyttet politisk begreb. Det skete mindre end 10 år efter den første zionistiske verdenskongres, som fandt sted i 1897 i Wien. Her blev Theodor Herzls teorier og idéer om et jødisk nationalt hjem - og som cirka halvandet år inden var blevet udgivet i bogen "Der Judenstaat" - efterfulgt af en beslutning om, at et nationalt hjem, som Herzl og hans zionistiske tilhængere mente var det eneste og det rigtigste svar på de gentagne pogromer og jødeforfølgelser overalt i Europa, nødvendiggjorde en anerkendelse af et nyt opfundet begreb: et jødisk folk.
Hvordan skulle et nationalt hjem kunne "sælges", når der ikke var et folk, der skulle befolke det kommende nationalhjem? Det var også et moralsk og politisk ansvar at finde på begrebet et jødisk folk. Politikere, beslutningstagere og indflydelsesrige personer i såvel Europa som i det mellemøstlige område skulle lobbyes over for, presses og bearbejdes for at opnå støtte og opbakning til - da Palæstina endeligt blev valgt som et mål - at den zionistiske bevægelse kunne begynde at etablere sig i Palæstina.
Trods antisemitismen i store dele af Europa opfattede de europæiske jøder sig først og fremmest som europæere. Tilfælles havde de dertil et religiøst fællesskab, nemlig jødedommen. Religiøse som sekulære jøder. Nøjagtig som nutidens europæiske muslimer: De har en religion tilfælles, nemlig islam. De kan på ingen måde defineres som andet end danskere, tyskere, briter og så videre med islam som religion. De er nemlig ikke et folk lige så lidt som kristne ... og jøder.
Blandt disse kritikere af datidens nyopfundne definition på et jødisk folk var den russisk-jødiske forfatter Micha Berdyczewski (1865-1921), som nægtede eksistensen af en ensrettet jødisk personlighed og kultur. Berdyczewski gik videre i sin bog "Sinai & Garizim" til at beskrive og argumentere for, at udsagnet om et jødisk folk bygger på en misvisning og endda en løgn. Ifølge ham var det ikke Moses (ham med De 10 Bud og Sinaibjerget), der samlede jøderne, men til gengæld Joshua Bin Noon, som erobrede Kanaans Land (det nuværende Palæstina) og begik en makaber nedslagtning af landets oprindelige folk, kanaaniterne (som palæstinenserne nedstammer fra). Heller ikke den tysk-jødiske filosof Theodor Lissing (1872-1933), som i sin grundholdning var antijødisk (som religion), mente, at jøderne på nogen måde kunne udgøre et folk.
Den amerikansk-jødiske forfatter og tænker A.F. Stone betegnede zionismen således: "Den lever og ånder af de katastrofer, som gennem tiden har ramt jøderne, og uden disse katastrofer kan zionismen ikke fortsætte." Det er også grunden til den stigende frygt blandt de zionistiske ledere, når de ser på, at langt under halvdelen af verdens jøder har valgt at bosætte sig i Israel. Tallet er dalende. Den største fare for zionismen er, at palæstinenserne i hele det historiske Palæstina (Israel, Gaza og Vestbredden) nok inden længe vil overstige antallet af de jødiske israelere. Og dét er zionismens værste mareridt: den demografiske trussel. For hermed vil staten - mener de israelske ledere - miste den jødiske identitet, som er altafgørende for dens overlegenhed ... og overlevelse.
Er det så mærkeligt, at israelerne vil sikre sig overlevelse og ikke komme i mindretal ved at insistere på, at staten er jødisk? Måske. Men det er forkasteligt - for nu at udtrykke det diplomatisk - at palæstinenserne skal betale prisen for israelernes angst for at komme i mindretal. Prisen betaler tusindvis af palæstinensere dagligt i deres eget land. Ved at de forfølges og udrenses fra de resterende områder i det historiske Palæstina og dermed ved skæbnens ironi bytter plads med "jøden" - for at give "jøden" plads.
Det er ikke Israels frelse. Ikke så længe Israel fortsat vil insistere på at kalde sig et demokrati. Verdenssamfundet må og skal ikke acceptere de nye israelske krav. Ellers vil det føre til endnu en katastrofe. For begge folk.
Fathi El-Abed er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening