Er kapitalisme og moral forenelig?

Den jødisk-kristne tradition har et tvetydigt forhold til den kapitalistiske økonomi. Der står i Bibelen, at det er lettere "for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at blive frelst". En del lignelser handler om at tage fra de rige og give til de fattige. Farisæer opfattes som selvretfærdige og penge-

griske. Mange teologer og præster ser ned på forretningslivets materielle virkelighed. Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich gik endda så langt som til at hævde, at "enhver sand kristen må være socialist".

I modsætning til denne udbredte holdning mente allerede den tyske sociolog Max Weber, at det var muligt at påvise en indre sammenhæng mellem religion og økonomi. I "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" dokumenterede han i en analyse af calvinismen, at man kunne beskrive forretningsmandens virke som et religiøst kald. Kapitalismens socialetik er pligten til at arbejde hårdt for at tjene flere penge, og arbejdet er opfyldelse af ens personlige pligt. Kaldet giver identitet, og den jordiske rigdom er kapitalistens tegn på, at han har gjort sin pligt og vil have en chance for frelsen i himlen.

Som radikal replik til mange teologer og humanisters foragt for det økonomiske liv hævder den amerikanske teolog Michael Novack i bogen "Business as Calling" (Forretning som kald: 1996), at erhvervslivet kan beskrives som et virkeligt kald, der består i godt samarbejde med andre at bidrage til fællesskabet. Når den danske stat eller EU-Kommissionen opfordrer til at styrke virksomheders sociale ansvar, er det helt i tråd hermed. At tjene penge betragtes som en del af menneskets kreative udfoldelse, og der er ingen modsætning mellem samfundsengagement og profitmaksimering. Denne opfattelse står i skarp modsætning til de kapitalister, der tror, at det kun går ud på rane til sig selv, og samtidig gør den op med de frelste moralister eller nøjsomme religiøse, der mener, at økonomi og etik ikke har noget med hinanden at gøre. Omvendt fastholder kritikerne, at ideen om en religiøs kapitalist er et utroværdigt glansbillede, der blot er indført for at dække over den økono-miske udbytning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kapitalismens tvetydighed er

legemliggjort i den berømte amerikanske milliardær Andrew Carnegie, der i begyndelsen af det 20. århundrede var blevet en af de rigeste mænd i verden. Carnegie var en fattig dreng i stålindustrien, der ved hårdt arbejde, opfindsomhed og organisatorisk talent havde udviklet helt nye metoder til at fremstille og producere stål. Carnegie skriver i sine erindringer, at han som ung var selvisk og grådig. En midtvejskrise fik ham til at revidere sit kald. Han valgte så at leve efter et princip om, at kapitalisten ikke kun skal akkumulere kapital, og at det er en stor vanære for en rigmand at dø på flæsket, uden at have givet alle sine penge væk til godgørende formål. Set i dette lys er Carnegie ikke kun præget af egoistiske motiver, men er et menneske, som søger efter religiøs mening med sit liv og bestemmer sig for at blive filantrop og bidragyder til samfundets sociale formål, kunst, kultur og videnskab mv.

Dette er overraskende som udtryk for menneskets stræben efter en mening ud over den materielle selvtilfredsstillelse, men den filantropiske indstilling er også vigtig, fordi den vidner om forretningslivet som andet og mere end kampplads for økonomisk profit. Økonomisk kreativitet er ikke nødvendigvis begrænset til personlig vinding. Og så er det jo en kendt sag, at penge ikke gør mennesket lykkeligt! Herhjemme er Lars Larsens forsøg på at vise sig som økologisk bevidst og Mærsk Mckinney Møllers symbolske gaver til staten lignende udtryk for spæde forsøg på at vise sig som moralske mennesker. Operaen på Holmen til 2,5 milliard kr. vidner om denne trang til at gå over i historien som en god og generøs samfundsborger.

I dette perspektiv er kapitalismen ikke altid en hindring for moralen, men virksomhedernes vækst og overflod kan give de fattigere håb for at slippe ud af deres elendighed, eftersom virksomhederne nu ikke længere bekymrer sig om sig selv, men kan få filantropisk overskud til at være opmærksomme på fællesskabets behov. Virksomhedens anseelse og rygte i offentligheden er af stor betydning for dens troværdighed.

Endvidere retfærdiggøres virksomhedernes økonomiske frihed i dag reelt kun virkeligt ud fra deres bidrag til at løse samfundets sociale problemer. Tænk bare på Novo Nordisks forsøg på at give sig en etisk mission i verden: at kurere sukkersyge for at udrydde sygdommen. De moderne virksomheder er som aldrig før på jagt efter et kald, der forener økonomisk indtjening og et hensyn til samfundet, hvor social ulighed kun kan legitimeres, hvis den kommer de svageste til gode. Forretningslivets samvittighed er dets evne til at overvinde fattigdom, nød og sygdom, sålænge det følger kaldet om at tjene fællesskabet igennem den økonomiske kreativitet. Således har den amerikanske politiske økonom Francis Fukuyama i bogen "Trust" (Tillid: 1995) påvist, at solide tillidsforhold i økonomien, baseret på stærke sociale relationer, bidrager til at skabe økonomisk vækst og hjælpe de svageste i samfundet.

Ligeledes har arbejdet stor eksistentiel betydning for moderne mennesker. De vil gerne forene deres søgen efter holdbare værdier, livsindhold, samvittighedsfuldt kald og materiel nødvendighed i arbejdet i virksomheden som et produktions- og organisationsfællesskaber. Kapitalismens kreativitet bygger på evnen til at skabe innovation og nytænkning, og det afspejler kristendommens ide om menneskets plads i universet som skabt i Guds billede og med ansvar for bæredygtighed og miljø med ret til at forbruge og udnytte den levende natur. Men det er igennem respekt for etikkens fokus på menneskets autonomi, værdighed, dets integritet og sårbarhed samt dets grundlæggende rettigheder, at den pligtopfyldende virksomhed måske kan overkomme modsætningen mellem profitten og etikken.

Derfor bør vi give mulighed for at forstå virksomheder som mere end instrumenter for deres ejere til at forøge profitten. Virksomheders samfundsengagement og god ledelsesskik i bestyrelser indeholder en mulighed for at genfinde samvittigheden. Inddragelse af alle berørte parter (interessenter) og beskyttelse af deres grundlæggende rettigheder i den gode ledelse kan give virksomheden en plads i samfundet som genuin social institution. Virksomhedens filantropiske engagement kan skabe arbejde og værdi for fællesskabet gennem medarbejderudvikling, integration på arbejdsmarkedet, hjælp til lokalsamfundet, bl.a. ved miljøbevidsthed og socialt arbejde.

Nu vil mange teologer og ikke mindst de skeptiske politiske forbrugere fremhæve, at en sådan analyse af virksomheden som moralens mulige forpost er helt skudt forbi. Det indvendes, at kaldet er forsvundet i sekulariseringen, og at de bløde værdier i virkeligheden er hårde værdier, hvor medarbejderne presses til det sidste, dvs. at de blot udbyttes endnu mere, mens de tror, at de bygger en katedral, og at vi umuligt kan give mening til forestillingen om den hårdtarbejdende og følsomme leder. Den dominerende indstilling er snarere søgen efter personlig vinding, brutal kanøfling af de svage og egoistisk profitmaksimering. Dette vil jeg ikke benægte. Givet kapitalismens kynisme har mange svært ved at tro på idealet om den etiske virksomhed.

Disse indvendinger rammer dog ikke essensen af den protestantiske kalds-tanke, der stadig kan få betydning i det økonomiske liv. Der er store muligheder i kapitalismen, men det under forudsætning af, at virksomhedsetikken udvikles, og økonomiens sociale dyder holdes i hævd. Virksomhedsetik er andet og mere end reklame og god branding. Det er betingelsen for et sundt marked og et godt økonomisk liv. Derfor skal vi have blik for virksomhedens mulige bidrag til social integration og til det fælles gode på samfundsplanet.

Jacob Dahl Rendtorff er lektor og ph.d på Institut for samfundsvidenskab og erhvervs-økonomi på RUC. Kronikøren arrangerer en konference om virksomheders sociale ansvar, der holdes i dag og i morgen på RUC

Læs kronikken i morgen: "Folkeoplysning og almen dannelse

er forsat nødvendig"af fhv. minister Britta Schall Holberg