Er kontanthjælpsmodtagere dovne og arbejdssky?

Konsekvenserne af kontanthjælpsloftet er begyndt at melde sig for mange af de 750.000 danskere på offentlig forsørgelse. Nogle bliver presset i arbejde med rette – andre risikerer at ende der, hvor den negative spiral kan føre ud i hængedynd og afmagt

Er kontanthjælpsmodtagere dovne og arbejdssky?

Kontanthjælpsloft og 225-timersregel er trådt i kraft pr. 1. oktober 2016. Konsekvenserne er begyndt at melde sig, og debatten om betimeligheden i det konstante politiske pres for at tvinge alle kontanthjælpsmodtagere i arbejde er blusset op efter en række nye signaler fra blandt andre økonomen Nina Smith. Lad os se lidt på de faktiske forhold.

Kontanthjælpsloftet indebærer, at kontanthjælp og boligstøtte samlet kun må udgøre et fastsat beløb, afhængig af familiesammensætningen. Der er familier, som har mistet op til omkring 4000 kroner om måneden som følge af loftet og som prøver at løse problemerne – efter råd fra kommunen – ved for eksempel at flytte fra København til Lolland. Børn skal hives op med rode endnu en gang.

Indholdet i 225-timers-reglen er, at den enkelte kontanthjælpsmodtager selv skal skaffe sig 225 timers ustøttet arbejde om året. Lykkes det ikke, vil hjælpen for ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, blive halveret. Og for enlige vil den blive reduceret med 500 til 1000 kroner om måneden. Den enkelte kontanthjælpsmodtager kan få dispensation fra 225-timers-reglen, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er så begrænset, at det ikke er muligt at skaffe 225 timers arbejde. Nogle handicappede vil komme ind under denne regel, men næppe alle. For tiden tyder det på, at godt 33.000 rammes af kontanthjælpsloftet, og 37.000 vil blive omfattet af 225-timers-reglen.

Folketingets intentioner bag lovgivningen er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og at økonomiske incitamenter er et af de centrale parametre i forhold til at ville påtage sig arbejde.

I Danmark er der ifølge den seneste opgørelse fra SFI omkring 750.000 borgere i den arbejdsføre alder på offentlig forsørgelse. Denne gruppe består af mennesker på en række forskellige overførselsindkomster. SFI konkluderer om gruppen af kontanthjælpsmodtagere: ”Der er tale om en meget heterogen gruppe, der dog har det tilfælles, at omkring 2/3 har meget vanskeligt ved at opnå og fastholde en beskæftigelse.” Til sammenligning er knap 2,8 millioner personer i ordinær beskæftigelse.

Min erfaring gennem årene med, hvem gruppen af kontanthjælpsmodtagere består af, er: 1) Yngre ressourcestærke personer – hvor langt de fleste relativt hurtigt kommer ud af systemet. 2) Mennesker med større vanskeligheder – fysisk, psykisk, socialt, i form af eksempelvis sværere fysiske problemer som rygproblemer, gigt, spastiske lammelser, nedsat synsevne, døvhed, mennesker med kognitive vanskeligheder, hjerneskader, psykiske problemer eller følgeskader af misbrug. Og dertil kommer kontanthjælpsmodtagere med en tung social bagage fra opvæksten. Hele denne gruppe har i et langt forløb behov for kvalificeret rådgivning, vejledning, behandling, støtte med videre for at komme videre ud på arbejdsmarkedet/ i gang med uddannelse og så videre.

3) Den meget tunge gruppe med komplekse problemer, som mere eller mindre balancerer på kanten af samfundet. 4) De dovne – ”Robert” med flere. Altså dem, der på trods af gode ressourcer er bevidst arbejdssky. Eller som alene vil bruge kontanthjælpen som grundlag for at leve et ”fritidsliv” døgnet rundt. Over for sidstnævnte har der altid været sanktioner, aktuelt blandt andet aktivlovens paragraf 35, hvor der er hjemmel til fradrag i hjælpen eller nedsættelse eller ophør af hjælpen, hvis kontanthjælpsmodtageren ikke vil samarbejde om tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Kontanthjælpsreformen med kontanthjælpsloft og 225-timers-regel forsøger i al for høj grad at betragte alle kontanthjælpsmodtagere som værende i gruppen af dovne eller på vej dertil. Det finder jeg alt for ensidigt og unuanceret i forhold til virkeligheden.

Det er sagt i den løbende debat, at kontanthjælp i udgangspunktet er en korttidsydelse. Og det er jeg enig i. Men sådan startede det faktisk ikke, da den sociale bistandslov trådte i kraft i 1976. Dengang skelnede man i loven mellem midlertidig kontanthjælp og varig kontanthjælp. Men i 1986 afskaffede Folketinget begrebet varig hjælp. De, der af mange forskellige årsager havde behov for varig hjælp til forsørgelse, skulle have deres behov tilgodeset via den sociale førtidspensionslovgivning. Men virkeligheden i 2016 er en ganske anden. Mange kontanthjælpsmodtagere går i årevis på kontanthjælp. Dette har efter min vurdering sammenhæng med blandt andet førtidspensionsreformen, hvor selv personer med meget svage ressourcer og betydelige helbredsmæssige problemer af somatisk, psykisk eller psykiatrisk art som udgangspunkt ikke kan tildeles førtidspension, før de er fyldt 40 år.

Desuden bringes aktivlovens revalideringsbestemmelser ikke i anvendelse i nær samme omfang som tidligere. Det har oven i købet på det seneste været på tale helt at afskaffe revalideringsbegrebet. Endelig er rådgivning i de kommunale jobcentre i langt højere grad blevet koncentreret om kontrol, formel opfølgning og evaluering – altså ”pakke-løsninger”. Der mangler kreative og innovative samspil med borgeren, så der kan laves individuelle handleplaner, der over længere forløb realistisk tager højde for den enkeltes ressourcer og vanskeligheder.

Mange kontanthjælpsmodtagere uden de altoverskyggende problemer kan klare lidt ”smalhals” i en periode på måske et tilto år, men derefter begynder det for mange at knibe. Det betyder, at mange børn fra kontanthjælpsfamilier risikerer at komme i klemme med risiko for stigmatisering, mobning med videre. De vil på grund af anstrengt økonomi let få problemer med at deltage i det almindelige sociale liv med kammerater, ved fødselsdage, sport og rejser.

Min påstand er, at langt de fleste gerne vil arbejde. Men for mange er det ikke altid enkelt at få et arbejde på ganske almindelige lønvilkår. Specielt ikke når den gruppe, det drejer sig om, er præget af mange forskellige vanskeligheder. Og når kontanthjælpsmodtageren så ikke kan skaffe sig det krævede arbejde, så reduceres som straf kontanthjælpen. Fordi: Hvis du var noget værd, så var det jo lykkedes for dig at skaffe et arbejde i mindst 225 timer, svarende til cirka seks ugers fuldtidsarbejde. Hvad er konsekvensen af denne sanktionspolitik? Mit svar er: Kontanthjælpsmodtagerens selvværd får et skub i den forkerte retning. ”Jeg dur ikke.”

At komme i arbejde er på mange måder en fantastisk mulighed for den enkelte. Arbejde kan give faglige udfordringer, socialt fællesskab, god døgnrytme og oplevelsen af at få arbejdskolleger og et forbedret netværk.

Derfor: Den offentlige sociale udfordring over for fattigdomskulturen er at have fagligt kompetente medarbejdere med empati og indlevelse og ledere, der bakker dem op i at have det. Og hvor både ledere og medarbejdere brænder for at hjælpe den enkelte på vej i forhold til at få ordentligt fodfæste i livet, også i arbejdslivet. Og som også er i stand til at give dovne personer med gode menneskelige og faglige ressourcer det nødvendige ”spark” til at komme ud af kontanthjælpssystemet. Lovgivningen har allerede de nødvendige redskaber til at håndtere ”de dovne” – uden kontanthjælpsloft og 225-timers-regel.

Som det er nu, er det et bunkebryllup, hvor alle kontanthjælpsmodtagere skal presses til at finde arbejde. Og for mange, som har brug for en langt mere håndholdt indsats over lang tid, betyder presset, at de og deres børn kan falde ud over fattigdomsrampen med stor risiko for at ende der, hvor den negative spiral for alvor kan føre ud i hængedynd og afmagt.

Jørgen Breindahl er socialrådgiver