Prøv avisen
Kronik

Er kristen antizionisme lig med antisemitisme?

Som jeg læser Müller, udfører han som teolog en form for dobbelt delegitimering af den jødiske nations ret til eksistens i Israel, skriver dagens kronikør. Foto: Soeren Bidstrup

Professor Müllers kronik ”Staten Israel og Bibelen” er en forunderlig blanding af kristen teologi og private sammensværgelsesforestillinger. I Müllers univers er jøderne forbrydere, mens de uskyldsrene palæstinensere er ofre. For at få det verdensbillede til at gå op glemmer professoren historiske kendsgerninger, mener dagens kronikør

PROFESSOR MOGENS MÜLLERS kronik ”Staten Israel og Bibelen” (den 1. december i Kristeligt Dagblad) er en forunderlig blanding af kristen teologi, bibelvidenskab, politisk-ideologiske markeringer og private sammensværgelsesforestillinger.

Den er i høj grad ahistorisk og dertil spækket med uklare begreber som ”befolkningen i området”, ”palæstinensernes eget land”, ”landet” og ”det ny imperium”. En hovedskurk i hans fortælling er ”kristen zionisme”. Man kunne omvendt betegne Müllers fortælling som kristen anti-zionisme - det vil sige en fornægtelse af den jødiske nations ret til eget land i ”området”.

Som jeg læser Müller, udfører han som teolog en form for dobbelt delegitimering af den jødiske nations ret til eksistens i Israel. Første argument lyder, at Det Gamle Testamente (GT) ikke giver jøderne skøde på ”Palæstina”. GT er nemlig noget, jøderne selv har fundet på. Andet argument påberåber sig Det Ny Testamente og går ud på, at jøderne som et folk med en særstilling over for Gud ”simpelthen skrives ud af historien” af det kristne evangelium. Men er det ikke også noget, nogen har fundet på?

Et hovedtema i kronikken er begreberne ”befolkningen i området” og ”palæstinensernes eget land”. Befolkningen (hvilken?) har angiveligt været ”den konstante faktor”, og ifølge Müller blev staten Israel skabt i kraft af en blodig uret mod denne befolkning, der for store deles vedkommende blev fordrevet gennem ”massakrer og etnisk udrensning”.

Hvis vi skal tale om den historisk set stærkt vekslende befolkning i det område, der i dag udgøres af staten Israel og Vestbredden, har der været en jødisk befolkning dér konstant i omkring tre tusinde år. Men ellers er der ikke nogen konstant befolkningsfaktor, tværtimod.

Efter jødernes fordrivelse i forbindelse med den romerske besættelse blev hele Mellemøsten i de følgende århundreder kristnet. Nogle af de ældste kristne menigheder i området bliver i disse måneder fordrevet og massakreret af muslimske fanatikere. På Vestbredden chikaneres kristne og forlader derfor i stort tal området. Men det synes ikke at anfægte Mogens Müller og mange andre kristne.

Derpå blev det kristne Mellemøsten/Nordafrika inklusive det, der engang hed Det Hellige Land, erobret og besat af hellige krigere inspirerede af Muhammeds ambition om at udbrede islam til hele verden. Det betød dhimmisering af kristne og jøder samt indvandring af muslimer.

Da de tyrkiske osmanner derpå erobrede og beherskede området indtil Første Verdenskrig, foregik der også muslimsk indvandring fra omliggende arabisk-muslimske områder. Under briternes forvaltning af Palæstinamandatet under Folkeforbundet efter Første Verdenskrig skete der en betydelig indvandring - ikke blot af jøder, men også af muslimske arabere fra omliggende lande. Årsagen var den kraftige økonomiske udvikling, der fandt sted, ikke mindst i kraft af driftige jødiske indvandrere. Palæstina-mandatet omfattede i øvrigt det nuværende Israel, Vestbredden og Transjordan, men det sidste blev hurtigt udskilt og gjort til et selvstændigt land under en arabisk hersker.

AF MÜLLERS FORTEGNEDE fortælling kunne man få det indtryk, at jøderne straks iværksatte blodige massakrer og etnisk rensning af ”området”, da FN's plan om en tostatsløsning trådte i kraft i 1948. Vi får intet at vide om, at jøderne uden forbehold accepterede tostatsløsningen med de småområder, der skulle udgøre den jødiske stat, og hvor størsteparten bestod af Negev-ørkenen. Ikke et ord om, at de arabiske stater afviste tostatsløsningen og øjeblikkeligt overfaldt den ny jødiske stat, der fra dag ét måtte forsvare sig mod Egyptens, Jordans, Syriens og Iraks kombinerede angreb.

Heller ikke en stavelse om, at de arabiske stater - da det ikke lykkedes at kaste jøderne i havet - besatte samtlige de områder, der skulle have udgjort den ny arabiske stat. Intet om, at araberne i Gaza og på Vestbredden inklusive Øst-Jerusalem i alle årene derefter med hård hånd blev holdt nede af Egypten og Jordan. Eller at jødiske kirkegårde og synagoger i Jerusalem blev skændet, og at jøderne ene af alle blev forment adgang til deres hellige steder. Heller intet om, at arabiske flygtninge af de arabiske stater blev og bliver behandlet som tredjeklasses mennesker uden rettigheder.

Alt dette tog kristne anti-zionister helt roligt. Ingen forargelse, ingen protester fra den side. Først i det øjeblik, da jøderne kom ind i billedet som besættelsesmagt efter Seksdageskrigen i 1967, kom ophidselsen til udbrud. Denne krig var i øvrigt Israels forsvarskrig nummer to efter et fornyet forsøg fra arabiske stater på at likvidere den jødiske stat.

Mogens Müller glemmer ligeledes at fortælle, at 850.000 jøder blev fordrevet fra arabiske stater, og at den jødiske stat modtog og selv integrerede dem alle sammen. Derfor findes der ikke i dag jødiske flygtninge. De arabiske flygtninge og deres efterkommere har derimod på 66. år flygtningestatus og underholdes af ”verdenssamfundet” - altså især USA og europæiske stater. Ingen andre af verdens mange flygtninge har haft et helt særligt FN-organ - UNWRA - til at sørge for boliger, sundhedsvæsen, uddannelse og alt andet.

DE ARABISKE FLYGTNINGE, der opstod som følge af de arabiske staters overfald på den jødiske stat 1948-1949, er i øvrigt et af de mindre flygtningeproblemer i lyset af, hvad der i øvrigt har været af flygtninge som følge af krig, fordrivelse og etnisk udrensning i det 20. århundrede.

Millioner af armeniere, grækere, tatarer, tyskere, indere, pakistanere, tibetanere, afrikanere af mange slags, jøder, kurdere og arabere fra arabiske stater har været eller er i disse år på flugt. Lige nu er millioner af arabiske muslimer på flugt i Syrien og Irak, hvor massemyrderier begået af muslimer mod andre muslimer plus kurdere, kristne og andre har kostet 80.000 mennesker livet.

Men det eneste flygtningeproblem, der har særstatus og i den grad optager anti-zionister, er flygtningene og deres efterkommere fra de områder, der skulle have udgjort en ny arabisk stat i 1948. Når dette problem ikke for længst er løst, skyldes det, at de arabiske stater aktivt har modarbejdet deres integrering for at kunne bruge flygtningene i deres kamp mod Israel.

TIL MOGENS MÜLLERS helt private forestillinger hører, at ”det ny imperium” - det vil sige miniputstaten Israel - siden 1948 har ønsket en total etnisk udrensning af arabere for at skabe en jødisk religiøs stat. De snu jøder har blot skjult dette politiske mål af hensyn til verdensopinionen. Det er Müller ganske overbevist om, det vil sige, det er noget, han tror. Jøderne har også ifølge Müller bevidst udviklet en ”holocaustindustri” for at fastholde billedet af sig selv som et forfulgt folk.

Men er det da ikke rigtigt, at jøderne gennem historien har været forfulgt, og at det kulminerede med den tyske nazisme og deres villige kristne hjælperes forsøg på ”Endlösung”? Og vil han virkelig have os til at tro, at ateisten Ben Gurion og de politiske flertalskræfter, han repræsenterede, i virkeligheden ønskede en religiøs stat?

Den jødiske befolkning i Palæstina-mandatet accepterede som nævnt fra begyndelsen en tostatsløsning, mens de arabiske stater forkastede den. Der har siden været forhandlet om en tostatsløsning i årevis ad flere omgange. Hver gang er det endt med arabisk forkastelse. Hvordan skal i det hele taget en aftale om to stater komme i stand, når de palæstinensiske organisationer, Hamas åbent og Fatah indirekte, erklærer, at målet er at knuse den jødiske stat og iværksatte etnisk udrensning af jøder fra området?

I Mogens Müllers verden er det hele meget enkelt: Forbryderne er jøderne, ofrene er uskyldsrene palæstinensere. Den palæstinensiske terror, som oftest går ud over civile, er ”berettiget”. Denne terror er ikke terror, men ”modstandskamp”. Israels svar på denne terror er derimod ”myrderier”.

Om Müllers anti-zionisme er udtryk for anti-semitisme, er en smags- eller definitionssag. Men det er bemærkelsesværdigt, at jøders handlinger i den grad ophidser ham, at jøder beskrives som listige forbrydere, og at arabere fremstilles som uskyldige ofre - med overspringelse af afgørende fakta.

Bent Jensen er historiker og professor emeritus