Er ”Lille Sorte Sambo” en frigørelsesmyte eller racisme?

I min optik går svenskerne ofte for langt i deres iver efter at være såkaldt politisk korrekte på både det racistiske og sexistiske område. Det er diskussionen om negerkongen i Pippi Langstrømpe et vidnesbyrd om. Men hvorfor bruge ordet ”neger”, når man er blevet opmærksom på, at det sårer nogle, spørger dagens kronikør

Hvorfor bruge ordet ”neger”, når man er blevet opmærksom på, at det sårer nogle, spørger tidligere kirkeministerJohannes Lebech. Arkivfoto.
Hvorfor bruge ordet ”neger”, når man er blevet opmærksom på, at det sårer nogle, spørger tidligere kirkeministerJohannes Lebech. Arkivfoto. .

Under oprydning fandt jeg Helen Bannermans børnebog ”Lille Sorte Sambo” i en udgave fra 1948. Bogen blev skrevet i 1899, da Bannerman var i Indien.

Historien handler om en lille sort dreng, Sambo, formodentlig tamiler. Han får af sin mor en fin rød trøje, blå bukser, lilla sko og en grøn paraply. Da han går tur i junglen, møder han på skift fire tigre, som alle truer med at æde ham. Han undgår at blive ædt ved at give dem sine fine nye gaver.

Det ender med, at de fire tigre kommer i kamp om, hvem der er fornemst. Sambo får fat i sit tøj igen, og tigrene kæmper så vildt, at de bliver til tigersmør. Moderen, Sorte Mumbo, bruger tigersmørret til at lave pandekager, og Lille Sorte Sambo spiser 169.

Fortællingen appellerer med sin enkelhed til børn og er blevet læst op for børn i mere end 100 år med stor succes.

Umiddelbart er det svært at afvise, at dens fremstilling af sorte mennesker ikke har en vis grad af stereotyp og nedsættende fremstilling af mørkhudede mennesker. Historiens absurde indhold taler dog også for, at den ikke skal læses som realisme, på samme måde som Pippi ikke skal, og derfor på en måde falder lidt uden for den kritik.

Den kan dog også læses på en helt anden måde. Da min kone og jeg studerede dansk på Aarhus Universitet i 1970'erne, deltog min kone i et emnekursus om børnelitteratur. Danske børnebøger blev gennemanalyseret både med gode marxistiske og feministiske synsvinkler, som det var almindeligt dengang.

Jeg gik ikke på det hold, men fulgte godt med. En gang imellem følte vi begge, at fortolkningerne af børnelitteraturen gik lige rigelig vidt og blev overfortolket både marxistisk og feministisk.

Jeg fik så idéen til en polemisk alternativ tolkning af ”Lille Sorte Sambo”. Jeg valgte at læse hele historien som en symbolsk myte om imperialismens overgreb over for Den Tredje Verden. Men også som en myte om den Den Tredje Verdens vellykkede emancipation.

Lille Sorte Sambo skal således forstås som repræsentant for Den Tredje Verden. Han tilpasser sig i et vist omfang koloniherrernes kultur i form af tøj, sko og paraply. Men de imperialistiske magter, symboliseret ved tigrene, frarøver ham alt. De kan imidlertid ikke enes om, hvem der skal dominere Den Tredje Verden, kommer i kamp og ødelægger hinanden. Her med en reference til Lenins forudsigelse om den store imperialistiske krig. Lille Sorte Sambo udnytter den kamp til sin emancipation og kan sammen med sin familie nyde friheden og overskuddet i form af de 169 pandekager.

Min kone tog fortolkningen med til undervisningen. Jeg husker ikke, hvordan den blev modtaget. Den blev næppe modtaget i den humoristiske ånd, den var skrevet i. Humor var sjældent en kvalitet, som gennemsyrede datidens politiske korrekthed på universitet.

Jeg kom til at tænke på den gamle historie i forbindelse med den nuværende diskussion om politisk korrekthed. Er Cirkel Kaffe-pigen udtryk for racisme, må man bruge ordet neger, og skal vi redigere negerkongen bort i Pippi Langstrømpe?

Nej, Cirkel Kaffes logo er ikke racistisk. Højst sexistisk. Den viser en smuk profil af en formodentlig afrikansk kvinde til at ”identificere” kaffe! Tegnet flot af Sikker Hansen, hvilket også gælder de to bedårende børn, der i årtier har været logo for Davre-gryn.

Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på historiske stereotyper, som kan være krænkende. Jeg deler helt klart den opfattelse, at vi som tidligere kolonilande skal erkende mørke detaljer i vor historie. Men det er ikke helt galt lige at tage den sunde fornuft med.

Når det kan være en god idé at huske min polemiske fortolkning af ”Lille Sorte Sambo”, er det, fordi hele denne diskussion om vores opfattelse af verden er meget kompleks. Verden kan fortolkes -og bliver fortolket - forskelligt. Kulturelle forestillinger er meget komplicerede, og der er al grund til at mobilisere tolerance og forståelse, men også humor og sund fornuft, når vi kulturelt skal omgås hinanden. Og det skal vi nu på en helt anden måde, end vi skulle, da Bannerman skrev sin fine enkle historie om den succesfyldte Jumbo- Mumbo- og Sambofamilie.

Man skal også være opmærksom på, at der bag hele diskussionen om politisk korrekthed er vidt forskellige dagsordener og en del hykleri. For nogle uger siden blev provokunstneren Dan Park overfaldet i København.

Selv hævder han, at det var et politisk motiveret overfald af antifascistiske kræfter. Det overfald er selvfølgelig helt uantageligt. Det var også, hvad Per Clausen fra Enhedslisten sagde i en kommentar, men han tilføjede, at han i øvrigt fandt, at Dan Park var en nar. Det bebrejdede Pia Kjærsgaard Per Clausen.

Man kan næppe sige, at Pia Kjærsgaard normalt holder sig tilbage, når hun udtaler sig om andre. Hun og hendes partifæller er ofte meget opsatte på retten til at sige alt. De har næsten krampagtigt taget denne kunstner til sig i deres kamp mod det, de føler er politisk korrekthed. Per Clausens timing var kluntet, men strengt taget legitimerede han jo ikke volden, blot fordi han var kritisk over for offeret!

Det er interessant at se, i hvor høj grad Sverige inddrages i diskussionen. I min optik går svenskerne ofte for langt i deres iver efter at være såkaldt politisk korrekte på både det racistiske og sexistiske område.

Jeg vil ikke redigere i Pippi Lang-strømpe fra 1945. Skulle vores børn undre sig over, at Pippis far er negerkonge, kan det vel forklares historisk. Hvordan i øvrigt forklare alle elementer i ”Folk og røvere i Kardemommeby”, en anden nordisk børneklassiker, som jeg med stor glæde læser højt for børnebørnene?

Og i legetøjskataloger behøver drengene ikke lege med papillotter, men det er da ok! Jeg vælger at tage det humoristisk, som man ofte vælger at gøre, når gode venner går lidt for vidt efter ens egen mening.

Jeg må dog spørge, om der ikke bag hele dette forsøg på at håne svenskerne ligger en dagsorden, der strengt taget ikke handler om ytringsfrihed og tekster. Det handler nærmere om en dansk irritation og frustration over en helt anden svensk konsensus om, hvordan man forholder sig til fremmede.

I Sverige ser vi et stort toneangivende flertal af svenske politikere kæmpe for at fastholde en god tone over for fremmede og holde fast i en svensk humanistisk tradition. I modsætning til i Danmark, hvor et flertal af politikere i forskellig grad forsøger at overgå hinanden i stramninger og betænkeligheder ved indvandrere.

Den diskussion, der har været på det sidste i medier og sociale medier om politisk korrekthed, er lidt for ophedet. I min opfattelse handler det om, at man opfører sig fornuftigt og hensynsfuldt.

Hvorfor bruge ordet ”neger”, når man er blevet opmærksom på, at det sårer nogle? Jeg kan have mange kritiske holdninger over for elementer i religionen islam og ikke mindst, hvordan den praktiseres. Dem vil jeg have lov til at fremføre. Men jeg har da ikke behov for at udstille religionens profet på en uheldig måde.

Jeg ved, det vil være sårende. Og jeg ved også, at hvis jeg starter dialogen med sårende udsagn, så dør den dialog mellem religionerne, som er essentiel for forståelsen af og det nødvendige samliv mellem udøverne af religionerne.

Når det er sagt, må man omvendt også forvente, at man ser historiske tekster i deres rette sammenhæng og ikke overfortolker alle formuleringer, men mobiliserer tolerance, selvironi og humor.

Den offentlige diskussion må godt være skarp og levende, men lidt mådehold og respekt for andres holdninger er på sin plads. Lidt humor og sund fornuft ville såmænd også ofte have en gunstig virkning!

Johannes Lebech er tidligere kirkeminister folketingskandidat i Holstebro (R), cand.mag og tidligere lektor.