Prøv avisen
Kronik

At ”mennesket er ondt” bygger på en misforståelse

Den politiske tænker Hannah Arendt (tv) benyttede første gang udtrykket "ondskabens banalitet" i rapporten, hun skrev for The New Yorker om retssagen imod den tyske SS-officer Adolf Eichmann (th) 1961. Kernen i udtrykket er, understregede hun, at de allerfleste onde handlinger begås af ren og skær tankeløshed; deraf ordet banalitet.

Sigri M. Gaïni, cand.pæd. i filosofi

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Filosoffen Hannah Arendts berømte udtryk om ondskabens banalitet bliver ofte fejlagtigt udlagt, som om ondskaben ligger latent i os alle. Sådan er det ikke, men pointen er, at de allerfleste onde handlinger begås af ren og skær tankeløshed

DET LADER TIL, at det er blevet moderne at kalde mennesket ondt igen, og den politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) bliver til stadighed citeret for sit berømte udtryk ”ondskabens banalitet”. Udtrykket er nok et af historiens mest misforståede og skabte allerede stort røre, dengang Arendt for første gang benyttede det, i rapporten, hun skrev for The New Yorker om retssagen imod den tyske SS-officer Adolf Eichmann i 1961.

Det var især iblandt de amerikanske jøder, at udtrykket skabte forargelse, da de tolkede det som en bagatellisering af de grusomme hændelser, der var foregået under Anden Verdenskrig. At Arendt selv var jøde, om end af en sekulariseret familie, gjorde ikke situationen bedre.

Arendt kunne med det samme forklare, at udtrykket var blevet misforstået, og 12 år senere behandlede hun det grundigere i værket ”The Life of the Mind”. Kernen i udtrykket er, understregede hun, at de allerfleste onde handlinger begås af ren og skær tankeløshed; deraf ordet banalitet.

Den banale ondskab unddrager sig ethvert ansvar, og menneskene bag den står ikke ved deres egne handlinger. De bilder sig måske ind, at de ikke tager et aktivt valg, men er nødt til at følge en logisk nødvendighed som en underordnet, en samarbejdspartner eller blot en borger.

At lægge ansvaret for sine handlinger over på en overordnet og derved retfærdiggøre sin manglende brug af samvittighed og personlig forpligtelse er således, hvad den banale ondskab står for. Den er banal, da den hverken udspringer af overbevisninger, idéer eller ideologier, der trods alt til enhver tid kan blive mødt af modspil og udfordringer i form af argumenter og filantropiske menneskesyn og så videre.

Når den banale ondskab således ikke læner sig op ad egne overbevisninger, er den upåvirkelig over for argumenter. Dette spejler en tankeløshed og ligegyldighed, ja, ligefrem en selvtilstrækkelighed, der ikke har andet mål end sin egen selvopretholdelse.

DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE ved Arendts observationer er, at de på mange måder står i modsætning til den gængse opfattelse af ondskab. Den udspekuleret onde, der planlægger og udfører onde handlinger, bliver normalt set på som den værst tænkelige forbryder, imens medløberne, der har ladet sig lokke, bliver set på som svage ofre, der ikke er klar over, hvad de går med til, men blot har ladet sig forføre af den stærkere part.

Men denne udbredte opfattelse er bagvendt ifølge Arendt. I og med at medløberne fraskriver sig ansvaret for sine egne handlinger samt for konsekvenserne, der måtte følge af deres manglende protester og modspil, så er deres roller i grunden farligere end initiativtagernes.

Gør man ikke brug af sine grundlæggende menneskelige egenskaber såsom tankefrihed, samvittighed, ansvarsfølelse og empati, så har man allerede gjort sig til medansvarlig i situationer, hvor overgreb og forbrydelser finder sted, og man, frivilligt eller ufrivilligt, er blevet involveret i disse.

Når Arendts udtryk bliver brugt i debatten om menneskets eventuelle iboende ondskab, bliver det ofte fejlagtigt tolket som, at den banale ondskab ligger latent i os alle. Men dette er en forsimplet og generaliserende fortolkning.

Det vil være forkert at kalde mennesker, der rent faktisk gør brug af deres dømmekraft, samvittighed og menneskelighed, for nogle, som blot tilfældigvis ikke at har ladet sig forføre af andres morderiske ideologier. Og der vil altid være mennesker, der vælger at handle efter deres egen overbevisning, koste hvad det koste vil, selv under de værst tænkelige totalitære regimer.

Arendt har naturligvis ret i sine konklusioner om, at jo mere totalitært et samfund styres, jo mindre selvstændig tænkning vil der være iblandt borgerne, og jo mere banal ondskab vil der af samme årsag blive udført. Men skønt dette er et faktum, så er det ikke ensbetydende med, at hun påstår, at alle mennesker kan og vil udføre onde handlinger under bestemte omstændigheder.

Den udbredte forestilling om, at ”mennesket er ondt”, har således ikke hold i en sandhed – men bygger på misforståede udtryk, forældede undersøgelser, der siden er blevet tilbagevist og – vor tids største faldgrube – statistikker.

Der er noget foruroligende ved vor tids brug af statistikker, da de får os til at se på gennemsnitligheder som værende sandheder og derved får os til at udelade at kigge på alt, hvad der falder uden for disse. Det er på en måde absurd, da gennemsnitligheden i mange tilfælde ligger længere væk fra sandheden, end yderlighederne gør. Alligevel bliver statistikkerne i mange tilfælde brugt ukritisk, således også i forhold til at kalde mennesket for ondt.

VI VED, at der til alle tider har været mennesker, der er gået imod strømmen og har fulgt deres samvittighed ved at kæmpe imod menneskefjendtlighed og misantropi. Viden om, at ikke alle mennesker parerer ordre, uanset hvor totalitært et regime, de lever under, er nok til at konkludere, at ikke alle vil udføre banal ondskab uanset omstændighederne.

Der kan således også sættes et kraftigt spørgsmålstegn ved undskyldningerne, der tit bliver brugt i forhold til forklaringer på menneskers onde handlinger, så som at de har været under indflydelse af samfundet eller tidsånden.

Disse undskyldninger negligerer netop menneskerne, der trods de samme omstændigheder har formået at bruge deres kritiske røst og følge deres samvittighed. Når man påstår, at alle mennesker er latent onde, lægger man således et slør over dele af sandheden og gør sig skyldig i en trang til at forsimple mennesket og dets kompleksitet.

Det er klart, at dette ikke betyder, at man skal se bort fra, hvad autoritet og indoktrinering kan gøre ved rigtig mange mennesker. Derfor er det så vigtigt kontinuerligt at prioritere demokratiets principper alle vegne i samfundet – dog især i skolerne, som det også fremgår af paragraf 1 i loven om folkeskolens formål: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

ARISTOTELES’ GAMLE DYDSETIK kan være en af flere metoder til at fremelske egenskaber, der værner om disse umistelige værdier. Dydsetikken går kort fortalt ud på at udvikle børn og unges dyder, såsom selvstændig tænkning, tålmodighed, tolerance og så videre i en sådan grad, at dyderne ender med at sidde på rygraden, og de unge derefter i livets mangfoldige udfordringer og situationer naturligt vil handle efter dem.

Dette kræver et vedvarende arbejde med irettesættelser og indgriben i en stor del af børnenes hverdag, hvilket nok står i kontrast til det meste af samtidens pædagogik, hvor børn bliver overladt til at løse mange af deres udfordringer og konflikter på egen hånd.

Det pædagogiske paradoks kommer i denne sammenhæng endnu en gang til sin ret: For at børn skal blive til selvstændige voksne individer, der gør brug af deres kritiske sans og tankefrihed, må de styres i den rigtige retning af de voksne omkring dem.

For hvad er uddannelse og dannelse, om ikke nænsom styring imod og oplysning om menneskets adgang til tankefrihed og ansvar? Eller sagt med den tyske filosof Immanuel Kants berømte ord: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed!.”

Gør man ikke brug af sine grundlæggende menneskelige egenskaber såsom tankefrihed, samvittighed, ansvarsfølelse og empati, så har man allerede gjort sig til medansvarlig i situationer, hvor overgreb og forbrydelser finder sted

Sigri M. Gaïni, cand.pæd. i filosofi