DEN ENGELSKE FORFATTER Edward St Aubyn er interesseret i mystik. I en artikel fra The Independent i 2008 skriver han, at han ”var interesseret i grænsen mellem det mystiske og det bedrageriske, mellem det absurde og det generelt frigørende og afslørende”.
Edward St Aubyn har en tung bagage med sig fra en barndom præget af faderens seksuelle overgreb. Hans mor fortrængte ifølge St Aubyn mishandlingen af sønnen ved at engagere sig i forskellige former for spirituel praksis. Han har således haft en erfaring med den navlebeskuende virkelighedsflugt, debattører som Svend Brinkmann og Ole Thyssen fremhæver som karakteristiske for tidens fokus på især østlige krops- og meditationsteknikker som yoga og mindfulness. Disse teknikker har rødder i østens religiøse mystik. På trods af sine negative erfaringer, har Edward St Aubyn alligevel noget godt at sige om mystik. Hvorfor mon?
Mit bud er, at spørgsmålet kan besvares, hvis man skelner mellem de forskellige tilgange til de store verdensreligioners mystiske arv. Mystik findes over hele verden og vedrører menneskers grænseoverskridende højdepunktsoplevelser af en åndelig dimension hinsides tid og rum. Mystikerne i de store verdensreligioner begav sig ud på en sådan åndelig dannelsesrejse. Kristendom, islam og buddhisme er inspirerede af beretningerne om deres grundlæggeres rejse.
Oplevelserne kan opstå spontant, som det skete for journalisten Charlotte Rørth, men er oftest understøttet af en vejleder og af spirituelle redskaber som bøn, meditation eller yoga. Fordi oplevelsen er radikal og ændrer personens liv og ofte er ledsaget af en krævende daglig praksis, er der tale om en åndelig dannelsesrejse, der kan betegnes som den smalle vej.
Oplevelsen i sig selv integrerer forskellige dimensioner. Der kan opstå visioner og en ændret tids-og rumfornemmelse. Der rapporteres – uden videnskabelige beviser – om levitation, at man kan sætte sig ud over tyngdekraften, og bilokation, at man kan være to steder på samme tid, en kompetence Hermione har udviklet i Harry Potter-filmene. Følelsesmæssigt kan der opstå stor glæde og grænseløs kærlighed. Oplevelsen har imidlertid ikke kun fysiske og følelsesmæssige aspekter, men også erkendelsesmæssige og etiske dimensioner. Disse er ofte blevet underbelyst til fordel for de fysiske og følelsesmæssige, som kan stimulere nysgerrighed, ønsker om en tur i mystikkens tivoli og længsel efter følelsesmæssigt velvære.
EN AF MYSTIKKENS STORE GAVER er dens frihedsbudskab, som hænger sammen med den erkendelse, der følger af, at mystikeren oplever sig som borger i to verdener på samme tid, den forgængelige og den evige.
Konsekvensen er, at identitetsoplevelsen udvides. Det bliver muligt at håndtere og se det frugtbare i paradokser. Ud fra en sådan erkendelse har man et køn, men er ikke identificeret med det. Det samme gælder ens kultur eller religion.
Man er, som den islamiske sufi-mystiker Rumi udtrykker det ”ikke kristen eller jøde eller muslim, ikke hindu, buddhist, sufi eller zen”. Luthers beskrivelse af mennesket som både retfærdig og synder rummer en indsigt i menneskelivets dobbelthed. Den samme forening af modsætninger findes hos grundlæggeren af jesuiterordenen Ignatius af Loyola, der fandt Gud i alle ting.
Edward St Aubyns karakter Crystal i romanen ”On the Edge” oplever en lignende grænseudvidelse, som bevirker, at alt rummes, også stanken fra en død ræv i vejkanten. En fornemmelse af frihed og en værdsættelse af livet med alle dets modsætninger udtrykkes hermed.
Mange mystikere føler ofte en etisk forpligtelse til at tjene deres medmennesker som resultat af denne grænseudvidelse. Vejen indad og vejen udad hører dermed sammen. Vejen tilbage til samfundet er ikke nødvendigvis let, og mange mystikere er blevet mødt med stor skepsis, dømt for kætteri og er blevet slået ihjel.
FOR MANGE MENNESKER I VESTEN i dag opleves mystikken som frigørende, fordi den er baseret på erfaring og ikke på religiøse dogmer, som mange mennesker oplever som forældede. Den kan også virke frigørende, fordi den skelner mellem menneskets frihed og de narrativer, som vi konstruerer om kønsroller, seksualitet, politik og religion.
Som religionslærer har jeg især oplevet, at nogle indvandrerunge sætter pris på mystikken. Indvandrerunge skal forhandle den kultur, de møder i hjemmet, med en anden, som hersker i samfundet. Her kan mystikken give dem en platform, hvor de kan opleve sig fri af deres religion uden at forkaste den, fordi de kan fordybe sig i dens mystiske tradition.
Religionerne udspringer af patriarkalske samfund, hvor kvinden er underlagt manden. Imidlertid afspejler det mystiske element i religionerne også en lighedsdiskurs, hvor både mænd og kvinder kan forene sig med Gud, Allah eller blive oplyst som i buddhismen. Mystikken kan således virke som en frigørende kraft, hvilket imamen Sherin Khankan understreger. Det var således sufismen, den mystiske retning inden for islam, der inspirerede hende til at oprette den første moské for kvinder i Danmark.
MENNESKER, DER BEGIVER SIG ud på den smalle vej, er imidlertid ikke sikret en uproblematisk rejse. Importen af østlig spiritualitet har ikke alene bidraget med ekspertviden om meditation og yoga, men også med en præmoderne, patriarkalsk rettighedskultur, hvor kvinder bliver misbrugt og lader sig misbruge på grund af en usund idealisering af mesteren og en deponering af deres selvbestemmelse og kritiske sans.
Nogle mestre eller guruer kræver lydighed af deres elever ud fra idéen om ”crazy wisdom”, hvor en elev skal udføre meningsløse og ydmygende handlinger for at nedbryde sit ego.
I den katolske kirke rapporteres der om præsters misbrug af nonner. Regulære charlataner, der begår økonomisk kriminalitet og har fokus på at forvandle elevernes bankkonto snarere end deres sind, findes også.
Den spirituelle ”teknologi” kan hentes ud af den religiøse kontekst og bruges som redskab til at forbedre livskvalitet. Her er der tale om den brede vej. Denne vej kan undertrykke problemer, men også løse dem. Den følelsesmæssige velvære, som kan opstå, mens man mediterer eller laver sine yogaøvelser, kan vælges på bekostning af besværlige relationer til andre mennesker og dermed understøtte et narcissistisk verdensbilede og fungere som en pille mod livsangst.
Der er i modsætning hertil mennesker, som har fået øjnene op for, at de spirituelle metoder er gode redskaber. Hvis man lærer at styre sindet, kan man optimere præstationer, modvirke stress og forbedre ens relationer til andre uden brug af kemi. Dette er frisættende. Faren er, at spiritualitet kan blive noget, som Karl Marx (1818-1845) ville kunne nikke genkendende til, nemlig en ny variation af religion som opium. Urimelige vilkår ændres ikke, fordi man lærer at udholde dem.
Arven fra mystikken kan således forvaltes på mange forskellige måder. Der er efter min opfattelse tale om en værdifuld arv, som bidrager med meget godt for den enkelte, for samfundet og for verden. Mystikken udtrykker en vis-domstradition, hvis indsigter går på tværs af religioner og kulturer. Den taler til menneskers længsel efter åndelig forløsning og kærlighed. Fordi denne længsel også åbner porten til en dyb sårbarhed, er det imidlertid klogt at være på vagt over for ”falske profeter” og have godt styr på sin fornuft og pengepung.