Prøv avisen

113 forældre: Odense Kommune tager sig ikke af vores handicappede børns behov

Vi er en gruppe forældre, der på nuværende tidspunkt tæller 113 personer. Fælles for os alle er, at vi er bosiddende i Odense Kommune, og vi er forældre til et handicappet barn, skriver Carina Andersen: Vi oplever gentagne lovbrud, løftebrud, dårlig forvaltningsskikog manipulation fra Odense Kommunes side. Foto: vectorfusionart - Fotolia

Det er en stor sorg at få et handicappet barn. Sorgen forsvinder aldrig. Bekymringerne for det sårbare barn forsvinder heller aldrig. Men helt uventet er den største kilde til bekymring for en gruppe forældre blevet ”samarbejdet” med Odense Kommune

Kronik: Vi er en gruppe forældre, der på nuværende tidspunkt tæller 113 personer.

Fælles for os alle er, at vi er bosiddende i Odense Kommune, og vi er forældre til et handicappet barn.

Det er en stor sorg at få et handicappet barn. Sorgen forsvinder aldrig. Bekymringerne for det sårbare barn forsvinder heller aldrig. Men heldigvis bor vi i Danmark, som i teorien har et fantastisk velfærdssystem, især i form af Serviceloven.

Intentionen med Serviceloven er blandt andet at sikre, at mennesker med handicap kan leve på lige fod med mennesker, der ikke har et handicap. Serviceloven sikrer, at vi kan blive kompenseret for størstedelen af de udgifter, vi har i forhold til vores børns handicap - hverken mere eller mindre.

Vi er så privilegerede, at der findes en hel afdeling i Odense Kommune, der hedder ”Børne- og Ungerådgivning Handicap”, og den eksisterer alene af den grund, at Odense Kommune ud fra Serviceloven skal hjælpe familier med handicappede børn.

Hvert barn har sin egen sagsbehandler, som skal bistå os i at få den rette hjælp. Sagsbehandlerne er uddannede, så de kan hjælpe os bedst muligt. Et helt fantastisk system i teorien.

På trods af de bedst mulige forudsætninger får kun de færreste af os den hjælp, som vi har så hårdt brug for.

Vi oplever i stedet gentagne lovbrud, løftebrud, dårlig forvaltningsskikog manipulation fra Odense Kommunes side.

Vores børn har efterhånden ingen retssikkerhed længere.

Den konkrete og individuelle vurdering eksisterer ikke længere i sagsbehandlingen vedrørende barnets og familiens behov. I stedet er sagsbehandlingen hovedsageligt styret af generelle retningslinjer, og sagerne ender stort set altid med et afslag og en tur i Ankestyrelsen. Hvordan hænger det sammen?

Følgende er typiske eksempler på vores oplevelser, og de står ikke alene:

”Min søn er 16 år og vejer kun 30 kilo. Vi har ansøgt om en trykaflastende madras, da jeg er oppe at vende ham 10-15 gange hver nat. Kørestolen skal der også kigges på, men der sker ingenting.”

”Jeg har ventet i mere end halvandet år på at få svar på min ansøgning. DUKH (Den uvildige konsulentordning på Handikapområdet) har henvendt sig flere gange og har til sidst opgivet at kontakte Odense Kommune, da kommunen ikke svarer DUKH på deres henvendelser.”

”Vi har ansøgt Odense Kommune om en nødvendig behandling af vores datters syn. Kommunen har bevidst syltet sagen i over tre år. Og nu afviser de at dække behandlingen, fordi de påstår, at hun i mellemtiden er blevet for gammel (hvilket hun ikke er).”

”Kommunen overholder ikke reglerne om aktindsigt, der er ifølge Forvaltningsloven en frist på syv hverdage. Trods adskillige rykkere tog det kommunen mere end et halvt år at imødekomme min ansøgning, uden at jeg har fået en begrundelse herfor.”

”Odense Kommune giver afslag på behandlingen af min datter, og af en eller anden grund beslutter Odense Kommune så samtidig, at min datter med diagnosen infantil autisme ikke længere er handicappet og derfor ikke længere hører til i Handicapafsnittet.”

”Vores personlige rådgiver og jurist påpegede, at hun ikke længere kunne hjælpe os, når det gjaldt Odense Kommune. Hun sagde, at vi lige så godt kunne spare vores penge, da Odense Kommune er fuldstændig ligeglad med lovgivningen.”

”Vores sagsbehandler spørger os: 'Kan jeres treårige barn transportere sig selv i specialbørnehave?'.”

”Der er ingen retssikkerhed. Afgørelser er fyldt med fejl, og der er ikke mulighed for partshøring, inden de bliver eksekveret. De sager, Odense Kommune sender til Ankestyrelsen, indeholder ikke alle sagsakter.”

”Efter det eneste personlige møde, der har været med en sagsbehandler i børneregi, modtager jeg (mor) et journalnotat, hvori der står: '

Mor udviser ikke sorg over, at datteren er alvorligt syg', og 'mor virker glad for, at datteren er syg, så mor kan gå hjemme og hente lillesøster tidligt fra institution.' Det slog mig ud at blive mødt på en så uempatisk, nedladende og krænkende måde.”

”Jeg gik personligt selv ned med stress i 2013 efter at vores datter i december 2012 havde fået en hjerneblødning. Hun kunne lige pludselig slet ingenting, og vi bad derfor kommunen om yderligere 20 timers aflastning i en afgrænset periode på tre måneder, til vi havde et overblik over, hvad fremtiden bragte. Kommunen var desværre fire måneder om at behandle sagen, og så var det ligesom for sent.”

”Min datters hjemmetræningsordning er forsøgt stoppet i over fem år af kommunen. Dette til trods for at min datter har gode 'målsætnings-resultater' og tilsynsrapporter. Advokathjælp har været nødvendig for at stoppe Odense Kommunes ulovlige handlinger vedrørende hjemmetræningsordningen.”

”Jeg er telefonisk blevet oplyst om, at kommunen har indhentet oplysninger, som jeg ikke har givet samtykke til.”

”Ankestyrelsen hjemviser sagen til kommunen til fornyet sagsbehandling. De skriver, at kommunen ikke har undersøgt tingene ordentligt, og at det er ulovligt at stoppe tabt arbejdsfortjeneste uden varsel. Efter cirka 14 måneder nægter kommunen stadig at tage Ankestyrelsens afgørelse til efterretning.”

”Gentagne gange har vi konstateret, at vores socialrådgiver ikke har overholdt vores aftaler, hendes deadlines, hendes frister ved både ansøgninger og klager.”

”Sagsbehandler beder fars kone, bonusmor til handicappet dreng i gennem 11 år, lave en underretning i stedet for at kigge på familiens behov.”

”Det er over et år siden, at Ankestyrelsen sendte sagen retur til Odense Kommune og pointerede, at vi skulle have vores hjælp tilbage. Kommunen har stadig ikke behandlet sagen, og vi står stadig helt uden hjælp.”

”Odense Kommune citerede et personligt opslag fra Facebook og brugte det som begrundelse for afslaget på vores ansøgning. De havde printet en kopi ud fra Facebook og vedlagt det i afslaget. Det må jo betyde, at de tjekker os ud på Facebook!”.

”Tre års kamp, utallige henvendelser og Ankenævnet indblandet for 'bare' at få bevilling af bleer til et handicappet barn, det er da temmelig grotesk.”

”Vi overvejer efter mødet at flytte til København, hvor forholdene for handicapfamilier virker meget bedre.”

Som vi startede med at skrive i dette brev, så er det en stor sorg at få et handicappet barn. Sorgen forsvinder aldrig. Bekymringerne for det sårbare barn forsvinder heller aldrig.

Men helt uventet bliver den største kilde til sorg og bekymring pludselig ”samarbejdet” med Odense Kommune. Pludselig bliver det en kamp for overlevelse i et system, som ikke tager udgangspunkt i lovgivningen eller medmenneskeligheden.

Et system, som bevidst mistænkeliggør os forældre i stedet for at hjælpe os. Vi får ikke den hjælp, som vi har så hårdt brug for. De af os, som råber højest, får en brøkdel af den hjælp, som vi har brug for. Andre får ingenting og går oftest psykisk ned.

Vi forældre tænker jævnligt, hvor meget kan vi klare, før vi knækker. Skal vi bare give op? Skal vi flytte til en anden kommune? Hvordan kan det være i barnets tarv? Alle børn har ret til en tryg barndom. Også børn med et handicap!

Og ligeså deres søskende. I familier som vores er der oftest søskende, som i en eller anden grad påvirkes af at have en handicappet bror eller søster, det kan ikke undgås.

Men det er ikke fair, at de også skal lide under, at forældrene bruger så megen tid på at kæmpe mod kommunen.

Hvad med den dag, vi dør? Hvem skal så kæmpe for vores børns sag? Hvad sker der så med vores børn, som er så afhængige af hjælp og støtte?

Hvor går vi hen, når Odense Kommune hverken overholder Serviceloven, Forvaltningsloven eller Retssikkerhedsloven?

Vi kan alle blive ramt af et handicap. Handicap er ikke kun noget, der sker for naboen.

Carina Andersen er repræsentant for gruppen Forældre til handicappede børn i Odense Kommune, der står bag denne kronik