I morgen udkommer antologien ”National kristendom til debat”, som drøfter forholdet mellem nation og kristendom.
Det gør den blandt andet ved at sætte spørgsmålstegn ved nationale konceptioner af den kristne tro og den kristne kirke, som tidligere været almindelige i Danmark.
I attenhundredtallet anførte biskop Martensen for eksempel, at Danmark var et kristent land, og at hele det danske folk følgelig måtte bøje sig for Guds ord.
Og da de danske soldater kæmpede ved Dannevirke i 1864, var det med en sangbog i lommen med salmer af Grundtvig, hvor det på strofer og vers hedder, at Gud står bag de danske soldater, og at Danmarks fjender er Guds fjender.
Også de store vækkelsesbevægelser så kristningen af Danmark som deres opgave og kæmpede for, at Guds lov måtte være grundlaget for det danske samfund.
Men er dette gangbart i et multikulturelt og tiltagende multireligiøst samfund som vort? Er og bør Danmark være et kristent land?
Disse spørgsmål står i centrum af en værdikamp, som udkæmpes i Danmark i disse år, hvilket i øvrigt også gør sig gældende i Norge og Sverige og mange andre lande.
På den ene side står de nationalkonservative, som ofte hævder, at Danmark er og bør være et kristent land. På den anden side står de multikulturelle og pluralisterne, som hævder, at Danmark er et kulturelt og religiøst mangfoldigt land, og at dette må anerkendes og har sin styrke.
Der findes naturligvis et væld af mellempositioner, ligesom begge positioner kan drives ud i det ekstreme. De seneste årtier har en pluralistisk sam-fundsideologi efter min vurdering vundet terræn i Norge og Sverige, mens dette ikke har fundet sted i samme grad i Danmark.
Forudsætningen for alle bidrag til ”National kristendom til debat” er, at de vestlige samfund i dag afspejler en kulturel, etisk og religiøs pluralitet. Bidragyderne er en række skandinaviske teologer, som ikke er enige om mangt og meget, men hvoraf de fleste efter min vurdering anerkender og værdsætter den pluralistiske samfundsform, og som desuden tænker den kristne tro og den kristne kirke ind i en sådan samfundsmæssig kontekst.
Her rejser spørgsmålet sig dog hurtigt, om det overhovedet giver mening at betegne de skandinaviske lande som pluralistiske, eftersom disse lande ofte er blevet betragtet som udpræget harmoniske og homogene.
Dertil er der at sige, at indvandring, individualisering og globalisering de facto har bevirket en pluralisering af de skandinaviske samfund. Dette kan således også bekræftes af empiriske undersøgelser.
Derudover er det også vigtigt at bemærke, at et samfund godt kan betegnes som pluralistisk, selvom en kultur eller en religion har en hegemonisk position i et sådant samfund. Derfor er det altså helt og aldeles rimeligt at betegne de skandinaviske samfund som pluralistiske.
Spørgsmålet er snarere, om det er lødigt og rimeligt at betegne Danmark som et kristent land, når nu en kulturel, etisk og religiøs pluralisering af de skandinaviske lande har fundet sted.
Er det ikke en krænkelse af eksempelvis danske ateister at betegne Danmark som et kristent land? Tilhører disse da landet i mindre grad end kristne? Er disse da knap så meget danske som kristne? Og betyder det, at disse i mindre grad end kristne kan bidrage til at udtrykke og har ansvar for danske værdier?
I lyset af disse spørgsmål er det efter min mening mere rimeligt at anføre, at kristendommen har spillet og spiller en væsentligt rolle for dansk kultur, og at flertallet af Danmarks befolkning betragter sig selv som kristne, end at betegne Danmark som et kristent land.
Der er brug for, at der kontinuerligt arbejdes med konceptualiseringer af den kristne kirkes identitet og relation til resten af det danske samfund. I denne sammenhæng må det eksempelvis anføres, at kirken ikke længere udgøres af alle i Danmark, men kun af nogle.
I et pluralistisk samfund legemliggør den kristne kirke således én religiøs tradition blandt andre, og den må følgelig promovere et kristent fællesskab, en kristen levevis og en kristen tilværelsesforståelse, som altså ikke deles af alle i samfundet.
Konsekvensen af dette er, at det ikke længere er en uproblematisk opgave for kirken at skabe sammenhængskraft i det danske samfund og at udtale sig på vegne af hele samfundet. Det til trods kan kirken godt have nationale anliggender såsom at kæmpe for gode og retfærdige samfundsforhold gældende for alle.
Samfundets konstante forandringer har betydning for kirkens liv og kan udfordre følelsen af tryghed og stabilitet. Der findes således også teologer og politikere, som kæmper en brav kamp mod de stærke pluraliseringskræfter for at fastholde illusionen om, at kristendommen kan udgøre fundamentet for og holde sammen på vores lille, idylliske kongerige.
Som nævnt findes der dog gode grunde til at udfordre nationale konceptioner af den kristne tro og den kristne kirke. Det ligger nemlig den kristne tro fjernt at gøre den kristne etik gældende for et helt samfund (en slags kristen sharia-lovgivning) og at arbejde for en kristen statsdannelse (en slags kristen kalifat-dannelse).
Det hører i stedet til den kristne tros natur at anerkende og respektere menneskers ret til at vælge et andet religiøst ståsted end det kristne. Dette anliggende er vigtigt, når et frit, åbent og tolerant samfund skal fastholdes, fremmes eller etableres.
Og det betyder eksempelvis, at ikke blot den danske stat, men også den kristne kirke må bidrage til at garantere et samfund, hvor samfundsborgeres trosfrihed sikres. Følgelig er det ikke kirkens opgave at kristne et samfund, men at invitere mennesker til at blive en del af den kristne tradition og dermed få del i alle de goder, som det indebærer.
Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning tilskrives udsagnet ”Hold de hellige i ro, ellers er Fanden løs.” Det er på høje tid, at danske teologer begynder at røre på sig og indleder et arbejde med ikke blot at forstå kirken på samfundsmæssige præmisser, men også med at forstå samfundet og øvrigheden på teologiske præmisser.
Derfor vil denne antologi, som altså tematiserer forholdet mellem kristen tro og national identitet, blive fulgt op af en anden antologi, der fokuserer på kirkens og statens rolle i samfundet ud fra teologiske perspektiver.
Projektet anfører, at det pluralistiske samfund er uomgængeligt, og at dette faktum rummer en unik mulighed for, at kirken kan indtage en mere troværdig rolle i det danske samfund.
Dermed udgør projektet ikke blot et bidrag til den faglige, men også den offentlige debat om kirkens rolle i danske samfund af i dag.