Jesu opstandelse er vanskelig at tro på. Fra barnsben af kender jeg budskabet om Jesu opstandelse fra de døde. Det er et smukt budskab, og fortællingerne er gribende. Men det betyder ikke, at det bliver lettere at tro på, at Jesus virkelig opstod fra de døde for godt 2000 år siden.
Problemet er ikke de historiske fortællinger. Der er ingen grund til at betvivle, at Jesus opstod fra de døde for 2000 år siden, men det er for mig langt vanskeligere at lade dette budskab have betydning i mit eget liv. Påskebudskabet betyder jo, at Jesus lever.
Som sagt: Mit problem er ikke fortællingerne i Det Nye Testamente. Ud fra en historisk betragtning er der intet til hinder for at tro på, at Jesus faktisk opstod fra de døde.
Ganske vist findes der intet øjenvidnesbyrd til Jesu opstandelse. Der var ingen, der så, at Jesus opstod fra de døde. Men der er et godt bevismateriale, for eksempel at graven var tom, og at Jesus viste sig for mange kvinder og mænd. Med i billedet hører det, at de skræmte disciple, der gemte sig bag lås og slå, blev overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde.
Jeg begriber ikke, at det enkle og klare budskab om Jesu legemlige opstandelse fra de døde skal gøres indviklet og indkapsles i uforståelige udredninger. Vi skal ikke ”naturalisere” opstandelsen. Hvis Jesus fortsat lå i sin grav, hvis ikke Jesus korporligt opstod fra de døde, havde døden været den sejrende part. Døden havde sejret, og Jesus havde tabt.
Det er ikke det budskab, vi møder i Det Nye Testamente. Budskabet om en legemlig opstandelse var dengang lige så forargeligt, som det er i dag. Men de første kristne levede med forargelsens mulighed. Det må den kristne kirke også gøre i dag. Den må leve med, at kultur‑ eliten kan synes, at budskabet ikke er stuerent og tidssvarende.
De bibelske fortællinger om Jesu legemlige opstandelse fra de døde er troværdige. Hvis fortællingerne blot var poetiske fortællinger uden hold i den konkrete virkelighed, ville det kristne evangelium blive tømt for sit indhold.
Kirken ville ikke have noget livgivende budskab at bringe, hvis Jesu lig blev liggende i en grav i Jerusalem. Når de første kristne forkyndte evangeliet, fortalte de om historiske begivenheder. Uden disse historiske begivenheder var der intet evangelium.
Alligevel er det for mig at se vanskeligt (men ikke umuligt) at tro på beretningerne om Jesu opstandelse. Det vanskelige er at tage konsekvensen af disse beretninger. For konsekvensen er jo, at Jesus lever. Fortællingerne proklamerer, at Jesus er en levende virkelighed her og nu. Jesus er til stede. Jeg må indrømme, at den side af påskebudskabet let smuldrer imellem fingene på mig. Tør jeg satse på, at netop det budskab er sandt?
Jeg er vokset op med et billede af Gud som den kontrollerende politibetjent. Jeg havde opfattelsen af, at Gud bestandigt holdt øje med mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at leve op til Guds forventninger – det gjaldt om ikke at fornærme og tirre Gud, for det kunne få ganske katastrofale konsekvenser.
Guds skulende øjne og de rynkede øjenbryn slap jeg aldrig for. Det betød også, at jeg aldrig slap af med den dårlige samvittighed. Troen fik simpelthen den dårlige samvittighed som sit kendemærke. At tro på Jesus var at have dårlig samvittighed!
Jeg regnede med, at Gud elskede mig, men han gjorde det af medlidenhed og nærmest som en undtagelse. En betinget kærlighed. En skeptisk og reserveret kærlighed. Gud var bedrøvet over mig. Jeg kunne ikke gøre Gud tilfreds.
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da jeg i august 1968 hørte nu afdøde Hans Erik Nissen prædike ved et studentermøde i Umeå i Sverige. Hans tekst var fra Lukasevangeliet kapitel 13. Jesus fortæller her om en lukket dør ind til Guds Rige, en skræmmende tanke for en, som ikke kunne slå til over for Gud.
Endnu værre var det, at de, der kom til den lukkede dør, regnede med at blive lukket ind: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader. Men ifølge beretningen svarer Jesus, at han slet ikke kender dem. Det var skræmmende. Det kunne jo udmærket være min situation – at tro sig indenfor, men faktisk være udenfor. Et katastrofalt selvbedrag.
Jeg måtte erkende, at jeg med mit nedarvede syn på Gud stod udenfor. Jeg levede ikke op til forventningerne. Jeg havde spist og drukket sammen med Jesus, og jeg havde da også været ret flittig i søndagsskolen! Men alligevel: Udenfor!
Efter en svær brydningstid blev det klart for mig, at jeg før havde skabt en gud i mit eget billede. Det gik op for mig, at Gud ikke er utilnærmelig, men tværtimod meget tilnærmelig. Gud er ikke en politibetjent. Gud er en far, min far.
Der er andet og meget mere at sige om Gud, end at Gud truer og kontrollerer. Gud elsker, og han gør det uden forbehold. Hvilken befrielse. Det var som at blive lukket ind i en helt ny verden, hvor jeg kunne ånde frit. Jeg indså, at Gud ikke elskede mig af medlidenhed. Han elskede mig uden forbehold.
Det har været en stadig kamp at bevare dette befriende billede af Gud. Man frigør sig ikke uden videre fra al det, som man har med sig fra sin barndom og ungdom. På gode dage er det ikke så vanskeligt. Men min erfaring er desværre, at jeg på onde dage med sygdom og smerter meget nemt falder tilbage til det nedarvede billede af Gud. Gud som fjern og fraværende og tavs.
I en bestemt situation med sygdom trængte det spørgsmål sig ind på mig: Er det kristne evangelium én stor illusion? Jeg havde troet på Gud som en virkelig Gud. Jeg havde prædiket, at Gud kom ind i vor verden, da han sendte sin søn, Jesus af Nazaret. Gud blev et foster, et menneske, en realitet i vor verden. Han vandrede omkring i en konkret jordisk tilværelse. Han var menneske af kød og blod. Sådan havde jeg troet, og sådan havde jeg prædiket.
Men nu måtte jeg råbe til Gud: ”Vis mig nu, at det er sandt, at du er en virkelighed.” Jeg bad ikke om de store åbenbaringer og syner, men blot om et lille tegn på, at Gud var til stede, at Gud er en virkelighed. Hvis Gud er en virkelighed, hvorfor er han det så ikke alligevel? Hvis Gud er en virkelighed, må han også være en virkelighed i min tilværelse. Eller er Gud blot en idé, en teori, en forestilling? Er det ikke Gud, men kun forestillingen om Gud, der er en realitet? Sådanne spørgsmål vred armen om på mig. Det var en svær kamp at kæmpe (se nærmere i min bog ”Efter styrtet”). Er det sandt, eller er det løgn, at Gud er en virkelighed?
Budskabet om Jesu opstandelse fra de døde kan være vanskeligt at tro på. Det kan være en kamp at holde fast i, at Jesus lever, og at Gud er en virkelighed – trods alt. Det var ikke blot troen på Jesus, der opstod; det var ikke blot ordet om ham, der opstod. Jesus selv opstod fra de døde. Påskebudskabet er provokerende.
Det provokerer min nedarvede tro på Gud som den fjerne og utilnærmelige Gud. Budskabet provokerer mig, når jeg erfarer Gud som den tavse Gud. Påskebudskabet fortæller mig, at det går an at satse på, at Jesus trods alt er en levende virkelighed.
Jeg indrømmer, at det kan være svært at tro på, og det er svært at tage konsekvensen af dette budskab i hverdagen. Men påskebudskabet lader sig ikke standse af mine erfaringer. Det råber mig ind i ørerne: Jesus lever!
Peter V. Legarth er dr.theol. og professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus