Prøv avisen
Kronik

Er religionsfrihed nu en by i Rusland?

I mandags faldt der dom i en historisk retssag, som erklærer Jehovas Vidner for en ekstremistisk organisation. Dommen betyder, at organisationens aktiviteter er suspenderet, dens bankkonti er indefrosset, og dens ejendom er blevet konfiskeret af staten

Der er væsentlige forskelle på, hvordan menneskerettigheder og religionsfrihed fortolkes på tværs af kulturer. Og i Rusland, hvor Jehovas Vidner netop er blevet forbudt, er det vigtigt at forstå, hvad forskellene indebærer.

I disse måneder finder en retssag af historisk betydning sted mod Jehovas Vidner i Rusland. Justitsministeriet indgav den 15. marts et sagsanlæg mod Jehovas Vidner til højesteret, og den 20. april erklærede retten Jehovas Vidner for en ekstremistisk organisation. Dommen betyder, at organisationens aktiviteter er suspenderet, at dens bankkonti er indefrosset, og at dens ejendom er blevet konfiskeret af staten. Jehovas Vidner tabte appelsagen i mandags, den 17. juli, og dommen er derfor endelig.

Forbuddet mod Jehovas Vidner kommer i kølvandet på en lang række sager, der har været ført mod dem i de seneste år.

Fra et menneskeretsligt synspunkt kan en forklaring på sagerne synes relativt ukompliceret: Forbuddet mod Jehovas Vidner er religiøs diskrimination, fordi den russiske forfatnings bestemmelser om retten til religionsfrihed er blevet overtrådt. Men spørgsmålet er mere kompliceret end som så.

Det positive syn på religionsfrihed, der er fremherskende i Vesten, kan ikke ukritisk overføres til en russisk kontekst. Rusland har ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men udlægningen af religionsfrihed som en universelt gyldig rettighed fortolkes anderledes i russisk religionslovgivning.

Som sagerne mod Jehovas Vidner illustrerer, forstås religionsfrihed ikke som en rettighed, alle religioner har lige ret til. En central pointe ved religionsfrihed i Rusland er derfor, at det ikke anses som værende universelt gyldigt. Det betyder i praksis, at den russiske stat i lovene anerkender retten til religionsfrihed, men også har indført begrænsninger på religiøs og social praksis, hvoraf flere passer på Jehovas Vidners aktiviteter og på andre religiøse minoriteter, der anses for kontroversielle.

For at forstå, hvorfor religiøse bevægelser som Jehovas Vidner anskues negativt i Rusland, er det nødvendigt at forstå, hvad der kendetegner religioner, der vurderes positivt.

Det er her relevant at se på Ruslands majoritetsreligion, den russisk-ortodokse kirke. Kirken har historisk set været tæt knyttet til statsmagten, og efter 1991 har den igen opnået en central plads i offentligheden og samarbejder med den ellers sekulære stat om for eksempel socialt arbejde, sygehuspræster, kapellaner med videre. Kirken har juridisk set ikke forrang frem for andre religioner, men den fremstiller sig – og anerkendes i stigende grad af staten – som Ruslands traditionelle religion.

Den ortodokse kirkes majoritetsstatus og historiske tilknytning til landet anerkendes som et argument for en privilegeret position i samfundet. Og det er netop pointen. Både fra kirkens og statens side betragtes det som væsentligt at anerkende de såkaldte traditionelle religioner, der ud over den russisk-ortodokse kirke tæller islam, buddhisme og jødedom. Lang historisk tilstedeværelse i Rusland ses således som en kvalitet i sig selv, som religiøse bevægelser med en kort historie i landet ikke er i besiddelse af.

I forhold til de traditionelle religioner, der anskues positivt, bliver religiøse minoriteter som Jehovas Vidner ofte vurderet negativt, både i dele af offentligheden, af staten og af den russisk-ortodokse kirke. Ofte omtales Jehovas Vidner i medierne som en destruktiv sekt, der kontrollerer sine medlemmer til at overskride normerne for, hvad der anses som acceptabel social og religiøs adfærd. Dette opfattes som skadeligt, ikke kun for Jehovas Vidner selv, men for samfundet generelt.

I Rusland er det særligt Jehovas Vidners pacifisme og politiske neutralitet, der bliver anset for problematisk, fordi patriotisme vægtes højt i landet. Dette synspunkt fremsættes af blandt andre Duma-medlemmet Sergej Gavrilov. Han har udtalt til avisen Izvestia, at dommen mod Jehovas Vidner sætter præcedens for at undersøge ikke-traditionelle religioner med henblik på ”at beskytte den traditionelle moral, traditionelle russiske værdier, familieinstitutionen, omsorg for næsten og kærlighed til fædrelandet”.

Det er blandt andet med henvisning til beskyttelsen af disse værdier, at sagerne mod Jehovas Vidner er blevet begrundet fra statslig side. Også den højtrangerende metropolit Hilarion har udtalt til tv-kanalen Rossia24, at den russisk-ortodokse kirke støtter forbuddet mod Jehovas Vidner med henvisning til, at Jehovas Vidner efter kirkens opfattelse er i konflikt med Ruslands moralske og religiøse værdier:

”De nedbryder psyken hos individer og ødelægger familien (...), deres doktriner indeholder en masse falsk lære.”

Pointen er, at Jehovas Vidner fra statslig og kirkelig side anses for at være en trussel mod værdier, der vægtes højt i Rusland. Dette begrunder et forbud.

Statens reaktion på bevægelser som Jehovas Vidner kommer til udtryk i lovgivning, der søger at begrænse deres religiøse aktiviteter. Jehovas Vidner er blevet forbudt med henvisning til en ekstremismelov vedtaget i 2002. Forbuddet må derfor ses i relation til en generel udvikling i de seneste år, hvor lovgivning omhandlende religiøse minoriteter er blevet skærpet.

Tydeligst ses det ved vedtagelsen af en lovpakke i 2016, som indførte kraftige restriktioner på missionsaktivitet. For Jehovas Vidner betød denne lov, at de ikke længere kunne gå fra dør til dør eller stå på gaden og uddele brochurer.

Observatører fra flere vestlige menneskerettighedsorganisationer betragter forbuddet mod Jehovas Vidner som en krænkelse af religionsfriheden. Religionsfrihed forstås af dem som en universel rettighed, der skal garantere alles mulighed for at praktisere deres religion uden begrænsninger.

Den manglende anerkendelse af dette fra russisk side kan skyldes, at man ikke fortolker religionsfrihed som en universelt gyldig rettighed, men derimod som en relativ rettighed. I ovenstående udtalelse fra Gavrilov og Hilarion, der repræsenterer staten og kirken, betragtes Jehovas Vidner som værende til fare for traditionelle russiske værdier, og et forbud tjener til at beskytte Ruslands værdier.

Sagerne mod Jehovas Vidner illustrerer derfor, at religionsfriheden kan tilsidesættes, hvis den indebærer en trussel mod nationale værdier. Men det er væsentligt at understrege, at det netop er i forhold til religiøse minoriteter som Jehovas Vidner, at en tilsidesættelse af religionsfriheden ses som acceptabel – for de traditionelle religioner er der fuld religionsfrihed.

Er religionsfrihed så en by i Rusland? Det kommer an på, hvilken forståelse af religionsfrihed man har.

Hvis man forstår begrebet som en universelt gyldig rettighed, vil begivenhederne i Rusland kunne tolkes som en klar krænkelse af Jehovas Vidners religionsfrihed. Det er derimod en mere relativ fortolkning af begrebet, der er fremherskende i Rusland, som betyder, at kontroversielle religiøse minoriteter som Jehovas Vidner ikke tilkendes samme ret til religionsfrihed som traditionelle religioner, fordi de af staten opfattes som værende destruktive og dermed i konflikt med moralske og nationale værdier. Derfor er de legitime at begrænse.

Ifølge denne forståelse af religionsfrihed ses sagerne mod Jehovas Vidner ikke som religiøs diskrimination, men som en beskyttelse af landets borgere og de russiske værdier.