Er staten frihedens fjende?

100 ÅRS KRONIKKER: De politiske drøftelser har nærmest karakter af »goddag mand økseskaft«. På intet område er dette vel mere tydeligt, end når det drejer sig om friheden, skriver K.B. Andersen i denne kronik, som blev bragt i Kristeligt Dagblad

Vi kender alle historien om manden, der besvarede hilsenen »Goddag mand« med »Økseskaft« - fordi han ikke ville være ved, at han ikke kunne høre og derfor prøvede at gætte sig til, hvad der blev sagt til ham, med det resultat, at han kom til at svare helt hen i vejret. Vi har alle let ved at se det komiske og samtidig lidt tragiske i situationen. Desværre er det ikke nær så let at få øje på, at mange debatter om samfundsmæssige spørgsmål i virkeligheden har en lignende karakter som dette ordskifte. Og af samme grund: fordi vi ikke kan »høre«, hvad vi siger til hinanden. Mange af de begreber, vi anvender i den politiske debat, er så lidt præcise, at enhver i ret høj grad kan lægge sit eget indhold deri. Resultatet bliver, at vi kommer til at tale ved siden af hinanden a la økseskaft. Vi er så optaget af vor egen forståelse af ordene, at vi ikke lytter os ind til modpartens, inden vi tager stilling. Det fører til samtaler, der i høj grad kommer til at hvile på slagord uden præcist indhold og uden virkelig baggrund i det aktuelle samfundsbillede. På intet felt er drøftelserne vel så uklare og samtidig så lidenskabelige, som når det gælder friheden. Det er ikke uforståeligt. Kampen for friheden i alle dens former har optaget mennesker gennem årtusinder og optaget dem lidenskabeligt, fordi de følte, at det var noget, der var helt afgørende for deres levevilkår. Friheden i alle dens former? Netop. Friheden er ikke noget eentydigt begreb, og derfor kan der heller ikke peges på een bestemt faktor som truende for friheden. Hvad der fremmer eller truer friheden, må afgøres i den enkelte konkrete situation. For sovjetborgeren er friheden muligvis forbundet med ønsket om lettere adgang til aviser med forskellige synspunkter, til litteratur, til udlandsrejser - et ønske, som staten, nemlig diktaturstaten, står i vejen for. Den stat, der i selve sin forfatning fastslår, at friheden er til for systemets skyld, ikke for det enkelte menneske. For de forældre i et eller andet teknisk tilbagestående land, hvor børn hver dag trues af hungerdød og sygdom, og som lever i en økonomisk elendighed og utryghed, som vi har vanskeligt ved at forestille os, er drømmen om friheden sikkert knyttet til håbet om så meget bedre forhold, at nøden kan holdes fra døren. Et håb, som staten sandsynligvis er et af redskaberne til at virkeliggøre. For den unge student, hvis forældre ikke er i stand til at hjælpe med en uddannelse, bliver den uddannelsesfrihed, vi mener, vi har her i landet, kun til virkelighed, hvis staten sørger for gratis undervisning på universitet eller anden højere læreanstalt og yderligere får direkte støtte gennem stipendier eller lån. Den erhvervsdrivende, der er ved at miste sin bevægelsesfrihed i en af vore 1300 private aftalers net, ser med venlighed på den stat, der gennem sit monopoltilsyn skaffer ham mulighed for at virke - medens den erhvervsdrivende, hvis planer krydses ved samme aktion, ser på staten som en fjende af friheden til at indgå de aftaler, han har lyst til. Ligesom friheden er mange ting, har forholdet mellem stat og frihed mange sider. Forholdet afhænger af, hvilken slags stat, der er tale om, og hvilken frihed, det gælder. Er den danske stat, som vi kender den i dag, en fare for friheden? Når man følger den politiske debat, kan man ofte få det indtryk - men holder det? Trustkommissionen har nylig udsendt sin afsluttende betænkning »Konkurrencebegrænsninger i dansk erhvervsliv«. Den vil være nyttig læsning for alle, der tror, at dansk erhvervslivs frihed alene eller i første række er truet af statens gerninger. Den er en kraftig argumentation for, at staten gennem et stærkt monopoltilsyn søger at give konkurrencen en chance i de tilfælde, hvor det private erhvervsliv ikke synes at være villige til det. Og den er en stærk argumentation for værdien af en institution, der som trustkommissionen kan søge at trænge til bunds i erhvervslivets hundreder af konkurrencebegrænsende aftaler. Derfor kan man også kun være imod en rimelig udbygning af monopoltilsyn og trustkommission, hvis man ved erhvervsfrihed forstår erhvervslivets frihed til at indgå ukontrollerede aftaler - og ikke fri konkurrence. Hvad med den nye statslige opgave, der kaldes egnsudvikling? Er det en begrænsning af erhvervsfriheden, at der - ved statens hjælp - gives visse egne af landet nogle erhvervsmæssige muligheder, de ikke har i dag? Muligheder, der selvfølgelig kun kommer noget ud af, såfremt privat initiativ i de pågældende egne er rede til samarbejde. Jamen, vil der blive sagt, det er også mere åndsfriheden, der er grund til at nære bekymring for i forholdet til aftalen. Hvor er det, den danske stat truer åndsfriheden? Er det den lykkelige opfindelse, der hedder folkekirken, hvor staten sikrer økonomisk uafhængighed uden betingelser af nogen art? Er det på universitetet, hvor netop statsmidlerne sikrer lærerne en frihed, som deres kolleger på private universiteter i andre lande undertiden kan have grund til at misunde dem? Er det på højskolerne eller friskolerne, hvis tilværelse muliggøres gennem statslige milliontilskud? Ofte er det vel nok det lidt ubestemmelige begreb, der betegnes som den personlige frihed, der påstås at være truet af staten. Megen af den overfladiske tale om stat og frihed, der føres i dagens Danmark, går jo på den melodi. Igen må det klares: Hvad taler vi om? Frihed for hvem til hvad? Det er da helt klart, at den borger, staten skaffer mulighed for uddannelse, den, hvis tilværelse staten er med til at betrygge under sygdom, ledighed eller alderdom, er staten med til at skaffe større frihed i form af flere muligheder for udfoldelse. Men ligeså klart er det selvfølgelig, at den, der i kraft af sin økonomi eller andre forhold kan leve i sin egen private velfærdsstat - uden problemer i forbindelse med uddannelse, arbejde eller alderdom - kan føle sit bidrag til den fælles husholdning som en begrænsning af bevægelsesfriheden. En aktuel bemærkning i denne sammenhæng: vil man skaffe borgerne større frihed ved at lade dem få rådighed over flere økonomiske midler, må man ikke gøre det på en sådan måde, at den økonomisk jævnt stillede får mindre til rådighed end før, fordi de byrder, han får pålagt gennem den nye politik, er større end den skattelettelse, der for hans vedkommende kan blive tale om. For så er resultatet for ham blevet mindre frihed, færre muligheder. Det er uden videre klart, at der er meget i den moderne samfundsudvikling, der virker truende for den personlige frihed. Udviklingen fører med sig, at langt flere opgaver end tidligere må løses ved samarbejde i store enheder. Det virker selvfølgelig begrænsende for den enkeltes uafhængige udfoldelse. Men denne trussel modvirkes ikke ved at arbejde for en passiv stat. En sådan løsning vil blot føre til, at friheden i alt for mange tilfælde bliver til en frihed alene for den i en eller anden henseende privilegerede. Skal friheden ikke blot være en frihed på papiret, en skueret, må der være mulighed for den almindelige borger til at virkeliggøre den for sit vedkommende. Også på anden måde end gennem de flere fællesopgaver kan friheden for den enkelte få ringere kår i det moderne samfund. Massemeddelelsesmidlerne, film, presse, radio og tv, som i sig selv rummer så rige muligheder, bliver trusler mod den personlige frihed i det omfang, de virker neutraliserende ind på meningsdannelsen. I det omfang de medvirker til, at den »offentlige mening«, som er ingens mening, erstatter den personlige stillingtagen. Og i det omfang der skabes passive modtagere i stedet for aktive debattører. Derfor har det aldrig været vigtigere end nu at holde liv i den ytringsdrift hos den enkelte, uden hvilken en fri debat ikke kan holdes i gang. Der er som aldrig før behov for en opdragelse til selvstændig vurdering. Det er en opgave, som hjem og skole ikke tager alvorligt nok. Demokratiets frihed trues ikke så meget af systemets få bevidste modstandere som af de sløve og de pæne, de menings-løse. Hvoraf kommer den udbredte opfattelse af staten som frihedens fjende? Den har utvivlsomt flere kilder. Den skyldes ikke alene de flere fællesopgaver, der bringer staten mere ind i samfundsbilledet end tidligere. Den får også næring af rester af en tankegang fra en tid, hvor staten også herhjemme virkelig var fjende af både politisk frihed og personlig frihed i videre forstand. Den næres ved uholdbare paralleller fra stater ude i verden, der bevidst bygger på ufrihed for eks. i politisk henseende. Men navnlig får den vel næring af agitationen fra grupper i befolkningen, for hvem det er en rent egoistisk interesse af få fællesopgaverne indskrænket mest muligt, fordi de pågældende vil vinde mere ved det, end de taber. Som led i denne agitation iklædes statsfjendtligheden - bevidst eller ubevidst - et idealistisk klædebon med talen om formynderstaten og andet af samme karakter. Den personlige frihed i Vesteuropa er ikke truet af de foranstaltninger, der sigter imod at give større dele af befolkningen del i den velfærd, der længe har været en lille gruppes privilegier. Den trues langt mere af den stat, hvor der ikke er en rimelig lighed i muligheder - den lighed, der bedst er forenelig med det frie samfund. Friheden er næsten altid et spørgsmål om grader, om et mere eller et mindre. Der er mange faktorer, der virker truende for den opnåede grad af frihed på det ene eller det andet felt. Om staten er en trussel mod friheden eller tværtimod fremmer den, kan alene afgøres ud fra en vurdering af den enkelte situation. Den, der i al almindelighed stempler staten som frihedens fjende, siger dermed blot, at han ikke ønsker at tage del i debatten. n K.B. Andersen (1914-83), cand.polit., medlem af Folketinget i to perioder 1957-70 og 1973-81 for Socialdemokratiet. Undervisningsminister 1964-68 og udenrigsminister 1972-73 og 1975-78. Folketingets formand 1978-81. folketingsmand