Erasmus af Rotterdams hyldest til livet

KRONIK: Den hollandske humanistiske filosof Erasmus af Rotterdam, der levede for 500 år siden, er stadig aktuel. I skriftet "Tåbelighedens lovprisning" vendte han sig imod den tørre vismand og hyldede livet

Den hollandske humanistiske filosof Erasmus af Rotterdam (cirka 1466-1536) udgav i 1511 bogen "Tåbelighedens lovprisning", i hvilken han i grunden tager parti for den elementære livslyst og livsfølelse – ja, måske er det lige før, man kunne sige: for et jævnt og især muntert liv på jord. Han går her imod de kræfter i hans samtid, som modvirkede livslysten, ikke mindst katolsk teologi og etik samt deres "tjenestepige", som man har kaldt den katolske middelalderfilosofi, i form af ikke mindst platonisk, aristotelisk og stoisk inspireret filosofi. Men også eksempelvis munkevæsenet må stå for skud, når tåbelighedens gudinde, hvem Erasmus lagde lovprisningen i munden på, tager fat, sådan som hun gør i det følgende citat: "For nu at vende tilbage til tåbernes lykke: når de har fuldendt et højst behageligt liv, vandrer de, uden at frygte eller mærke døden, direkte til de elysæiske marker, for at de dér kan fornøje de fromme pensionerede sjæle med deres løjer. Lad os nu gå videre og sammenligne en hvilken som helst vismands lod med en sådan nars. Forestil jer at I over for denne sætter et mønster på visdom, en mand som har brugt hele sin barndom og ungdom på videnskabelige studier og spildt den skønneste del af sit liv med stadig nattevågen, møje og besvær og heller ikke i resten af livet har undt sig den ringeste smule nydelse, altid påholdende, fattig, trist, dyster, altid urimelig og streng mod sig selv, for andre en byrde og en pestilens, bleg og mager, med skrantende legeme og væskende øjne, et bytte for alderdommen, hvidhåret længe før tiden, og før tiden på vej ud af livet. Dog hvad forskel gør det om én dør, der aldrig har levet? Her har I et levende billede af en vismand!"

Erasmus udstiller altså i citatet, som overalt i "Tåbelighedens lovprisning", idealistisk filosofi af primært platonisk og stoisk karakter. Idealistisk filosofi er det, som Erasmus med dyb ironi kalder visdom.

I modsætning hertil vil han lovprise tåbeligheden, spøgen, latteren, lystigheden, narren, den spontant udtalte sandhed, det vil sige sandheden med udspring i det levende og ikke den idealistiske "sandhed", der mener sig overordnet i forhold til det levende.

Erasmus opterer for det levende og imod det, der bærer dødens segl på sig på steder og til tider, hvor livet dog burde være det fremherskende. Erasmus er altså ikke nødvendigvis døden absolut fjendtligsindet. Tåberne går nemlig, netop fordi deres liv har været tilfredsstillende, i døden uden at frygte denne, da den indfinder sig på et tidspunkt, hvor den tåbeliges livsværk er kommet til sin afslutning, hvor han tilfreds kan se tilbage på det uden at mærke eller bemærke døden som noget andet end livet, da den jo er en ytring af dette, så at sige en slags livets eget punktum.

Den, der derimod ikke har levet sit liv i lyst, altså så at sige ikke har levet livet, han må frygte døden, fordi denne endegyldigt berøver ham muligheden for at leve det liv, som dog ellers insisterede på at blive levet af den pågældende, hvad enten han bevidst ville dette eller ej. Og han mærker døden som det terminale indgreb i sit liv, som den endelige oversnitning af hans livsnerver.

Men Erasmus vender sig altså imod dødens fuldstændige overtagelse af det levende i dettes essentielt levende tilstandsformer, også de mest frodige, og han vender sig imod dødens fortalere. Vismændene er prototyper på sådanne dødens apostle, ifølge Erasmus. Vismanden bærer dødens kendetegn indskrevet i sin krop nærmest fra sin fødsel. Han har alle dage fornægtet livet, derfor er det intet under, at hans krop aldrig har båret præg af at være i live; hans krop har alle dage tilhørt døden, derfor har den altid haft dødens klare tegn som påskrift. Dyrkelsen af livløse ideer, på bekostning af den engagerede tanke for levende, forskellige individer og fænomener, straffer sig på vismanden som dødens omfattende indgreb i hans eget liv og hans egen krop, hvor mangfoldige år hans eventuelle dødsattest end kunne vise, han havde vandret rundt på jorden i sine cirkler.

Det er Erasmus en vederstyggelighed, at vismanden har brugt så vel hele sin barndom som hele sin ungdom på at spekulere sig frem eller op til forment rene ideer, på samme måde som hans renlighed i forhold til affaldsstoffer, der skal udsondres, og som er blevet udsondret, velsagtens er blevet fremelsket fra hans første vræl i denne verden og rendyrket i hele hans barndom og ungdom. Måske kan der komme en vismand ud af slig barndom og ungdom; men noget levende menneske kan der ikke komme. Muligvis kan dette være et memento til de røster, som i dag ikke kan få børnenes uddannelse i gang tidligt nok og ikke kan få gjort deres uddannelse omfattende og effektiv nok. Eventuelt bliver der sådan noget som gode ingeniører og embedsmænd ud af det; for udviklingen af mennesker gives der utvivlsomt anderledes betingelser.

Vismanden er for Erasmus, hvad vi i dag ville kalde neurotisk. Han spilder den skønneste del af sit liv, som barndom og ungdom er ifølge Erasmus, med nattevågen. Vismanden kan altså dårligt sove, han må konstant våge på denne verdens farer. Hans hug- og stikfaste idéverden, der indeholder svar på alt og er kendetegn for en mand, der ikke vil lade sig overraske af noget, altid vil være overlegen, oven på i forhold til, hvad der måtte komme, kan ikke lade søvnen med dens utøjlede indhold overmande sig. Han vil ikke overmandes af noget og slet ikke af uregerlige tanker eller lignende. Og han kan heller ikke sove, fordi han i søvnen ikke kan være fuldt beredt på fjendtlige anslag eller ulykker. Vismanden må våge døgnet rundt: Som Descartes er han til, når han tænker, og når han ikke tænker, er han ikke til; men den, der sover, tænker slet ikke eller kun meget dårligt, set i forhold til vismandens ideal, og er altså ikke til. Vismanden må fornægte sig søvnen til fordel for sin nattevågen.

Også med "møje og besvær" spilder vismanden sine unge år. Ikke blot den bestandige læsning har beredt ham denne møje og dette besvær; hele tilværelsen er ham uden nødvendig grund til stor gene. Det er selve livet, der plager ham, hele mylderet af for ham uerkendte, fortrængte og ubeherskede drifter og følelser, snottet i og under næsen om vinteren og andre kropsafsondringer, der måske oven i købet er ildelugtende, helt ulig ideer, der slet ikke lugter, ligesom jo for øvrigt penge.

Vismanden er påholdende, han holder på sit. Han holder både på sin tankebygnings sandhed og sine penge. Han vil i sin tænken, gøren og laden først og fremmest sikre sig. Hans fasttømrede idéverden – ikke mindst i de skikkelser, de katolske filosoffer, teologer og munkeordener, der havde arvet den fra de antikke tænkere, havde givet den – giver ham denne sikkerhed. Og pengene, antager han, giver ham materiel sikkerhed, derfor giver han dem nødigt ud, og når han gør det, da kun når det er strengt nødvendigt. Han giver også meget nødigt sine ideer ud, i hvert fald i den forstand, at han kun yderst uvilligt bytter dem for noget andet, der viser sig at være bedre. At udskifte ideer betyder indrømmelsen af deres fejlbarlighed, og at give penge ud, bytte dem for fornødenheder, betyder indrømmelsen af, at man er menneskelig, at man behøver nyt stof til sit fortsatte liv og ikke er selvberoende som en idé.

Erasmus skrev "Tåbelighedens lovprisning" for nu snart 500 år siden. Han kunne af gode grunde ikke vide, hvordan verden ville arte sig i mellemtiden. Hans tænkning må i dag tænkes igennem på ny for at bevare sin ellers uomtvistelige aktualitet. Eksempelvis kan man i vor tid stille det naragtige spørgsmål: Er vismanden i dag ikke snarere at finde som leder i underholdningsindustrien, der ellers producerer spøg, skæmt og sjov, end imellem dennes intellektuelle kritikere? Er denne industris insisteren på det stivnede, brede tandsmil, på det ideelt positive ikke mere i slægt med den antikke, platoniske vismand, som Erasmus med meget belæg så ham, end med den tåbelige kritiker, der plæderer for en lyst, som måtte findes andetsteds end i glimmer og glitrende overflade?

Poul Ferland, er dr.phil. og videnskabelig medarbejder ved Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet

Kronikken er et sammendrag af et kapitel i

Poul Ferlands bog "Lysglimt. Femten essays om aktuelle og kritiske højdepunkter i kultur-historien fra renæssancen til nutiden", der er udgivet på forlaget Books on Demand