Studerende: Erasmus Montanus er genoplivet i Simon Kvamms ”Guru”

Satireserien ”Guru” på DR 2 med Simon Kvamm er et vellykket og aldeles morsomt stykke moderne samfundssatire, der bygger på en klassiker, nemlig Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”. Det er befriende formanende tv, skriver kronikøren

I DR-serien “Guru” flytter life-coachen Andreas Merz fra København hjem til fødeegnen Silkeborg. - Foto: The Bunch/DR.
I DR-serien “Guru” flytter life-coachen Andreas Merz fra København hjem til fødeegnen Silkeborg. - Foto: The Bunch/DR. Foto: Privatfoto og DR.

Du kommer til at se de seks afsnit af Simon Kvamms nye satireserie ”Guru” hurtigt efter hinanden, så tag dine fire Brinkmann-bøger, og sæt computeren oven på dem, så du ikke får ondt i nakken. På den måde har du tilmed konstant udsyn til og kan blive mindet om seriens tankemæssige fundament.

Svend Brinkmann har da også været med til at skrive serien, og det korstog, han i en årrække har ført mod selvudviklingskulturen, er nemt at få øje på i portrætteringen af hovedpersonen Andreas Merz.

Men du burde også hente en noget ældre samfundsdebattør ned fra bogreolen og lægge under computeren – Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”.

I ”Guru” flytter life-coachen Andreas Merz fra København hjem til fødeegnen Silkeborg med den seneste lommefilosofi og selvudviklings-volapyk ved hånden.

Hans arrogance og selvoptagethed modvirker dog i første omgang missionen med at optimere silkeborgenserne og få dem til at ”Gå selv”, som Merz’ slagord lyder (en klar antitese til Brinkmans ”Stå fast”).

Skæbnefrænden Montanus rejser ligeledes fra det københavnske til hjemstavnen med ny viden på lommen, som han arrogant og bedrevidende øser om sig med. Montanus’ ulogiske syllogismer a la ”Morlille er en sten!” deler øretæveindbydende karaktertræk og ukorrekthed med Merz’ selvhjælpsmantraer.

Desværre deler de også den stærke effekt, de kan have på det ukritiske øre. Men hvor Montanus grundlæggende har ret i sine filosofiske og naturvidenskabelige kundskaber (navnlig det store spørgsmål om Jordens rundhed), fremstilles Merz’ budskab som hult og hans menneskesyn som forkert. Det tragiske i Holbergs komedie er, at Montanus egentlig har ret, men må frasige sig de videnskabelige sandheder. Det tragiske i ”Guru” er, at Merz ikke har ret, men alligevel ender med at vinde (i første sæson i hvert fald).

Ligesom Rasmus Berg skifter navn til det latiniserede Erasmus Montanus, må Andreas Merz på grund af en komisk trykfejl skifte navn til Anders Merz. For begge er navneforandringen en identitetsforandring, der skal markere deres overgang fra den ufuldstændige fortid til den ophøjede person, de nu er. Men det forbliver ved det banale og overfladiske hos Merz.

Navnet er identitetens spydspids, og navneforandring har i hele vores kulturhistorie antydet en grundlæggende identitetsforandring. Således kender vi i ”Odysseen” scenen med Odysseus, der for at narre kyklopen benævner sig selv ”Ingen”.

Fra Det Gamle Testamente kender vi Abram, der i sin pagt med Gud blev til Abraham, i Det Nye Testamente kender vi Saulus, der efter sin omvendelse blev til Paulus. Og Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” lader Peter Andreas bryde med sit kristne ophav (og navn) for at blive til Per. Navneforandringen er radikal, fordi den netop går mod roden af identiteten (radikal kommer af det latinske radix, som betyder rod).

Men hos Andreas/Anders Merz stikker den dybere betydning af navneforandringen ikke så dybt, for her spiller primært navnets rytme ind: And-ers-Merz, en-to-tre, en treklang, der slår bedre igennem hos publikum. At det er selvironi fra seriens skaber, Si-mon-Kvamm, og ideologiske inspirator, Svend-Brink-mann, kan man kun håbe.

Hvad er det, Erasmus Montanus har glemt? Det er Rasmus Berg. Det jordforbundne og praktisk-fornuftige, som den ulærde, men vise bror, Jakob, inkarnerer, vendes ryggen for at stræbe efter ”noget mere”. Det almindelige liv bliver det, der skal kæmpes mod. Men Montanus glemmer sine livsvilkår og det liv, han er født ind i. Derfor kan han ikke få sin forlovede, Lisbed, som ikke vil eller kan trækkes ud af sit ophav, og derfor kommer han på kant med landsbyboerne.

Anders Merz har ligeledes forkastet sin fortid, og han forsøger ihærdigt at få vennen Ralf til at gøre det samme og turde ”gå selv”. Men Ralf lever et fint og gemytligt liv, indtil Merz begynder at prædike for ham. Han kan i lang tid ikke rigtigt se pointen med at gå fra familie og hjem, men han forvirres af Merz’ lokkende slangetale.

Transformationen til et historieløst subjekt tager til, da han for en stund bor i Merz’ kolde, hvide og sjæleløst anonyme lejlighed i det nye ”Papirtårnet” (skrøbeligheden bliver ikke mere symbolsk end det).

I lang tid håber man, at Ralf kan være jordbundet ligesom Holbergs Jakob, men i seriens sidste scene bryder han endeligt med hustruen under Merz’ selvhjælpsshow. Merz lægger ud, mens publikum skubber på med tilråb, der lugter langt væk af misforstået empowerment, skab din egen fremtid og just do it -attitude.

Landsbyboerne omkring Montanus er med til at vise, hvor rigide og forstenede forestillinger han er oppe mod. Silkeborgenserne (intet ondt om specifikt Silkeborg, hvor jeg selv har gået i skole og gymnasium), som Anders Merz omgås, udviser modsat en fuldstændig mangel på kritisk sans og er slet ikke rodfæstede.

Begge grupper er naive. Det slemme er, at mens vi kan distancere os fra de overtroiske og udviklingsfjendske mennesker, Holberg digtede frem for 300 år siden, kan vi ikke løbe fra, at skildringen af den moderne landsbyboer i Silkeborg, der ønsker få ting mere end at ”blive den bedste version af sig selv”, er en skildring af os.

Av, den sved. Hvad kan rodløse individualister som os da gøre? Må vi stampe vredt i jorden og stå urokkeligt fast i armkrog med Montanus’ naboer? Nej, for så bliver jorden for hård, og der kan ikke slås nye rødder.

Holberg var oplysningsmanD. Han holdt stærkt på fornuftens klare lys i mennesket, men han var samtidig ikke uden ironisk sans over for sig selv og sine meningsfæller.

Montanus inkarnerer således både oplysningstidens beundringsværdige kampe for den frie tanke og den selvtilstrækkelighed og de børnesygdomme, som fornuftens epoke så sandelig også indeholdt.

I DR-serien “Guru” flytter life-coachen Andreas Merz fra København hjem til fødeegnen Silkeborg. - Foto: The Bunch/DR.
I DR-serien “Guru” flytter life-coachen Andreas Merz fra København hjem til fødeegnen Silkeborg. - Foto: The Bunch/DR.

”Guru” parodierer oplysningstankens moderne skyggesider, og den gør nar ad den menneskehånd, der på bedste baron von Münchausen-stil vil hive mennesket op af vandet ved håret. For er det ikke netop, hvad selvhjælpsfanatismen vil? At mennesket skal hive sig selv op af det mørke vand? Men det fører jo ingen vegne, og derfor kan vi friskt med Montanus konkludere om selvhjælpsmennesket: ”Ergo! er det en sten.” Et menneske flyder i vandoverfladen, men en sten synker.

Med pandemi-opblødning i Danmark kan vi snart se tilbage på en tid, hvor vi har – hvis ikke i bedste Brinkmann-stil stået fast, så i hvert fald stået stille. Forhåbentligt har den stilstand kunnet give dødsstødet til en selvhjælpsfanatisme, der trives bedst blandt dem, der tror, at jorden er af kviksand.

Sikkert er det, at Simon Kvamm og co. har skabt et vellykket og aldeles morsomt stykke moderne samfundssatire, der bygger på en klassiker. Selvom det alligevel nok ikke gør ”Guru” til en moderne klassiker, er der her noget befriende formanende tv, vi som forberedelse på de forestående brølende 20’ere kan lade os påvirke af. Og genopfrisk så lige i samme ombæring bekendtskabet med Holbergs klassiker. Den bliver ikke uaktuel.