Prøv avisen
Kronik

Erdogans suverænitet fordufter så småt

Da Erdogan var mest populær mellem 2002 og 2012 talte han i stærke vendinger om fred med kurdere, minoritetsrettigheder, reformer med EU og benyttede sig af politisk dialog. Foto: Ritzau Scanpix

Mathias Findalen Bickersteth, cand.mag. i historie, tidligere ekstern lektor i mellemøststudier ved københavns universitet, lærer på krogerup højskole

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den tyrkiske befolkning er i stigende grad træt af at leve i en form for undtagelsestilstand. Selvom Erdogan nok vinder det tyrkiske valg i denne måned, så lakker hans enmandshær mod enden, hvis ikke han formår at række langt bredere ud i samfundet

DEN 24. JUNI går den tyrkiske befolkning endnu en gang til valg – det sjette valg på fire år. Det er halvandet år før, valget egentlig skulle finde sted i november 2019, men den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har kaldt til tidligt valg. For Erdogan er presset på sin trofaste politiske hjemmebane: den tyrkiske befolkning. De er begyndt at tvivle. Derfor har han brug for deres stemmer, inden tvivlen bliver for stor.

Kigger man på de politiske sejre, Erdogan har hentet hjem de senere år, skulle man ikke tro, der var noget at frygte. Sejren kulminerede med det fejlslagne kupforsøg fra en fraktion inden for militæret den 15. juli 2016. Et forsøg, der efterfølgende blev nedkæmpet af den tyrkiske stat med stor hjælp fra Erdogans tilhængere, der gik på gaden mod kupmagerne, og som fik Erdogan til at fremstamme tidligt om morgenen, da kupforsøget var nedkæmpet: ”Det var en gave fra Gud.”

Efterfølgende startede klapjagten mod tilhængere af rigmands-imamen Fethullah Gülen og hans bevægelse, Hizmet, som anklages for at stå bag kupforsøget. Omkring 250 civile blev dræbt under kupforsøget, så de ansvarlige skulle selvfølgelig retsforfølges. Men svaret var ude af proportioner. På halvandet år er 150.000 blevet fyret fra arbejdsmarkedet, 137.000 har været tilbageholdt, over 70.000 fængslet, 5000 dommere afskediget, forbud mod 200 medier og 3000 skoler og universiteter lukket. Størstedelen er beskyldt for at være medansvarlig for militærkupforsøget.

Den største gevinst for Erdogan kom sidste år, hvor han lige på målstregen fik overbevist befolkningen med 51 procent af stemmerne om at udskifte det parlamentariske system med et præsidentielt.

Det medfører kort fortalt, at præsidenten – på nuværende tidspunkt Erdogan – ved det kommende valg overtager ansvaret for magtens tredeling: det juridiske, det parlamentariske og det præsidentielle. Modstandere og observatører påpeger, at systemet allerede har været i gang siden militærkupforsøget, fordi der har eksisteret undtagelsestilstand lige siden juli 2016, hvor retssystemet og de demokratiske spilleregler har været på et langt standby.

MEN RATIONALET SYNES TABT for Erdogan. Da Erdogan var mest populær mellem 2002 og 2012 talte han i stærke vendinger om fred med kurdere, minoritetsrettigheder, reformer med EU og benyttede sig af politisk dialog. Dengang var han omringet af politiske profiler, der troede så stærkt på AKP’s politiske projekt, at de ikke følte trang til at bruge tid på at fængsle politiske modstandere. De er sidenhen blevet skiftet ud med yngre tro-tilhængere af Erdogan.

Det var i 2013, at Erdogan endeligt droppede sin demokratiske tilgang, da Gezi-protesterne vandt frem rundt i landet – bedst kendetegnet ved den propfyldte Taksim Plads midt i Istanbul, hvor hundrede tusinder protesterede mod den semiautoritære ledelsesstil. Det var her, Erdogan indså, at splittelsen var overvældende i samfundet, og at halvdelen af befolkningen ikke ville hans politiske projekt længere. Derefter besluttede han sig for kun at målrette sin politiske vælgergruppe på den stærkt konservative og nationalistiske højrefløj i landet.

Man siger i Tyrkiet, at to tredjedele altid stemmer til højre for midten. De stemmer har Erdogan haft i sin hule hånd siden. Men skoen klemmer her op til valget, hvor de økonomiske problemer er væsentligt mere markante end tidligere: vanvittig inflation, kæmpe budgetunderskud, laveste lira i mange år, hvor den på en måned tabte 16 procent af sin værdi, en eksploderende parallel økonomi skabt af de over 3,5 millioner syriske flygtninge i landet og en stadig stor arbejdsløshed på over 20 procent blandt unge.

ERDOGANS LØSNING er stadig klassisk AKP-politik: flere økonomiske investeringer og byggeprojekter, som skaber arbejdspladser og velfærd. Men mange af de investeringer kommer fra lande som Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, der ikke forstår sig på den tyrkiske arbejder- eller middelklasse. Nu skal de ansatte kunne tale arabisk, de skal indgå under andre arbejdskrav og bo i områder, som de ikke føler sig hjemme i. Folk er begyndte at erkende, at en sund tyrkisk økonomi ofte hænger sammen med landets renommé i det internationale samfund.

På grund af en nedbrudt fredsproces med kurderne og klapjagten på civile siden sommeren 2016 har Erdogan tabt tre store og markante vælgerbaser (og nok også flere), som han havde det godt med indtil 2013: Gülen-tilhængere, kurdere og socialkonservative stemmer i storbyer. Oven i det en stor del af den urbane ungdom, som ikke stemmer på ham. Det er mennesker, som i kølvandet på militærkupforsøget har oplevet venner, familiemedlemmer eller naboer, som udsættes for arbitrære fængslinger, fyringer eller i værste tilfælde den politiske flugt til Europa. Straffen kom ved forfatningsvalget sidste år, hvor Erdogan til sin store fortvivlelse tabte både Istanbul og Ankara, hvor flertallet stemte nej til hans forfatningsændringer.

DEN ”NYE” OPPOSITION betegnes ikke som progressiv, men den taler til det største vælgersegment, der er i Tyrkiet: til højre for midten med en stærk konservativ national betoning. Og overraskende nok har de igennem en bred koalition med fire partier fra de moderate på højrefløjen til de mere ekstreme formået at stjæle vælgere fra Erdogan. For første gang siden 2002 er en sjælden optimisme vundet frem. I spidsen for oppositionen står det Tyrkiets ældste parti, CHP’s, mest moderate stemme, Muharrem Ince, og så det spritnye parti Det Gode Parti, som ledes af den nationalistiske Meral Aksener, der brød med det ultra højrenationalistiske parti MHP for over et år siden, da MHP valgte at indgå i en koalition med AKP. Kombinationen af Ince og Aksener har vist sig at være en succes med så kort tid til et valg, selvom Akseners fortid fremkalder mørke minder for minoritetsgrupper i landet. Som forsvarsminister i 1990’erne var hun en af initiativtagerne bag dybe statsmilitante aktioner mod blandt andet kurdiske grupper i Sydøsttyrkiet.

Men tonerne er anderledes i dag. For et par uger siden opfordrede hun den tyrkiske stat til at løslade det kurdiske minoritetsorienterede parti HDP’s leder, Selahattin Demirtas, så han kunne deltage i valgkampen på lige fod med alle andre. Det blev efterfølgende afvist af domstolene. Demirtas har siddet fængslet siden november 2016 beskyldt for at støtte den kurdiske militante bevægelse PKK, som står på EU og USA’s terrorliste, og som den tyrkiske stat ellers havde påbegyndt en freds- og forsoningsproces med i 2013. Demirtas har alligevel valgt at stille op til valget fra sin fængselsseng i isolation. Seneste meningsmålinger indikerer, at HDP kan komme lige over 10 procent, som er spærregrænsen i parlamentet. Lykkes det, vil det være et kæmpe nederlag for Erdogan, for han har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at rive HDP fra hinanden.

Oppositionen har fået blod på tanden, og de håber, man kan lægge de politiske og blodige stridigheder bag sig og holde fast i et motto om, at de sammen vil en demokratisk fremtid. Dermed kan de hvis ikke ved det her valg så det næste skabe en ny rettighedsbevægelse, som for første gang nogensinde under Erdogans 15-årige lederskab vil forme en modstandsdygtig opposition. For befolkningen er træt af at leve i undtagelsestilstand. Den demokratiske vej virker ganske enkelt bare mere attraktiv for en bredere søgende opposition end tidligere. Selvom Erdogan meget vel om en måned vinder det første valg nogensinde i Tyrkiets historie under et præsidentielt system, så lakker hans enmandshær mod enden, hvis ikke han ophæver undtagelsestilstanden og formår at række langt bredere ud i samfundet.