Prøv avisen
Kronik

Erindringer om barndommens jul set med et barns øjne

Louis Bülow. Privatfoto

På en råkold vinterdag måtte min biologiske mor som sidste udvej sætte mig på det gamle tog, for at jeg alene kunne tage rejsen til sikkerhed i en lille landsby i det vestjyske. Julehøjtiden dét år skulle – mod alle odds – blive den mest mindeværdige i mit liv

Der er dage, hvor tiden går i stå,frosset fast i erindringen. Dage, man aldrig glemmer og for tid og evighed gemmer i sit hjerte.

For en seksårig dreng i det vestjyske skulle en timelang rejse med et gammelt bumletog engang i barndommens land blive en dag, der for altid greb ind i det liv, han kendte. Måske den vigtigste dag i hans liv – en togrejse, der reddede den bette knægt fra at blive kasseret og stuvet væk på datidens berygtede børnehjemsinstitutioner.

Et fjernt erindringsbilledetoner frem og bærer mig – for mig var det – tilbage til en råkold vinterdag i fordums dage i midten af 1950’erne. Min biologiske mor måtte dengang som sidste udvej sætte mig på det gamle tog, for at jeg alene kunne tage rejsen til sikkerhed i en lille landsby i det vestjyske.

Kalenderen sagde december, juledagene stod for døren, og julehøjtiden dét år skulle – mod alle odds – blive den mest mindeværdige i mit liv og få mig til at føle, at jeg ikke var forladt af Gud og mennesker.

Den gamle kirke kimede julen ind i det fjerne, og blide snefnug dryssede gavmildt ned over lillebyens gader og stræder. Frost og vinterkulde skar gennem marv og ben. Der på den søvnige station i landsbyens udkant stod den lokale malermesters datter hensunket i tanker og skuttede sig i tætte tobakståger. Indhyllet i et hvidt slør af nyfalden sne, spejdede hun ivrigt efter toget, der i et adstadigt tempo duvede sig frem gennem landskabet.

Endelig! Det prustende bumletog sneglede sig ind i det forjættede land, hvor der flød om ikke med mælk og honning, så med kærlighed, tryghed og hjertevarme.

Julens budskab om godhed og næstekærlighed lyste bogstaveligt fra min nye og elskede plejemor, da hun med åbne arme omfavnede sin lille purk, tog ham under sine stærke vinger og gav ham en ganske vidunderlig barndom og opvækst i det lille landbosamfund.

Et andet erindringsbillede fra dengang får tanker og minder til at søge tilbage til året før, hvor min biologiske mor og vi to drenge fejrede vor sidste glade juleaften sammen.

Mor gav plads til julehøjtidens magi og hemmelige verden og så julen som børnenes fest, børnenes glade tid. Intet var for godt til hendes drenge. Hun forvandlede den lille lejlighed til ét stort barnekammer, gjorde sig til barn med sine små, sang, legede og fortalte juleeventyr. Med blussende kinder og øjne, der tindrede af glæde og forventning, var vi med til det hele.

Langt om længe oprandt den store aften. Glade barneøjne tindrede i skæret fra levende lys, da vi satte os til julebordet med flæskesteg med bjerge af hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, varm risengrød med smørklat i midten, kanel og sukker, julekager, nødder og godter.

For os drenge tog julemiddagen næsten evigheder at komme igennem, indtil vi nåede frem til desserten. Mor foretrak at øse risengrøden op på tallerkener ude i køkkenet, og på forunderlig vis fandt begge vi drenge en hel mandel og vandt en buttet marcipangris med rødt mavebælte af silke.

Det var tid til julegaver, og snart talte en glad, men træt mor, glædesstrålende barneøjne, kulørte bånd, sløjfer, tomme æsker og iturevet gavepapir sit tavse sprog om en vidunderlig juleaften. Vor sidste glade juleaften sammen, vor sidste glade tid. Og som så mange gange før en juleaften, hvor ét menneske ikke kunne være med – han sad i fængsel.

Det var far … Som inkarneret sømand med druk og svir på paletten og uforløste drømme i bagagen havde han mere end svært ved at holde sammen på tilværelsen og trak familien med i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside.

For andre måske bare en sølle kriminel, fyldebøtte og drukmås, men for mig min far, som jeg elskede med et barns uforbeholdne kærlighed. Han var altid på krigsstien med vold, sprit og soldeture som trofaste følgesvende, men min kærlighed og tilbedelse kendte ingen grænser.

Heller ikke når han havde været på værtshusturné og stangdrukken – med et fast greb i kraven – holdt os drenge ud over altanen på tredje sal for at få en fortvivlet mor til at hoste op med de sidste husholdningspenge. I ugevis måtte vi mætte os ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux. Selv fik far altid skyllet efter med en flok bajere, en halv abe og et par gibbernakkere.

Heller ikke når der fra tid til anden lød tunge støvletramp, larm og høje råb i vores treetagers opgang, når en flok politibetjente midt om natten stormede lejligheden, buldrede på døren for sekunder efter at slå den ind. De slæbte far ned ad tre etagers trapper, alt imens to små drenge i nattøj med en lille sort bamse på slæb stavrede bagefter i den mørke opgang og grædende kaldte på deres far.

Det kostede min mor usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men hun stod distancen og holdt ud i årevis. Ødelagt på liv og sjæl måtte hun dog på et tidspunkt flygte fra sit mareridt af et ægteskab for med os drenge at søge tilflugt på et husmandssted i det vestjyske.

Hendes søster stod som altid klar til at tage os alle under sin beskyttelse – aldrig bange for at kalde brødre, naboer og venner til hjælp, når far var på spritten og krigsstien.

Endnu i dag kan jeg have mareridt om den nat, han med et ladt jagtgevær i hånden beruset ravede rundt på gårdspladsen og skreg, at mor skulle komme ud til ham med min bror og mig.

Kun få år senere fik angsten for min far, utrygheden og de bristede illusioner min mor til at give op, og flere gange forsøgte hun at tage sit eget liv, hvor hun blev fundet i tide. Hun bukkede under midt i 1960’erne, kun 40 år gammel.

Et sidste erindringsbilledetrænger sig på. En råkold forårsdag for godt fem årtier siden på den smukke Fredens Kirkegård i det sydfynske. En idyllisk oase, hvor larm og trafikstøj kun anes som en svag summen i det fjerne. Til lyden af kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken har vi netop stedt vor mor til hvile efter at have taget afsked med en sidste tak. I et væld af grønne farver, prydbuske, blomster og dufte udstråler gravstedet en næsten forstemt atmosfære af liv, tæt forbundet med døden.

En dag fyldt med sorg, vemod og triste tanker. Men også en dag fyldt med taknemlighed over alt det, min mor har givet os. Der var meget at elske – og der var meget at miste.

Blandt snorlige stier, gravsteder og mindestene, står vi nu tilbage og skutter os i forårskulden, mens vi vemodigt reflekter over mors tragiske skæbnehistorie. Uvægerligt søger tanker og minder tilbage til ham, der fik hende til at give op.

Det var også far… Efter mange år bag fængslets trygge mure var han begyndt at føle frygt og usikkerhed over for den virkelige verden, og ved sin sidste løsladelse bad han fængselsmyndighederne om frivilligt at måtte blive genindsat.

Han fik afslag, og kort efter baldrede han under stor ståhej en række butiksvinduer på Strøget. Da politiet kom for at hente ham, havde han et stort smil over hele femøren.

Han døde for godt tre årtier siden. Tilbage står mindet om min far, som jeg stadig elsker med barnets kærlighed fra dengang.

Tilgivelse må Gud tage sig af...

Det prustende bumletog sneglede sig ind i det forjættede land, hvor der flød om ikke med mælk og honning, så med kærlighed, tryghed og hjertevarme

Louis Bülow