Et barn er født i ...

Vi bør nænsomt og opmærksomt værne om barndommen og barnets verden. Både hos os selv og vore egne børn og i den måde, hvorpå vi tager os af vores børn i samfundet og kulturen. For barndommen og barnets tilgang til verden og til Gud gøres af Jesus selv til både en målestok og forståelseshorisont til det Guds rige, som stilles os i udsigt

"Det er kristendommen, der historisk har været en stærkt medvirkende årsag til den status, som barndommen har fået hos os som et selvstændigt, værdigt og dynamisk livsafsnit i den menneskelige tilværelse," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Lille pige, Molly, ved juletræ med lys juleaften 2012.
"Det er kristendommen, der historisk har været en stærkt medvirkende årsag til den status, som barndommen har fået hos os som et selvstændigt, værdigt og dynamisk livsafsnit i den menneskelige tilværelse," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Lille pige, Molly, ved juletræ med lys juleaften 2012. Foto: Torben Christensen/ Denmark.

UANSET OM MAN KAN lide det eller ej, så har enten adel, kongehus eller borgerskab næsten altid været arnested for samfundets idealdannelse. Det gælder også for barndommen.

Forklaringen på det er den ret indlysende, at man dér havde mest fritid og derfor ikke skulle bruge alle sine kræfter og al sin opfindsomhed på at skaffe til dagen og vejen. Kultur er på evolutionens lange bane overhovedet det overskudsprodukt, der langsomt indfinder sig, når ikke hele menneskelivet skal gå med at overleve.

Dér, hvor man får tid til at tænke over sin eksistens, er det ikke længere nok kun at overleve. Dér begynder man at stille flere krav. Dér vil man også leve meningsfuldt, leve for noget, være lykkelig og i det hele taget mætte andet end blot de rent fysiske behov. Mennesket bliver et åndeligt væsen, i samme takt som dets intelligens effektiviserer fremskaffelsen af mad, så der bliver tid tilovers.

LÆS OGSÅ: Taknemmelighed og glæde smitter

Det kan virke som en temmelig prosaisk historie. Men den fjerner ethvert tilløb til hovmod hos bestemte samfundsgrupper, særlige racer eller specielle holdninger. Mennesket er en skabning på linje med andre levende væsener, der skal have dækket sine basale behov for føde, så det kan overleve.

Kristendommen ser klart og nøgternt på dén side af menneskelivet og står af samme grund ikke i et modsætningsforhold til hverken teorien om evolution eller almindeligt hævdvundne naturvidenskabelige indsigter.

Men kristendommen har noget mere at sige, som ikke kan udledes af hverken naturvidenskaben eller evolutionsteorien. Kristendommen følger med, så langt den kan. Men den universaliserer ikke de indsigter eller værdier, der er forbundet med naturvidenskab og evolution.

Som menneskesyn er evolutionsteorien både ukristelig og umenneskelig. Det bør egentlig ikke komme bag på nogen. For vores forestillinger om menneskelighed er dybt præget af kristendommen. Man kan kristeligt set ikke ophøje evolutionsteoriens forestilling om den stærkestes overlevelse ved naturlig udvælgelse til en almindelig måde at anskue menneskelivet og andre mennesker på.

Hverken Gud, det kristne evangelium eller næstekærligheden er et resultat af naturvidenskabelig erkendelse eller videnskabelig analyse af den menneskelige eksistens. Man kan måske lige akkurat medgive forestillingen om Gud en filosofisk sandsynlighed. Men videnskabelig er den ikke, medmindre både videnskab og filosofi skal ende i noget løsagtigt sludder. På dén baggrund er kristendommen et indbrud i virkeligheden. Endda ved højlys dag!

Alligevel kan man godt sige, at øvrigheden dengang rykkede ud med det nærmeste, vi kommer datidens blå blink og hylende sirener, da kristendommen forkyndtes første gang hos det lille Jesusbarn i krybben. Og senere hos den korsfæstede og opstandne Kristus.

Først rykkede kong Herodes ud med al sin synlige og brutale magt og dræbte alle småbørn under to år, fordi han ved meddelelsen om dette lille, usædvanlige kongebarns fødsel følte sin jordiske magt truet.

Senere voksede både menneskers, religiøse og verdslige myndigheders modstand og fjendtlighed i løbet af det liv, det lille Jesusbarn levede som voksen. For Jesus forkyndte i både ord og handling et Guds rige, som ikke var af denne verden. Og som han dertil ydermere frembar med en ægte og sand myndighed, som verden og menneskene hverken selv kunne hamle op med eller kendte mage til.

VERDENS OG MENNESKERS MØDE med kristendommen i skikkelse af Jesus fra Nazaret slog gnister. Det var på ingen måder harmonisk og glat. Sådan som grundtvigianere ellers har yndet at fremstille og navnlig forstå det på disse kanter.

Fordi Jesus på sin side rykkede ud ikke med blå blink og sirener, men med en sagtmodig og ydmyg kærlighed og barmhjertighed, som ikke alene udstillede den dødsmærkede menneskelige magt og virkelighed, men også ville overvinde den. Ikke med magt og styrke, men med Guds ånd og sandhed.

Det er derfor, kristendommen for alvor giver plads til barndommen. Ligesom det er kristendommen, der historisk har været en stærkt medvirkende årsag til den status, som barndommen har fået hos os som et selvstændigt, værdigt og dynamisk livsafsnit i den menneskelige tilværelse.

Hvis ikke kristendommen var blevet forkyndt ind i verden og havde sprængt rammerne for den rent menneskelige forståelse, så havde voksenlivet fejret enorme triumfer på bekostning af barndommen og navnlig de værdier og indsigter, som ligger gemt deri.

For eksempel betyder den status, som Jesus i sit budskab tilkender barnet, at vi kan kalde den almægtige Gud og skaber for far.

Forholdet til Gud reguleres således i kristendommen af det forhold, som idealt set også regulerer forholdet mellem en far og hans barn: nemlig en skønsom vekselvirkning mellem myndighed, kærlighed og tilgivelse.

Ligesom det rummer en fortrolighed og intimitet, som åbner for bønnens altid lønsomme henvendelse til en magt, der står over, men samtidig har delt vilkår med en selv.

DEN KRISTNE KAN ALTID som troende trække veksler på dette såkaldte barnekår. Deri ligger også, at der ikke er tale om barnagtighed.

At kunne indtage barnets position over for ens skabelsesvilkår og -betingelser var aldrig nogensinde opkommet i nogen alene horisontal menneskelig eller videnskabelig idéverden. Det skal man ikke klandre hverken den menneskelige idédannelse eller videnskab for, for det er ikke deres gebet eller formål.

Akkurat ligesom det heller aldrig nogensinde ville være lykkedes at give det menneskelige skabelsesvilkår en sådan personlighedskarakter og kærligt stemt og barmhjertig viljesretning mod mennesket, som man ikke desto mindre møder i det omvæltende og altid overraskende kristne evangelium. Som forkyndelse af en virkelighed, som ikke er af denne verden.

Derfor skal vi også nænsomt og opmærksomt værne om barndommen og barnets verden. Både hos os selv og vore egne børn. Og i den måde, hvorpå vi tager os af vores børn i samfundet og kulturen.

For barndommen og barnets tilgang til verden og til Gud gøres af Jesus selv til både en målestok og forståelseshorisont til det Guds rige, som stilles os i udsigt. Og det både for dét liv, vi skal leve med hinanden på jorden og dét evige liv, som venter os efter denne verdens ophør.

Over for Gud er vi altid som umyndige børn. Men Jesus Kristus, Guds levende og evige Ord, har skænket barnet en myndighed og værdighed, som den troende altid kan begive sig ind under og derved blive løftet op som en far eller mor, der løfter sit barn op i øjenhøjde og -kontakt.

Vor Herre tar de små i favn,

dem skal I ikke hindre!

Det er jo Jesu blik, vi ser

i barneøjne tindre!

Jørgen Gustava Brandt i salmebogen nr. 449, vers 1