Et forlig med verden

I dag fylder en af efterkrigstidens største danske forfattere, Tage Skou-Hansen, 90 år. Han blev en del af kredsen omkring det berømte tidsskrift Heretica i 1950. I sit senere forfatterskab kredser han om flere store eksistentielle spørgsmål, hvor tilliden til både medmennesket og fremtiden, der ubegrundet kommer til en, spiller en central rolle

Ole Juul er pastor emeritus og forfatter. Arkivfoto.
Ole Juul er pastor emeritus og forfatter. Arkivfoto. Foto: Privat

I DAG RUNDER en af efterkrigstidens store danske forfattere, Tage Skou-Hansen, 90 år. I hans seneste udgivelse, ”Indhentet af erindring” (2013), forekommer der i bogens sidste interview med Erik Skyum-Nielsen et svar, som kaster lys over Tage Skou-Hansens opfattelse af, hvad der ligger i den kristendomsforståelse, han fik med i sit lærervirke på Askov Højskole (1958-1967).

Skyum-Nielsen spørger i samtalen ind til den livsforventning og tro på fremtiden, der går som en rød tråd igennem Tage Skou-Hansens forfatterskab.

”Om du vil, er det en trosakt, så tæt som jeg kan komme på det. Der er noget, som ikke er din egen fortjeneste - selvom psykologerne husker os på, at vi ikke skal underkende vores egen fortjeneste. Det er også din skyld, hvis det kommer videre, siger de, hvis jeg alt for fromt siger, at det bedste er det, der ikke er min egen fortjeneste, det, som jeg ikke råder over. Men selvom man møver med det ene eller det andet, så føler man alligevel, når man kommer videre, at man kommer videre i kraft af noget, der kommer til én.”

Hvad er det, der ”kommer til én”, og hvoraf kommer den åbenhed og tillid til fremtiden, som er afgørende i Tage Skou-Hansens tænkning? Læser man, hvad der står mellem linjerne i de fleste af romanerne, må man komme til den konklusion, at en sådan åbenhed og tillid er givet i og med kristendommen.

I en takketale, som Tage Skou-Hansen holdt i forbindelse med modtagelsen af Egholt-prisen i 1987, sagde han: ”Ifølge kristendommen er det ikke nogen skavank ved tilværelsen, at den ikke går op (...). Kan kristendommen ikke bruges til noget, så er den dog et værn imod indbildskhed og illusioner om vores egen fuldkommengørelse og tillige et værn mod den håbløshed, som overfalder os, når vi ikke kan få det, som vi helst vil. Den opfattelse af kristendommen har jeg lært af forstander Knud Hansen i Askov.”

Det er således ikke en katastrofe, at verden ikke er fuldkommen. Den bliver det aldrig. At det forholder sig sådan, er et grundvilkår, der er til at leve med, fordi tilværelsen ustandseligt skænker en modet og forventningen til at komme videre.

DET HANDLER for Tage Skou-Hansen ganske enkelt om en slags forlig med denne ufuldkomne verden, at den er til at leve i og med, men samtidig, at den uafladeligt fordrer en og kræver et engagement. Det handler om ansvar i denne verden og for denne verdens mod- og medmennesker.

I erkendelsen af ansvarets placering i den konkrete virkelighed bliver ansvaret reelt, og der rejses hermed et krav til den enkeltes liv og færden. Ansvaret går ikke ud på at frelse verden, men at erkende den, som den er. Det er i dette kald ud mod verden, at du møder et andet menneske, og det er i dette kald, at modstandsbevægelsens psykologi ligger gemt, et tema, som Tage Skou-Hansen udfolder i sin romanserie om Holger Mikkelsen, begyndende med ”De nøgne træer” (1957).

Denne kaldstanke ud mod virkeligheden ligger til grund for meget af det, der blev talt og skrevet i den kreds omkring tidsskriftet Heretica, som Tage Skou-Hansen blev en del af i 1950 med det banebrydende essay ”Forsvar for prosaen”, hvor Tage Skou-Hansen retter et befriende angreb på den kulturkritik og verdensfjernhed, som han fra sidelinjen havde kunnet følge i tidsskriftet fra dets oprindelse i 1948.

Her er han på talefod med tidsskriftets stifter, Ole Wivel, der i essayet ”Poesi og virkelighed” (1948) fastslår, at ”virkeligheden er først til stede i vort liv, dér hvor vi ved os bundet til andre mennesker, hvor vi er ude af selvkredsningens forbandelse og møder et virkeligt du”.

Denne søgen udad og mod virkeligheden, som den kommer til udtryk i mødet med det andet menneske, er i høj grad det, der er på færde i de erfaringer, som Tage Skou-Hansen henter som lærer på Askov Højskole.

”Jeg blev fanget af en eller anden forbindelse, som blev væk, når timen var slut. Nå, fanden i vold. Forfra næste gang. Vi må prøve igen. Det er næsten som en altergang, noget religiøst, har jeg nogen gange tænkt. Pludselig er det til stede i den der flok. Ja, derefter går de deres vej. Man fik foræret noget af de andre. Men det var kun, når de andre også var der. Jeg kunne ikke stikke af med den og have den for mig selv. Som om der lå et mystisk element i samtalen.” (”Højskolebilleder 1948-94”).

Billedet af altergangen har en tydelig parallel til af ordene fra Martin A. Hansens dagbog fra 1955, hvor Tage Skou-Hansens ven og læremester beskriver den altergang, som han deltog i sammen med sin hustru, Vera, umiddelbart efter udgivelsen af ”Orm og Tyr”: ”Og sådan forstod man da, at der var en mening i den refleks, at vi gik til alters. Meningen skulle hentes. Meningen skulle man ikke komme med, nar som man var, den kunne bare gives.”

Det er denne grundstemning af en given mening i mødet med medmennesket, som på afgørende måde skaber tillid og forventning til den virkelighed, man som lærer og elev er fælles om. Ja, og som præst og menighed, hvilket kommer til udtryk et centralt sted i Skou-Hansens roman ”Den hårde frugt”.

Holger opsøger sin gamle ven fra modstandsbevægelsen, Jacob, der efter krigen er blevet præst. Jacob tager Holger med ind i kirken og forklarer her vennen, hvad der er på færde i dette rum. ”Om en magt, som kom til stede i kirkerummet, når der var mange mennesker i det. Ellers ikke. En magt, som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme, hvad han havde imod mennesker (“). Han kunne kun føle den magt, som var Guds nærvær, når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene.”

Det er just denne magt, som er så vanskelig at definere politisk eller idealt, men som er til stede i mødet, og som skaber denne grundstemning af tillid og forventning, som Tage Skou-Hansen har skrevet på - altid.

Ved at være til stede midt i livet, fordomsfri og åben, hænder der noget, som man bagefter i refleksionen ganske vist ikke kan begrunde, men som alligevel var fuldt ud til stede - og vil være til stede igen og igen.

TAGE SKOU-HANSEN BEGYNDER altid med erfaringen i livet, som så siden udmønter sig i kunsten, eller som han rammende siger det i ”Forsvar for prosaen”, at ”der må ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten”. Dette skete eller hændte er mødet.

Et afgørende møde i forfatterskabet er kærlighedsmødet mellem Holger og Gerda, som det udspiller sig i ”De nøgne træer”. Ganske vist må de skilles igen, ansvaret og forpligtelsen over for Gerdas mand, Christian, fordrer det, men mødet de to imellem har sat sig spor og har givet denne erfaring af livsopfyldelse, som bliver Holger til del, på trods af at han mister Gerda og umiddelbart mister lykken.

Men i refleksionen over, hvad det var, der var på færde, sådan som det kommer til udtryk i ”Over stregen”, kan Holger udtrykke, at ”hverken Gerda eller jeg havde kredset om vores tabte lykke. Den var blevet til en slags reserve, som holdt liv i vores åbenhed og forventning. Selvfølgelig havde jeg tænkt på hende i perioder, hvor jeg var langt nede og følte mig mest alene, men når jeg én gang havde erfaret en sådan opfyldelse, var der ingen grund til at fortvivle. Så var tilværelsen i orden”.

At tilværelsen er i orden, og fremtiden fortsat rummer muligheder og håb, skyldes den grundstemning af tillid og forventning, som Tage Skou-Hansen igennem hele sit forfatterskab har skrevet på. Den kan ikke begrundes politisk eller idealt, men den er der.

I forfatterskabet bliver den til som et forlig med verden, hvor man menneske til menneske ganske vist må opgive sine ideale fordringer, men i forståelsen af tilværelsen som skabt virkelighed erfarer en fylde, som kun kan begrundes i troen på det skabte.

Ole Juul er pastor emeritus og forfatter