DF: Danskerne bør vide mere om forfulgte kristne

Med over 340 millioner forfulgte kristne er kristendommen den religion, det er farligst at praktisere i verden. Men den danske strategi for u-landsbistand nævner ikke kristne med et ord. Det skal laves om, skriver DF’s Morten Messerschmidt og Alex Ahrendtsen

Vi kan også lære af erfaringerne fra amerikanske nødhjælpsinitiativer. USA har erfaret, at for at hjælpen når ud til de forfulgte religiøse grupper, de gerne vil hjælpe, er det nødvendigt at arbejde sammen med lokale religiøse partnere, skriver dagens kronikører.
Vi kan også lære af erfaringerne fra amerikanske nødhjælpsinitiativer. USA har erfaret, at for at hjælpen når ud til de forfulgte religiøse grupper, de gerne vil hjælpe, er det nødvendigt at arbejde sammen med lokale religiøse partnere, skriver dagens kronikører.

Med over 340 millioner forfulgte kristne er kristendommen den religion, det er farligst at praktisere i verden. I flere geografiske områder er niveauet af forfølgelse tæt på at opfylde betingelserne for folkedrab. Kristne slås ihjel, fordrives eller har fået så vanskelige livsbetingelser, at de ikke kan overleve.

Faren er størst i islamiske områder som Mellemøsten, Nordafrika og Subsaharisk Afrika. I Mellemøsten har kristne i 2000 år udgjort en substantiel del af befolkningen. I dag er der meget få tilbage. For eksempel har Irak på under 10 år mistet 90 procent af sin kristne befolkning.

Trods denne virkelighed opfatter en stor del af danskerne ikke religiøs forfølgelse af kristne som et stort problem. Ifølge en undersøgelse foretaget af den danske tænketank for forfulgte kristne opfatter blot omkring 30 procent af befolkningen forfølgelse af kristne som et stort problem. Derimod er flere danskere, omkring 44 procent, af den opfattelse, at muslimer er den mest forfulgte religiøse gruppe på verdensplan.

Det er samtidig værd at bide mærke i, at omkring 36 procent mener, at Danmark skal gøre mere for at hjælpe forfulgte kristne rundtom i verden. I Dansk Folkeparti er vi overbevist om, at var kendskabet til forfulgte kristne større, ville endnu flere danskere mene, at vi skulle gøre mere for de forfulgte kristne.

En stor del af misforståelsen om religiøse forfulgte skyldes nok de mange konflikter i Europas nærområde. Fra Mellemøsten og Nordafrika immigrerer hundredtusinder af muslimer til Europa – det er noget, vi oplever tæt på. Vi hører derimod sjældent om kristne minoriteter, der søger asyl i Danmark.

Hvorfor vi vender det blinde øje til kristenforfølgelserne, skyldes nok også, at vi europæere i bund og grund er enormt næstekærlige. Vi vil gerne hjælpe alle, og vi bryder os ikke om at forskelsbehandle. Vestlige medier har massivt dækket undertrykkelsen og fordrivelsen af det muslimske rohingya-folk i Myanmar.

Men hvorfor hører vi ikke samtidig om det jihadistiske folkemord på kristne i Nigeria? Og hvorfor er vestlige medier og statsoverhoveder tilbageholdende med at omtale bombardementet i Sri Lanka i påsken 2019 som det, det var – en massakre mod kristne? Vi er for dårlige til at tale om dem, som har samme trosmæssige fundament som os.

Frygten for at italesætte problemet med forfulgte kristne kommer også til udtryk i den danske u-landsbistand. Danmark sender milliarder af kroner til lande, hvor kristne fængsles, voldtages, myrdes, og hvor kirker brændes ned. Somalia, Myanmar og Burkina Faso er blandt de lande, hvor kristne har det værst. Og alligevel sender Udenrigsministeriet hvert år millioner af kroner af sted. I Indien og Kina er kristne også forfulgte, men regeringen laver åbenbart gerne handelsaftaler med disse økonomiske stormagter uden at stille modkrav.

Det er klart, at i forhold til verdens økonomiske stormagter er Danmark en lille fisk. Men vi er også et attraktivt marked, og Danmark har gode forbindelser, blandt andet til USA. Så hvis vi vil, kan vi gøre noget for at stoppe eller som minimum italesætte kristenforfølgelserne.

Europæerne lider under islamisk terror. Men det gælder så sandelig også de millioner af kristne, som er udsat for islamisk undertrykkelse i store dele af verden. Vi har ikke blot en forpligtelse over for dem. At forsvare kristne fællesskaber verden over styrker også vores egen sikkerhed, for fjenden er den samme.

I erkendelse af dette bør regeringen række ud til lande som USA, Ungarn og Storbritannien for alliancepartnere. I USA spiller kristendommen og religionsfrihed en betydelig rolle.

For at styrke indsatsen over for forfulgte kristne i verden nedsatte Trump-administrationen en kommission, som rådgiver den amerikanske regering om menneskerettigheder med betoning af religionsfriheden som en af de mest fundamentale menneskerettigheder.

Vi kan også lære af erfaringerne fra amerikanske nødhjælpsinitiativer. USA har erfaret, at for at hjælpen når ud til de forfulgte religiøse grupper, de gerne vil hjælpe, er det nødvendigt at arbejde sammen med lokale religiøse partnere.

Den amerikanske nødhjælp til religiøse forfulgte grupper i Irak og Syrien afhang tidligere af FN-u-landsprogrammer, men nødhjælpen blev bremset af tunge bureaukratiske processer.

Derfor har amerikanerne oprettet en særlig enhed i det amerikanske agentur for u-landsbistand (USAID), der sikrer, at pengene når direkte ud til blandt andet forfulgte familier i Irak.

I Dansk Folkeparti mener vi, at vi bør lade os inspirere af denne prioritering. De danske bistandsmidler skal ikke igennem overstatslige bureaukratier som EU og FN. De skal først og fremmest ud med hjælp fra kristne samarbejdspartnere i de berørte lande.

USA har også indgået et samarbejde om humanitær bistand med Ungarn, som gør meget for at hjælpe forfulgte kristne. Den ungarske regering har oprettet et sekretariat for kristenforfølgelser (i Danmark oprettede den borgerlige regering i 2018 en enhed for religions- og trosfrihed i Udenrigsministeriet).

Modsat Danmark målretter Ungarn sin nødhjælp mod kristne samfund i områder som Libanon, Irak, Egypten og Syrien. Ungarn bidrager med hjælp i form af medicin, skoleopbygning, boliger og opholdssteder for forfulgte kristne så vel som uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer. Målet er at gøre det muligt for kristne forfulgte at blive i deres hjemlande og dyrke deres tro.

I England er der også en fornyet opmærksomhed omkring emnet. Der er udgivet rapporter om kristenforfølgelserne på regeringsniveau, og premierminister Boris Johnson har udtalt, at han vil fokusere på problemet gennem sanktioner af regimer, der krænker religionsfriheden. Det skal vi i Danmark lade os inspirere af.

I årtier har vi sendt milliarder af kroner til lande i Afrika, Mellemøsten og Asien uden at stille krav til religionsfrihed. I dag har Danmark 12 landestrategier, og 8 ud af de 12 lande står på Open Doors-listen over lande, hvor kristne er særligt forfulgte – den såkaldte World Watch List.

Strategierne bør ændres, så Danmark i langt højere grad sikrer muligheden for repatriering af kristne fordrevet fra deres hjemlande, sikrer beskyttelsesgarantier i disse lande samt giver økonomisk støtte til genopbygning af kristne lokalsamfund.

I forbindelse med at den danske strategi for u-landsbistand, Verden 2030, skal revideres i 2021, opfordrer vi derfor regeringen til at sætte ind over for kristenforfølgelser.

Den nuværende strategi nævner ikke kristne med et ord, men vi i Dansk Folkeparti mener, at tros- og religionsfrihed skal ind som det helt centrale krav i Danmarks landestrategier. En ændret indsats i hjælpen skal gå hånd i hånd med krav over for statsoverhovederne i disse lande, hvad enten det er Kina eller Mali.

Endelig bør den danske regering samarbejde med vores allierede om at lægge et samlet og systematisk internationalt pres mod de regimer, som gør kristendommen til den farligste religion at praktisere i verden.

Morten Messerschmidt. Foto: Steen Brogaard
Morten Messerschmidt. Foto: Steen Brogaard
Alex Ahrendtsen. Foto: Steen Brogaard
Alex Ahrendtsen. Foto: Steen Brogaard

Læs mere i Kristeligt Dagblads tema om kristenforfølgelser her