DANMARK ER ET FREDELIGT og lovlydigt land. Det ønsker vi alle, at det bliver ved med at være. I Danmark fængsler vi 71 ud af 100.000 indbyggere. I USA og Rusland fængsles 10 gange så mange pr. 100.000 indbyggere.
I Danmark falder kriminaliteten. De unge er mindre kriminelle, end de har været i årevis. Samtidig er alternative straffe som for eksempel fodlænker og samfundstjenester blevet en så stor succes, at man må nedlægge fængselspladser for at fylde det kommende nye fængsel på Falster op.
Det er en rigtig god nyhed, som det måske er forbigået manges opmærksomhed, fordi der er mere salg i at skrive om kriminalitet og forbrydelser end om borgere, der ikke vil have plettet deres straffeattest.
SELVOM KRIMINALITETEN er faldende, kan vi ikke afskaffe kriminalitet. Der vil altid være nogle, der af den ene eller anden grund ender i fængslet. For tiden har vi cirka 4000 mennesker, der er i Kriminalforsorgens regi. De sidder enten i varetægt og afventer dom eller afsoner midlertidigt i åben eller lukket institution, og fælles for dem alle er, at de på et tidspunkt skal ud i samfundet igen.
I Danmark er vi overvejende stolte af vores fængselsvæsen. Op mod 85 procent er tilfredse med at arbejde i Kriminalforsorgen, og selv op mod 62 procent af de indsatte udtrykker tilfredshed med behandlingen.
Kriminalforsorgen har et motto, der lyder, at man skal balancere mellem det hårde og det bløde. To tredjedele af Kriminalforsorgens personale er uniformerede. Det betyder, at de efter en treårig uddannelse er blevet fængselsbetjente. Det er en forholdsvis lang uddannelse, og de fleste har valgt den, fordi de gerne vil have med mennesker at gøre og være med til at gøre en forskel for mennesker for hvem, det er gået skævt. Mange af de mennesker, der ender i fængslet, har haft en traumatisk opvækst. ”Og fængslet tager de sidste…”, som en klientundersøgelse fra 1999 lyder, der viser, hvordan fængslet bliver endestation for mange, der har været anbragt uden for hjemmet, har haft mange skoleskift, har været ude for overgreb. At den krænkede bliver krænker og den mishandlede bliver voldsmand, er desværre en ofte set konsekvens.
Det betyder ikke, at vi skal fratage mennesker ansvaret for deres handlinger. Selvom ens forældre har vist dårlige opdragelsesegenskaber, betyder det ikke, at man er fri til at gentage dårlige mønstre. Lovovertrædelser har en konsekvens, og grove lovovertrædelser har en alvorlig konsekvens. Det viser sig, at alternative straffe giver færre tilbagefald, så det er betydningsfuldt at bruge dem så meget som muligt.
Men der er stadigvæk nogle, vi dømmer til hårdere sanktioner og sætter i fængsel. Det er et meget hårdt indgreb at institutionalisere folk, så den magt, vi tiltager os, må vi også bruge konstruktivt. Når man så er havnet i fængslet, giver det også nogle muligheder. I fængslet kan man få faste rutiner. Der er arbejdspligt og skoleundervisning. Der tilbydes forskellige programmer, og man kan blive behandlet for sit eventuelle stofmisbrug, mens man afsoner.
FORHOLDET I FÆNGSLERNE skal være så normalt som muligt. Straffen består først og fremmest i frihedsberøvelsen. Den indsatte skal ud igen, når straffen er afsonet, og have en mulighed for at træde ind i samfundet igen på lige fod med andre.
Alle videnskabelige undersøgelser viser, at hårdere straffe ikke hjælper. Det kan de fleste blive enige om. Men hvorfor hører vi så igen ønsket om hårdere straffe? Det er klart, at så længe forbryderne sidder i fængsel, kan de ikke lave ballade på gaden. Men det er en midlertidig løsning, da de jo skal ud igen. Derfor har fængselspersonalet stor indflydelse på, hvordan den indsattes konstitution er, når han lukkes ud igen. Og derfor er det også så vigtigt, at der gives fængselsbetjentene gode arbejdsmuligheder.
Andre taler om, at længere fængselsstraffe har en afskrækkende affekt. Men mange begår deres forbrydelse under påvirkning af stoffer og alkohol eller i stærk affekt og tænker overhovedet ikke på fængsel i den situation.
Retsfølelsen bliver også brugt som argument. Men hvis retsfølelse taler vi om? Det er blevet påvist, at når lægfolk er blevet bedt om at dømme i retssager har de, efter at have sat sig grundigt ind i den pågældende sag, dømt mildere end de juridiske dommere.
Et fjerde argument er hensynet til offeret. Hvis et offer ikke oplever, at der bliver taget hånd om ham eller hende og samtidig tror, at fængslerne er rene hoteller med roomservice og frit valg på alle hylder, er der ikke noget at sige til, at de føler sig uretfærdigt behandlet.
Mange har hørt om voldtægtsofre, der oplevede et nyt overgreb ved anmeldelsen hos politiet og ved retssagen bliver mistænkeliggjort af den tiltaltes forsvarer og på den måde følte, at det var hende, der kom på anklagebænken. I en retfærdig kriminalpolitik støtter man ofret. Hvis vi bliver svigtet og krænket, kan det være meget svært at have andre end hadefulde følelser over for krænkeren. Men det er en misforståelse at tro, at ofrene får det bedre ved at hade og blive i krænkelsen. Det er Sydafrikas forsoningskomité et eksempel på. Den er senere blevet kritiseret for, at ofrene følte, at der krævedes tilgivelse af dem. Tilgivelse er noget, man giver til en anden, ikke noget, der kan forlanges.
ØNSKE OM HÆVN er ikke befordrende for at komme videre i sit liv. Men ofret skal have hjælp til at slippe afmagtsfølelsen og vreden og forsone sig ikke nødvendigvis med forbryderen, men med forbrydelsen. Offeret skal hjælpes til at blive fri fra offerrollen og blive ”herre” i sit eget liv.
Jeg har været fængselspræst i mange år ved forskellige af Kriminalforsorgens institutioner og haft mange samtaler med de indsatte. Mange af de samtaler har handlet om deres liv og årsagerne til, at de er havnet i fængsel. Og det er hårdt at høre om alle de barske skæbner, men det er også et stort privilegium at blive mødt med tillid og åbenhed ved deres ønske om at betro sig til en. Mange af de indsatte, jeg taler med, der har begået forfærdelige ting, ønsker at gøre noget godt for at skabe lidt ligevægt. I katolsk sammenhæng kan man sige, at de gerne vil gøre bod.
Den stærkeste resocialiseringsfaktor er familien. Hvis det er muligt at opretholde forbindelsen med dem, er der bedre chancer for at holde sig fri af kriminalitet bagefter. Derfor er der gode besøgsforhold og senere i afsoningen mulighed for udgange. Den allervigtigste grund til, at der har været så mange mobiltelefoner i fængslerne, er ønsket om at opretholde forbindelsen til familien. At datteren på 10 år kan komme i forbindelse med sin far, hvis hun er ked af det. At man kan sidde og tale privat med sin familie, uden at andre hører det, efter man er låst inde.
Når der kan blive stillet spørgsmål ved, om de indsatte skal have adgang til radio, fjernsyn, playstation, begrænset adgang til computer, har de overhovedet ikke forstået, hvad Kriminalforsorgens opgave går ud på. Den indsatte er dømt til fængsel i en periode, så Kriminalforsorgen skal dels opbevare den dømte sikkert, dels forberede den dømte på at komme ud i samfundet igen. Vi har et ansvar, hvor ambitionerne må være lidt større end bare at bure dem inde og smide nøglen væk.
Alle mennesker begår fejltrin, men det er heldigvis de færreste af os, der ender i fængslet. Vi ønsker alle et så fredeligt samfund som muligt. For mig at se, begynder det i fængslet.