Et hundeliv

Giver vores ansvar for eget liv os ret til at gå i hundene? Selvfølgelig gør det det! Hvis man ellers kan forestille sig et menneske, som suverænt med sine sansers fulde brug og intakte fornuft beslutter sig for at gå i hundene. Hvis man kan forestille sig et sundt, rask, glad og tilfreds menneske sige: jeg har lyst til at gå i hundene, jamen så værsgo'! Jeg har intet ønske om at intervenere i suverænt tænkende menneskers livsplanlægning. Jeg vil gerne diskutere livets mening med dem, jeg vil gerne gå ind i en dialog med dem, hvis de ønsker det og beder mig om det. Men jeg nærer intet ønske om at korrigere deres suverænt bevidst besluttede livsønsker. Albert Camus siger i sin bog Sisyfosmyten, at det eneste filosofiske problem, der er værd at drøfte, er selvmordet. Selvmordet sætter livets grundlæggende værdi på dagsordenen, helt ude på den yderste kant dér, hvor livet og døden brydes - med oplevelsen af meningsløsheden som grundsubstans. Er livet værd at leve? Det er dét, selvmordstænkende mennesker overvejer. Hvis ikke deres fortvivlelse, desperation eller psykiske lidelser har suspenderet alle fornuftigt betingede intellektuelle refleksioner. Når et menneske er i den situation, at det suverænt og med den personlige integritet i behold kan reflektere over livets inderste mening og værdi, er selvmordet sjældent - for ikke at sige aldrig - den indlysende udvej! Jeg vil påstå, at jeg i mine mange års arbejde med samfundets marginaliserede grupper aldrig har mødt et menneske, der bevidst og med vilje har kvalificeret sig til et liv som hjemløs, kriminel, småpsykotisk stofmisbruger. Jeg har heller aldrig mødt et menneske, der har overvejet eller besluttet sig til at begå selvmord - og dem har jeg mødt en hel del af - hvis ikke det var fordi selvmordet blev oplevet som svaret på den dybeste meningsløshed. Jeg har mødt mennesker med så afgrundsdyb en meningsløshed, at jeg uden problemer kunne forstå deres ønske om ikke at ville leve mere. Ansvaret for deres eget liv har de udelukkende magtet at udmønte i selvmordet. Enkelte har jeg ladet gå i håbet om, at min respekt for deres livs uudholdelige smerte har gjort deres død mere værdig. Jeg har mødt mange udstødte med guldbajere i hænderne og hunde i snore, hvor jeg med den største respekt har måttet tage hatten af for, at de endnu er i live. For med det liv, der har været deres indtil nu, skal der noget ubeskriveligt ekstraordinært til for stadigvæk at være i live. Et liv i hundene kan være det mest meningsfyldte sted af alle. Her kan der være en egen værdighed, som regelmæssigt levende, pensionsberettigede, normalitetsmiddelmådige bedsteborgere ikke fatter noget som helst af. Mange af dem, jeg har mødt gennem årene, har udviklet noget ganske egenartet, nemlig en overlevelseskultur, en formidabel evne til at klare sig på deres vej gennem meningsløsheden. Nogle af dem er f.eks. blevet virtuoser i tiggeri. Det er beundringsværdigt. Der er mere respektabilitet i at være tigger end i at være kriminel, selv om deres kriminalitet for det meste kan karakteriseres som hæderlig overlevelseskriminalitet. Hvis de havde hørt til i den danske velstående middelstand, var de blevet fremragende til at arbejde sort, hvilket er et ganske acceptabelt og udbredt fænomen blandt de danskere, der har det så godt, at de ikke ønsker at møde elendigheden på samfundets gadeplan og overflade. Velstandsæstetikken må endelig ikke krakelere. Det er oplevelsen af meningsløshed, vi skal forholde os til, den psykologiske, menneskelige og sociale baggrund for den meningsløshed, der anviser den direkte vej i hundene. Når mennesker er i en sådan situation, skal vi undlade at komme med vore småborgerlige, angstprægede »personligt-ansvar-snak«, som i støt stigende grad fortæller om, at danskerne bestemt ikke har tænkt sig at tage fælles ansvar for andet end deres egen velstillede velfærd! Den frie vilje og det personlige ansvar har det altid bedst, når livsomgivelserne lægger op til gode valgmuligheder. Intet menneske kan lide at vælge mellem pest og kolera. Men et menneskeliv kan forme sig sådan, at valget kun står mellem pest og kolera. Der kan være uendeligt mange årsager til det. Der er mennesker, hvis livsbaggrund forudbestemmer dem til et liv i hundene som det eneste realistiske bud på et liv. Og det kan der være en modsætningsfyldt værdighed i. Afmagtens værdighed. Jeg vil gerne acceptere den værdighed, der ligger i disse menneskers liv. Men jeg vil ikke acceptere de samfundsmæssige forudsætninger, der skaber de optimale forudsætninger for, at menneskers liv ender i hundene. Men er de dér, skal de vide, at jeg opfatter dem som værdige, sådan som de er. Selv om altså deres livsvilkår er uværdige. Besynderligt nok er retten til at gå i hundene kvantitativt set tilsyneladende forbeholdt de svagest stillede mennesker. Selvfølgelig går velbjærgede mennesker også i hundene. Måske på en mere raceren måde. Men det bliver deres meningsløshed ikke mindre smertefuld af. Alligevel er det de socialt ringeste, der fylder mest blandt hundene. Og det er da bemærkelsesværdigt. Det frie valg er altid bedst for de stærke. Det kræver overskud at vælge. Frihed er de stærkes ligegyldighed over for de svage. Frihed er de svages ret til at gå i hundene. Når de svage så er gået i hundene erfarer de, at der er et højt aktivitetsniveau derude. Der elskes og hades, drikkes og junkes, leves og døes. På enhver tænkelig og især utænkelig måde overleves der, selv om døden ligger lige om hjørnet. Livet leves ofte ud i det fri, i en vedvarende flugt fra omverdenen. Der er aldrig ro over deres liv. Det ligner struktureret anarki, lagt i blød i livsfarlige opløsningsmidler. Dødens ghetto med indbygget håbløshed. Livet handler om her-og-nu. Fra pumpen til venen. Fra flasken til munden. Hvis ikke de voldsomme og ubehandlede syns- og stemmehallucinationer får dem til at leve i en helt anden og totalt afsindig, uforståelig verden. Der arbejdes mere end 37 timer om ugen ude i hundene. Der er ikke knyttet pensions- eller orlovsordninger til indtjeningen. Det kan ikke svare sig. Til gengæld arbejdes der alternativt og kreativt. Ofte i mørke og gerne sort. Indtægterne skal være ultra-ekstremt høje, hvis man vil overleve den langstrakte dødsproces. Dovenskab dør man hurtigt af. Det er deres erfaringsbaserede visdom ude i hundene. Mange holder fast i hundelivet. Er definitivt færdige med livet udenfor. Har forsøgt sig. Uden held. Flere gange. Men det er ikke lykkedes. De fleste kender kun til et liv i hundene. De har aldrig været andre steder. De er vokset op dér. Og de oplever en sær tryghed. Her har de deres netværk og fællesskab. De kender betingelserne, de ved hvor smertepunkterne er. De ved hvor nederlagene ligger parat. Der er ingen overraskelser. De kan lugte en politibil på lang afstand. Hundelivet er kendt stof. Tilmed har de gjort den erfaring, at der ikke er plads til dem andre steder. De er uønskede. I en sådan grad, at de jagtes tilbage til hundene, hver gang de bevæger sig udenfor. Der er ikke brug for dem. Alle dem med fast løn og fodfæste i livet er begyndt at tale om, om de overhovedet kan acceptere så mærkelige og anderledes mennesker. Skal vi overhovedet have den slags bastarder i samfundet. Vil vi bruge penge på dem? Også når de bliver syge og trænger til omsorg og pleje? Er de vort ansvar? Hvis de, der går i hundene, selv skal være ansvarlige for deres liv og deres livssygdomme, så må vi som samfund jo finde os i, at de lever, bli'r syge og dør på gaden. Og så må vi også lade dem leve på gaden uden politiraids. Så må befolkningen lade være med at protestere over deres fysiske tilstedeværelse i lokalmiljøerne. Så må vi lade dem i fred i deres subkulturelle fællesskab. Hvis det er de frivillige organisationer - som Kirkens Korshær f.eks. - der skal bære ansvaret for de udstødtes skæbne, så må vi have støtte fra befolkningen og samfundets offentlige myndigheder. Men disse mennesker er også det offentliges ansvar. For det offentlige er civilsamfundets bevidst politisk besluttede metode til at bære ansvar. Det offentlige er et bevidst besluttet fællesskab af samtlige borgere. Når det offentlige i form af Københavns Kommune lukker en sygeafdeling for de allerdårligste hjemløse - en beslutning, som jeg vil karakterisere som usaglig og etisk uforsvarlig - fralægger det offentlige sig et for mig at se indlysende ansvar. Kirkens Korshær og Projekt Udenfor har besluttet at forsøge at etablere et alternativ. Vi kan ganske enkelt ikke leve med, at hjemløse syge mennesker, der ikke kan decentraliseres ud i de normale sygehuses regi, skal gå ubehandlede rundt på gadeplan. Dette initiativ fortæller om en tidstypisk tendens: vi går socialpolitisk baglæns! Nu overtager den frivillige verden ansvarsområder, som det offentlige ikke ønsker at have med at gøre. Hvor den frivillige verden tidligere var pioner og banebryder, bliver den nu bagtrop og opsamler. Det er en farlig kurs, som ikke kan anbefales. Men den nødstedte næste skal hjælpes! Det er det første og vigtigste. Vi kan ikke lade ham ligge på vejen af overordnede socialpolitiske grunde. Så må principperne vige. Det gør de i dette tilfælde, kombineret med en tydelig protest over denne beklagelige samfundsudvikling. n Bjarne Lenau Henriksens kronik var hans oplæg på Socialministerens socialpolitiske årsmøde, som fandt sted den 1.-2. september korshærschef