Et håb stærkere end døden

Det sker undertiden, at man læser et eller andet, som man ikke uden videre kan slippe igen. Man prøver ellers ihærdigt, men der er ikke noget at gøre. Teksten har bidt sig fast, man kan ikke vride sig løs. Og så er det pludselig ikke længere et spørgsmål om at give slip. Nu er det et spørgsmål om at slippe fri. Sådan har jeg det med en kronik, jeg læste i Kristeligt Dagblad i fredags. Den handler om indtoget i Jerusalem, godt nok ikke i den version, vi lige har hørt, men i Lukas' version, som imidlertid ikke skiller sig nævneværdigt ud fra Matthæus'. Kronikøren, en medarbejder ved DR, siger i sin kronik: »Jeg synes ganske enkelt, det er en forfærdelig tekst, og den bliver ikke spor bedre af, at disciplene synger om fred i himlen og ære i det højeste, sådan som de himmelske hærskarer også gjorde det ved Jesu fødsel. Her bliver håbets blinde fane atter hejst, og her bliver begejstringens hovedløse rus igen sluppet løs«. Det er dette blinde håb, kronikøren vender sig imod. For hvad har det ikke affødt af død og ulykke, krig og ødelæggelse op gennem tiderne. Han kan ikke lade være med at se et endeløst langt optog drage gennem historien. Der er f.eks. Thomas Münzer, der med sin drøm om den fuldkomne selvudfoldelse, det fuldkomne legeme, det fuldkomne hellige samfund og den fuldkomne enhed af tjeneste og hvile, af erkendelse og lovsang, skabte - ikke et himmerig, men helvede på jord. Og han nævner mange andre eksempler på, hvordan drømmen og håbet om et kommende lykkerige får mennesker til at lade nuet passere, for det er jo fremtiden, det gælder. Og de eksempler, han nævner, udgør kun en lille brøkdel af alt det, man kunne nævne! Og teksten om Jesu indtog i Jerusalem gør ham både vred og bange. For den minder ham om alle de forvildede håb, der har huseret mellem mennesker i tidernes løb og fået dem til at gøre de frygteligste ting mod sig selv og hinanden. Og et synligt nutidigt minde om dette er monumentet i Washington over de faldne i Vietnam, en mur af sort, blankpoleret granit med navnene på omkring 58.000 unge mænd, der netop var blevet ofre for et sådant blindt håb. Han var der en novemberdag, hvor det regnede, og det var, som om muren græd. Og beretningen om Jesu indtog i Jerusalem peger hen på den mur. Det vilde håb, de store drømme om de nye tider og den nye verden ender blindt i regnvejr blandt grædende mennesker foran en mur, og der er jeg også selv, vedgår han ærligt. Og det er det, der overhovedet gør kronikken værd at beskæftige sig med, ja, svær at komme uden om. Fordi han ikke bare er den, der betragter det hele udefra, men han er selv involveret. »Jeg kunne pludselig se, at de sørgende veteraner var mænd som jeg selv. Vi var jævnaldrende, og da jeg forsøgte at læse navnene på de faldne, så jeg pludselig mit eget spejlbillede inde i den blanke, sorte mur. Da kunne jeg ikke længere opretholde forestillingen om, at jeg blot var en tilskuerÉ Også jeg havde engang et stort håb om, at verden omsider skulle indrettes, så der blev retfærdighed og fred på jorden, og var jeg ikke medskyldig i krig og ødelæggelse, havde jeg dog engang haft de samme drømme og de samme forfærdelige håb, der var en del af dens forudsætning. Det har jeg ikke mere; men hvad har jeg så? Hvor skal jeg vende mig hen for ikke at fryse ihjel i denne verden?« Sådan slutter kronikken. De ord lader sig ikke bare feje væk som arrogante ord fra en bedrevidende kulturradikaler, der for længst har gennemskuet alting og derved nået frem til at se lyset, det sande lys, forstås. Han er frosset fast, fordi han ikke længere tør håbe på noget som helst. Desillusioneret og skuffet. Hvor skal jeg vende mig hen? spørger han med en tydelig parallel til salmistens ord: Hvor skulle jeg søge hen for din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigtÉ Bare med den kæmpe forskel, at der ikke længere er nogen gud at flygte fra. Det er det, der er det forfærdelige. Og fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem ændrer ikke ved dette, tværtimod. Han hører blot den fortælling som endnu et af verdens uendelige eksempler på, hvordan drømmen om Himlen på jorden fører lige lukt i Helvede. »Fortryllende drøm! / Om evighedsperlen i tidernes strøm! / Du gækker de arme, som søge omsonst, / Hvad hjertet begærer at skabe med kunst, / Så varigst de kalde, hvad sikkert forgår / Som timer og år.« Sådan skrev Grundtvig i 1832, måske allerede i 1824, og rammer han ikke den samme tone som kronikøren? For var det ikke sådan, de blev gækket, altså holdt for nar, de arme, der drømte om evighedsperlen i tidernes strøm? De, der råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Også de håbede på et tusindårsrige, hvor deres herre og mester, højt hævet over alt folket, skulle forkynde Guds vilje og efter den styre Guds rige. Nu skulle den forræderiske Herodes stødes fra tronen. Men det var ikke slottet, Jesus satte kurs mod. Det var mod templet: Mit hus skal være et bedehus, men I har forvandlet det til en røverkule! råbte han, mens han væltede vekselerernes borde. Og snart blev forventningen og håbet afløst af skuffelse og bitterhed. Råbet skiftede karakter. Fra jubel til raseri. Palmegrenene blev trampet ned og erstattet af et kors. Drømmen brast. Håbet døde. Og de vidste ikke, hvor de skulle vende sig hen. Vi havde håbet, han var den, der skulle forløse Israel, sagde to af dem, da det hele var forbi, og de var flygtet bort fra Jerusalem, hvor de ikke kunne holde ud at være. Nu håbede de ikke mere. Men nu bliver vi altså nødt til at stille det spørgsmål, der er afgørende for, om kronikøren har ret i, at Jesu indtog i Jerusalem blot er en af mange beretninger om en ideologi, der lovede guld og grønne skove for siden at ende i ødelæggelse, fortvivlelse og død. Havde Jesus selv givet næring til en sådan drøm eller et sådant håb? Og det må vi jo svare nej til. Lige inden de var draget til Jerusalem, havde han taget de 12 til side og fortalt dem, hvad der ventede dem dér: Menneskesønnen skal overgives i sine fjenders hænder, og de skal håne og spotte og spytte på ham, og til sidst vil de korsfæste ham. Det er den eneste måde, jeg bliver højt hævet over alt folket på, sagde han. Det affødte et raseriudbrud fra Peter: Gud bevare dig, Herre! Sådan må det for alt i verden ikke gå dig. Hvordan skal det så gå os og vore drømme og håb? De andre sagde ingenting. De troede formodentlig ikke på, at han mente, hvad han sagde. Men da det gik op for dem, at han mente det, flygtede de alle sammen. O skuffende drøm! Letvingede håb! Som fuglene flyver som vind på vinger, sådan flyver håbet bort, fordi Jesus stiller sig i vejen for det billede, de har af Guds søn. Guds søn er den, der lønner de retfærdige og fordømmer de uretfærdige. Guds søn afskaffer vold og krig og lover evig fred på jorden. Guds søn respekterer de vedtagne grænser mellem fromme og ugudelige, troende og vantro, verdens børn og Guds børn. Han omgås ikke tvivlsomme eksistenser som toldere og syndere. De har jo selv fraskrevet sig retten til at kaldes Guds børn. Men Jesus ødelagde det billede totalt. Han sagde, at alle deres drømme om det nye gudsrige på jorden kun var menneskeværk, ja, mere end det: Satans værk, der intet havde med Guds vilje at gøre. Og da disciplene kom og bad om mere tro, svarede han: Mere tro? Man kan da ikke få mere af noget, man ikke har! Havde I tro som et sennepsfrø, da kunne I sige til dette træ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet. Hvorimod han til en romersk officer, der ikke burde få den hjælp, han bad om, sagde: Så stor en tro har jeg ikke fundet i hele Israel! De ønskede, at han skulle gøre dem fri af romermagten. Han svarede: I skal nok få frihed. Men den frihed, jeg skænker jer, er frihed fra jeres optagethed af jer selv. Som en fuld mand, der vakler omkring en plakatsøjle, mens han fortvivlet jamrer: Hjælp, jeg er spærret inde! Sådan er det med jer: I kredser om jer selv og jer selv og jer selv, alt imens I forlanger frihed - for jer selv. Og så rider han da ind i Jerusalem denne søndag. På et trældyrs føl. Men det ser de ikke. De ser kun det, de vil se: Kongen, den magtfulde, der genopretter det rige, som de kender fra historierne om kong David. Og derfor forvandles hyldestråbet også meget snart til et rasende skrig om kors og død over den formastelige, der nægtede at indfri deres drømme og håb. De rige hadede ham, fordi de frygtede, at han ville være de fattiges konge. Og de fattige hadede ham, fordi han ikke ville være det! I den forstand ender historien ved den sorte, blankpolerede granitmur i Washington. Eller ved det skafot, hvor Thomas Münzer blev halshugget. Men evangelierne insisterer: Påskemorgen gik han levende ud af sin grav. Han ville ikke spærres inde i nogen ideologi. Historien om Jesus er ikke historien om et mislykket forsøg på at skabe et himmerig på jord. Men det er historien om, at Himlen bøjede sig mod jorden, fordi Gud elskede verden således, at han sendte sin søn til verden, for at ikke ét eneste af hans mennesker skulle fortabes, men have evigt liv. Og det evige liv er ikke det modsatte af et tidsbegrænset liv. Men det er det modsatte af et tomt, ligegyldigt, formålsløst liv, et liv uden Gud, med andre ord. Det evige liv er det modsatte af et liv uden tro, uden håb, uden kærlighed, et liv, hvor kun mørket og døden råder. Men det var just denne tro, dette håb og denne kærlighed, Guds søn kom til verden med. Ikke et håb, der siger: I morgen begynder livet. Dagen i dag skal bare overstås. Det er ganske rigtigt sådanne håb og drømme, krige gøres af. Men det håb, manden på æslet rider ind i Jerusalem med, det er det håb, der siger: Denne er dagen, som Herren har gjort! Det er nu, i dag, der bliver kaldt på dig. Og at Herren har gjort netop denne dag, betyder også, at intet menneske er glemt eller overset af Gud. Han kan se sit billede i det ringeste og i det ypperste. For alt er skabt og villet af ham. Det håb lader sig ikke standse af en sort, blankpoleret granitmur. Men det bryder gennem muren og siger: Også på den anden side er Gud, så sandt som vi hører ham til, hvad enten vi lever eller dør. Kærligheden, hjertegløden, stærkere er her end døden! Det er det håb, der får de øde vange til at blomstre som en rosengård. Amen. sognepræst